Mor, du er da glad for at se os, ikke? Vi har besluttet at overraske dig!
Bag min datters ryg stod der pludselig seks eller syv mennesker, jeg ikke kendte. Trykket i entreen steg, da nogen slæbte tasker ind, og andre rodede rundt ude i bryggerset.
Lykke, sagde jeg lavt hvornår er I kommet?
Vi kørte fra København for en time siden. Emil foreslog det, og så sagde alle ja! Her er hans bror Mads, det er brorens kone Gry, det er deres børn, og det er Emils mor Birgit.
Tante Birgit så på mig over kanten af læsebrillerne, der balancerede yderst på næsen, og sagde blot et enkelt ord:
Længe.
Ikke et spørgsmål. En konstatering.
Jeg havde ingen ord. Jeg stod i min egen døråbning, i det hjem jeg havde kæmpet for at bygge op i tre år, og så fremmede mennesker bære deres ting ind i mit bryggers.
Mor, hvorfor siger du ikke noget? Lykke rynkede brynene Er du ikke glad?
Der vidste jeg, at jeg måtte passe på, hvad jeg sagde. Hvis jeg sagde nej, blev hun såret for evigt. Sagde jeg jo, betød det, at alt det, jeg havde bygget op de sidste tre år alt det, der omsider var blevet mit ville smuldre.
Jeg trådte til side og lod dem gå ind.
Kom indenfor, sagde jeg.
Det var min første fejl.
Jeg hedder Kirsten Holst. Jeg er otteoghalvtreds år. For tre år siden blev jeg for alvor alene. Ikke helt for jeg har min datter, nogle gamle veninder og naboen Hans, som jeg taler med hen over hækken. Men den form for ensomhed, hvor man reelt står tilbage med sig selv, begyndte først den morgen, min mand Ole lukkede øjnene for sidste gang på hospitalet, og jeg sad og holdt hans hånd uden at forstå, at han var væk.
Derefter meget mere. Ting jeg ikke vil genkalde, fordi der er steder i sorgen, man ikke skal dvæle længe. En tid, hvor jeg vågnede uden at forstå meningen i at stå op. Men jeg gjorde det alligevel.
Så dukkede huset op.
Det lille, gamle hus i landsbyen Birkendal, arvet fra Oles onkel for tyve år siden. Vi havde sjældent været der, travlheden kaldte. Efter Ole døde, tog jeg derud på impuls i tredje måned. Lejligheden i byen var ufatteligt tung, fyldt med minder.
Jeg ville bare blive i tre dage. Jeg blev i tre år.
I de år forvandlede jeg huset. Nye gulve. Hans hjalp mig med at mure om på brændeovnen. Jeg malede væggene i mine egne farver, påsatte gardiner, jeg selv havde syet, satte pelargonier i vinduerne, plantede køkkenhave og frem for alt lagde jeg en rosenhave.
Om den have kan jeg tale længe. Tolv forskellige rosensorter, nøje udvalgt, læst op på, kørt til udstillinger for at finde. Én busk fik jeg af en ældre dame længere nede ad vejen, hun skulle flytte til sin datter og fordelte stumperne af sit livs have. Den busk, gammel som bare pokker, med duftende rosa blomster på lange stængler, fyldte hele haven med sin duft om sommeren.
Haven var blevet min. Huset var mit. Livet mit. Det forstod jeg langsomt at jeg havde: et liv, der kun var mit eget. Og jeg havde ikke tænkt mig at opgive det.
Men det var mine tanker.
Tante Birgit havde den første aften travlt med at inspicere huset som om hun vurderede det før et salg. Hun gik ind i hver stue, åbnede skabe, så ind til pulterkammeret. Jeg fulgte efter uden at sige noget.
Der er vel ikke nok værelser, erklærede hun til sidst. Hvordan skal vi egentlig fordele os her?
Birgit, sagde jeg Der er tre værelser. Mit, gæsteværelset og
Perfekt. Vi Mads og jeg i det ene, Gry og børnene i det andet, Lykke og Emil kan bare rykke ind til dig.
Jeg stivnede.
