Den trofaste ven
Den efterår var det, at chauffører, der kørte forbi landevejen, lagde mærke til en hund, der stod ubevægeligt ved afkørslen til sommerhusområdet. Dag efter dag forblev den på samme sted. Først stod den, en uge senere sad den, og til sidst lå den, svækket af sult, mens den fulgte hver bil med øjnene.
De lokale begyndte at stoppe for at fodre dyret. På afstand lignede den en schæfer, hvis ikke den lille, buskede hale, der krøllede sig som en kringle på ryggen, afslørede den. Den var venlig over for dem, der gav den mad, men lod dem ikke komme tæt på. Alligevel spiste den grådigt, alt hvad der blev sat for den. Den forlod kun sin post i korte perioder, når det var nødvendigt.
Den, der tog sig mest af den, var en dreng ved navn Mikkel, der boede i området. Hver dag kom han for at støtte den stakkels hankønshund, som han kaldte Trofast. Han forklarede, at dens ejer nok var kommet til skade og ikke ville vende tilbage, og overtalte hunden til at følge med ham.
Den lænede hovedet til siden og lyttede mistroisk, men afslog at blive rørt. Det tog tid, men langsomt blev de venner, og til sidst sad de sammen ved vejen og så bilerne passere.
Således gik efteråret, og vinteren nærmede sig med bidende kulde. På Mikkels anmodning byggede hans far en isoleret hundehus ved grusvejen med et overdækket område, så madskålene var beskyttet mod regn og sne. Den nye bolig behagede Trofast, men alligevel vendte den tilbage til vejen, når den havde varmet sig.
Snere fygede sneen ind og dækkede vejen, markerne og hundens tilflugtssted. En dag begravede snefaldet også hundehuset under et ensformigt hvidt tæppe. Efter hvert snefald kom Mikkel og hans far for at grave indgangen fri igen.
Nu var dens hjem blevet til en hule med en grøft, der førte ud til vejen. Og som altid, efter at have spist, gik Trofast tilbage til den øde vej og stod længe og stirrede ud i horisonten.
Men alle vintre har en ende, og sådan gik det også denne. Isen smeltede, sneen forsvandt, og jorden tørrede. Fuglene begyndte at synge, sommerfugle dansede i luften. Vejen blev livlig igen, da sommerhusgæsterne strømmede til.
På den dag kom Mikkel som sædvanlig for at besøge Trofast. De legede og løb en tur. Trætte satte de sig på kanten af den lille platform og nød solens varme lys.
Pludselig blev hunden urolig, sprang op og løb hen mod en mørk bil, der drejede ind på grusvejen.
En Volvo bremsede hårdt, og en muskuløs mand i trediverne steg ud med en banden. Han løftede hånden mod hunden, men den gøede glad og hoppede op for at slikke ham i ansigtet. Da det mislykkedes, dansede den rundt om ham og satte så poterne mod hans bryst.
Manden skubbede den forskrækket væk, men udbrød så: “Lise, se, det er jo Buster! Jeg troede, den var død for længst. Den lille skiderik har altså liv!”
“Er det din hund?” spurgte Mikkel, der var kommet hen til dem.
“Ja, den var engang min. Købte en schæfer, men fik en blandingsracer med en krøllet hale. Hvis jeg havde taget den hjem, havde mine kammerater grinet af mig. Så jeg efterlod den her til efterårsferien. Den løb efter bilen, men faldt tilbage.”
“Den har ventet på dig i et halvt år. Den er ikke gået nogen steder.” “Virkelig? Jeg troede ikke, det kunne lade sig gøre,” mumlede manden og klappede hunden på hovedet. Trofast kiggede bedende op på ham, mens den uroligt skiftede vægt mellem poterne. “Men jeg har købt en rigtig østeuropæisk schæfer med stamtavle nu. Vil du se den?” Han løb tilbage til bilen og hentede en langbenet hvalp, som han stolt præsenterede. “Se sådan nogle poter! Snart større end min næve. Et sandt bæst!”
Trofast sank sammen. Den trådte baglæns og satte sig, stirrende sørgmodigt på sin gamle ejer.
“Undskyld, gamle ven, jeg kan ikke have to,” mumlede manden og undgik dens blik. “Desuden klarer du dig jo fint uden mig. Du overlever nok.”
Han vendte sig hurtigt om, satte hvalpen ind i bilen og startede motoren. Bilen brølede og forsvandt i en sky af støv. Den forladte hund løb efter et stykke tid, men stoppede så og så trist på de fjernende baglygter. Så vendte den sig og slæbte sig tilbage mod hundehuset.
Mikkel fulgte efter, mens tårerne løb ned ad hans kinder.
“Trofast, lille ven, græd nu ikke. Han er ikke din kærlighed værd. Ikke alle mennesker er sådan nogle forrædere. Du har bare været uheldig med din ejer,” sagde han og krammede hunden, mens han strøg dens pande. “Vær ikke ked af det. Hvad skal du med ham? Du har mig! Vi er jo venner? Lad mig være din ejer. Jeg lover, jeg aldrig forlader dig. Kom, skal vi gå hjem?”
Drengen rejste sig og gik mod huset, mens han vendte sig og vinkede hunden til sig. Trofast tøvede, men fulgte langsomt efter, stadig usikker. I dens blik læste man et stumt spørgsmål: “Lover du, du ikke snyder mig?”
“Kom nu, du skal nok få det godt hos os,” svarede Mikkel.
Endelig besluttede hunden sig og satte i galop for at indhente ham. De gik ind i gården sammen. Efter at have vist Trofast det nye hjem og givet den mad, sad Mikkel længe med den på trappen.
Den taknemmelige hund slikkede hans hænder, mens han hviskede: “Du er den bedste hund i verden, den smukkeste og klogeste! Tro ikke på den forræder. Du er ikke en blandingsracer. Han ved bare ikke, at der findes en race, der er bedre end alle andre. Den hedder den trofaste ven.”
