Rengøringsdamen (en fortælling)
Stine trådte ud af metroen ved Nørreport og mærkede straks, at hun havde taget for lidt tøj på. Hun krøb sammen i den bidende vind, krammede sine arme om sig selv og smuttede hurtigt ind i det varme storcenter.
“Ja, det er nu tiden til at finde vinterjakken frem,” tænkte hun for sig selv.
I storcentret gik Stine direkte mod caféområdet og købte sig en kop kaffe og et stykke pizza. Hun sad alene ved et bord og betragtede de andre folk, som alle så glade ud mens hun selv følte sig tom og trist.
“Fem års studie på CBS og alligevel kan jeg ikke finde et ordentligt job!”
Det var ikke fordi, der ikke fandtes jobtilbud; snarere var det lønnen, der ikke rakte til både husleje og mad. Hun sukkede indvendigt.
“Hvorfor skulle jeg absolut til København for at gøre karriere? Og så gjorde jeg grin med veninderne der blev hjemme. Nu kan jeg dårligt tage tilbage Jeg ville skamme mig for meget.”
I virkeligheden havde Stine dog arbejde. Hun vaskede trapper om morgenen i et lejlighedskompleks på Østerbro. Lønnen var sådan set ok, og for nu boede hun gratis på et værelse, hun delte med en anden. Men hun syntes næppe, det kunne kaldes et rigtigt arbejde. Det var bare midlertidigt. Kun var det midlertidige nu trukket noget ud.
Fordelen var dog, at jobbet ikke fyldte hele dagen, så Stine kunne gå til jobsamtaler.
Hej, godmorgen!
Stine stoppede med moppen og kiggede op. Overfor hende stod en ældre herre, som altid hilste høfligt.
Godmorgen.
Mit navn er Poul Kristensen. Hvad hedder du?
Stine.
Stine, ved du hvad, jeg vil gerne sige tak. Vi har haft mange rengøringsfolk her, men ingen har gjort det så grundigt som dig.
Stine blev glad. Hun vidste, at kollegerne indimellem blev kritiseret på beboermøderne, men hende hende havde de faktisk rost. Hun smilede og svarede muntert:
Det er jo mit arbejde, og jeg er vant til at gøre tingene ordentligt.
Sådan lærte hun Poul Kristensen at kende. De faldt tit i snak; han fortalte historier fra sit liv, og hun gjorde det samme.
Stine, kunne du tænke dig at tjene lidt ekstra?
Hvad skulle jeg lave?
Præcis det samme gøre rent. Det er blevet for tungt for mig, min søn bor i Norge, og mit barnebarn han har vist ikke forstået, at jeg ikke er ung længere. Ingen hjælp at få dér. Hvis du gad at komme og gøre rent en gang om ugen, ville jeg være dig evigt taknemlig. Jeg har holdt øje med dig du ser ordentlig ud.
Lad os prøve, svarede Stine uden tøven.
Sådan fik Stine et ekstra job. Derefter anbefalede Poul hende til en bekendt, så til en anden, og snart havde flere brug for hendes hjælp nogen ville have hende til at handle ind, og andre ville gerne have hende til at lave mad.
Og ingen af dem var nærige.
Poul, jeg kan næsten ikke følge med mere der er kommet så mange nye kunder…
Jamen, Stine, du har jo kolleger, ikk? Så må du tage dem med på holdet. Bare sørg for, det bliver gjort ordentligt!
Lidt efter lidt fik Stine stablet et lille rengøringsfirma på benene. Hun gjorde ikke selv rent mere, men styrede det hele. Hun gik dog stadig til jobsamtaler med håbet om at få job som økonom.
En dag sad Stine på sin yndlingscafé og planlagde næste dags arbejde, mens hun nød sin kaffe.
Må jeg sidde her? sagde en ung mand pludselig. Der er optaget over det hele
Stine kiggede sig omkring i den næsten tomme café og lo:
Ja, det er der jo vist! Men værsgo, sæt dig bare.
Jeg hedder Jonas, og du?
Anne, sagde hun uden at tænke, og brugte ikke sit eget navn.
Sikke et smukt navn sikkert fordi du lyser op!
De faldt hurtigt i snak, og det føltes let. Interessen var gensidig, og timerne fløj af sted.
Nå, Anne. Det var hyggeligt! Jeg må videre.
Bor du ikke her i området?
Nej, jeg skulle bare besøge min morfar. Tænk, han har hyret en kvinde til at gøre rent for sig lidt for smart, hvis du spør mig! Hun er nok ude på at charmere sig til hans lejlighed
Tror du virkelig, den slags sker? spurgte Stine med et skævt smil.
