Den Kvælende Høstånd
Direktoren kaldte Freja ind på sit kontor, og hans sødlige sekretær Lise lavede et ansigt, som om hun ville sige: “Åh nej, nu sker der noget.”
“Skynd dig ind til chefen, han er helt ude af den. Hvad har du gjort?” spurgte Lise bekymret. De havde et godt forhold, selvom Freja var otte år ældre.
“Jeg ved det ikke, jeg tror ikke, jeg har gjort noget,” svarede Freja og gik ind til chefen, mens hun tænkte: *Mon det er endnu en forretningsrejse?*
Hendes stilling krævede hyppige ture til firmaets afdeling i en anden by. Freja kunne ikke selv have gjort noget, der kunne gøre chefen vred, men måske havde en kollega rodet sig ud i noget.
“Goddag, Erik Madsen,” sagde hun, da hun trådte ind på kontoret.
“Mmm,” mumlede han og nikkede mod en stol ved bordet.
Hun sad anspændt, mens han gennemgik en kontrakt og af og til gryntede:
“Hmm, det her er da noget rod. Hvad er det for en slags kreativt kaos?”
Freja ventede. Endelig så han op og sagde:
“Nå, du er her. Godt. Pak din taske—de der nede er gået helt fra forstanden. Se, hvad de har skrevet i denne kontrakt…”
Erik forklarede hende formålet med rejsen og sagde, at hun skulle afsted næste dag. Han stolede altid på Freja som en dygtig specialist og var sikker på, hun kunne løse enhver problemstilling. Og det kunne hun.
“Så afsted i morgen. Jeg ringer til afdelingslederen senere, så han kan tage imod dig, så snart du ankommer. Tager du din egen bil?” Hun nikkede. “Godt, husk kvitteringerne på benzin—vi refunderer det hele.”
Freja var 29, ugift og havde aldrig været det. Hun havde ingen problemer med at rejse—hun elskede det faktisk. Især fordi hun fik god løn for det, og hvis hun løste en særlig vanskelig opgave, fik hun endda en bonus.
“Nå, Freja, fik du skældud af chefen?”
“Nej, det handlede ikke om mig. Han er vred på folk i afdelingen dernede. Jeg skal afsted i morgen for at ordne noget.”
Det var midten af september. Høsten havde været tør, og gule blade dansede i luften, drevet af bilernes vindstød. Nogle landede på motorhjelmen eller forruden. Freja kørte afsted klokken syv om morgenen—turen ville tage cirka fem timer, hvis der ikke var kø eller uforudsete problemer.
Hun parkerede på pladsen ved kontoret.
I bilen spillede der stille musik, og selvom hun bare var på arbejde, anede hun ikke, at denne rejse ville blive afgørende for hendes liv. For netop her, i firmaets afdeling, mødte hun manden i sit liv—drømmemanden, som hed Mathias.
Da hun steg ud af bilen med en mappe i hånden og en taske over skulderen, gik hun mod indgangen. Før hun nåede at røre dørhåndtaget, blev døren revet op, og hun var lige ved at støde panden sammen med en mand. Hun stoppede lige i tide—han havde travlt. Han strejfede hendes skulder, selvom hun trådte til side.
“Undskyld,” mumlede han, og da han så på Freja, standsede han pludselig.
De stirrede på hinanden i et øjeblik, og i det sekund sprang der en gnist mellem dem.
“Det er okay,” sagde hun og ville gå ind, men han stoppede hende.
“Vent—jeg har virkelig travlt, men jeg er tilbage om halvanden time. Kan vi tale? Det er meget vigtigt. Jeg er her på arbejde.”
“Jeg er også lige ankommet. Okay, jeg venter sig i receptionen når jeg er færdig,” lovede hun, og han smilede så charmerende, at hun næsten smeltede.
Da hun mødte afdelingslederen, Nikolaj Jensen, glemte hun dog manden et øjeblik—der var vigtige problemer at løse. Det ville tage mere end en dag, så hun måtte blive længere.
Da hun kom ned i receptionen, ventede han allerede der og kiggede utålmodigt mod elevatoren. Endelig trådte Freja ud, og han skyndte sig hen til hende. Høj, smuk, mørkøjet.
“Jeg blev færdig tidligt. Er du fri nu?”
“Ja, jeg skal ordne resten i morgen.”
“Åh, undskyld—jeg hedder Mathias. Og dig?”
“Freja,” svarede hun og tænkte: *Hvad nu?*
“Skal vi tage en café her i nærheden? Bor du også på firmaets hotel?”
“Ja. Hvor ellers? Det er praktisk—lige ved siden af kontoret.”
På caféen snakkede de om alt. Freja følte straks, som om hun havde kendt ham hele livet—samtalen flød ubesværet. De talte og talte, som om de aldrig kunne blive færdige. Det viste sig, de havde fælles interesser. Han var tre år ældre end hende. Begge elskede bøger, hadede uhøflighed og griskhed. Begge elskede at tage på telttur, stirre på stjernerne og sidde ved bålet langt ud på natten.
“Mathias, hvor bor du?”
“I Nordjylland…”
“Wow, langt væk. Kom du med fly? Jeg er næsten lokalkendt—det tager fem-seks timer i bil.”
De skiltes sent—efter caféen gik de en tur langs alléen med høje træer og nød de høstlige omgivelser. Næste dag mødtes de igen efter arbejde. Mathias skulle flyve hjem, og Freja skulle også videre. De ville helst ikke skilles, men arbejde var arbejde. Hun skulle tilbage til sin by, og han til sin.
Den aften udvekslede de telefonnumre. De så solen gå ned—selvom det var høst, var det en solrig dag. Solen forsvandt langsomt bag træernes tætte kroner. Næste dag sagde de farvel og kørte til hver sin side. Freja og Mathias begyndte en romantisk korrespondance via e-mail, SMS og telefonsamtaler.
“Min søde Freja, hvor jeg savner dig,” skrev han, og så ringede han.
De snakkede i timevis om alt, hvad der var sket i løbet af dagen. Om morgenen modtog hun en besked om, hvor meget han savnede hende.
Fra da af var hun overbevist om, at mirakler skete—man skulle bare vente og håbe. Aldrig miste troen, uanset omstændighederne. Efter at læse hans beskeder løb hun lykkeligt på arbejde og ventede på frokost, for hun vidste, han ville ringe.
Snart skulle hun på ny forretningsrejse til afdelingen, og Mathias ville også flyve derhen. Denne gang planlagde de at have et par dage sammen. To dages lykke, to dages kærlighed og glæde over at være sammen.
“Kom, jeg vil vise dig et smukt sted,” sagde han og førte Freja til en park. “Se bare de hundredeårige ahorn og lindetræer—og der bagved ligger en stor
