Jeg beder dig, lille skat, hav barmhjertighed med mig – det er nu tre dage, siden jeg har fået så meget som en lille bid brød, og jeg har ikke en krone tilbage,” bad den gamle kvinde sælgersken.

“Jeg beder dig, lille datter, hav barmhjertighed med mig. Det er nu tre dage, siden jeg har fået et eneste stykke brød, og jeg har ingen penge tilbage,” hviskede den gamle kvinde til bagerens datter.
En bidende vintervind sled gennem de gamle gader i København, som om den ville minde byen om tider, hvor varme hjerter og ærlige blikke endnu fandtes.
Mellem de grå mure og afskallede skilte stod en ældre dame. Hendes ansigt var et kort over fure, hver eneste linje en fortælling om smerte, overlevelse og svundne håb. I hænderne knugede hun en slidt taske fyldt med tomme flasker de sidste rester af et liv, der engang var. Hendes øjne var blanke, og tårerne faldt langsomt ned ad kinderne, uden hast til at tørre i den kolde luft.
“Jeg beder dig, min datter” hviskede hun med en stemme, der dirrede som et løv i vinden. “Tre dage uden brød. Ikke en eneste krone tilbage ikke en øre til selv det mindste stykke.”
Ordene hang i luften, men bag bageriets glasdør rystede den unge ekspeditrice blot på hovedet. Hendes blik var koldt som is.
“Hvad skal jeg gøre ved det?” svarede hun irriteret. “Dette er en bager, ikke en flaskeautomat. Kan du ikke læse? På skiltet står det klart: flasker afleveres i pantautomaten. Der får du penge til brød, til mad, til at leve. Hvad vil du have mig til?”
Den gamle kvinde så forvirret ud. Hun havde ikke vidst, at pantautomaten lukkede klokken tolv. Hun var kommet for sent. For sent til den lille chance, der måske kunne have reddet hende fra sulten. Aldrig før havde hun samlet flasker. Hun havde været lærerinde, en kvinde med uddannelse og værdighed, en stolthed, hun ikke havde mistet, selv i de mørkeste tider. Men nu nu stod hun her, foran en biks, som en tigger, mens skammens bitterhed fyldte hendes sjæl.
“Nå,” sagde ekspeditricen, lidt blidere, “du burde sove mindre. Kom i morgen tidligt med flaskerne, så skal jeg nok give dig noget at spise.”
“Lille ven,” bønfaldt den gamle, “giv mig bare en kvart bolle Jeg skal nok betale i morgen. Jeg føler mig svimmel Jeg kan ikke Jeg kan ikke holde denne sulten ud længere.”
Men der var ikke en gnist af medlidenhed i ekspeditricens øjne.
“Nej,” afbrød hun skarpt. “Jeg driver ikke velgørenhed. Jeg har selv kun lige nok til dagen og vejen. Hver dag kommer folk og beder, og jeg kan ikke mætte dem alle. Gå nu, der er kø.”
I nærheden stod en mand i en mørk frakke, fordybet i sine tanker. Han virkede fjernt fraværende, som om han befandt sig i en anden verden en af bekymringer, beslutninger, fremtiden. Ekspeditricen forvandlede sig i et øjeblik, som om hun pludselig ikke stod over for en almindelig kunde, men en vigtig gæst.
“Godmorgen, Mikkel Lund!” udbrød hun venligt. “I dag har vi fået dit yndlingsbrød med nødder og tørrede frugter. Og wienerbrødet friskt, med abrikos. Dem med kirsebær er fra i går, men de er stadig lækre.”
“Godmorgen,” mumlede manden distræt. “Giv mig brødet med nødder og seks stykker wienerbrød med kirsebær.”
“Med abrikos?” spurgte hun smilende.
“Det gør ikke noget,” svarede han. “Med abrikos, hvis du vil.”
Han trak en tyk tegnebog frem, tog en stor seddel og rakte den til hende uden et ord. I samme øjeblik fangede hans blik tilfældigvis den gamle kvinde, der stod i skyggen ved bageriet. Hendes ansigt virkede bekendt. Meget bekendt. Men hukommelsen nægtede at give ham svaret. Kun én detalje lyste i hans bevidsthed: en gammeldags blomsterbrosche på hendes slidte frakke. Der var noget særligt ved den noget nært.
Manden steg ind i sin sorte bil, lagde posen med varer på sædet og kørte videre. Hans kontor lå ikke langt derfra, i et moderne, men beskedent byggeri. Han kunne ikke lide pral. Mikkel Lund, ejer af en stor elektronikvirksomhed, var startet fra bunden i de kaotiske 90er, hvor hver eneste krone måtte kæmpes hårdt for. Gennem viljestyrke, intelligens og utrætteligt arbejde havde han bygget et imperium uden at stole på forbindelser eller protektion.
Hans hjem en smuk villa i forstaden var fyldt med liv. Her boede hans kone Lise, deres to børn, Emil og Oliver, og snart skulle den længe ønskede datter komme til verden. Det var netop Lises opringning, der rev ham ud af hans tanker.
“Mikkel,” sagde hun bekymret, “de ringer fra skolen. Emil har slås igen.”
“Sk

