“Jeg har ikke noget sted at gå hen!” råbte mor. “Jeg vender ikke tilbage til den hund! Jeg vil hellere bo i en kælder end hos ham!”
“Mor, så tag da ned i kælderen! Jeg gifter mig også fra dig snart!” svarede Freja irriteret, mens hun rørte i sin havregrød.
“Smider du din egen mor ud?” Lise greb sig om hjertet. “Jeg har ofret hele mit liv for dig, og det er sådan, jeg bliver takket! Mange tak for omsorgen, datter!”
Hun fnøs arrigt og marcherede ind på værelset. *Deres* værelse. For de boede alle fire i en lille lejlighed, hvor det i de sidste tre måneder var umuligt at få et øjeblik alene.
Freja havde aldrig troet, hun selv skulle være med i sådan en tragedie. Folk omkring hende blev skilt og fandt sammen igen, men hendes forældre havde altid været et forbillede. For ikke så længe siden havde Lise og Erik fejret deres rubinbryllup fyrre års ægteskab og nu kunne mor ikke engang *se* far.
Men så en “skønne” dag dukkede mor op hos datteren med kufferter og meddelte, at hun ville skilles.
“Kan du forestille dig det?! Han har været mig utro med en eller anden sygeplejerske!” gispede Lise, stadig forpustet efter trappen. “Han er vist faldet for de der midtlivskrise-piger Sikke en helt!”
“Mor, *seriøst*? Er du sikker? Måske har du misforstået noget?” Freja stirrede på hende.
Lise havde altid været overdrevet dramatisk og havde en tendens til at forveksle sine egne fantasier med virkeligheden. Men denne gang var det desværre ikke bare en misforståelse.
“Åh ja, *misforståelse*… De billeder på hans telefon sender man da ikke til *hvem som helst*! Han kunne jo bare have ført et ordentligt liv, men *nej*…”
Freja besluttede at tage den senere. Lige nu skulle moren beroliges. Hun satte hende ned, lavede te og talte blødt til hende. Forsøgte at forklare, at selv hvis det var sandt, var det ikke verdens undergang. At det sker for mange. At hun ville hjælpe.
Hvem kunne vide, at mor ville tage hende *så bogstaveligt*? Freja anede ikke, hvad hun gik ind til.
Fra det øjeblik boede Lise hos sin datter. Det ville have været fint nok, hvis ikke Freja også havde sin egen familie: manden Mikkel og sønnen Noah på fem år lige i den alder, hvor alt skal udforskes.
I starten prøvede Freja at være forstående og finde positive sider ved det, men i virkeligheden var der ingen. Hjælp med Noah? Freja arbejdede hjemmefra og klarede det fint selv. Madlavning? Mor elskede fed mad, som Freja undgik, og Mikkel ikke kunne spise af helbredsmæssige årsager. Rengøring? Lise og Freja havde *meget* forskellige standarder.
Og det var kun halvdelen af problemet.
“Nå, nu skal I skifte sengetøj. Og Noahs også men det kan I gøre i morgen tidlig,” meddelte Lise klokken 23, lige da de unge ville se en film sammen.
“*Lige nu*? Mor, Noah sover. Hvordan skal vi gøre det i mørke?!”
“Det går nok. Der er lys i gangen, det er rigeligt. Gør det stille og læg jer så. I skulle have gjort det i dag, men I venter altid til sidste øjeblik! Uden mig kan I åbenbart ikke klare en skid! Snart kryber miderne rundt her!”
I sådanne øjeblikke stod Lise med hænderne i siden og skannede rummet for flere opgaver.
Freja sukkede, men gjorde det. Hun var vant til morens skrupler og vidste, at modstand ville føre til timevis af bebrejdelser. Lise gav aldrig op og elskede en god konflikt. Freja var derimod blevet opdraget til at give efter.
Mikkel forstod ikke den her besættelse.
“Skatter, kan du ikke bare sige *nej*?” spurgte han, når de var alene.
“Altså… Det er *mor*. Du kender hende…”
“Jo. Men det er *vores* hjem og *vores* regler. Jeg begynder at blive træt af hende…”
“Vent bare lidt endnu. Hun og far har brug for tid. Det ordner sig…”
Men Freja lød ikke overbevisende. Hun havde allerede talt med far. Han havde indrømmet det.
“Jeg ved ikke, hvad der gik af mig… Måske ville jeg bare prøve noget nyt. Jeg har jo aldrig været sammen med andre end din mor. Men nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg elsker hende, men hun *hører* jo ikke efter…”
Freja forstod moren godt. Hun havde selv svært ved at tilgive utroskab, selv en kort affære. Lise havde ret til skilsmisse. Men hun *gjorde* ingenting. Ventede bare, som om det kunne løse sig af sig selv.
Og det blev kun værre. På et tidspunkt besluttede Lise, at svigersønnen var blevet *for* slappet.
I hendes eget ægteskab delte de huslige pligter. Far støvsugede, vaskede badeværelset én gang om ugen, tog sig af opvasken og kunne endda lave bøf med løg engang imellem. Han hjalp til med store rengøringsdage, pudsede vinduer og handlede ind. Kort sagt: Han tog sig af ting, som mange familier anser for “kvindearbejde”.
Men hos Freja var det anderledes. Mikkel kunne hjælpe Noah med at skrive eller tage ham med til svømning, men alt andet var Frejas opgave. Og det gav mening, for han tjente næsten al indtægten nu også til svigermor. Freja arbejdede, men kun tre-fire timer om dagen hjemmefra. Hendes penge gik mest til sig selv.
Men Lise så ingen forskel.
“Du har *virkelig* ladet ham slippe for let!” insisterede hun. “Han burde lave *noget* om aftenen i stedet for at ligge på sofaen. Du må sætte ham i gang, ellers ender det som hos mig! Mænd begynder at kigge forkert, når de keder sig.”
“Mor, tak, men vi klarer det selv.”
Men Lise hørte ikke efter. Hun begyndte at “opdrage” på svigersønnen.
“Bliv bare siddende,” sagde hun, når Freja rejste sig for at rydde af bordet. “Mikkel, hun har været på hele dagen og er helt udkørt. Men hun vil aldrig spørge om hjælp. Vær sød at tage opvasken.”
Mikkel kneb øjnene sammen, men gjorde det. Hans tålmodighed var dog ikke uendelig. Der begyndte at blive skænderier. Han brokkede sig til Freja i smug, så svigermor ikke hørte det, for at undgå en eksplosion.
Og han havde ret. Freja vidste det. Men hvad skulle hun gøre?
“Mor, du må da forstå, det her ikke fungerer. Hvad er din plan?” spurgte hun efter to måneder.
Lise sukkede dybt og sagde endelig: “Jeg tager hjem til din far vi skal nok finde ud af det, selvom det tager tid,” og med den besked pakkede hun sine ting og forlod deres lille lejlighed, mens Freja og Mikkel kunne ånde lettet op og igen få deres hjem tilbage.
