– Nå, Røde, lad os komme af sted… – mumlede Verner, mens han rettede på den hjemmelavede snor af et gammelt reb.
Han lynede jakken helt op til halsen og hyttede sig. Februar i år var særlig bidsk – sne og regn, vinden gik lige gennem mærk og ben.
Røde – en gadekryds med falmet rødlig pels og ét blindt øje – var dukket op i hans liv for et år siden. Verner kom hjem fra natskifte på fabrikken og så ham ved containerne. Hunden var blevet banket, sulten, og det venstre øje var dækket af en grå stær.
– Hej, mand! Hvor skal du hen med din køter?
Stemmen skar i nerverne. Verner genkendte taleren – Søren Skæv, den lokale “autoritet” på omkring femogtyve. Ved siden af ham stod tre teenagere – hans “hold”.
– Lufter ham, – svarede Verner kort uden at se op.
– Og du, onkel, betaler du skat for at lufte den hund? – lo en af drengene. – Se, hvor grim den er – øjet er skævt!
En sten fløj. Ramte Røde i siden. Hunden klynkede og trykkede sig ind til sin ejers ben.
– Lad os være, – sagde Verner stille, men der var stål i stemmen.
– Nå! Onkel Kulissen taler! – Søren kom nærmere. – Har du glemt, at det her er mit distrikt? Og hundene lufter kun med min tilladelse.
Verner spændte op. I hæren havde han lært at løse problemer hurtigt og hårdt. Men det var tredive år siden. Nu var han bare en træt pensioneret smed, der ikke ville have ballade.
– Kom, Røde, – han vendte sig mod hjemmet.
– Det er rigtigt! – råbte Søren efter ham. – Næste gang slår jeg din ven ihjel!
Hjemme kunne Verner ikke sove den nat; han gennemspillede scenen i hovedet.
Næste dag faldt sjap sne. Verner udsatte længe lufteturen, men Røde sad ved døren og så så hengivent, at han måtte give efter.
– Okay, okay. Bare hurtigt.
De gik forsigtigt og undgik de sædvanlige “samlingssteder”. Men Sørens bande var ingen steder at se – gemt væk for vejret, formodentlig.
Verner var ved at falde til ro, da Røde pludselig stoppede ved den forladte kedelcentral. Han spidsede sit ene øre og snusede.
– Hvad er der, gamle?
Hunden klynkede og trak mod ruinerne. Derfra kom mærkelige lyde – gråd eller stønnen.
– Hej! Hvem er der? – råbte Verner.
Intet svar. Kun stilhed, brudt af vindens hylen.
Røde trak insisterende i snoren. I hans ene øje lå der uro.
– Hvad er der? – Verner bøjede sig ned. – Hvad er det?
Så hørte han tydeligt – en barnestemme:
– Hjælp!
Hjertet hamrede. Verner løsnede snoren og fulgte Røde ind i ruinerne.
I det halvt nedbrudte kedelrum, bag en bunke mursten, lå en dreng på omkring tolv. Ansigtet var blodigt, læben flækket, tøjet revet itu.
– Gudskelov! – Verner satte sig på knæ. – Hvad er der sket?
– Onkel Verner? – drengen åbnede med besvær øjnene. – Er det Dem?
Verner så nærmere efter og genkendte ham – Andreas Mikkelsen, søn af nabokonen fra opgang fem. En stille, genert dreng.
– Andreas! Hvad skete der?
– Søren og hans bande, – drengen snøftede. – De krævede penge af mor. Jeg sagde, jeg ville melde dem til politiet. De fangede mig…
– Hvor længe har du ligget her?
– Siden i morges. Det er så koldt.
Verner smed jakken og dækkede drengen. Røde kom tættere og lagde sig ved siden af – varmede med sin krop.
– Andreas, kan du rejse dig?
– Mit ben gør ondt. Det er vist brækket.
Verner følte forsigtigt på benet. Ja, brud. Og uvist hvordan de indre organer havde det efter sådan en “behandling”.
– Har du en mobil?
– De tog den.
Verner fandt sin gamle Nokia frem og ringede 112. Ambulancen lovede at komme inden en halv time.
– Hold ud, dreng. Lægerne er på vej.
– Hvad hvis Søren finder ud af, at jeg lever? – der var rædsel i Andreas’ stemme. – Han sagde, han ville gøre det af med mig.
– Det gør han ikke, – sagde Verner fast. – Han rører dig ikke mere.
Drengen så forundret på ham:
– Onkel Verner, De løb selv fra dem i går.
– Det var noget andet. Dengang handlede det kun om mig og Røde. Nu…
Han fuldførte ikke. Hvad skulle han sige? At han for tredive år siden aflagde ed på at beskytte de svage? At de i Afghanistan havde lært ham – en rigtig mand efterlader aldrig et barn i nød?
Ambulancen kom hurtigere end lovet. Andreas blev kørt på hospitalet. Verner blev stående ved kedelcentralen med Røde og tænkte.
Om aftenen kom Andreas’ mor – Solveig Petersen. Hun græd, takkede og lovede, at hun aldrig ville glemme.
– Verner Jensen, – sagde hun med tårer, – lægerne sagde, at hvis han havde ligget en time mere i kulden… De reddede hans liv!
– Det var ikke mig, – Verner klappede Røde. – Det var ham, der fandt Deres søn.
– Hvad gør vi nu? – Solveig så forskrækket hen mod døren. – Søren giver sig ikke. Den lokale betjent siger, der mangler beviser, og ét barns vidneudsagn tæller ikke.