Undskyld?
Nå, men du har da god plads, du sover jo alene.
Birgit jeg har én seng på mit værelse. Og jeg sover alene.
Hun så på mig, som man ser på en, der ikke fanger pointen.
Vi finder nok ud af noget.
Lykke fandt på løsningen. Hun hentede min gamle feltseng op fra loftet den stod der til større gæsteanledninger satte den ind hos mig. Lige op ad min seng. Jeg så det hele udefra. Ikke egentlig vrede, nærmere det at blive sat på pause i sit eget liv, som statist i sit eget hjem.
Den nat sov jeg næsten ikke. Emil snorkede. Lykke trak vejret dybt og regelmæssigt hun har altid kunnet sove overalt, hvilket aldrig er holdt op med at irritere mig. Jeg lå og stirrede mod loftet. Tænkte, at jeg skulle have sagt nej fra starten ikke så mange gæster uden varsel, det holder ikke. Men jeg sagde ingenting.
Så nu fyldte Emils snorken mit værelse, mit værelse, hvor jeg selv havde valgt tapet med små blomster og den gamle lampe fra torvet, der kastede et varmt lys over aftenerne. Nu var det ikke længere mit lys.
Tidligt gik jeg i haven. Juli stod i fuldt flor, roserne nærmest eksploderede man blev stående, det var umuligt andet. Jeg vandede. Duften fra den gamle busk var ekstra stærk i år, næsten hver eneste gren var fuld af knopper.
Godmorgen, Kirsten.
Hans stod med sin kaffekop ved hækken. Toogtres år, fast beboer i Birkendal, lidt af en altmuligmand. Vi havde lært hinanden at kende, da jeg første gang ikke kunne låse lågen op og måtte have ham til at hjælpe. Siden vidste jeg, hvis jeg havde brug for noget, skulle jeg bare kalde over hækken.
Godmorgen, Hans. Får du gæster?
Nej, gudskelov for det. Og du?
Min datter kom med mand, svigerfamilie og det hele. Syv styk.
Han nikkede.
Og bliver de længe?
Jeg aner det virkelig ikke.
Ja, sagde han. Og mere skulle der ikke siges. I hans ja var der mere forståelse, end jeg kunne rumme.
Inde igen begyndte jeg på morgenmaden. Jeg var pludselig blevet hushjælpen. Ingen tilbød hjælp, ingen spurgte. Birgit kom først til bords, da det hele stod serveret, kastede et blik på tallerkenerne:
Vi plejer altså at få grød til morgenmad. Koger du ikke grød?
Det gør jeg ikke, svarede jeg.
Underligt, mumlede hun og satte sig.
Børnene der var tre, fra fem til ti smuttede straks ud i haven. Jeg stod i køkkenet og så dem først, tænkte, det var jo fint med børn i haven. Men så så jeg ældste dreng hive i roserne rev en gren ud, bare sådan. Jeg gik hurtigt ud.
Stop, du må ikke plukke roserne.
Han så blot på mig.
Hvorfor ikke?
Fordi det er min have, og jeg beder dig lade dem stå.
Min mor siger, man må alt hos bedstemor.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Indvendigt blev jeg kold.
Jeg er ikke din bedstemor. Jeg hedder Kirsten. Og man piller ikke ved roserne uden at spørge.
Han trak på skuldrene. Gik sin vej. Grenen var knækket. Lidt men jeg opdagede det.
Lykke kom ud i haven en halv time efter, da jeg stadig stod der.
Mor, han er jo bare barn.
Jeg ved det. Jeg bad ham bare om at lade roserne være.
Du kiggede så surt på ham, han blev ked af det.
Han knækkede min rose.
Han kiggede bare!
Jeg tav. Der var ikke noget at vinde ved at fortsætte.
Bare sig til dem, de ikke må gå ind i rosenhaven uden mig.
Mor, det lyder mærkeligt. De er børn, ikke forbrydere.
Lykke, det er min have.
Hun så på mig, som hun altid har set, når hun mener, jeg går for vidt, men ikke orker at sige det højt. Blandet fornærmet og overbærende.
