Det var mørkt og skræmmende udenfor… En smerte i hjertet. Hvorfor mon dette var sket for hende? Liva sad stille i skyggen af et træ, der voksede i gården. Den kolde, hvaske vind trængte gennem hendes pels, og hendes tårer forvandlede sig til is i den efterårslige kulde. Hun holdt sine frosne poter tæt ind til maven og mindedes…
Hvor dejligt det havde været at ligge tæt mod sin mors varme side, omgivet af søskende i en blød bunke. Mor vaskede dem efter tur og nynnede en blød sang. Så trygt og godt… Så blev hendes poter stærkere, og hun begyndte at ville ud af den varme kokon, ud i den lyse lejlighed.
Lidt efter lidt blev søskendene taget væk, og til sidst var det Livas tur. En mand og en kvinde talte blødt til hende, kyssede hende og krammede hende. Men Liva syntes ikke om det. Hun ville løbe! Hun blev bragt til et nyt hjem, og der løb hun, udforskede hvert hjørne, hver lille krog.
Alle legede med den lille kat. Og hvor mange legetøj hun nu havde! Mus, bolde, fjderknipper. Men det mest spændende var at jagte den lyserøde prik fra laserpennen, der altid undslap hende.
Men Liva blev en voksen dame, og lege interesserede hende ikke længere. Kun når hun hørte lyden af laserpennen, løb hun efter den flygtige prik. Om aftenen sad hun med sin ejer i køkkenet og “hjalp” med maden. Om morgenen fulgte hun sin ejer til døren. Liva var lykkelig!
Så endte det pludselig… Ejeren pakkede kufferter og tasker. Liva hoppede muntert rundt mellem tingene, men ejerne så triste ud og undgik at møde hendes blik. En sur, knudret kvinde med sammenbidte læber ankom til den næsten tomme lejlighed.
Liva forstod, at det var en slægtning, der skulle passe hende og lejligheden, mens ejerne var væk. Hun sad længe ved døren og lyttede efter lydene fra opgangen. Men de skridt, hun håbede på, kom aldrig.
Hjemmet var nu koldt og ubehageligt. Liva blev ofte glemt, når det kom til mad, og hun turde ikke bede om det. Hun sad bare ved den tomme skål og ventede. Først når kvinden næsten snublede over hende, fik Liva noget at spise, og det var altid med et surt mumlen og i en beskidt skål.
Nu måtte hun ikke ligge på sofaen (for meget hår) eller vindueskarmen (der stod blomster). Hun tilbragte al sin tid i entreen, på et sandfyldt måtte. Hun savnede menneskers varme berøring kvinden rørte hende kun med modvilje. Selv om Liva vaskede sig omhyggeligt hver dag, så hendes pels var ren og glat, gjorde det ingen forskel.
En dag opdagede kvinden kattehår på sine suède støvler og skreg ad Liva, svingende med et køkkenhåndklæde. Liva pressede sig mod væggen og lukkede øjnene. Hun var bange ingen havde råbt sådan ad hende før. Og ejerne kom stadig ikke tilbage…
Da hun så døren stå på klem, gik hun. Udgangen var åben, og med et sidste blik løb hun ned ad trappen. Hun løb væk fra sit hjem, længere og længere væk.
Nu var hun helt alene i kulden, på åben gade. Intet sted at gemme sig, og et sted i nærheden løb en flok hunde rundt. Liva ønskede at være usynlig. I et øjeblik fortrodde hun sin beslutning…
Men hun kunne ikke blive i den lejlighed med den gnaven kvinde. Og måske havde døren ikke været tilfældigt åben?
Samtidig gik kvinden rundt i lejligheden med en sort affaldssæk og samlede Livas legetøj op. Da hun havde tjekket hvert hjørne, hældte hun resterne af kattemaden i sækken sammen med de snavsede skåle.
Da Liva hørte hundegøen komme nærmere, rejste hun sig og listede videre. Hun vidste ikke, hvor hun skulle hen, men hun var sikker på en ting: Hun ville aldrig være lykkelig igen…
Liva vandrede gennem byen, længere og længere fra sit hjem. Når hun hørte fulde mennesker eller mærkede en hund i nærheden, trykkede hun sig fladt mod jorden og ventede. Så fortsatte hun.
Hun fandt et nyt “hjem” ved en bageris port, hvor vagterne ikke jagtede katte væk. De lagde straks mærke til den rene, sky kat, men hun ville ikke have kontakt med mennesker.
Selv om de prøvede at give hende lækker mad, spiste Liva ikke… Hvis hun ville leve, kunne hun være blevet i lejligheden, hvor hun i det mindste fik mad. Men tørsten blev værre, og hun måtte drikke.
Vandet fra pytterne var beskidt, og snart fik Liva ondt i maven. Hendes indsunkne sider og magre ansigt ændrede hendes udseende fuldstændigt. Kun hendes stadig flotte pels og store, naive øjne tiltrak opmærksomhed. Arbejderne på bageriet bekymrede sig om hende og besluttede at fange hende for at fodre hende.
Men Liva lod sig ikke fange. Da de prøvede at få hende med et fiskenet, fo’r hun skræmt væk og forlod stedet.
Atter vandrede hun måløst gennem byen. Men hendes poter førte hende tilbage til hjemmet. Døren til opgangen stod åben…
Hun stirrede længe ind i den mørke trappeopgang, men gik så ind. Det tog hende tyve minutter at nå op til anden sal. Og dér stod hun foran den lukkede dør til hendes lejlighed. Hun vidste ikke, hvorfor hun var kommet tilbage… Måske for et sidste farvel?
Bag døren var der skænderi. Ejerne var kommet hjem og savnede deres kat, og konen råbte ad sin svigerinde. Hun trak bare på skuldrene: “Den løb væk, hvad skal jeg gøre? Jeg kunne da ikke passe den hele tiden!”
“Løb den væk?” råbte ejerinden. “Hvorfor er der ingen legetøj eller skåle tilbage?”
“Du skulle takke mig for at passe din lejlighed og din loppehale! Erik, sig noget!”
Men hendes bror, der holdt sin rasende kone tilbage, så bare mismodigt på sin søster. Han havde aldrig troet, hun kunne gå så langt…
En nabo kom ud fra lejligheden overfor.
“Liva, lille ven, hvad laver du her? Åh, hvor er du tynd! Vent, jeg ringer på.”
Døren blev smækket op, og den sure kvinde stormede ud på trappen.
“Jeg kommer aldrig her igen!” skreg hun.
Og så stod ejerinden i døren… Liva kastede sig mod hende, greb fat i hendes bukser med kløerne og klatrede op.
“Du er her…” hvis