Selvfølgelig! Folk gør alt for penge nu om dage. Jeg overvejer at tage en snak med hende.
Så må du endelig bare ringe, svarede Stine og sendte ham et smil, da han gik.
Jonas ringede, og de begyndte at ses jævnligt.
Stine, har du tænkt på at undervise over nettet som tutor? Du nævnte jo, at du klarede dig godt i skolen, sagde Poul en dag.
Tja, det har jeg ikke lige overvejet før
Du kan også føre regnskaber for firmaer hjemmefra; du sagde jo, du kan finde ud af regnskab. Skal du ikke prøve? Så skal du i det mindste ikke arbejde 9-17 hver dag. Og bliver du god, kan du blive revisor. Ved du, hvad revisorer får i løn?
Stine lo:
Du er, som altid, fuld af gode idéer, Poul! Det sætter jeg pris på.
Stine var på vej til en aftale med Jonas og rasede over, at hun endnu ikke havde fået fortalt ham, at hun faktisk hed Stine og ikke Anne. At hun ikke var økonom i traditionel forstand, men at hun havde et rengøringsfirma, lavede regnskaber for to virksomheder hjemmefra, og at penge ikke længere var et problem. Hun havde endda købt sig en lille lejlighed i Valby, som hun snart skulle flytte ind i.
Hun lovede sig selv at fortælle sandheden, men det lykkedes hende aldrig at tage hul på emnet.
Denne gang blev det heller ikke sagt. For Jonas var hun stadig “Anne”.
Poul hvad tror du? Hvis man har løjet for nogen, og så indrømmer det til sidst vil de så kunne se på én som før?
Sikke noget at spørge om, Stine! svarede Poul, mens de drak te i hans køkken. Det kommer an på den anden person
En dørklokke brød samtalen. Poul gik ud for at åbne.
Stine, det er mit barnebarn Jonas, der er kommet! Kom, jeg vil gerne præsentere dig for min hjælper.
Stine så forbløffet til, da Poul vendte tilbage sammen med ikke andre end Jonas
Hun blev bleg, mens Jonas smilede sarkastisk:
Nå, så det er dig, Stine eller hedder du Anne? Altså det er dig, der går efter min morfars lejlighed!
Jonas, det passer ikke. Jeg hjælper bare din morfar. Jeg ville faktisk sige det hele til dig
Det står malet i dit ansigt!
Hun blegnede endnu mere.
Jeg troede ellers, I to kunne blive glade for hinanden, mumlede Poul.
Poul, tak for alt, men jeg går nu, sagde Stine bestemt.
Hun gik forbi Jonas og standsede et øjeblik:
I øvrigt har din morfar masser af smarte idéer, og jeg har hjulpet ham gratis længe.
Stine kiggede ud ad vinduet i sit lille værelse. Hun havde grædt hele dagen og natten. Hun blev nødt til at blokere Jonas overalt, for han sendte den ene grimme besked efter den anden.
“Måske er det nok det bedste,” sagde hun lavmælt til sig selv og svarede med et suk. “Han er da flot, men også lidt smålig Og hvordan skulle det gå, når han alligevel fandt ud af, at jeg bare var tilflytter, og min lejlighed først stod klar næste måned? Han havde sikkert droppet mig alligevel Alt i alt var det bedst sådan.”
Tiden gik. Stine arbejdede ikke længere selv som rengøringsdame, men styrede nu et lille firma, som blev større med tiden. Hun tog en efteruddannelse som revisor, blev gift og fik en datter.
En dag købte Stine et fitness-abonnement og løb bogstaveligt talt ind i Jonas.
Hold da op, hvor ser du godt ud! sagde han. Fortæl mig, hvordan det går.
Jeg har det strålende: mand, datter, eget firma
Firma? Jonas hævede øjenbrynene.
Ja, rengøringsfirma.
Kan man overhovedet tjene penge på at gøre rent hjemme hos folk? spurgte han drillende.
Ja, både hos private, i villaer, kontorer og butikscentre. Det er der skam valuta i Men hvad med dig? spurgte Stine, som blev irriteret over hans tone. Han kiggede på hende, som om hun var mindre værd.
Åh, jeg To gange sambo, aldrig børn. Alle kvinder er bare ude på at score min lejlighed. Alle har håbet, jeg ville gifte mig, men jeg er ikke så nem.
De sludrede nogle minutter og gik hver til sit. På vej hjem smilede Stine glad for, at hun og Jonas aldrig var blevet til noget.
