Hunden var næsten ligeglad – hun var klar til at forlade denne barske verden…

Hej, du! Jeg skal fortælle dig om Kirsten, den skøre, men hjertevarme dame fra Hjortby. Hun har boet i et lille rødhus helt ude i landsbyens kant i årtier. Når folk siger, at hun er ensom, griner hun bare. Ja, hvad mener du, at jeg er alene? svarer hun med et glimt i øjet. Nej da, jeg har jo en hel flok familier!

De andre kvinder i landsbyen nikker venligt, men så hurtigt som Kirsten vender sig, udveksler de blikke og ryster på hovedet. De tænker: Hvilken familie er det så ingen mand, ingen børn, kun dyr Men netop de firbenede og fjerklædte væsner er hendes sande slægt. Hun giver en svingom til dem, der mener, at dyr kun skal bruges til nytte: koen til mælk, hønerne til æg, hunden til vagtskab, katten til musefangst. I Kirstens hus bor fem katte og fire hunde alle indenfor, i varmen, ikke i udestuen, så naboerne altid trækker på smilebåndet.

De taler kun om deres forundring bag lukkede døre, for de ved, at man ikke kan argumentere med den skøre pige. På alle kritikpunkter smiler Kirsten bare og siger: Hov, lad være. Vi har det fint i vores lille hjem.

For fem år siden gik alt i stå på én dag hun mistede både sin mand og sin søn. De kom hjem fra fisketur, da en tung lastbil brød frem på landevejen og ramte dem Efter tragedien indså Kirsten, at hun ikke kunne blive i den lejlighed, hvor alt mindede om dem, der var væk. Det var uudholdeligt at gå de samme gader i Ålbæk, besøge de samme butikker og møde de medfølende blikke fra folk.

Et halvt år senere solgte hun boligen, pakkede katten Misse og flyttede ud på landet, hvor hun købte et lille sommerhus i udkanten af Hjortby. Om sommeren arbejdede hun i haven, om vinteren fik hun et job i kantinen på det lokale ældrecenter. Snart begyndte hun at samle nye dyr: nogle fik løbegodter ved stationen, andre gik rundt om kantinen og ledte efter mad. Så voksede hendes familie ud af dyr, der engang havde været alene og sårede. Kirstens varme hjerte helbredte deres gamle sår, og de svarede med loyalitet og kærlighed.

Hun fodrede dem alle, selvom det sommetider var svært. Hun vidste, at hun ikke kunne tage imod dyr for evigt, så hun lovede sig selv: ingen flere. Men så kom marts som en hård februar isnende sne dækkede stierne, og vindene hylede som gale ulve.

Den aften hastede Kirsten for at nå den sidste bus tilbage til landsbyen. Det var to fridage i træk, så hun gik efter sin vagt, gik i butikkerne, købte mad til sig selv og sine dyr, og hentede også noget fra kantinen. De tunge poser tynget hendes arme, og hun gik målrettet, kun tænker på den varme hjemme. Men så, et par skridt før bussen, stoppede hun brat og vendte sig om.

Under en bænk lå en hund, helt dækket af sne, med et sløret, glasagtigt blik. Den lå der så længe, at kroppen var blevet dækket af hvidt lag. Folk gik forbi i deres frakker, men ingen stoppede. Hvor er det, at ingen så den? lød en lille stemme i hende.

Kirsten følte, hvordan hjertet blev knust. Hun glemte bussen og sine løfter, løb hen, smed poserne og rakte ud efter den. Hunden åbnede langsomt øjnene. Åh gud, du lever! sukkede hun lettet. Kom nu, min ven, kom op

Den lå stille, men modsatte sig ikke, da hun forsigtigt løftede den op fra bænkens skygge. Det så ud som om hunden allerede havde givet op, klar til at forlade denne barske verden

Hun kan slet ikke huske, hvordan hun fik de tunge poser med sig til busstoppet, mens hun også bar den lille hund i armene. Inde i bussen satte hun sig i den fjerne ende af ventesalen og begyndte at stryge og varme den frosne lille krop, mens hun skiftevis klemte de isnende poter mod sine hænder.

Så, min ven, vi skal nok klare det, vi skal bare hjem igen, sagde hun blidt. Du bliver vores femte hund, så tællingen er komplet.

Hun fandt en lille kødbolle i posen og rakte den til den kuldehvide gæst. Hunden kiggede først væk, men efter et øjeblik, da varmen nåede den, vendte den blikket rundt: næsen rystede, øjnene lyste, og den tog bidet.

