MOR, DU ER SYG, SKRIV HERUNDER,” sagde svigerdatteren, mens hun hældte noget i min te – hun vidste ikke, at jeg længe havde filmet hende med et skjult kamera…

*Mor, du er syg, skriv lige under her,* sagde svigerdatteren, mens hun hældte noget i min te. Hun anede ikke, at jeg havde filmet det hele med et skjult kamera i lang tid…

*”Du skal hvile dig, Grethe Mikkelsen,”* sang Freja, da hun stillede koppen med varm urtete på bordet. *”Du har selv klaget over dine nerver.”*

Hendes stemme var som ren honning, men i dybden af hendes øjne havde jeg længe set de skarpe glimt af glas.

Jeg sad i min gamle lænestol, hvis stof stadig bar mærker af min afdøde mands hænder. Jeg så, hvordan Freja trak en lille flaske ud af lommen på sin morgenkåbeingen etiket. Nogle dråber faldt ned i den kamilleblomst-te, hun havde lavet til mig.

Hun havde gjort det i to uger. Troede, jeg ikke lagde mærke til det. Tænkte, jeg var en gammel, hjælpelos kone, der havde mistet forstanden.

*”Hvad er det der, skat?”* Min stemme var svag, dirrende, da jeg pegede på papirerne i hendes hænder.

Freja smilede til migdet samme nedladende smil, hun øvede foran spejlet. *”Det er bare formaliteter, mor. Lægen siger, din hukommelse svigter, du glemmer alt. Hvis Nikolaj og jeg skal kunne passe ordentligt på dig, skal du underskrive denne fuldmagt. Så slipper du for bekymringer.”*

Hun vidste ikke, at mikrokameraet i det porcelænsugleøje på kaminhylden filmede hver en bevægelse. Uglen var min mands sidste skøre idéen ingeniør, der elskede spiongadgets. *”Bare for en sikkerheds skyld, Grethe,”* havde han sagt, da han installerede den. Dengang grinede jeg. Nu var den min eneste allierede.

Min søn, min Nikolaj, havde været gift med hende i et halvt år. Et halvt år, hvor han så på hende som en gudinde, der var kommet for at redde ham efter en bitter skilsmisse.

Han så ikke, hvordan hendes ansigt skiftede, når hun troede, jeg sov. Hørte ikke hendes slangeagtige hvisken i telefonen: *”Snart. Den gamle kælling er der snart. Lejligheden bliver vores.”*

Jeg rakte hånden frembevidst skrøbelig, rystende.

Fingrene *”uheldigt”* rørte tekoppen.

Den varme væske med dens kemiske lugt flød ud over papirerne, opløste blækket på ordene *”fuld og ubetinget ret til at råde over al fast og løs ejendom.”* Et øjeblik viste Frejas sande ansigt sigrovdyragtigt, ondskabsfuldt. Masken faldt. Men kun et sekund.

*”Åh nej, hvad har jeg gjort?”* hviskede jeg og stirrede på de ødelagte dokumenter. *”Mine hænder lytter slet ikke…”*

*”Det gør ikke noget, mor,”* hvæsede hun mellem tænderne, og jeg så kæbemusklerne spænde sig i hendes perfekte ansigt. *”Jeg har kopier.”*

Om aftenen kom Nikolaj hjem. Træt. Freja mødte ham i døren, slyngede armene om hans hals som en slyngplante og hviskede klager i hans øre. Hun var en fremragende skuespillerinde.

Jeg hørte brudstykker fra mit værelse: *”…helt ude af kontrol… ødelagde det hele… jeg er så bange for hende, skat…”*

Da hun forsvandt i badet, gik jeg ud til min søn. Han sad i køkkenet og gned sin tinding. På bordet stod hans yndlingslasagneFreja lavede den perfekt.

Hun havde studeret hans vaner, hans svagheder. Skabt en verden, hvor han følte sig elsket og tryg.

