Hej, du! Jeg skal fortælle dig om Kirsten, den skøre, men hjertevarme dame fra Hjortby. Hun har boet i et lille rødhus helt ude i landsbyens kant i årtier. Når folk siger, at hun er ensom, griner hun bare. Ja, hvad mener du, at jeg er alene? svarer hun med et glimt i øjet. Nej da, jeg har jo en hel flok familier!
De andre kvinder i landsbyen nikker venligt, men så hurtigt som Kirsten vender sig, udveksler de blikke og ryster på hovedet. De tænker: Hvilken familie er det så ingen mand, ingen børn, kun dyr Men netop de firbenede og fjerklædte væsner er hendes sande slægt. Hun giver en svingom til dem, der mener, at dyr kun skal bruges til nytte: koen til mælk, hønerne til æg, hunden til vagtskab, katten til musefangst. I Kirstens hus bor fem katte og fire hunde alle indenfor, i varmen, ikke i udestuen, så naboerne altid trækker på smilebåndet.
De taler kun om deres forundring bag lukkede døre, for de ved, at man ikke kan argumentere med den skøre pige. På alle kritikpunkter smiler Kirsten bare og siger: Hov, lad være. Vi har det fint i vores lille hjem.
For fem år siden gik alt i stå på én dag hun mistede både sin mand og sin søn. De kom hjem fra fisketur, da en tung lastbil brød frem på landevejen og ramte dem Efter tragedien indså Kirsten, at hun ikke kunne blive i den lejlighed, hvor alt mindede om dem, der var væk. Det var uudholdeligt at gå de samme gader i Ålbæk, besøge de samme butikker og møde de medfølende blikke fra folk.
Et halvt år senere solgte hun boligen, pakkede katten Misse og flyttede ud på landet, hvor hun købte et lille sommerhus i udkanten af Hjortby. Om sommeren arbejdede hun i haven, om vinteren fik hun et job i kantinen på det lokale ældrecenter. Snart begyndte hun at samle nye dyr: nogle fik løbegodter ved stationen, andre gik rundt om kantinen og ledte efter mad. Så voksede hendes familie ud af dyr, der engang havde været alene og sårede. Kirstens varme hjerte helbredte deres gamle sår, og de svarede med loyalitet og kærlighed.
Hun fodrede dem alle, selvom det sommetider var svært. Hun vidste, at hun ikke kunne tage imod dyr for evigt, så hun lovede sig selv: ingen flere. Men så kom marts som en hård februar isnende sne dækkede stierne, og vindene hylede som gale ulve.
Den aften hastede Kirsten for at nå den sidste bus tilbage til landsbyen. Det var to fridage i træk, så hun gik efter sin vagt, gik i butikkerne, købte mad til sig selv og sine dyr, og hentede også noget fra kantinen. De tunge poser tynget hendes arme, og hun gik målrettet, kun tænker på den varme hjemme. Men så, et par skridt før bussen, stoppede hun brat og vendte sig om.
Under en bænk lå en hund, helt dækket af sne, med et sløret, glasagtigt blik. Den lå der så længe, at kroppen var blevet dækket af hvidt lag. Folk gik forbi i deres frakker, men ingen stoppede. Hvor er det, at ingen så den? lød en lille stemme i hende.
Kirsten følte, hvordan hjertet blev knust. Hun glemte bussen og sine løfter, løb hen, smed poserne og rakte ud efter den. Hunden åbnede langsomt øjnene. Åh gud, du lever! sukkede hun lettet. Kom nu, min ven, kom op
Den lå stille, men modsatte sig ikke, da hun forsigtigt løftede den op fra bænkens skygge. Det så ud som om hunden allerede havde givet op, klar til at forlade denne barske verden
Hun kan slet ikke huske, hvordan hun fik de tunge poser med sig til busstoppet, mens hun også bar den lille hund i armene. Inde i bussen satte hun sig i den fjerne ende af ventesalen og begyndte at stryge og varme den frosne lille krop, mens hun skiftevis klemte de isnende poter mod sine hænder.
Så, min ven, vi skal nok klare det, vi skal bare hjem igen, sagde hun blidt. Du bliver vores femte hund, så tællingen er komplet.
Hun fandt en lille kødbolle i posen og rakte den til den kuldehvide gæst. Hunden kiggede først væk, men efter et øjeblik, da varmen nåede den, vendte den blikket rundt: næsen rystede, øjnene lyste, og den tog bidet.
Efter en time stod Kirsten med Milla så kaldte hun hende på vejkanten, armene løftet i håb om at stoppe en bil, for bussen allerede var væk. Hun knyttede en simpel snor om halsen, selvom den egentlig ikke var nødvendig; hunden gik ved hendes side, klynget sig til hendes ben. Om ti minutter stoppede en bil.
Tusind tak! udbrød Kirsten. Bare rolig, jeg holder hunden på skødet, så den ikke smitter noget. Det er i orden, svarede chaufføren. Lad den bare sidde med, den er jo ikke lille.
Milla, rystende, klemte sig til Kirsten, og de to satte sig på chaufførens kant. Så er det varmere, smilede Kirsten.
Chaufføren nikkede og skruede op for varmen. De kørte tavset, mens Kirsten stirrede på snefnugene i lyset fra forlygterne, og holdt sin nye ven tæt. Manden kastede lejlighedsvis et blik på den rolige, men udmattede kvinde, som om han havde indset, at hun netop havde fundet noget, hun skulle bringe hjem.
Da de nåede til Kirstens hus, hjalp han med at bære poserne ind. Sneen ved porten var så høj, at han måtte skubbe den med skulderen. De rustne hængsler gav efter porten faldt til siden. Ingen sag, sagde Kirsten med et suk. Den skulle nok have fået en opdatering for længe siden.
Et lyst hundebjæf og kattegøren lød fra huset, og Kirsten skyndte sig ud. På gården stod hendes farverige flok. Så, har I ventet på mig? sagde hun og introducerede Milla, som pegede frem fra hendes ben.
Hundene logrede med halerne, snusede til poserne, som manden holdt. Hvad laver vi her i kulden? spurgte Kirsten. Kom ind, I behøver ikke fryse i sådan en stor familie. En kop te måske? Ja tak, men det er sent, svarede gæsten. I må give dem mad, for de savner jer.
Næste dag, omkring middag, hørte Kirsten en banken på døren. Hun trak sin jakke på og gik ud det var gårsdagens chauffør, der allerede holdt nye hængsler klar, med værktøj ved siden af. God dag! sagde han med et grin. Jeg knækkede porten, så jeg kom for at reparere den. Jeg hedder Søren, og du? Kirsten
Den logrende flok omringede ham, snuste og logrede. Han satte sig for at klappe dem. Signe, kom ind, du fryser. Jeg er snart færdig, så kan vi tage en kop te. Forresten, der er en kage i bilen, og lidt lækkerier til din store familie
Sådan er livet nu: Kirsten har en skør, men kærlig familie af katte og hunde, en lille gård i Hjortby, og hver gang sneen falder, ved hun, at hun ikke er alene. Kærligheden, den spreder sig som et varmt tæppe i den kolde danske vinter.