Efter en time stod Kirsten med Milla så kaldte hun hende på vejkanten, armene løftet i håb om at stoppe en bil, for bussen allerede var væk. Hun knyttede en simpel snor om halsen, selvom den egentlig ikke var nødvendig; hunden gik ved hendes side, klynget sig til hendes ben. Om ti minutter stoppede en bil.

Tusind tak! udbrød Kirsten. Bare rolig, jeg holder hunden på skødet, så den ikke smitter noget. Det er i orden, svarede chaufføren. Lad den bare sidde med, den er jo ikke lille.

Milla, rystende, klemte sig til Kirsten, og de to satte sig på chaufførens kant. Så er det varmere, smilede Kirsten.

Chaufføren nikkede og skruede op for varmen. De kørte tavset, mens Kirsten stirrede på snefnugene i lyset fra forlygterne, og holdt sin nye ven tæt. Manden kastede lejlighedsvis et blik på den rolige, men udmattede kvinde, som om han havde indset, at hun netop havde fundet noget, hun skulle bringe hjem.

Da de nåede til Kirstens hus, hjalp han med at bære poserne ind. Sneen ved porten var så høj, at han måtte skubbe den med skulderen. De rustne hængsler gav efter porten faldt til siden. Ingen sag, sagde Kirsten med et suk. Den skulle nok have fået en opdatering for længe siden.

Et lyst hundebjæf og kattegøren lød fra huset, og Kirsten skyndte sig ud. På gården stod hendes farverige flok. Så, har I ventet på mig? sagde hun og introducerede Milla, som pegede frem fra hendes ben.

Hundene logrede med halerne, snusede til poserne, som manden holdt. Hvad laver vi her i kulden? spurgte Kirsten. Kom ind, I behøver ikke fryse i sådan en stor familie. En kop te måske? Ja tak, men det er sent, svarede gæsten. I må give dem mad, for de savner jer.

Næste dag, omkring middag, hørte Kirsten en banken på døren. Hun trak sin jakke på og gik ud det var gårsdagens chauffør, der allerede holdt nye hængsler klar, med værktøj ved siden af. God dag! sagde han med et grin. Jeg knækkede porten, så jeg kom for at reparere den. Jeg hedder Søren, og du? Kirsten

Den logrende flok omringede ham, snuste og logrede. Han satte sig for at klappe dem. Signe, kom ind, du fryser. Jeg er snart færdig, så kan vi tage en kop te. Forresten, der er en kage i bilen, og lidt lækkerier til din store familie

Sådan er livet nu: Kirsten har en skør, men kærlig familie af katte og hunde, en lille gård i Hjortby, og hver gang sneen falder, ved hun, at hun ikke er alene. Kærligheden, den spreder sig som et varmt tæppe i den kolde danske vinter.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