*”Nikolaj, vi skal tale.”*

Han så op på migtungt, som en mand, der ikke vil have sin hyggekokon ødelagt. *”Mor, jeg er så træt. Kan det ikke vente til i morgen?”*

*”Nej, nu. Det handler om Freja. Og de papirer, hun prøver at få mig til at underskrive.”*

Lige da dukkede hun op i døråbningen. I en silkekåbe, med vådt hår, der duftede af dyre parfumer.

*”Nikolaj, hør ikke på mor, hun er helt ude af den igen. Hun må ikke blive ophidset. Lægen advarede os.”*

Jeg prøvede at protestere, men hun spillede sin rolle fejlfrit. *”Mor, vi vil bare hjælpe. Du efterlod strygejernet tændt i sidste uge. Der var næsten brand.”*

Det var en fræk, gennemtænkt løgn. Jeg havde ikke brugt strygejernet i en måned. Men Nikolaj så på mig med ægte bekymring… og medlidenhed. Han ville tro på hende. For alternativetat indse, at hans perfekte kone løjvar for skræmmende.

*”Mor, er det sandt?”*

*”Selvfølgelig ikke! Hun opfinder det hele! Hun putter noget i min te!”* Min stemme knækkede i et skrig. Præcis, hvad hun ville. Fremstille mig som hysterisk, senil.

*”Freja har ret, du har brug for ro,”* sagde Nikolaj blidt, men fast. Han rejste sig og lagde en arm om mig. *”Vi ordner alt for dig. Bare stol på os.”*

Det var et spark i maven. Min egen søn troede mig ikke. Han valgte hendes illusion.

Næste dag hentede de en *”læge”*en fiks mand med vaklende øjne og en lugt af gamle bøger, Freja havde fundet via en annonce. Han stillede mig absurde spørgsmål, blandede navne og datoer, og erklærede så højtideligt: *”Fremskreden demens. I må straks søge værgemål, ellers kan hun gøre skade.”*

Han talte om mig, som var jeg et møbel.

Freja så på mig med skjult triumf. Hun rakte papirerne og en pen frem. *”Så, Grethe Mikkelsen. Nu er det bekræftet. Underskriv, så er det overstået.”*

Jeg så på pennen i hendes hånd. På hendes rovdyrblik. Og på min søn, hvis ansigt var fyldt med sorg over en mor, han troede var ved at forsvinde.

Indeni kogte det, men jeg nikkede bare svagt. Skuespillet skulle fortsætte. Lige til sidste akt.

Tippepunktet kom med bøgerne. Lørdag morgen gik jeg ud i gangen og så papkasser fyldt med min mands bøgerstablet som brænde.

Freja sang for sig selv, mens hun tapede endnu en kasse.

*”Hvad foregår der?”* Min stemme var kun en hvisken.

*”Åh, godmorgen, mor!”* Hun smilede, uden at se på mig. *”Jeg rydder op i alt det støvfang. Vi sælger dem som makulathvorfor samle skrammel? Så kan du ånde lettere.”*

