Kære Mor, dit råd om min gavmildhed inspirerede mig: Jeg gav din teservice til tante.
“Mor, du har altid sagt, at jeg er egoistisk,” svarede datteren med et smil. “Så jeg gav din teservice til tante Lise.”
Siden barnsben havde Freja været vant til, at hendes ting sjældent blev hængende længe hjemme. Hendes mor, Mette Sørensen, havde den irriterende vane at give hendes ejendele væk som gaver til venner og familie.
“Mor, hvorfor tog du min dukke?” spurgte Freja bekymret.
“Freja, skat, jeg ved, hvor meget du elsker den dukke, men den lille pige overfor er syg og ked af det. Jeg tænkte, vores dukke kunne muntre hende op. Vi kan altid købe en ny, men chancen for at gøre en god gerning er sjælden,” forklarede Mette og strøg Freja håret.
Freja så på dukken, så på sin mor, og en tåre trillede. Hun ville ikke miste sin yndlingsdukke.
Desværre betød andres mening mere for Mette Sørensen end hendes datters tårer.
“Stop nu med at pive, det er simpelthen for nærigt,” sagde hun irriteret og sendte Freja afsted for at lave lektier.
Da Freja blev ældre, blev hendes bøger og tøj også givet væk. Først accepterede hun det, troende at morens motiver var gode.
Men med tiden indså Freja, at hendes mor ikke handlede af ren godhed, og bitterhed fyldte hende.
“Jeg besøger tante Karen i aften,” sagde Mette og tog Frejas vinterjakke.
“Skal du ud i min jakke?” lo Freja.
“Nej, den er jo for lille til mig. Du er slankere,” svarede Mette undvigende.
“Hvorfor tog du den så?” spurgte Freja.
“Jeg lovede den til Karens datter. Hendes jakke er ødelagt, og de vil ikke købe en ny, når foråret snart kommer,” forklarede Mette.
“Skal jeg så gå i en ødelagt jakke?” sagde Freja forbløffet.
“Det bliver forår, du får ikke brug for den. Ellers kan du tage min,” svarede Mette nervøst.
Freja stirrede på hende, vreden boblede.
“Hvorfor giver hun altid mine ting væk? Hvorfor synes hun, det er normalt?” tænkte hun.
Første gang nogensinde greb hun mod og tog jakken tilbage.
“Mor, hvorfor giver du altid mine ting væk?! Det er ikke normalt!” sagde Freja sammenbidt.
“Du er for egoistisk. Man skal dele,” svarede Mette og rynkede panden.
“Men hvorfor KUN mine ting? Mine legetøj, bøger, tøj? Jeg deler gerne, men giv dog noget af dit eget!” protesterede Freja.
Mette stirrede forvirret, som om hun ikke forstod. Så forlod hun værelset uden et ord.
Freja hængte jakken tilbage, stolt af at have forsvaret sig. Men næste dag gentog det sig denne gang tog Mette jakken uden at spørge.
Da Freja opdagede det, græd hun af frustration. Den dag forstod hun, at hun kun kunne beskytte sine ting ved at flytte hjemmefra.
Hun arbejdede hårdt i skolen for at komme på universitetet. Da hun flyttede på kollegie, føltes hendes delte værelse tryggere end hjemmet.
Årene gik, og hun fik job og sin egen lejlighed. Hun ringede stadig til sin mor, men besøgene var korte.
Under et besøg ville Mette give en af Frejas nye bukser til en kusine.
“Freja, jeg giver de bukser til Mathilde. De passer til hende.”
“Mor, igen? De er MINE. Jeg købte dem selv!” svarede Freja irriteret.
“Du var altå så nærig som barn,” sukkede Mette.
“Det er let at være gavmild med andres ting. Prøv at give noget af dit eget,” rettede Freja.
Mette forlod tavst lejligheden.
Freja besluttede at give sin mor en lærestreg. Ved tante Lises fødselsdag tog hun diskret sin mors ældgamle porcelænsservice med som gave.
Tanten var lykkelig, men Mette eksploderede af vrede.
“Hvor er min service?!” råbte hun.
“Du har altid sagt, at vi skal dele,” smilede Freja. “Så jeg gav den til tante Lise.”
Mette stod målløs. “Du skulle have spurgt mig!”
“Spurgte du MIG nogensinde?” svarede Freja køligt.
“Børn skal ikke lære voksne noget! Jeg købte dine ting, så jeg bestemmer!” skreg Mette.
“Far købte servicen, så teknisk set er det min arv, jeg giver,” grinede Freja.
Mette smed hende ud, og de talte ikke sammen i over et år. Men nær nytår tog hun første skridt til forsoning.
Gavmildhed kræver retfærdighed at give frivilligt, ikke tage fra andre.
