Da jeg åbnede døren for min eksmand, stod jeg helt stille ved siden af ham stod en blondine i lakerede sko.
“Mamma, hvorfor har tante Lotte så flotte sko, og du har ikke?” spurgte den seksårige Freja, mens hun kiggede ud ad vinduet på naboens fødder.
Josefine satte sin kolde kaffekop fra sig og så på sin datter. Pigen stod ved vindueskarmen i sin lyserøde pyjamas med næsen presset mod glasset.
“Er mine sko ikke flotte?” smilte Josefine, selvom der var noget indeni, der gjorde ondt.
“Jo, men de er gamle. Tante Lottes skinner og har høje hæle. Du går altid i dine gamle sneakers.”
Josefine gik hen til Freja og lagde en arm om hende. Udenfor gik naboens Lotte forbi i nye lakerede sko, en elegant frakke og en smart taske. En velplejet kvinde i fyrrene, der lige var blevet skilt og tydeligvis havde landet godt på fødderne.
“Freja, skønhed er ikke i skoene,” sagde Josefine blidt. “Det handler om, hvordan man er indeni.”
“Men sko er også vigtige,” insisterede Freja. “Far købte da flotte ting til dig?”
Ved omtalen af faren strammede Josefine sig. Mads havde forladt dem for et halvt år siden, fordi han ikke følte sig lykkelig i ægteskabet længere. De var ikke officielt skilt endnu, men familien var allerede gået i stykker.
“Far købte mange ting,” svarede hun forsigtigt. “Men nu er det bare dig og mig.”
“Kommer han snart hjem?”
Det spørgsmål stillede Freja hver dag, og hver gang vidste Josefine ikke, hvad hun skulle svare. Mads så Freja én gang om ugen, tog hende med ud et par timer og bragte hende så hjem igen. Hver gang håbede Freja, at han denne gang ville blive.
“Det ved jeg ikke, skat. Måske ringer han i dag.”
Som om han havde hørt hende, ringede telefonen. Josefine kiggede på skærmen Mads.
“Hej,” svarede hun og forsøgte at lyde rolig.
“Hej. Hvordan har Freja det?”
“Fint. Hun spørger efter dig.”
“Jeg forstår. Hør, jeg skal tale med dig. Alvorligt.”
Hans stemme lød formel, næsten forretningsagtig. Josefine mærkede, hvordan maven knyttede sig sammen.
“Om hvad?”
“Ikke over telefonen. Jeg kommer forbi, okay?”
“Freja er hjemme.”
“Det ved jeg. Det handler også om hende.”
Mads lagde på uden at vente på svar. Josefine kiggede på Freja, der stadig stod ved vinduet.
“Freja, far kommer forbi snart.”
Pigens ansigt lyste op.
“Virkelig? Bliver han til aftensmad?”
“Det ved jeg ikke, skat. Han vil bare snakke.”
Freja løb ind på sit værelse for at tage noget pænt på. Josefine blev alene i køkkenet og prøvede at berolige sig selv. Der var noget i Mads’ tone, der bekymrede hende. Normalt ringede han bare for at aftale, hvornår han kunne se Freja.
Hun skyndte sig til at rette lidt på sit hår og tage en ren bluse på. Ikke for hans skyld, men for sin egen. Hun ville gerne føle sig stærk nok til det, der kom.
En halv time senere ringede det på døren. Freja kom løbende ud fra sit værelse i sin bedste kjole.
“Far er her!” jublede hun.
Josefine åbnede døren og så Mads. Han stod der i et dyrt jakkesæt, duftede af en ukendt parfume og så lykkelig ud. Ved siden af ham stod en ung kvinde en blondine i midten af tyverne med et smart jakkesæt og præcis de lakerede sko, Freja havde beundret.
“Hej,” sagde Mads, som om det var helt normalt at have en ny kæreste med.
Josefine mærkede blodet stige til kinder. Freja kiggede frem bag hende og stirrede på den fremmede kvinde.
“Far, hvem er det?”
“Freja, det her er Anne,” sagde Mads og strøg datteren over håret. “Min kæreste.”
Anne smilede til Freja, men smilet var anstrengt.
“Hej, Freja. Din far har talt meget om dig.”
“Må vi komme ind?” spurgte Mads. “Vi skal virkelig tale sammen.”
Josefine trådte til side og lod dem komme ind i entreen. Anne kiggede sig omkring med et nedladende blik det gamle møbler, slidte vægge, Frejas tegninger på væggene.
“Kom ind i stuen,” sagde Josefine og prøvede at bevare sin værdighed.
De satte sig ved bordet. Freja sænkede sig ned ved siden af sin far og stirrede nysgerrigt på Anne. Josefine satte sig overfor dem med hænderne i skødet.
“Hvad ville du tale om?” spurgte hun.
Mads hostede, tydeligt nervøs.
“Anne og jeg er seriøse. Vi skal flytte sammen.”
“Tillykke,” svarede Josefine tørt. “Men hvad har det med mig at gøre?”
“Vi vil gerne have Freja boende hos os.”
Josefine følte, som om verden vaklede. Freja så forvirret på sin far.
“Hvad mener du, far?”
“Hjem til os, skat. Vi har en stor lejlighed. Du vil elske det.”
“Og mor?”
Mads og Anne udvekslede et blik. Anne var den første, der svarede.
“Mor bliver her. Du skal bo hos far og mig. Jeg bliver som en ny mor for dig.”
Freja rynkede panden.
“Jeg har allerede en mor. Jeg vil ikke have en ny.”
“Freja, vær nu ikke sådan,” sagde Mads blidt. “Du har altid ønsket, at vi kunne bo sammen. Nu kan vi.”
“Men ikke uden mor.”
Josefine samlede al sin vilje.
“Mads, kan vi tale alene?”
“Hvorfor?” Han trak på skuldrene. “Anne er en del af familien nu.”
“Vores familie?” Josefine kunne knap holde stemmen i ro. “Mads, vi har en datter. Tror du, du bare kan tage hende som en ting?”
“Ingen siger, hun er en ting,” blandede Anne sig. “Men barnet har det bedre hos faren. Vi har stabilitet, penge, gode muligheder.”
“Har jeg ikke gode muligheder?”
“Altså” Anne kiggede sig omkring. “Lad os være ærlige, det er ikke ligefrem luksus. Og så skal Freja se, hvordan en rigtig familie fungerer.”
Josefine rejste sig.
“Freja, gå ind på dit værelse.”
“Men mor”
“Vær sød at gå.”
Freja gik modstræbende, mens hun kiggede tilbage på de voksne. Josefine ventede, til døren var lukket.
“Mads, er du helt fra forstanden?” hvæsede hun. “Hvordan kan du bringe din nye kæreste her og sige, du vil tage Freja?”
“Josefine, vær nu fornuftig,” sagde Mads i en beroligende tone. “Se sandheden i øjnene. Du har ikke penge til et ord