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

two × five =

MOR, DU ER SYG, SKRIV HERUNDER,” sagde svigerdatteren, mens hun hældte noget i min te – hun vidste ikke, at jeg længe havde filmet hende med et skjult kamera…
Hej, Natashja, det er din eksmand! Kan du hjælpe mig? – Hej, Vital! Hvad går det ud på? Hvad skal jeg hjælpe dig med? Er det penge, du mangler? – Nej, ikke penge. Det er hjælp jeg har brug for. Jeg har brug for, at du spiller min kone. Ikke min ekskone, men min rigtige kone. Bare for én aften. – Hvorfor dog det? Hvad sker der, Vital? – Jeg er begyndt at se en pige, troede det bare skulle være sjovt, men hun er blevet helt vild med mig og vil have mig til at fri. Jeg har jo ikke lyst til at blive gift igen! Vi har været skilt i et halvt år, og jeg troede, jeg var fri og kunne nyde livet – men nu hænger hun på! – Åh, Vital, din charmør! Det lagde jeg ellers aldrig mærke til, da vi var gift… Var vores ægteskab så slemt? – Natashja, det var jo faktisk dig, der ville skilles! Du sagde, vi var forskellige, og at kærligheden var væk. Og at du aldrig ville have børn. Liza, hende nye, drømmer om et barn med mig. – Jamen, vær da glad – hun elsker dig, vil ha’ børn… det er da ikke småting! – Nej, hun er ikke den rigtige for mig. Men for hende er jeg hendes drømmemand. Hun er naiv, en fantasipige, og jeg har aldrig lovet hende noget. Hun opfører sig allerede som om vi er gift. – Så hvad er det egentlig, du vil have mig til? Hvorfor skulle jeg pludselig dukke op? – Du skal bare sige, du har været væk fra København med arbejdet, men nu er du hjemme igen. Være lidt overrasket, men sige, at du stadig elsker mig og ikke kan leve uden mig. Så må hun jo trække sig tilbage… – Du drømmer altså, Vital! Og du vil trække mig med ned i din forestilling?! Hvorfor skulle jeg dog gøre det? Bare fordi vi blev skilt som voksne mennesker, kan du ikke bare bruge mig, som du lyster! – Kom nu, Natashja, vær sød – hjælp din klodsede eksmand. Så tager jeg dig med ud at fiske! Du elsker jo en stille tur ved vandet med fiskestang – og bagefter laver vi grill, som i de gode gamle dage… – Din snyder, du ved lige, hvordan du skal lokke mig! Okay så, eksmand, jeg hjælper dig. – Natashja, har du en mand nu? Altså… – Det kommer ikke dig ved, men nej, der er ingen for tiden. Jeg har ikke mødt den rigtige endnu. Planlægger at købe ejerlejlighed – man kan jo ikke blive ved med at bo til leje. – Hvis du nu havde boet med mig, havde du ingen bekymringer haft – egen bolig, penge, ferie… – Det er ikke det, der er lykken, Vital! Nå, hvornår skal jeg spille din kone? – Kan du på fredag? Tag lige nogle småting med, så det ser ud som om du bor her. Jeg kan give dig nøglen på forhånd. Jeg siger bare til Liza, at hun kan vente på mig, fordi jeg er forsinket på arbejde – og så er du der, i gang med at lave min yndlingspasta: carbonara. Så laver vi lige et show – og bagefter kan du tage hjem. – Okay, du har overtalt mig. Hvorfor er jeg så godmodig… Natashja blev nysgerrig efter at møde Liza. Hun kunne mærke et stik af jalousi. Vital havde aldrig set på andre end hende. Han havde forkælet hende, hendes veninder var misundelige: Godt udseende, klog, aldrig ked af det, arvet lejlighed på Østerbro, senere fik han egen virksomhed. Men med tiden blev hun rastløs. Hun ønskede noget nyt og spændende. Så bad hun om skilsmisse. Vital blev ked af det, men accepterede. For han elskede hende og ville ikke, hun skulle lide. Veninderne forstod ikke noget. Hvem smider sådan en mand væk? Hun ville bare gå sine egne veje. Skilsmissen gik hurtigt. Hun fandt en hyggelig lejlighed, havde bilen med fra ægteskabet – en gave fra ham. Hun troede, livet ville åbne sig, men mænd stod ikke ligefrem