Fint, mor. Som du vil.
Det som du vil var værre, end hvis hun havde ballanceret.
Dag tre knækkede Mads skaftet på mine haveredskaber i værkstedet. Stillede det bare op ad væggen igen. Jeg fandt det om aftenen, da jeg ville rive blade sammen.
Mads du har ødelagt min rive.
Han så uforstående ud.
Nå, ja. Den var vist lidt morken.
Du kunne godt sige det.
Ja ja, bare få købt en ny.
Emil grinede. Birgit opførte sig, som hun ikke hørte det. Lykke så væk.
Jeg gik for mig selv. Ikke fordi jeg var træt, men fordi jeg var på grænsen til at sige noget, jeg ville fortryde.
Sad i stolen ved vinduet, kiggede ud på den mørke have, lyttede til lydene fra stuen andres stemmer i mit hjem, stemmer der nærmest fortrængte mit eget nærvær.
Kort efter bankede Lykke på.
Mor, er du sur?
Nej. Jeg er bare træt.
De mener det jo ikke ondt. De er bare lidt bramfri.
Bramfri er ikke det samme som respektløse.
Hun satte sig på sengekanten. Jeg kiggede på hende toogtredive år, smuk, de samme grå øjne, som sin far, de samme høje kindben. Hun har altid været et godt menneske, min Lykke. Men et eller andet sted havde hun lært den lidt overbærende blik mod mig, som om jeg overreagerede.
Mor, vi lader jer bo lidt, slapper lidt af. Du har jo sagt, du gerne ville se os mere.
Jeg siger, jeg gerne vil se dig. Dig, Lykke. Ikke
De er din familie.
Det ved jeg. Men du kunne vel have meldt din ankomst?
Det skulle være en overraskelse.
Jeg bryder mig ikke om overraskelser. Ikke mere.
Hun tav en stund. Så gik hun.
Dagene gled forbi. Jeg stod tidligt op kunne ikke sove for Emils snorken. Gik ud i haven, vandede, så på roserne. Så ind og lave morgenmad til syv. Ingen andre lånte en hånd. Ingen tilbød det.
Gry Vitus kone efterlod våde håndklæder, glemte at lukke toiletlåget, stillede kopper direkte på træmøblerne. Jeg gik og ryddede op efter hende.
Mads brugte dagene på at skille Oles gamle Nimbus-motorcykel ad. Den tilhørte egentlig mig, det vil sige Ole, men ingen havde spurgt en dag lå den spredt udover værkstedsgulvet.
Mads, det er min motorcykel.
Den har jo ikke kørt i evigheder. Jeg kan sagtens fikse den.
Jeg har ikke bedt om, at den skulle fikses.
Han så på mig, som om jeg talte russisk.
Skal den bare stå og samle støv?
Det er mit valg.
Som du vil, sagde han og rodede videre.
Mine ord var luft.
Senere på dagen kom Birgit.
Kirsten, du virker lidt reserveret?
Jeg er ikke reserveret.
Tjo. Du virker noget mut. Vi er jo gæster, lidt glæde skulle man vel vise.
Birgit jeg laver mad, rydder op, har givet min seng, hvad mere ønsker du?
Altså lidt mere smil?
Det skal jeg prøve, sagde jeg og smilede. Hun blev lidt paff, gik.
Om aftenen råbte Hans over hækken.
Hvordan går det, Kirsten?
Fint, sagde jeg robotagtigt, stoppede så. Nej. Ikke rigtigt.
Kom over til te?
Hans have var en helt anden slags æbletræer, stikkelsbær, og et lille bord med kande og stearinlys. Han talte ikke i munden på mig. Det var rart.
Min busk fik knækket en gren. Den gamle rosa.
Kan reddes, lød det roligt. Jeg kommer med lidt havebånd.
Vi sad lidt. Børnene legede udenfor.
Kendte du Lykkes mand og familie god forinden?
Ikke meget. De blev gift for tre år siden, jeg var med, men kun set dem få gange siden.
Folk er nu forskellige, når de er hjemme og på besøg.
Ja.
