Hvorfor skal jeg overlade min lejlighed til dig?

**Dagbogsnotat 10. oktober**

I dag var det min mor, Grethe Mikkelsens, store jubilæum. Hun havde tilbragt hele formiddagen i køkkenet for at få alt til at lykkes. Det var ingen let opgave! At lave mad til så stor en flok krævede planlægning. Hun havde været på Torvehallerne for at købe økologiske grøntsager, hjemmelavet ost, frisk kød og fisk ikke den slags, man finder i de almindelige supermarkeder. Hun ville samle hele familien om bordet og forkæle dem med hjemmelavet mad. Og selvfølgelig skulle der bages en kage altid den samme honningkage, som hun altid bagte til min søster Signe og mig, da vi var børn.

Grethe tænkte ofte tilbage på dengang, hvor vi alle boede sammen her. Hendes mand, professor i fysik Erik Mikkelsen, vores søskendeflok Signe og Mikkel, og hende selv, musiklærer. Erik havde fået denne store fireværelses lejlighed i Hellerup som belønning for sine videnskabelige bidrag en lejlighed, som Grethe havde indrettet med omhu. Hun havde kæmpet for at få den perfekte krystal-lygte til stuen, et mahogni-skab og et dansk porcelænsservice, ikke at tale om de linneduger og sølvtbestik. Hun elskede at underholde, spille klaver for gæsterne og føle sig som en del af det fine selskab. Huset var hendes rige.

“Mor, vil min kone også kunne lave mad så godt som dig?” spurgte den lille Mikkel engang.
“Jeg håber det, min skat. Men det er ikke let at finde en sådan,” svarede hun med et smil.
“Så bliver jeg bare boende hos dig!”
“Nej, nej. Børn skal flyve ud af reden, min dreng. Man skal have sit eget liv, sin egen familie.”

Og så, pludselig, sluttede den lykkelige tid. Erik døde af et hjerteanfald en tidlig morgen ambulancen nåede ham ikke engang. Grethe sørgede, men tog sig sammen og fortsatte livet. Børnene fløj fra reden, som hun altid havde sagt de skulle. Signe flyttede med sin mand Jesper til en lille lejlighed i Brønshøj, hvor deres datter Freja blev født. Mikkel mødte Anna, flyttede ind på et kollegieværelse og begyndte sit eget liv.

Da Signe engang spurgte, om de måtte bo hos Grethe et stykke tid, svarede hun bestemt: “Nej, min pige. Når man bliver voksen, må man klare sig selv. Din far og jeg boede også i trange lejligheder i starten men vi arbejdede os op. Det skal I også.”

Og i dag, på hendes store dag, skulle alt være perfekt. Maden var tilberedt med kærlighed, bordet dækket med det fine porcelæn, og hun selv var klædt i sit bedste kjole med de diamanter, Erik havde givet hende.

Først ankom Mikkel og Anna med et stort buket roser og et kaffeservice fra Royal Copenhagen.
“Åh, hvor smukt! I ved altid, hvad der glæder mig,” sagde Grethe og omfavnede dem.
“Det er det mindste, mor,” svarede Mikkel.
“Anna, din kjole er så fin! Og din lille mave er der noget, I vil fortælle mig?”
“Det kan vente. Signe og Jesper er på vej deres gamle bil gik i stykker, så de tager toget.”

Da Signe endelig kom med Freja og Jesper, bragte de tulipaner og en lille æske med en guldhalskæde.
“Den er smuk, tak skat. Jeg kan ikke bære den med mine diamantøreringe, men den passer til min ring.”
“Vi kunne ikke lige få råd til diamanter,” mumlede Signe. “Bilens reparationer, lejen, Frejas aktiviteter Pengene forsvinder, før vi får dem.”
“Åh, Signe, lad nu ikke det ødelægge dagen. Problemer har alle de går over.”

Ved bordet, mens de spiste, sagde Mikkel pludselig: “Mor, vi har en overraskelse til dig.” Han rakte hende en brochure om et nybygget parcelhusområde.
“Hvor hyggeligt! Vil I købe det?”
“Nej, mor Det er til dig.”
“En gave?”
“Nej. Vi har boet i det kollegie i årevis. Nu venter vi barn, og vi kan ikke blive boende der. Vi håber, du vil hjælpe os med at købe en lejlighed ved at sælge din.”

