Den første sommerdag for den seksårige Lukas begyndte med utålmodigt venten. Bedstefar Erik havde besluttet at tage ham med til biavlen hele sommeren, noget han havde hørt så meget om fra sin far! Mor var først i tvivl, men gik så med til det dog ikke hele sommeren, kun til august. I august ville mor og far hente ham i den fjerne udkantsby Skovly så skulle han forberede sig til skolen. I år skulle han nemlig i første klasse!
Bedstefar Erik ankom om morgenen i sin gamle Volvo, medbringende skovens gaver, men Lukas kastede ikke engang et blik på dem. Han kredsede om bedstefaren, trak ham i ærmet hvert øjeblik og skyndte på afrejsen han var bange for, at mor pludselig ville ændre mening. Bedstefaren forstod hans uro og grinede blidt mens han musede hans hår:
»Bare rolig, min dreng, det er bestemt! Spis nu din morgenmad vi spiser frokost på biavlen!«
Endelig blev bagagen lastet, og de kørte afsted! For første gang var Lukas uden sine forældres opsyn. Men hvad så? Bedstefar var en ven! Han gav aldrig lange moralprædikener eller skældud med ham kunne man tale om alt i verden, diskutere store spørgsmål, og aldrig så han ned på ham. Hvorfor skulle han også? To seriøse mænd, der talte om seriøse ting hvad var der at smile af?
På vejen faldt Lukas pinligt nok i søvn. Han vågnede først, da bilen begyndte at gyngge på de ujævne grusveje de havde forladt motorvejen. Udenfor flød birkeskovene forbi, så tæt! Og duften! Findes sådan noget i byen? Marker fulde af blomster blå, gule, hvide prikker på grønt græs! De bølgede i den lette brise som et hav, og det føltes som om han og bedstefar Erik sejlede på en båd.
»Er vi snart der, bedstefar?« Lukas rørte ham ved skulderen og lod, som om han slet ikke havde sovet, bare tænkt dybt.
»Snart. Bag den skov der ligger biavlen. Niels har sikkert ventet længe. Og Freja med killingen også.«
»Freja er det killingens mor?« gættede Lukas. »Lader hun mig lege med ham?«
»Hvis du viser hende respekt og killingen kærlighed selvfølgelig. Men hvis I laver ballade, får I begge en klo hun er en streng mor, ikke som din.«
»Mig?! En eller anden kat?!« Lukas stirrede vantro. Aldrig havde en kat turdet sætte kløen i ham og nu skulle denne Freja
»Ikke enhver kat,« forklarede bedstefaren. »Sådan en har du ikke set før. Bare vær ikke bange, og stir hende ikke for længe i øjnene. Hun er god, men hun er et dyr og bekymret for sin killing.«
Endelig ankom de. Lukas så to træhuse et større og et mindre. Fra den åbne dør i det mindste kom der ud en losse!
Lukkes blev lidt bange, men da han så, hvordan hun gned sig op ad bedstefaren, modte han.
»Sikke en kat!« udbrød han. Freja nærmede sig og snusede til ham. Da hun hørte hans beundring, blinkede hun til ham og gned sig også mod hans ben. Da han knælede ned, stødte hun sin våde næse mod hans ansigt. Han lo lykkeligt.
»Så er I blevet bekendte,« smilte bedstefaren. »Nu er du en af hendes egne!«
Lukkes drejede hovedet og så de store, stribede bier, der summede frem og tilbage sådan nogle havde han aldrig set i byen. En landede endda på hans kind. Og så ramte ulykken ham. Uden at høre bedstefarens advarsel slog han til bien og en smerte gennemborede hans kind, langt værre end et hospitalsstik! Han hvæsede mellem tænderne og vaklede. Bedstefaren var allerede ved hans side og undersøgte stikket. Han fjernede brodden og klappede opmuntrende hans skulder:
»Du er faktisk en rigtig mand! Ikke en lyd, endsige tårer! Det var en bi, der stak dig de gør det kun, hvis de føler sig truet.«
»Velkommen,« sagde en skæggede mand med glade øjne og rakte hånden. »Jeg er bedstefar Niels, og du må være Lukas?«
»Ja,« nikkede Lukas. »Jeg bor hos jer nu.«
»Det glæder mig!« svarede Niels bredt.
»Bedstefar Niels, der sidder en bi på din pande,« advarede Lukas.
Forsigtigt tog Niels bien mellem fingrene, hviskede til den og slap den fri. Den summede væk i en bue og forsvandt. Sikke noget!
Efter en uge havde Lukas udforsket området, lært at leve i harmoni med bierne og vigtigst af alt, blevet venner med Freyas killing, som han kaldte Aske. Når han ikke var sammen med de voksne, tilbragte han al sin tid med den korthalede ven. Freja knurrede, men lod deres venskab bestå. Aske var tre måneder, men så ældre ud om et par måneder ville han være lige så stor som Freja! De legede løb, fangeleg, og i den nærliggende skov var deres yndlingssted til gemmeleg. Her kunne Lukas ikke hamle op med Aske uanset hvor han gemte sig, fandt killingen ham lynhurtigt og mjavsede triumferende. Men Lukas kunne bruge timer på at lede, og når han endda gav op og råbte: »Jeg giver op! Aske, hvor er du?« så hoppede killingen ned fra det nærmeste træ.
Det var også sjovt med de voksne han ville gerne ligne dem. Da bien stak ham, var der ingen, der krammede eller suttede ham. Bedstefar Erik fjernede bare brodden, og bedstefar Niels klappede ham på skulderen: »Det går nok.« Hele dagen gik han rundt med en hovnet kind, og ingen lagde mærke til det hovnet eller ej, det gik jo over! Det kunne Lukas lide han følte sig straks som en voksen mand. Han overvejede at lade en bi stikke den anden kind, men besluttede at vente. Hvis mor havde været der, ville hun have puttet ham i seng og plaget ham med omslag her var alt meget enklere.
Han lærte at stå tidligt op, vaske sig i det kolde, forfriskende vand, der gav ham energi for dagen. Han fiskede med de voksne og fangede selv flere brasener. Så renser og saltede de dem en hel videnskab! En dag så han, hvordan bedstefar Erik talte med en ukendt stor hund på en træstub. Den lyttede, rakte pote frem, og bedstefaren undersøgte den omhyggeligt. Så klappede han den på ryggen, og den forsvandt i skoven.
»Er det din hund?« spurgte Lukas.
»Nej,« svarede bedstefaren. »Det er en ulv. Niels og jeg reddede den engang fra en fælde. Nu vogter den på os, når vi