Den aften var stille. Næste morgen opdagede jeg, at alt det syltetøj, jeg havde lavet sidste sommer både hindbær, solbær og æble var spist. Seksogtyve glas. Gry smilede:
Børnene elsker det vi tog nogle til morgenmaden, det smager fantastisk!
Gry, det var gemt til vinteren.
Du kan da bare lave nyt. Det er jo sommer.
Jeg talte til ti. For ikke at sige noget, man fortryder.
Fremover spørg, før du tager noget inde fra mit spisekammer.
Tag det nu ikke så tungt, Kirsten, lo hun.
På dag ti satte Emil sig i min far Oles gamle lænestol, og den brast. Hans yndlingsstol. Han rejste sig, trak på skuldrene:
Den var jo gammel.
Jeg sagde ingenting. Gik bare i haven og blev stående længe ved roserne.
Lykke fandt mig.
Mor, han gjorde det jo ikke med vilje.
Jeg ved det.
Det er bare en stol.
Det er ikke bare.
Du tænker på far?
Jeg svarede ikke.
Mor, du kan ikke leve resten af livet i en slags museum.
Det var hårdt sagt, men Lykke mente det nok ikke sådan. Hun havde lidt den samme bramfrihed fra Ole.
Lykke, sæt dig. Lad os snakke.
Vi satte os under æbletræet. Først da så jeg posen under hendes øjne ikke af træthed, men af noget dybere. Hendes skuldre hang lidt mere.
Er du ok?
Et næsten usynligt træk i hendes krop.
Ja, selvfølgelig.
Jeg spurgte ikke videre. Noterede det bare i baghovedet.
På dag tolv havde Birgit flyttet rundt i stuen. Sofaen stod et andet sted, mit elskede skab var gemt væk, pelargonierne taget fra vindueskarmen og placeret på gulvet under opladere og magasiner fra deres mobiler.
Hvem har flyttet tingene?
Birgit strøg ud af køkkenet.
Det har jeg. Så kunne vi se TV ordentligt.
Det er min stue.
Smag og behag, sagde hun.
Jeg sagde ingenting, satte mine pelargonier tilbage, ryddede op, bad Mads sætte sofaen på plads.
Det var da meget bedre, ellers.
Mads gør det bare.
Birgit skumlede.
Sådan er det, man bor alene! Ikke mærkeligt, vel?
Jeg stoppede:
Undskyld, hvad sagde du?
At det ikke er mærkeligt med sådan et temperament.
Det gjorde ondt. Ikke fordi jeg frygtede for at være alene, men fordi hun sagde det for at ramme mig.
Jeg gik udenfor og trak vejret dybt.
Aftenen gik stille. Lykke kom forbi, satte sig tit bare. Jeg bemærkede hun og Emil snakkede næsten ikke sammen. Der var noget imellem dem, en glasvæg.
Har Emil nogensinde gør han dig ked af det?
Lang pause.
Mor, hvordan kan du spørge?
Lykke.
Han er ok. Han skal bare have det, som han vil have det.
Og hvad med dig? Får du det sådan, du ønsker?
Ingen svar.
Nogle gange er det lettere at lade være med at tage diskussionen.
Ja, lettere, måske. Men ikke bedre.
Hun gik hurtigt. Jeg tænkte på, hvor ofte vi kvinder lærer os at lade være med at mærke smerten fordi vi kan klare det. Jeg havde selv gjort det, indtil jeg var alene, og forstod, at klare det ikke er det samme som at leve.
Dag fjorten havde Emil inviteret venner fra byen. Jeg anede ingenting. Jeg havde været i Ringsted for at købe ind, og da jeg kom hjem, var haven fyldt med fremmede, min terrasse brugt som værtshus, mine duge plettet.
Lykke, hvad er det her?
Emil inviterede bare vennerne. Det var pludseligt.
Det her er MIT hjem.
Men nu er de her jo.
Hvem har givet tilladelse?
Det har Emil.
Han bestemmer ikke over mit hjem.
Mor hvad skal jeg gøre nu?
Bed dem tage hjem.
Mor!
