Alt har sin tid
Serafimas far kendte hun ikke. I landsbyen sagde de, at hendes mor havde fået hende af en eller anden fremmed fyr for længe siden, og det var tilfældigt. Men uanset hvad, blev Serafima født og voksede op. Alle undrede sig – allerede som barn var hun anderledes end de andre børn, stærkere. Hun var robust og høj, så ingen drenge eller piger turde sætte sig op imod hende.
Da hun var femten, skete der en ulykke: hendes mor mistede synet, helt og aldeles. Serafima måtte passe på hende som et barn, især i starten. Med tiden lærte moren at klare sig, men det var stadig Serafima, der stod for det meste af arbejdet.
»Datter, nu må du trække læsset alene. Jeg kan ikke engang malke koen længere. Det gør mig ondt for dig. Hvorfor har Herren straffet mig sådan?« klynkede moren.
»Det skal nok gå, mor,« svarede Serafima med en voksen stemme. »Det er vores skæbne. Sådan er det bare meningen, det skal være.«
»Ja, skæbne… Nu må du pløje, bære byrder, hugge brænde – alt det, som mændene gør i andre huse.«
Serafima blev voksen, men forblev hele livet som en mand. Hun var usædvanlig stærk for en kvinde. Med årene blev hun endnu mere muskuløs. Hun var høj, med brede skuldre som en mand, store hænder og et ansigt, der ikke ligefrem var smukt. Hun kløvede brænde som var det en leg, og ingen mand kunne hamle op med hende.
Hun arbejdede på en gård, hvor alle anså hende for uundværlig.
»Sif, hjælp mig lige med at trække vognen fri!« råbte de, hvis et hjul sad fast i en mudderpøl, og vognen var tungt lastet.
Når Serafima hjalp til, rystede mændene og kvinderne på hovedet:
»Sådan en kraft!«
Alle beundrede hendes styrke, men der var ingen i landsbyen – hverken unge eller ældre – der turde gifte sig med hende. Hun var ikke smuk, med grove træk, og oven i købet havde hun et hidsigt temperament. Hvis noget ikke var efter hendes hoved, måtte man passe på. Alle tænkte:
»Hvis Sif bliver sur, får manden ikke en nem tur.« Derfor blev hun aldrig gift.
Moren følte selvfølgelig med hende og sagde engang imellem for at trøste dem begge:
»Bare rolig, lille Sif. Engang vil skæbnen smile til dig…«
Moren havde ret. Om skæbnen smilede til Serafima eller ej, var op til hende selv at vurdere, men en dag spurgte naboen Gunnar, om hun kunne passe hans lille søn. Han havde været enkemand i et år, efter han begravede sin kone og blev tilbage med en toårig dreng. Nu var hans mor også blevet syg, og Gunnar måtte arbejde om natten. Drengen kunne ikke være alene.
»Serafima,« sagde Gunnar, da han kom til hende en aften, »bliv hos min dreng i nat. Jeg er nødt til at gå – han er for lille til at være alene.«
»Nå ja, Gunnar, gå du bare. Jeg passer på din lille Tom,« sagde hun og gik ind i enkemandens hus.
Hun blev, for Tom ville ikke lade hende gå. Han klyngede sig til hendes forklæde og tudede. Så hun blev, og Gunnar bad hende blive – ikke af kærlighed til hende, men for sønnens skyld, der havde set en mor i Serafima.
Der var ingen bryllup, men de blev stille gift og flyttede sammen. Det var godt, det var tæt på moren, så Serafima kunne nå alt.
Tiden gik, og Gunnar og Serafima levede deres liv. De fik ikke børn sammen, men Serafima græmmede sig ikke – hun elskede Tom som sin egen søn. Mellem hende og Gunnar var der fred, men ikke kærlighed, for de var kun kommet sammen af nødvendighed. For Serafima var tiden ved at løbe ud, og Gunnar havde endelig en husmor, der passede sønnen og huset.
Årene gik. Tom voksede op i varme, og Serafima gav ham al den kærlighed, hun havde til overs. Han elskede sin mor og vidste ikke, at hun ikke var hans rigtige mor – og i landsbyen havde alle glemt det. Han elskede, når hun krammede ham, strøg ham over håret og hviskede:
»Min gode, smukke Tommy. Den klogeste og elskeligste.« Og han nød følelsen af hendes moderlige kærlighed og beskyttelse.
Engang imellem tænkte hun ved sig selv:
»Jeg har min Tom. Så det var meningen, jeg kun skulle opdrage én søn. Kun ham skulle have al min moderlige varme.«
Da Tom var femten, skete der en ulykke. Gunnar døde. Ingen vidste helt hvordan, men lægen sagde, det var hans hjerte. Serafima sørgede ikke synderligt – især fordi Tom aldrig havde set særlig varme eller omsorg fra ham. Han arbejdede, kom hjem, gik igen. Det var alt. Nu var det kun Serafima og Tom, som hun var helt vild med.
Som enhver mor drømte Serafima om, at hendes søn ville vokse op og gifte sig. Han ville bringe en smuk og stærk kone hjem, ligesom hende selv. En svigerdatter, der kunne hjælpe med husarbejdet.
Tom blev en stærk og flot fyr. Når han gik gennem landsbyen, stirrede pigerne efter ham. Serafima var stolt – hun havde opdraget sådan en søn! Han hjalp hende med alt. I huset var han manden nu: han hentede vand, kløvede brænde, pløjede marken og tog alle de tunge opgaver, så Serafima slap. Han syntes ikke, hun skulle slide.
»Det er ikke kvindearbejde, mor,« sagde han, hvis hun tog øksen for at kløve brænde eller andet.
Når Serafima så sin voksne søn, tænkte hun:
»Et menneskes liv er hurtigt som en dag. Det flyver forbi, før man når at blinke. Selvom nogle dage kan føles lange, når man venter på noget. Men så flyver de igen.«
Så kom dagen, hvor Serafima fandt ud af, hvem hendes søn ville gifte sig med. Hendes hjerte sank, da hun så, at hans valg var Liva. Ikke en kvinde af stærk bygning, men en slank og spinkel pige som et siv. Hun prøvede at tale ham fra det:
»Søn, Liva er ikke skabt til hårdt arbejde. Hvad skal du med sådan en kone? Hun kan hverken bære tunge ting eller hente vand fra brønden… Hun bor hos sine forældre, forkælet og beskyttet.«
For første gang i sit liv lyttede Tom ikke til hende.
»Mor, jeg elsker kun Liva. Jeg vil ikke se på nogen andre. Hun skal være min kone og mor til mine børn.«
Liva var lykkelig. Tom