nine + 19 =

Hunden var næsten ligeglad – hun var klar til at forlade denne barske verden…
Hvad er egentlig kærlighed? – Græd nu ikke, rolig nu, du har da ikke fundet én, der er værd at græde over, din Brian er ikke dine tårer værd, – trøstede mormor Aase sin barnebarn Vera. – Jeg sagde det jo før brylluppet, Brian er ikke den rette, gift dig ikke med ham… men du? Kærlighed… kærlighed, vi elsker jo hinanden. Og hvad nu, hvor er den kærlighed? – Åh, mormor, jeg troede du ville trøste mig, men du siger det samme, – sagde Vera og tørrede tårerne væk. – Hvad skal jeg sige? Rose ham… Brian, som ikke duer til noget, og nu sidder du her og græder. – Mormor, hvad med kærligheden? Jeg stolede på ham, og så slæber han min nabo Vibeke hjem, som ovenikøbet er syv år ældre end ham, og hun grinede endda af mig… Vi nåede kun at bo sammen i et halvt år, og så… Vera kom tidligt hjem fra arbejde, gik ind i huset, og der var latter, hun gik ind i soveværelset og så noget, der gjorde hende dårlig. Brian så forskrækket på hende, mens Vibeke smilede og sagde: – Hvad glor du på? Jeg lærer bare din mand alle kærlighedens kunster, – og brød ud i en klam latter. Vera løb ud af huset og endte hos sin mormor. – Hvilken kærlighed… Hvilken slags kærlighed er det, hvis han tager en anden kvinde med hjem? Forlad ham, bliv skilt, mens I ikke har børn. Bliv hos mig så længe, – sagde Aase. Selvom mormor forsøgte at lyde bestemt, blødte hendes hjerte. Hendes elskede barnebarn var blevet såret af en… Brian, fra en familie med druk og ballade. Hun havde vidst det, men Vera ville ikke høre. Børn fra sådan nogle familier kan sagtens blive gode og ordentlige, alt kan ske. Men ikke Brian. Han lavede ballade som barn, og som voksen drak han og sloges, og det gik altid ud over ham selv. Aase ønskede ikke, at Vera skulle gifte sig med ham. Men Brian var snu, han vidste, at Vera var rolig, god, omsorgsfuld og flittig. – Vera, jeg sværger, jeg stopper med at drikke, så snart vi bliver gift, – lovede han, da han friede. Og hun troede på ham. Hun havde egentlig aldrig haft en kæreste før, kun været venner med Viktor i skolen, men det var ikke mere end det. Hun blev forelsket i Brian, han var jo pæn, og hun blev så forelsket, at hun ikke så andre. Han var fire år ældre og havde været i militæret. Alle advarede Vera mod ægteskabet, veninden Lise sagde direkte: – Jeg kan ikke lide din Brian, hvis du gifter dig med ham, så kom ikke på besøg med ham. Min mand kan heller ikke fordrage ham og sagde, at du vil fortryde det. – Lise, hvorfor skal I alle sammen sige det samme… Jeg bliver lykkelig, uanset hvad… – sagde Vera og gik, mens Lise så efter hende med medlidenhed. Aase gjorde, hvad hun kunne for at trøste sit barnebarn. Lavede myntete, prøvede at aflede hende, men kunne se, det var forgæves. Hun vidste, at når alt er skidt, hjælper ingen ord. Det skal bare gå over med tiden. Hen på aftenen dukkede Brian op i gården, selvfølgelig fuld, og råbte så hele nabolaget kunne høre det, da Aase kom ud med sin stok. – Vera skal ud, ellers henter jeg hende selv… – Det skal du ikke, – Aase truede ham med stokken, – gå din vej, ellers får du med mig at gøre, tro ikke jeg er for gammel. Aase turde, fordi hun så, at naboerne stod bag Brian ved lågen, og Lise og hendes Mikkel allerede var kommet ind i gården. Brian råbte grimme ord, truede med at brænde huset ned med Vera i, men så kom Mikkel bagfra, tog fat i Brian og rystede ham, så han blev bange og tav. – Så er det nok, vi hørte alt, du truede med at brænde huset, nu går vi til politiet, ud med dig, – han smed Brian ud på vejen, hvor han faldt og forsvandt. Folk gik hjem, Vera kom ud i gården, Lise krammede hende. Mikkel vinkede og gik hjem. Aase satte sig på bænken under vinduet, Vera og Lise satte sig ved siden af. – Så meget for kærlighed, så meget for lykke, – sagde Vera stille. – Hvad skal jeg gøre, mormor? Du ved jo alt om kærlighed. Du levede jo med morfar i halvtreds år, I havde det godt sammen. – Åh, hold nu op med det kærlighedssnak. Jeg ved ikke engang selv, hvad det er. Vera og Lise så på hinanden og trak på skuldrene – hvis ikke mormor Aase ved det… – Mormor, fortæl hvordan du blev gift med morfar Ivan, – bad Vera, og Aase gik med til det, bare for at aflede hende. – Okay, men jeg siger det med det samme, jeg havde hverken stor kærlighed, flot mand, smukke ord eller romantiske frierier, ikke engang en svigermor. Men jeg blev gift. Aase tænkte sig lidt om, mindedes sin ungdom… Hun gik i klasse med Ivan, sin kommende mand, men han kom fra en anden landsby. Skolen lå her i byen, han gik tre