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

five + 7 =

Jeg beder dig, lille skat, hav barmhjertighed med mig – det er nu tre dage, siden jeg har fået så meget som en lille bid brød, og jeg har ikke en krone tilbage,” bad den gamle kvinde sælgersken.
Hvad Mangler Hun? Veronika gik en tur ud på legepladsen med sin fireårige søn, Arshja. Han løb straks hen til en lidt yngre dreng — det viste sig at være treårige Anton, hvis mor hurtigt præsenterede sig: “Hej, vi er jeres nye naboer, bor i opgangen ved siden af,” sagde hun og pegede. “Anton er tre, og jeg hedder Katrine.” “Hej, jeg hedder Veronika, og min Arshja blev fire for en uge siden.” Sådan blev Veronika og Katrine veninder. De fulgtes ad med børnene på legepladsen og gik også ofte i parken i nærheden. Katrine var meget snakkesalig og elskede at fortælle om sit liv. Det var tydeligt, hun kom fra landet, selvom hun gerne ville fremstå byagtig. Veronika lagde egentlig ikke mærke til det — hvis altså ikke Katrine selv ofte påpegede det og kommenterede andre kvinder: “Hvad har hun dog taget på, ren bondekone,” kunne hun fnise om en nabo. Katrine lagde især ikke skjul på, at hun var tilflytter. Allerede kort efter de havde mødt hinanden, fortalte hun om sit liv på landet: “Min svigermor er svær. Vi skændtes meget, lige fra Mikkel og jeg blev gift. Og da Anton kom til, sagde hun lige ud, at han ikke kunne være Mikkels søn — at jeg sikkert havde fået ham med en anden.” “Hvordan det? Bedstemødre elsker da deres børnebørn,” undrede Veronika sig. “Se dog på ham. Han er min kopi!” sagde Katrine grinende. “Ja, Anton ligner dig meget … Men hvorfor sagde din mand ikke fra? Ikke alle børn ligner deres far,” indvendte Veronika. “Mikkel har aldrig turdet sige noget imod sin mor,” sukkede Katrine. “Hun ville ikke have, at vi flyttede til byen, men jeg sagde, at hvis vi ikke gjorde det, så gik jeg fra ham og han så aldrig mere sin søn. Han elsker Anton. Hvis jeg ikke havde presset ham, boede vi nok stadig på landet, og han havde ikke turdet tage et lån.” Veronika støttede hende: “Der findes bare nogle mænd, der lever efter deres forældres vilje. Jeg synes heller ikke, det er ok. Har man en familie, skal man tage ansvar.” Med tiden mødte hun også Mikkel, og deres mænd blev venlige. Børnene blev venner, men Veronika blev lidt irriteret over, at Katrine ofte nedgjorde Mikkel offentligt: “Mikkel, du kan bare lade være, bonderøven stikker ud på dig,” kunne hun sige, mens han tog det pænt. Veronikas egen mand, Elias, var ikke altid engageret med sønnen — han slappede hellere af, når han kom fra arbejde, nogle gange opstod der skænderier, og så tog han ud til vennerne. Men Veronika havde lært at acceptere ham, han arbejdede trods alt godt og overlod økonomien til hende. Hun syntes, hun havde fundet en vej, og satte pris på ham uden at ydmyge ham, som Katrine gjorde med sin Mikkel. Efterhånden flyttede der en ny familie ind over for dem: en velhavende familie, hvor Rasmus var forretningsmand, og Sofie gik hjemme med deres 8-årige datter, Dorte. Katrine så misundeligt på dem og bemærkede tørt til Veronika, at “de manglede vist aldrig noget”. Hun havde hurtigt taget kontakt med Rasmus og vidste, hvor han arbejdede. Sofie inviterede snart Veronika, og de blev gode venner. Sofie var venlig og stilfuld — og rigtig god til aldrig at tale dårligt om nogen. Efter mere end et år lagde Veronika dog mærke til, at Sofie blev mere stille og trist. En dag, hvor Veronika skulle låne en blender, gik hun over til Sofie. Døren var ikke låst, og inde sad Sofie og græd. Veronika spurgte venligt til hende, og efter et øjeblik brød Sofie sammen og fortalte det hele: “Katrine har en affære med min mand. Jeg ser hende stå og vente om morgenen, hun tager med ham på arbejde, og i går så jeg et frækt billede i hans telefon, som hun havde sendt. Ved du hvor svært det er?” sagde hun grædende. Veronika var chokeret, men Sofies mand lovede at bryde kontakten og bad om tilgivelse. Sofie tilgav ham — han havde trods alt tilstået — og besluttede at bevare familien. Senere tog Veronika samtalen med Katrine: “Katrine, hvorfor gør du det? Mikkel er en god mand og far, hvad mangler du? Hvorfor ødelægge en andens familie?” Katrine trak på skuldrene: “Huset, det stabile, Mikkel gør alt rigtigt, men jeg savner spænding — passion, eventyr. I andre klukker bare over jeres børn og mænd. Jeg nægter at leve så kedeligt.” Veronika svarede: “Lever du for spændingen, så gør det — men lad være med at ødelægge andres familier. På andres ulykke bygger du ikke lykken. Hellere være en hønemor end at svigte den, man elsker.” Derefter trak Katrine sig væk, hun undgik både Veronika og Sofie og nøjedes med at hilse. Tak for at du læste med — og for din støtte. Held og lykke med livet!