**Dagbog**
Idag sidder jeg her på plejehjemmet og tænker på en historie, min stuesofa fortalte mig. En historie, der knuser mit hjerte, om en mor og hendes søn, hun ikke har set i tolv år.
Mette stod foran den gamle lejlighedsblok i København, hendes fingre dirrede over dørtelefonen. I lommen havde hun en sammenkrøllet seddel med adressen, fundet gennem en bekendt. Tolv år siden hun, den unge, bange pige, efterlod sin nyfødte søn.
*Hvad bilder du dig ind?* hviskede hun til sig selv. *Tror du, de venter på dig?*
Hun kunne hverken gå frem eller tilbage. Minderne væltede ind: hun var kun 22, skræmt og knust efter at Mads, hendes mand, havde ødelagt alt. Han var smuk og charmerende, men uansvarlig. Han drak, spillede kort, og på et halvt år tabte han den lejlighed, hendes forældre havde givet dem som bryllupsgave.
*”Bare rolig, skat,”* sagde han og kyssede hende på panden. *”Jeg vinder det hele tilbage, du skal se.”*
Da han hørte, hun var gravid, forsvandt han i tre uger. Han kom tilbage med blåt øje og en flænge i læben. *”Jeg var ude at betale gæld,”* mumlede han. *”Måske skulle vi droppe den barnedimser? Det er ikke tid til det nu.”*
Det blev deres ægteskabs ende. Mette, på syvende måned, indgav skilsmisse. Hendes forældre støttede hende, men sagde: *”Ingen kontakt med Mads.”* Fødslen var hård, drengen kom til verden svag, lægerne kæmpede for ham. Så stormede Mads ind på stuen – fuld som en allike. Vagtten smed ham ud, men næste dag kom han tilbage, ædru, med blomster og legetøj. *”Mette, undskyld,”* bad han på knæ. *”Jeg ændrer mig, det lover jeg.”*
Men hendes mor, som altid hadede Mads, startede en scene: *”Enten forlader du barnet og flytter med os til Aarhus, eller du er ikke længere vores datter! Vælg – os eller den alkoholiske taber!”*
Mette var 22, lammet af fødslen, skilsmissen, forræderiet. Ingen job, intet hjem, ingen kræfter. Og hun begik den fejl, hun for altid ville fortryde. Hun gav sønnen til Mads’ mor, Birthe. Denne kvinde så på hende med en foragt, der fik Mette til at skamme sig til døde. *”Underskriv her,”* sagde hun koldt og rakte papirerne frem. *”Så er du fri.”*
Årene gik. Mette prøvede at glemme. Hun flyttede til Aarhus med sine forældre, blev bogholder, arbejdede hårdt. Hendes forældre døde i en ulykke, efterlod hende en lejlighed og gæld. Hun kæmpede sig igennem. Kærlighed? To forsøg, men når børn kom på tale, løb hun. Hvordan fortæller man, man efterlod sin søn?
For et halvt år siden fik hun en diagnose – kræft. Operationen lykkedes, men lægen sagde: *”Du kan ikke få flere børn, Mette.”*
Så forstod hun – hun måtte prøve. Hun måtte bare se ham, forsikre sig om, han var lykkelig.
Pludselig gik døren op, og en dreng i tracksuit kom ud. Mette stivnede – det var hendes øjne, hendes hage, men ikke en baby længere. En tolvårig knægt. *”Venter du på nogen?”* spurgte han og holdt døren. *”Jeg… ja… nej,”* stammede hun.
Han trak på skuldrene og gik. Hun så ham gå, hjertet knugede. *”Mikkel!”* råbte nogen oppe fra trappen. *”Kom nu, vi starter uden dig!”*
Mikkel. Hans navn var Mikkel. Hun kendte ikke engang hans navn. Hun ville gå, men stoppede. Nej, ikke sådan. Hun trykkede på dørtelefonen. *”Hvem er det?”* Birthes stemme. *”Det er Mette. Må jeg komme op?”*
Stilheden. Så – klik.
Lejligheden var uændret – samme tapet, duft af valerian og kager. Birthe var ældre, men holdt sig rank. *”Hvorfor er du her?”* spurgte hun skarpt. *”Jeg vil vide, hvordan han har det. Hvordan Mikkel har det.”* *”Hvordan ved du hans navn?”* *”Jeg hørte det nede i gården.”*
Birthe fnøs. *”Kom ind i køkkenet. Vi skal tale.”
Over te kom sandheden frem. Mads blev aldrig bedre – han var stadig en dranker, spiller, skyldner. For to år siden blev han fundet død i en gyde – enten hjertet eller hjælp fra skyldnere. *”Jeg opdragede Mikkel alene,”* sagde Birthe. *”Pensionen var lille, men vi klarede os. Han er en god dreng – dygtig i skole, svømmer, træneren roser ham.”*
*”Ved han noget om mig?”* hviskede Mette. *”Han tror, hans mor døde under fødslen. Og du må ikke fortælle ham sandheden!”* sagde Birthe hårdt. *”Du tog dit valg for tolv år siden.”*
*”Jeg vil ikke ødelægge noget,”* svarede Mette. *”Jeg ville bare vide, om han er lykkelig.”*
*”Og hvis han ikke var?”* Birthes øjne borede ind i hende. *”Ville du så komme som en frelser?”*
Mette tav. Hvad kunne hun sige? *”Jeg havde kræft,”* tilstod hun pludselig. *”De fjernede alt. Jeg kan ikke få flere børn. Så tænkte jeg…”*
*”At du kunne få din søn tilbage?”* afbrød Birthe. *”Sådan fungerer verden ikke, skat.”*
*”Kan jeg hjælpe? Med penge?”*
*”Penge skader ikke,”* nikkede Birthe. *”Men ikke fra dig. Mikkel og jeg klarer os.”*
Døren smækkede – Mikkel var hjemme. *”Bedste, jeg er sulten!”* råbte han. *”Vask hænder, så sætter jeg bordet,”* svarede Birthe og hviskede: *”Gå nu. Og kom ikke tilbage.”*
Mette rejste sig. I døren stod Mikkel – solbrændt, håret i uorden. *”Åh, gæster?”* spurgte han forbavset. *”Bare en gammel bekendt, hun går nu,”* mumlede Bedste. *”Hej,”* sagde Mette. *”Hej,”* svarede han høfligt og gik til vasken.
Mette så det – han var lykkelig. Han havde Bedste, venner, svømning. Sandheden havde han ikke brug for. Birthe rakte hende en seddel: *”Her er en konto. Hvis samvittigheden nager dig, så send hvad du kan. Anonymt. Og duk ikke op igen.”*
Mette nikkede, gik. Udenfor kiggede hun
