**Dagbogsnotat**
Jeg tøvede med at tage hjem efter arbejde. Lejligheden kunne næppe kaldes et hjem, bare et midlertidigt tilflugtssted. Jeg kørte en ekstra omvej gennem byen. Regnen hamrede mod bilruderne, vinden rev løs i de sidste blade fra træerne. Et gult blad sad fast i vinduesviskeren på passagersiden. Sommeren var forbi den varme, milde danske sommer. Min far plejede at sige, at sommeren afspejlede kvinderne: uforudsigelig, men smuk.
Far. Han var ingen engel, han kunne godt lide en dram. Mor brokkede sig, men jeg elskede, når han kom hjem beruset. Han blev blød og gav mig altid lidt penge. Næste dag efter skolen løb jeg ned i købmanden for at købe en lommekniv som Mads havde eller en flaske saftevand og en pose chips.
Åh, dengang. Alt virkede enkelt og spændende, forældrene var der altid, klar til at beskytte, forklare, rådgive. Og så var der hende Mette. Skrøbelig, med lyse lokker og klare blå øjne. Det føltes, som om en kraftig vind kunne feje hende væk. Så jeg holdt altid hendes hånd.
Men det nåede aldrig at blive til noget større. Jeg kyssede hende kun én gang, bare et kort, blidt tryk af læberne. Jeg drømte om at gå langt, langt væk, mens jeg holdt Mettes hånd.
Hendes far var militærmand, hun kom ind i vores skole i syvende klasse. Men i begyndelsen af gymnasiet blev han forflyttet, og hele familien flyttede til Århus.
Hvor mange gange havde jeg ikke lyst til at ringe eller skrive til hende? Men hvad så? De kom ikke tilbage, og jeg ville næppe nogensinde komme til Århus. Så hvorfor give sig selv falsk håb? Mette tænkte sikkert det samme, for hun skrev heller aldrig.
Alligevel gemte mit hinde hendes billede. Jeg datede kun piger, der mindede om Mette. Men ingen var som det billede, jeg huskede eller måske havde opfundet.
Min kone lignede slet ikke Mette. Eller rettere, hun valgte mig. Vi gik i samme klasse på handelsskolen. Hun datede andre fyre, og hun var ikke lige min type. Men i løbet af tredje år fik vi praktik samme sted. Vi gik ofte hjem sammen. Oda kom fra en lille by i Jylland, men insisterede på, at det var en “større landsby”.
Om sommeren var kollegiet nærmest tomt, de fleste tog hjem. Men Oda blev. En dag inviterede hun mig over. Hun havde lavet en lækker gryderet, sagde hun, og der var ingen at dele den med.
Jeg havde ikke noget bedre at foretage mig, så jeg gik med. Vennerne havde advaret mig: Piger fra provinsen prøvede ofte at fange en københavner for at blive i byen. De var altid så medgørlige. Man måtte være på vagt, ellers blev man gift, før man vidste af det.
Grydereten var faktisk virkelig god bedre end mors. Og så skete det uundgåelige: Vi endte i sengen. I sidste øjeblik kom jeg til mig selv, men Oda sagde, hun beskyttede sig. Resten af praktikperioden var én stor fest. Jeg elskede ikke Oda, men jeg blev trukket til hende af helt andre grunde end med Mette.
Da skolen startede igen, så vi kun hinanden til forelæsninger. En måned senere stoppede hun mig i gangen og sagde, hun var gravid.
“Du sagde, du beskyttede dig,” sagde jeg vantro.
“Jeg glemte pillerne et par gange. Det gik altid før, men ikke med dig. Jeg tør ikke få en abort hvad hvis jeg ikke kan få børn efter?” Hun lød oprigtigt ked af det.
Jeg syntes synd for hende, og jeg var blevet vant til hende under praktikken. Jeg fortalte det til mine forældre, introducerede dem for Oda. Hun hjalp med at dække bord og gav mor et par madlavningstips, hvilket vandt hende mors godkendelse.
“Hun er så huslig. Nu behøver jeg ikke bekymre mig om, at min søn sulter,” sagde mor.
Før nytår blev vi gift. Alt pynt på hvid kjole, kage, latterlige konkurrencer. Hvem fandt egentlig på traditionen med at bære bruden over en bro? Drengene bag mig drillede:
“Længere skridt, makker! Sådan skal du marche resten af livet.”
Oda var kraftig bygget ingen spinkel blomst. Jeg svedte, men klarede det uden at miste ansigt.
Det var dér, det gik op for mig, at jeg var fanget. Men ægteskabet startede okay. Forældrene hjalp os med at købe en lille lejlighed. Oda forberedte sig på at blive mor, skabte et hyggeligt hjem, og køleskabet var altid fyldt. Mor roste hende, når hun kom på besøg.
Som så ofte skete, ændrede alt sig, da barnet kom. Oda tog orlov. Mor havde lang tid til pension, så hun hjalp om aftenen. Jeg skiftede til aftenstudier og fik job der, hvor jeg havde haft praktik.
Jeg mødte op på arbejde halvt i søvne. Lise var urolig om natten. Hver gang jeg kom hjem, rakte Oda hende til mig. Men når mor kom, blev alt godt. Lise faldt straks i søvn i hendes arme, Oda fik ro, og mor lavede aftensmad.
Når hun gik, hviskede hun: “Vent med nummer to. Gør mig en tjeneste.”
Efter brylluppet og barnet begyndte Oda pludselig at tage pillerne religiøst. Selv om natten sprang hun op for at tjekke, om hun havde glemt det. Hvorfor ikke bare gøre det fra start?
Lejligheden blev for lille, men penge var der ingen af. Jeg fik min eksamen og prøvede at finde et bedre job. Jeg skiftede flere gange, men enten var lønnen for lav, eller de ville have mig til at snyde.
“Man tjener ikke penge ved at være ærlig. Lær at spille med,” sagde Oda, hver gang jeg sagde op.
Men jeg kunne ikke snyde. Jeg forsørgede familien alene, mens Oda færdiggjorde sine studier. Så fik hun job som direktørens assistent ikke den bedste løn, men gode muligheder. To lønninger, men stadig for lidt.
“Køb færre kjoler,” knurrede jeg.
“Jeg arbejder i receptionen. Jeg skal se præsentabel ud. Du kunne finde et bedre job.”
Oda blev ofte sent. Møder, forretningsmiddage. Jeg blev jaloux. Sjældent gik en dag uden skænderier. En dag sagde hun, hun ikke så nogen fremtid sammen.
“Du ved godt, vi har en datter. Du smider os ikke på gaden, og vi kan ikke bytte lejligheden.”
“Jeg har ventet på dette. Du holdt længe,” indrømmede jeg. “Har du fundet en rigere?”
“Hvis du havde lyttet