kilometer hver dag, og det gjorde mange andre også. Børn fra små landsbyer gik i byskolen. Efter syvende klasse kom Ivan ikke mere, han forsvandt bare. Aase lagde ikke mærke til det, hun tænkte ikke på drenge. Hun blev i byen efter skolen, familien var stor, hun havde tre yngre søskende. Hun lavede mad, passede de små Faren var syg, han var faldet i den iskolde å med hest og slæde om foråret, blev reddet med nød og næppe. Siden var han syg, hostede, arbejdede som nattevagt ved kornlageret. Moren arbejdede på gården som malkepige, gik tidligt hjemmefra, kom hjem til middag, men skulle afsted igen til aftenmalkning. – Datter, lav noget mad og sørg for, at de små kommer i skole til tiden, – sagde moren, og Aase gjorde det hele, hun var ansvarlig, moren stolede på hende. Sådan gik det, hun passede de små, hjalp med lektier, vaskede, syede, lavede mad, gjorde rent. Moren kom hjem træt. Faren lå mest. Aase nåede sjældent i forsamlingshuset, men moren sagde: – Datter, gå nu i klubben, du er ung, ungdommen går hurtigt. Aase gik nogle gange, og pludselig så hun blandt de lokale drenge sin gamle klassekammerat Ivan, han var kommet tilbage efter tre år. Han var blevet voksen, og efter noget tid begyndte han at kredse om Aase. – Må jeg følge dig hjem? – spurgte han. Aase var ligeglad, hvis hun var i humør, sagde hun ja. – Så følg mig da, hvis du vil, – og de stod udenfor og snakkede. Hvis hun ikke var i humør, gik hun bare hjem. Ivan fulgte efter hende, insisterende, næsten stædigt. Hun var ligeglad, han var bare en fyr. Sådan gik der næsten tre år. – Aase, jeg skal i militæret om en uge, vil du skrive til mig? – spurgte han. – Hvis du skriver, svarer jeg, – lovede hun. Hun svarede ikke på alle breve, han skrev for tit. Men hun så ikke andre, ingen interesserede hende. Om vinteren kom Ivan hjem fra militæret, var blevet bredskuldret, alvorlig. De begyndte at ses igen. Da sneen smeltede om foråret, friede Ivan. – Hvor længe skal vi ses? Gift dig med mig. Jeg er træt af at gå fra landsbyen til dig. – Okay, jeg siger ja, – svarede Aase. Ivan sagde aldrig, at han elskede hende, hun følte heller ikke kærlighed, det var bare tid til at gifte sig. Ivan var ikke en mand af mange ord. Han var en helt almindelig landsbydreng, ingen prins på en hvid hest. – Mor, far, jeg skal giftes. Ivan har friet. Faren sagde ikke noget, han var svag. Moren lavede et stort postyr, selv mormor kom løbende og råbte: – Hvorfor vil du have den fattigrøv? Han har jo ingenting, – Aase tav, de var jo heller ikke rige. Præcis samme slags familie. Brylluppet var i Ivans landsby, festligt med sange, dans og viser. Vejret var lunt, alt blomstrede, mange gæster. De fik tre høns og en hane, et par sække hvede og en sæk mel i bryllupsgave. De besluttede at bo i byen hos Aase, indtil de fik bygget et hus, men indtil da boede hun hos ham, sammen med svigerfar. Ivans mor døde tidligt. Svigerfar og familien byggede et lille hus til dem om sommeren. De flyttede straks ind. Byggede et skur, fik dyr, en ko og en gris. Aase arbejdede på gården, Ivan kørte traktor. De arbejdede meget, men var unge og nåede det hele. Efter et år fik de en søn. Flere børn blev det ikke til. – Jeg ville gerne have haft en datter – en hjælper, – sagde hun, men det blev ikke sådan. Da sønnen blev voksen, flyttede han til byen, blev agronom, giftede sig med en lokal pige, rolig og rar. Så kom Vera, Aases elskede barnebarn. Sådan levede Aase og Ivan til pensionen. – Vi havde det godt og let sammen, – fortalte Aase, – Ivan var pålidelig og rolig. Han hævede aldrig stemmen. Vi skjulte aldrig noget for hinanden. Vi glædede os over det, vi havde. Vi havde bier, det var Ivans store hobby, jeg hjalp ham. Han kunne bruge timer med bierne. Nogle gange stak en bi mig i kinden. Så grinede han og sagde: – Vi lægger koldt vand på, nu er du blevet kindet, men du er stadig smuk. Ivan elskede Aase i stilhed, sagde aldrig store ord, men samlede bær og fodrede hende, og hun grinede. Ivan elskede også at læse bøger. Han læste sikkert hele landsbyens bibliotek, selvom han havde travlt, fandt han tid, nogle gange læste han højt for sin kone. – Sådan, piger, – sagde mormor Aase, – vi levede sammen i enoghalvtreds år. Vi talte aldrig om kærlighed, sagde det aldrig til hinanden, vi tænkte ikke over det. Vi var bare sammen, passede på hinanden, især hvis én blev syg. Men nu er Ivan væk, og min eventyr er slut. Nu bor jeg alene. Vera blev skilt fra Brian, han truede aldrig mere og holdt sig væk. Snart fandt hun lykken og giftede sig med en god mand. Det vigtigste var, at mormor Aase godkendte hendes valg.