Lykke. Det er MIT hjem. Det er ikke i orden, nogen inviterer gæster uden min tilladelse. Ikke Emil, ikke nogen.
Hun gik. Efter lidt tid pakkede gæsterne. Emil så på mig, koldt.
Aftenen gik. Jeg gik ikke over til Hans. Sad bare i haven, lod roserne tale for sig selv.
Dag sytten. Jeg stod op ved sekstiden, gik ud. Rosenhaven, altid første stop. Dagen var dugvåd, så smuk, man fik lyst til at blive stående for evigt.
Men jeg standsede brat op.
Den gamle busk var skåret ned. Ikke knækket, ikke beskadiget den var klippet næsten i bund. Kun en stumpt. Grene med blomster lå våde og visne i græsset. Jeg knælede i det våde græs, løftede en rest op. Stadig varm. Levende.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der. Rejste mig, gik ind.
Gry stod i køkkenet.
Hvad er der sket?
Hvem har klippet roserne?
Hun bed sig i læben.
Det det var børnene. De ville lave buket til mig.
Det var en tredivårig busk.
Det vidste de jo ikke
Gry børn bruger da ikke en beskærersaks, medmindre nogen giver dem lov.
De legede.
Hvor er børnene?
De sover nok endnu.
Væk dem.
De kom. Ældste Otto så i gulvet. Lillesøster Frida gned søvn ud af øjnene.
Otto. Klippede du roserne?
Lang pause.
Ja. Jeg ville give blomster til mor.
Hvorfor brugte du beskærersaksen?
Man kan jo ikke plukke sådan nogen
Otto, du ødelagde noget, der var meget vigtigt for mig.
Den vokser vel op igen, ikke?
Nej, ikke som før.
Han trak på skulderne. Jeg forstod, han ikke var ond han havde bare aldrig lært, at andres ting var andres.
Gå ud og leg med de andre.
De gik.
Mads kom.
Kirsten de er jo bare børn.
Det ved jeg. Men man lærer børn ikke at tage andres ting. Det er jeres ansvar.
Han rynkede brynene.
Skal du nu opdrage på mine børn?
Nej, jeg konstaterer bare.
Han gik.
Så kom Birgit.
Jeg så, hvordan du talte til Mads. Ikke godt.
Hvad præcis var ikke godt?
At tage sådan på de små og på deres far. Vi er jo gæster.
Birgit, sagde jeg, og inde i mig klikkede der et eller andet i lås vi tager nu en fælles snak. Bed lige Lykke og Emil om at komme ind.
De kom, alle syv.
Jeg vil sige én ting, sagde jeg. Dette er mit hjem. Her bestemmer jeg. I kom uden at sige til. Jeg har taget imod jer. Men jeg har ikke inviteret nogen til at blive flere uger. Her er blevet ødelagt redskaber, spist vintermad, ommøbleret, inviteret fremmede uden at spørge, og i nat blev min tredive år gamle rose ødelagt. Jeg vil have, I alle har pakket i morgen og er væk.
Tavshed.
Birgit: Sikke noget.
Emil: Helt alvorligt?
Ja, sagde jeg.
Sådan gør man da ikke mod gæster.
Gæster kommer med invitation og respekterer stedet. Det har I ikke gjort.
Mor! Lykke stod frem, rød i hovedet. Mor, det kan du ikke mene.
Lykke, du kan blive. Du er min datter, det her er dit hjem også. Men de andre må tage hjem.
Emil så på Lykke.
Hører du? De andre.
Emil
Vi kører alle sammen.
De begyndte at pakke. Lykke blev stående.
Mor, forstår du, hvad du har gjort?
Ja. Jeg gjorde det bare alt for sent.
Han vil aldrig tilgive det.
Er det vigtigt, han tilgiver mig? Eller at han respekterer dig?
Hun blev bleg.
Eftermiddag. Jeg passede haven, fjernede grenene fra den gamle busk. Hans dukkede op.
De rejser?
Ja.
Du klarede det.
For sent.
Bedre sent end aldrig.
Han så på mig roligt. Jeg fik det bedre.