i kø. En sagde ligefrem, at hun bare var en helt almindelig kvinde… Nu havde Vital Liza… Det sved. Hvor hurtigt han havde glemt hende… Nå, men nu skulle hun møde denne pige, så kunne hun få ro. Fredag efter arbejde pakkede hun en weekendtaske og tog til eksmandens lejlighed for at “spille kone”. Hun hang tøj op, spredte sine cremer og parfumer, lavede lidt hverdagsrod, som de plejede at have det, begyndte på carbonaraen. Døren gik. Showet kunne begynde… – Hej! Nå, jeg troede det var Vital, der stod og lavede mad allerede… – Ind kom en høj, smuk pige med mørkt hår og grønne øjne, figur som Helena Christensen. “Hold da op, Vital har fundet sig en smuk pige!” tænkte Natashja. – Vital? Undskyld, hvem er du? – Jeg er hans kæreste… Hvem er du? – Jeg er hans kone! Den rigtige, med vielsesattest! – Hvad? Han sagde jo, han var single! – Nåja, konen har været på arbejde i Jylland – og han var hurtig til at finde plads i kalenderen! Sikke et chok, hva’? – Hvad skal jeg gøre? Jeg elsker ham jo, – Liza fik tårer i øjnene. – Det ved jeg ikke… Men for din egen skyld, gå hjem. – Jeg troede på ham. Ville føde ham en søn, giftes, rejse sammen… Også med på fisketure! – Nu må du undskylde, men der bliver ingen flere detaljer! – Du må tro, jeg kan nok selv ordne det her. Find dig en ordentlig fyr. – Nej, jeg giver ikke op! Hvad nu, hvis han elsker mig mere end dig? Så kan vi blive gift, få børn, tage på fisketure og besøge min familie på Fyn. Når han kommer hjem nu, må vi jo finde ud af det! Liza satte sig på en køkkenstol og begyndte at vise billeder: “Her er vi i teateret, her hjemme hos mig, alt var godt indtil nu…” Natashja mærkede, hvordan jalousien begyndte at ulme. Det havde ikke strejfet hende før, at Vital kunne være glad med en anden. Uden hende. Og med sådan en skønhed! Hun følte sig som en grå mus ved siden af. På fisketur – det er jo deres ting! Hun kunne også give ham børn… Og gøre ham til verdens lykkeligste! Pludselig følte Natashja sig fuld af kærligheden til sin eksmand. Først nu gik det op for hende, hvad hun havde mistet – hvordan han havde elsket og forkælet hende, og at hun nu var alene. Og så stod pigerne i kø til ham… Det skulle ikke ske! – Så, min pige, skrub ud af vores hjem, før jeg flår håret af dig! Ud med dig, det er min mand, forstået? Hun fik skubbet Liza ud af døren og lukkede den bag hende. Hvad sker der? Hvor kom de følelser fra? Her var det – jalousiens kraft! Ingen skulle tage Vital fra hende! *** – Nå, Vital, hun er godt nok en løvinde, du har dig der! Jeg gjorde som du sagde – hun troede på det! Ikke dårligt for en, der læser på teaterskolen! – Tak, Liza, du har reddet mig! Tror du, hun blev jaloux? Eller spillede hun bare, som jeg bad hende? – Nej, hun blev virkelig vred! Jeg kan mærke det, jeg er trods alt kvinde – hun elsker dig, selv om hun ikke selv vidste det. Jalousi siger meget. Min plan virkede – nu kan du få hende igen. – Tak! Hils Dimitri. Hvornår skal I giftes? – Til efteråret, så skal vi til min familie på Fyn. – Held og lykke til jer! Nu vil jeg bygge min lykke op på ny… Vital kom ind i lejligheden. Natashja dækkede bord i en flot kjole. – Hvordan gik det? – Helt perfekt! JEG smed hende ud! Nu skal hun nok holde sig væk. Men du… elsker du hende virkelig ikke? Hun er jo fantastisk smuk! – Nej, jeg kan ikke glemme dig… – Virkelig? Elsker du mig stadig? – hun blev glad. – Ja. Jeg har aldrig holdt op. – Ved du hvad, jeg indså først nu, hvor meget du betyder for mig. Jeg giver dig ikke fra mig mere! Jeg vil have både en søn og en datter med dig, Vital! Gift dig med mig! Vital smilede. Så virkede planen! Åh, kvinder, hvad gør man ikke for kærligheden… Giv et like og skriv en kommentar – hvad tænker du om det her?