Der blev stille.
“Min lejlighed? Den har din far og jeg bygget op. Hvorfor skulle jeg forlade den?”
“Mor, du bor alene i fire værelser! Vi knokler, men råder ikke til mere. Er det ikke på tide, du hjælper os?”
“Jeg giver jer gaver, inviterer jer men jeg skal ikke ofre mit hjem for jer. I er voksne. I må klare jer selv.”

Signe rejste sig. “Freja, vi spiser kage et andet sted. Tak for maden, mor.”
Mikkel fulgte efter. “Vi går også. Arbejde venter.”

Da de var gået, sad Grethe alene og spiste honningkagen. Hvornår var det blevet en synd at ville leve sit eget liv?

Flere måneder senere kom Mikkel forbi med blomster men en fremmed kvinde åbnede døren.
“Jeg har købt lejligheden,” sagde hun. “Grethe er taget på en lang rejse. Hun ville bruge pengene på sig selv.”

Mikkel stod målløs. Ingen lejlighed, ingen arv.
“Hun bad mig sige til jer: ‘Jeg levede aldrig for mig selv men nu gør jeg.'”

Han gik. Luften her var altid så ren. Synd, at hans søn ikke skulle vokse op her. Men tak, mor.

* En mor har også ret til at leve.*

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

16 + 9 =

Hvorfor skal jeg overlade min lejlighed til dig?
Jeg lod en hjemløs kvinde flytte ind i min garage, men da jeg en dag gik ind uden at banke på, blev jeg chokeret over det, jeg så hende lave En ensom og velhavende mand fra Nordjylland gav husly til en hjemløs kvinde ved navn Astrid – hendes stædighed fascinerede ham. Deres usædvanlige bånd voksede i den ombyggede garage, men da en skjult hemmelighed blev afsløret, blev alt sat på spil, og han måtte spørge sig selv: Hvem er Astrid egentlig, og hvad skjuler hun? Jeg ejede alt, hvad penge kan købe: et stort landsted uden for Aalborg, luksusbiler og mere rigdom, end jeg kunne bruge. Alligevel var jeg ikke lykkelig – der var en tomhed indeni, jeg ikke kunne udfylde. I løbet af mine tres år havde jeg aldrig haft en familie. Kvinder var kun interesserede i min arv, og jeg fortrød, at jeg aldrig havde prøvet noget andet. En dag, under en køretur gennem Aalborg for at dulme ensomheden, så jeg en kvinde lede efter mad i en skraldespand. Hendes uregerlige hår og tynde hænder, men beslutsomme bevægelser fangede min opmærksomhed. Hun så skrøbelig ud, og alligevel var der noget vildt og spændingsfyldt over hendes blik, der tiltrak mig. Jeg kunne ikke lade være, rullede vinduet ned og betragtede hende. Da hun så op, forsigtigt, spurgte jeg: “Har du brug for hjælp?” Hun så skeptisk ud – og et øjeblik troede jeg, hun ville løbe. Men så rettede hun sig op, tørrede hænderne af i sine slidte jeans og sagde: “Kan du hjælpe?” “Det tror jeg,” svarede jeg og steg ud af bilen, uden helt at vide hvorfor. “Måske ville du have glæde af et sted at sove i nat?” Hun tøvede et øjeblik og rystede så på hovedet. “Nej.” Jeg nikkede og tog en dyb indånding. “Jeg har et anneks – en garage jeg har bygget om. Hvis du vil, kan du bo der lidt.” Hun så skeptisk på mig. “Jeg tager ikke imod velgørenhed.” “Det er ikke velgørenhed,” sagde jeg, selvom jeg manglede et bedre ord. “Det er bare tag over hovedet, ingen betingelser.” Efter lidt tøven sagde hun ja. “Okay. Kun én nat. Jeg hedder Astrid.” Vi kørte mod mit landsted i Aalborgs forstad i tavshed. Hun sad med armene over kors og kiggede ud ad vinduet. Da vi kom frem, viste jeg hende annekset – enkelt, men komfortabelt. “Der er mad i køleskabet. Føl dig hjemme,” sagde jeg. “Tak,” mumlede hun og lukkede forsigtigt døren efter sig. I de følgende dage boede Astrid i garagen, og vi spiste sammen af og til. Hun havde et spændende ydre, men der gemte sig sårbarhed bag hendes hårde facade. Måske spejlede ensomheden sig i hendes