Bilerne kørte i ét stræk. Kun Lykkes blev.
Hun sad på gæsteværelset. Ryggen rank, blikket på væggen.
Du blev.
Ja.
Hvorfor?
Lang pause.
Fordi jeg ikke har andre steder.
Jeg satte mig ved siden af hende. Hun veg ikke bort.
Fortæl det.
Hun fortalte. Emil havde ændret sig. Han styrede pengene, tog alle beslutninger, hendes mening betydede ikke noget. Hans mor fyldte for meget, det var aldrig Lykkes hjem. Hun havde glemt, hvilke regler, der var hendes egne.
Jeg vidste det egentlig godt. I skuldrende, tårerne, stilheden når Emil talte. Jeg havde tiet, fordi jeg ville undgå at blande mig. Troede, hun skulle finde vej selv.
Lykke, du tog hertil for at trække vejret igen.
Nok. Og jeg sagde dig ikke, de andre kom. Jeg han sagde, det var nemmere sådan, når alle var sammen.
For hvem?
For ham. Han slapper mere af blandt sine. Jeg
Og dig?
Her har jeg det godt, mor. Altid.
Bliv så længe, du vil.
Hun mødte mit blik. Røde øjne, men ikke tårer.
Er du vred på mig?
Jeg var ærlig.
Lidt. For roserne også. Men du kan ikke beskytte dig selv, hvis du ikke har lært det hjemmefra. Jeg lærte dig det ikke.
Hun omfavnede mig, som da hun var barn.
De næste dage blev stille. Lykke hjalp af sig selv. Vi lavede mad sammen, gik i haven. Emil ringede, hun svarede knapt. Jeg gik min vej, hver gang hun tog telefonen. Det var hendes kamp.
En aften gik jeg ned til resterne af busken. Løftede lidt af materialet, og nede ved roden så jeg en lille, grøn skud. Jeg smilede over hele ansigtet.
Hans stod ved hækken.
Hans. Der er en ny skud!
Så overlever den måske.
Ikke sikkert. Men der er en chance.
Hvordan går det med Lykke?
Hun tænker. Det er godt.
Bliver hun?
Jeg ved det ikke.
Vi stod lidt. Natten var mild. Der sang en nattergal et sted.
Kirsten, må jeg spørge fortryder du, du bad dem tage hjem?
Jeg tænkte mig om.
Nej. Jeg fortryder bare, jeg ikke sagde det med det samme.
Hvorfor ikke?
Jeg var bange for, at Lykke blev ked af det. For problemer.
Men var der færre problemer nu?
Nej, bare andre.
Han grinede tørt.
Kom med næste lørdag, der er plantemarked i Sorø. Måske finder du noget til haven.
Intet kan erstatte den busk, men jeg kommer gerne.
Natten bragte rigtig søvn for første gang i ugevis.
Dagen efter dækkede jeg til to. Lykke kom ned og smilede.
Hvor dufter det godt.
Æg med tomat fra haven.
Det kan jeg godt lide.
Du har altid elsket det.
Vi spiste i tavshed god tavshed. Fuglesang i haven.
Mor jeg har talt med en advokat.
Jeg så op.
Bare for at vide mulighederne.
Og?
Der er mange ting at gøre. Men jeg er bange.
Frygten går over.
Hun nikkede.
Har du nogensinde tænkt, du ville ende alene?
Det skræmte mig. Jeg troede, uden ham uden det sammenhold kunne jeg ikke. Men jeg var ét menneske. Det var bare svært at opdage.
Hvornår fandt du ud af det?
Da jeg begyndte at skabe mit eget. Sætte mine egne gardiner op. Vælge mine egne planter. Lave maden, jeg kunne lide.
Jeg kan ikke det der.
Det lærer man.
Vi kørte alle tre Lykke, Hans og jeg til plantemarked. Kiggede på roser, Hans gik ved siden af og lyttede, mens jeg forklarede de danske sorter for Lykke. Til sidst købte jeg to. Én i den gamle busks farve.
Måske blomstrer den hurtigt, sagde Hans.
Måske.