– Det skal nok gå, – lovede Verner, selvom han ikke vidste hvordan.
Om natten kunne han ikke sove. Tankerne kredsede – hvad nu? Hvordan beskytte drengen? Og ikke kun ham – hvor mange flere børn i kvarteret led under den bandes terror?
Næste morgen kom løsningen af sig selv.
Verner tog sin gamle hæruniform på – den fine, med ordenerne. Han fandt medaljerne frem. Kiggede i spejlet – en soldat, om end ældre.
– Kom, Røde. Vi har et ærinde.
Sørens bande “patruljerede” som sædvanlig ved brugsen. Da de så Verner nærme sig, begyndte de at grine.
– Åh! Bedstefar er på parade! – råbte en af drengene. – Se, en helt!
Søren rejste sig fra bænken, grinede:
– Hør, pensionist, stik af. Din tid er forbi.
– Min tid begynder først nu, – svarede Verner roligt, mens han kom tættere.
– Hvad vil du her i det tøj?
– Tjene mit land. Beskytte de svage mod folk som dig.
Søren brølede af grin:
– Er du faldet ned fra månen, gamle? Hvilket land? Hvilke svage?
– Andreas Mikkelsen – husker du ham?
Grinet forsvandt fra Sørens ansigt.
– Hvad skulle jeg huske sådan en taber for?
– Det bør du. For han er det sidste barn i kvarteret, der har lidt under dine hænder.
– Truer du mig, gubbe?
– Advarsel.
Søren tog et skridt frem. En skarpsliber glimtede i hånden.
– Nu skal jeg vise dig, hvem der bestemmer!
Verner veg ikke en tomme. Årene var gået, men hærens træning sad i.
– Loven bestemmer.
– Hvilken lov? – Søren svingede skarpsliberen. – Hvem har udnævnt dig?
– Min samvittighed.
Så skete der noget, ingen havde ventet.
Røde, der havde siddet stille ved siden af, rejste sig. Pelsen på nakken rejste sig. En truende knurren lød fra struben.
– Din hund, – begyndte Søren.
– Min hund har kæmpet, – afbrød Verner. – I Afghanistan. Minerydningstjeneste. Den lugter banditter på mils afstand.
Det var løgn – Røde var bare en gadekryds. Men Verner sagde det så overbevisende, at alle troede på det. Selv Røde troede på det – rettede sig op, blottede tænderne.
– Den fandt tyve terrorister. Og tog dem alle levende, – fortsatte Verner. – Hvad tror du – kan den klare én narkolanger?
Søren rykkede baglæns. Drengene bag ham stivnede.
– Hør godt efter, – Verner tog et skridt frem. – Fra i dag er dette kvarter sikkert. Hver dag vil jeg gå gennem alle gårdene. Og min hund vil lede efter ballademagere. Og så…
Han afsluttede ikke. Men alle forstod.
– Tror du, du kan skræmme mig? – Søren prøvede at genvinde sin gamle frækhed. – Jeg ringer bare én gang…
– Gør det, – nikkede Verner. – Men husk – jeg har forbindelser, der er langt bedre end dine. Hvor mange kender jeg i fængsel. Hvor mange skylder mig.
Også det var løgn. Men måden det blev sagt på fik Søren til at tro det.
– Verner Afghanistan kalder de mig, – sagde Verner til sidst. – Husk det. Og lad børnene være.
Han vendte sig og gik. Røde trippede ved siden af, halen stolt i vejret.
Bag dem blev der helt stille.
Der gik tre dage. Søren og hans flok viste sig næsten ikke i kvarteret.
Og Verner begyndte virkelig at gå gennem gårdene hver dag. Røde gik ved siden af – vigtig, alvorlig.
Andreas blev udskrevet en uge senere. Benet gjorde stadig ondt, men han kunne gå. Samme dag kom han på besøg hos Verner.
– Onkel Verner, – sagde han, – må jeg hjælpe Dem? – spurgte drengen. – Altså med rundene.
– Det må du godt. Men først skal vi snakke med dine forældre.
Solveig havde intet imod det. Hun var tværtimod glad for, at sønnen havde fundet et så godt forbillede.
Og nu kunne man hver aften se et mærkeligt selskab – en ældre mand i hæruniform, en dreng og en gammel rød hund.
Røde blev alles yndling. Selv mødrene lod børnene klappe ham, selvom de så, at det var en gadehund. Men der var noget særligt ved ham – en værdighed.
Og Verner fortalte børnene om hæren, om ægte venskab. De lyttede med holdt vejr.
En aften, da han og Andreas vendte hjem fra en “patrulje”, spurgte drengen:
– Onkel Verner, har De nogensinde været bange?
– Ja, – svarede Verner ærligt. – Og nogle gange er jeg stadig bange.
– For hvad?
– For ikke at nå det. For ikke at have kræfter nok.
Andreas klappede hunden:
– Når jeg bliver stor, vil jeg hjælpe Dem. Og jeg vil også have en hund. Lige så klog.
– Det får du, – smilede Verner. – Selvfølgelig får du det.
Røde logrede bare med halen.
I kvarteret kendte alle ham allerede. De sagde: “Det er hunden ved Verner Afghanistan. Den kan skelne helte fra slyngler.”
Og Røde bar sin tjeneste med stolthed, vel vidende – han var ikke længere bare en gadekryds. Han var en beskytter.
