*Mor, du er syg, skriv lige under her,* sagde svigerdatteren, mens hun hældte noget i min te. Hun anede ikke, at jeg havde filmet det hele med et skjult kamera i lang tid…
*”Du skal hvile dig, Grethe Mikkelsen,”* sang Freja, da hun stillede koppen med varm urtete på bordet. *”Du har selv klaget over dine nerver.”*
Hendes stemme var som ren honning, men i dybden af hendes øjne havde jeg længe set de skarpe glimt af glas.
Jeg sad i min gamle lænestol, hvis stof stadig bar mærker af min afdøde mands hænder. Jeg så, hvordan Freja trak en lille flaske ud af lommen på sin morgenkåbeingen etiket. Nogle dråber faldt ned i den kamilleblomst-te, hun havde lavet til mig.
Hun havde gjort det i to uger. Troede, jeg ikke lagde mærke til det. Tænkte, jeg var en gammel, hjælpelos kone, der havde mistet forstanden.
*”Hvad er det der, skat?”* Min stemme var svag, dirrende, da jeg pegede på papirerne i hendes hænder.
Freja smilede til migdet samme nedladende smil, hun øvede foran spejlet. *”Det er bare formaliteter, mor. Lægen siger, din hukommelse svigter, du glemmer alt. Hvis Nikolaj og jeg skal kunne passe ordentligt på dig, skal du underskrive denne fuldmagt. Så slipper du for bekymringer.”*
Hun vidste ikke, at mikrokameraet i det porcelænsugleøje på kaminhylden filmede hver en bevægelse. Uglen var min mands sidste skøre idéen ingeniør, der elskede spiongadgets. *”Bare for en sikkerheds skyld, Grethe,”* havde han sagt, da han installerede den. Dengang grinede jeg. Nu var den min eneste allierede.
Min søn, min Nikolaj, havde været gift med hende i et halvt år. Et halvt år, hvor han så på hende som en gudinde, der var kommet for at redde ham efter en bitter skilsmisse.
Han så ikke, hvordan hendes ansigt skiftede, når hun troede, jeg sov. Hørte ikke hendes slangeagtige hvisken i telefonen: *”Snart. Den gamle kælling er der snart. Lejligheden bliver vores.”*
Jeg rakte hånden frembevidst skrøbelig, rystende.
Fingrene *”uheldigt”* rørte tekoppen.
Den varme væske med dens kemiske lugt flød ud over papirerne, opløste blækket på ordene *”fuld og ubetinget ret til at råde over al fast og løs ejendom.”* Et øjeblik viste Frejas sande ansigt sigrovdyragtigt, ondskabsfuldt. Masken faldt. Men kun et sekund.
*”Åh nej, hvad har jeg gjort?”* hviskede jeg og stirrede på de ødelagte dokumenter. *”Mine hænder lytter slet ikke…”*
*”Det gør ikke noget, mor,”* hvæsede hun mellem tænderne, og jeg så kæbemusklerne spænde sig i hendes perfekte ansigt. *”Jeg har kopier.”*
Om aftenen kom Nikolaj hjem. Træt. Freja mødte ham i døren, slyngede armene om hans hals som en slyngplante og hviskede klager i hans øre. Hun var en fremragende skuespillerinde.
Jeg hørte brudstykker fra mit værelse: *”…helt ude af kontrol… ødelagde det hele… jeg er så bange for hende, skat…”*
Da hun forsvandt i badet, gik jeg ud til min søn. Han sad i køkkenet og gned sin tinding. På bordet stod hans yndlingslasagneFreja lavede den perfekt.
Hun havde studeret hans vaner, hans svagheder. Skabt en verden, hvor han følte sig elsket og tryg.
*”Nikolaj, vi skal tale.”*
Han så op på migtungt, som en mand, der ikke vil have sin hyggekokon ødelagt. *”Mor, jeg er så træt. Kan det ikke vente til i morgen?”*
*”Nej, nu. Det handler om Freja. Og de papirer, hun prøver at få mig til at underskrive.”*
Lige da dukkede hun op i døråbningen. I en silkekåbe, med vådt hår, der duftede af dyre parfumer.
*”Nikolaj, hør ikke på mor, hun er helt ude af den igen. Hun må ikke blive ophidset. Lægen advarede os.”*
Jeg prøvede at protestere, men hun spillede sin rolle fejlfrit. *”Mor, vi vil bare hjælpe. Du efterlod strygejernet tændt i sidste uge. Der var næsten brand.”*
Det var en fræk, gennemtænkt løgn. Jeg havde ikke brugt strygejernet i en måned. Men Nikolaj så på mig med ægte bekymring… og medlidenhed. Han ville tro på hende. For alternativetat indse, at hans perfekte kone løjvar for skræmmende.
*”Mor, er det sandt?”*
*”Selvfølgelig ikke! Hun opfinder det hele! Hun putter noget i min te!”* Min stemme knækkede i et skrig. Præcis, hvad hun ville. Fremstille mig som hysterisk, senil.
*”Freja har ret, du har brug for ro,”* sagde Nikolaj blidt, men fast. Han rejste sig og lagde en arm om mig. *”Vi ordner alt for dig. Bare stol på os.”*
Det var et spark i maven. Min egen søn troede mig ikke. Han valgte hendes illusion.
Næste dag hentede de en *”læge”*en fiks mand med vaklende øjne og en lugt af gamle bøger, Freja havde fundet via en annonce. Han stillede mig absurde spørgsmål, blandede navne og datoer, og erklærede så højtideligt: *”Fremskreden demens. I må straks søge værgemål, ellers kan hun gøre skade.”*
Han talte om mig, som var jeg et møbel.
Freja så på mig med skjult triumf. Hun rakte papirerne og en pen frem. *”Så, Grethe Mikkelsen. Nu er det bekræftet. Underskriv, så er det overstået.”*
Jeg så på pennen i hendes hånd. På hendes rovdyrblik. Og på min søn, hvis ansigt var fyldt med sorg over en mor, han troede var ved at forsvinde.
Indeni kogte det, men jeg nikkede bare svagt. Skuespillet skulle fortsætte. Lige til sidste akt.
Tippepunktet kom med bøgerne. Lørdag morgen gik jeg ud i gangen og så papkasser fyldt med min mands bøgerstablet som brænde.
Freja sang for sig selv, mens hun tapede endnu en kasse.
*”Hvad foregår der?”* Min stemme var kun en hvisken.
*”Åh, godmorgen, mor!”* Hun smilede, uden at se på mig. *”Jeg rydder op i alt det støvfang. Vi sælger dem som makulathvorfor samle skrammel? Så kan du ånde lettere.”*