Lykke gik og smilede, mere rolig nu.
Da vi kom hjem, plantede jeg den med det samme Hans bar jord, Lykke hjalp at stampe jorden.
Må jeg også prøve?
Ja.
Hun gjorde det langsomt, respektfuldt.
Da vi var færdige, stod vi og så på den.
Hans hviskede:
Er du ok?
Ja fordi jeg ved, det her er mit sted. Min have. Min ret til stilhed.
Den ret har du altid haft.
Jeg plejede bare at glemme det.
Glem det aldrig.
Det vil jeg prøve.
Den aften ringede Emil igen. Samtalen blev længere. Jeg gik i haven mens. Da hun kom ud, sagde hun:
Han vil komme.
Og?
Jeg sagde, ikke nu.
Det var godt.
Han blev vred.
Det er hans sag.
Mor jeg tror, jeg har spildt mange år.
Det er ikke spildt, det er erfaring. Erfaring forsvinder aldrig.
Det gør ondt.
Det gør det. Men smerten letter.
Vi stod sammen i haven. Hun spurgte:
Mor, elskede du far?
Meget.
Hvordan vidste du det?
Jeg bare vidste det.
Og bagefter?
I lang tid var det tomt. Så blev det lidt mindre tomt. Og mere. Langsomt.
Er du lykkelig nu?
Jeg er rolig nu. Det er næsten bedre.
Det vil jeg gerne prøve.
Det lykkes. Giv det tid.
Vi gik ind igen. Drak te ved køkkenlampen. Stille. Rart.
Næste uge ringede Lykke til advokaten igen denne gang for alvor. Jeg blandede mig ikke, satte bare en kop te til hende, da hun skrev noter bagefter.
Hans kom oftere nu. Satte sig, læste eller hjalp til. Lykke begyndte at tale naturligt med ham én dag hørte jeg dem tale om bøger, og der var liv i hende.
En aften, da Lykke var gået i seng, sad vi ude under stjernerne.
Kirsten
Ja?
Må jeg sige Kirsten?
Ja.
Kirsten jeg er glad for, det var dig, der fik huset.
Jeg arvede det jo fra Oles onkel.
Og heldigvis for det. Det kunne være endt hos en hvilken som helst.
Vi så på stjernerne. Jeg følte for første gang længe noget spirende, noget både godt og fremmed.
Jeg ved ikke, hvad der kommer ud af det her, sagde jeg uden at vide, hvorfor.
Det gør ingen.
Jeg er otteoghalvtreds.
Jeg er toogtres. Alder er ikke en dom.
Og for første gang lo jeg frit.
En morgen sagde Lykke:
Mor, jeg har afleveret papirerne.
Hvordan har du det?
Mærkeligt, bange. Men som om der er mere luft.
Det er et godt tegn.
Må jeg blive?
Selvfølgelig det her er dit hjem.
Nej. Det er dit hjem. Men jeg beder om, at få lov til at blive, til jeg finder vej.
Jeg tog hendes hånd.
Selvfølgelig.
Undskyld for alt det, roserne, gæsterne, ikke at sige fra.
Du lærer det her. Jeg lærte det først for nylig.
Hun nikkede. Pelargonierne stod atter i vinduet, og der, hvor den gamle rose var, stod et nyt lille lysegrønt skud.
Overlever den?
Jeg ved det ikke. Men den prøver.
Det er godt, den prøver.
Morgenen summede af liv. Fuglene sang, duggen glitrede i haven. Hans vinkede over hækken.
Godmorgen.
Godmorgen.
Kort tavshed men fortrolighed nu.
Hvordan har Lykke det?
Bedre. Hun kan trække vejret.
Det er det vigtigste.
Han gik ind til sig selv. Jeg gik ud i haven, roserne dugfriske, og jeg mærkede, at alt endelig var mit.
Nede ved det gamle stub stod det nye skud, lidt længere end i går. Jeg hilste, bøjede mig ned, rørte jorden ved siden af, uden at forstyrre.
Inde i køkkenet duftede kaffen, min datter lavede morgenmad. Og udenfor ventede dagen mit navn på.