øjne, og hendes tilstedeværelse lindrede lidt af min egen isolation. En aften under middagen fortalte hun om sin baggrund: “Jeg var engang kunstner,” sagde hun lavmælt. “Havde et lille galleri, nogle udstillinger… men skilsmissen ødelagde alt.” “Min mand forlod mig for en yngre kvinde, fik barn med hende og smed mig på porten.” “Det gør mig ondt,” sagde jeg, oprigtigt berørt. “Det er fortid nu,” trak hun på skuldrene, men smerten lå stadig i hendes øjne. Jo mere tid vi tilbragte sammen, jo mere så jeg frem til vores samtaler. Hendes sorte humor bragte lys ind i den ensomhed, der prægede min store tomme ejendom, og hulheden i mig blev mindre. Men en eftermiddag ændrede alt sig dramatisk. Da jeg ledte efter en luftpumpe i garagen, gik jeg pludselig ind – og stivnede. På gulvet lå der dusinvis af malerier af mig. Groteske, forvrængede portrætter. På et var jeg lænket fast, på et andet blødte mine øjne, og i hjørnet hang et billede af mig i en kiste. Jeg blev stum af chok. Var det sådan Astrid så mig? Efter alt, hvad jeg havde gjort for hende? Under middagen om aftenen kunne jeg ikke skjule min forargelse. “Astrid, hvad fanden betyder de malerier?” Hun så overrasket op. “Hvad mener du?” “Jeg så dem – billederne af mig i lænker, blødende, i en kiste. Er det sådan, du ser mig? Som et uhyre?” Hendes ansigt blev hvidt. “Du var ikke ment at se dem,” hviskede hun. “Tja, jeg har set dem,” svarede jeg koldt. “Er det virkelig det, du tænker om mig?” “Nej,” svarede hun med rystende stemme. “Jeg var bare … vred. Du har alt, jeg har mistet alt. Malerierne handler ikke om dig, men om min sorg. Det var måden, jeg slap det ud på.” Jeg ville forstå, men billederne var for voldsomme. “Jeg tror, det er tid for dig at tage af sted,” sagde jeg stille. Astrids øjne blev store. “Vent, vær nu sød…” “Nej,” afbrød jeg. “Det er slut. Du må gå.” Næste morgen hjalp jeg hende med at pakke, kørte hende hen til et herberg i byen. Da vi nåede herberget, gik hun ud uden et ord. På vej ud rakte jeg hende flere tusind kroner. Hun tøvede, men tog dem til sidst. Uger gik, men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at jeg havde begået en fejl. Det handlede ikke bare om de uhyggelige malerier, men om det, vi havde haft – noget, jeg ikke havde følt længe. En dag lå der en pakke foran min dør. Det var et billede af mig – men anderledes. Fredfyldt og roligt, malet på en måde, jeg ikke havde set før. Et kort med Astrids navn og nummer lå vedlagt. Mit hjerte bankede, da jeg overvejede, om jeg turde ringe. Til sidst trykkede jeg på Opkald. Da Astrid tog telefonen, var hendes stemme lavmælt og usikker. “Hej?” “Astrid, det er mig. Jeg har fået dit billede – det er fantastisk.” “Tak,” sagde hun efter et øjebliks stilhed. “Jeg var ikke sikker på, om du ville kunne lide det. Jeg syntes, du fortjente noget bedre end de andre malerier.” “Du skylder mig ingenting,” sagde jeg oprigtigt. “Undskyld, hvordan jeg reagerede.” “Undskyld for det, jeg malede,” sagde hun. “Det var aldrig ment om dig.” “Du behøver ikke undskylde,” sagde jeg blidt. “Jeg tilgav dig, da jeg modtog det nye billede. Måske kunne vi prøve igen?” “Hvordan mener du?” spurgte hun forsigtigt. “Måske kunne vi mødes og tale sammen? Spise middag, hvis du har lyst?” Hun tøvede et øjeblik, men svarede så stille: “Det vil jeg gerne. Virkelig gerne.” Vi aftalte at mødes et par dage senere. Astrid fortalte, at hun havde brugt pengene på at købe nye klæder og få et job. Hun skulle snart flytte ind i sin egen lejlighed. Da samtalen var slut, gled et smil over mit ansigt. Måske var det her begyndelsen på noget nyt – for både Astrid og mig.