“GLEM MIG FOR ALDRIG”
“Glem, at du har haft en datter,” sagde min datter Line, som om hun skar det af med en kniv.
Alt havde ledt hen til dette med lynets hast. Jeg havde ondt af både min datter og min eksmand.
…Vi blev betragtet som en anstændig familie. Der var kærlighed, forståelse og støtte. Men det hele kollapsede på én dag.
Line var lige blevet femten. En svær alder. Og så forlod hendes far os for en anden kvinde! Hvordan skulle hun forstå det? Og Line begyndte at glide ned ad den skæve skrænt. Tvivlsomt selskab, mistænkelige fyre, sprut…
Jeg var også rådvild. Hvad skulle jeg gøre med min mand, der kom tilbage? Smide ham ud eller tilgive ham? Hvis jeg tilgav ham, hvordan skulle jeg så leve videre, altid mistænksom? Der var ingen svar.
…Min Lasse kunne elske.
Vi kendte hinanden fra skolebænken. Han var romantisk, kunne overraske og imponere. Jeg var vildt forelsket. Der var kun én mand for mig – Lasse og ingen anden!
Selv mine forældre godkendte ham. “En bedre svigersøn findes ikke,” sagde de.
Brylluppet var pragtfuldt. Et, man husker resten af livet.
Så kom hverdagen. Lasse gjorde alt for at gøre den speciel. En dag kom jeg hjem fra arbejde, og vores seng var dækket af rosenblade. “Hvad fejrer vi?” spurgte jeg og gav ham et kys på kinden.
“Kan du ikke huske det, Mette? Det var i dag, jeg satte mig ved din side i skolen,” grinede han.
“Åh, gud, stop nu!” sagde jeg, men indeni var jeg lykkelig. Han huskede de små øjeblikke. Sådan en mand! Ren guld…
Engang kom Lasse hjem fra en forretningsrejse med en masse ansigtscremer.
“Mette, jeg fik råd om hver enkelt creme og scrub. Nu skal jeg fortælle dig alt. Gem dine gryder og pander. Jeg vil have en velplejet kone, ikke en kok,” sagde han og trak mig ned på sofaen.
…Tiden gik, men Lasse forblev øm, omsorgsfuld og opmærksom.
Jeg var stolt af ham. Line tilbad ham.
Vi havde en fælles forretning, som gik godt. Vi manglede intet. Kort sagt – livet var godt.
Så flyttede vi til hovedstaden – København. Nye muligheder åbnede sig. Vi efterlod alt og startede forfra.
Alt gik som smurt. Forretningen voksede. Vi mødte en kvindelig forretningspartner, der havde sit eget firma. Samarbejdet startede. Hvis jeg havde vidst, hvordan det ville ende, havde jeg vendt hovedet den anden vej.
Men dengang var alt perfekt. Lasse og jeg besluttede at udvide familien. Planen var en baby mere. Vi var naive…
En dag kom Line hjem fra skolen og spurgte forsigtigt:
“Mor, er far virkelig på forretningsrejse?”
“Selvfølgelig, hvorfor?” svarede jeg uden at ane noget.
“Det er bare… Sofie så ham i supermarkedet. Det var nok en fejl,” sagde Line og forsvandt ind på sit værelse.
Jeg tænkte over det. Sofie var Lines veninde. Hun kunne ikke tage fejl af Lasse. Sofie var ofte hjemme hos os.
Jeg ringede til Sofie.
“Hej, Sofie! Hvordan går det? Sig mig, så du onkel Lasse i supermarkedet i dag? Jeg kan ikke få fat i ham.” Jeg løj uden skrupler.
“Jo, tante Mette, jeg så ham. Onkel Lasse var sammen med en kvinde. De krammede og lo højt,” fortalte Sofie i levende farver.
Og min Lasse havde været på “forretningsrejse” i fem dage…
Jeg besluttede at vente og se.
Tre dage senere kom Lasse hjem. Træt, men glad.
“Hvordan gik rejsen?” spurgte jeg og begyndte at stramme skruen.
“Fint,” svarede han kort.
“Jeg ved det hele, Lasse! Der var ingen rejse! Du lyver!” råbte jeg.
“Hvad snakker du om, Mette?” nægtede han.
“Der er vidner til din løgn,” sagde jeg.
“Mette, du kunne lige så godt give mig mad først, før du bliver sur,” prøvede han at gøre det til en joke.
Jeg ville ønske, det var en joke. Men jeg vidste, det var sandt. Hvordan kunne det ske? Jeg havde mistet ham.
Der hang en uudtalt spænding mellem os.
Line kunne mærke, at noget var galt. Børn ser det med det samme.
Men jeg gad ikke konfrontere ham. Hvad skulle der ske? Han ville da ikke forlade os, vel? Ikke når jeg var gravid…
Men det skete alligevel. Ambulancen tog mig til hospitalet. Jeg kom hjem uden barnet. En spontanabor
