**Dagbogsnotat**
“Det er ikke dig, der bestemmer, hvem der bor her,” sagde min mand, da min niece blev.
“Agnete Margrethe, har du noget mælk?” spurgte naboens Katrine, der stak hovedet ind af den halvåbne dør. “Min barnebarn er kommet på besøg, og jeg skal lave grød.”
“Ja, selvfølgelig,” svarede Agnete og lagde strikketøjet fra sig. Hun gik ud i køkkenet. “Tag hele flasken. Jeg har en ekstra i køleskabet.”
Katrine nikkede taknemmeligt og skulle til at gå, da en dyb mandestemme lød fra stuen:
“Hvem er det, der kommer her hver dag? Som om de ikke har deres eget hjem!”
Agnete rødmede. Hendes mand, Erik, var blevet så sur på det sidste. Alt var forkert naboerne larmede, børnene i gården spillede for højt, og selv hun gjorde alt forkert.
“Undskyld, Katrine,” hviskede hun. “Erik er træt efter arbejde. Han er lidt anspændt.”
“Åh, Agnete, det er alle mænd,” svarede Katrine med et vift med hånden. “Tak for mælken.”
Da Katrine var gået, vendte Agnete tilbage til stuen. Erik sad i lænestolen og bladrede i avisen, som om intet var sket.
“Hvorfor er du så hård?” spurgte hun. “Katrine er en god veninde. Vi har kendt hinanden i årevis.”
“*Du* har kendt hende,” mumlede han. “Og hvorfor skal hun altid låne noget? Salt, sukker, mælk. Kan hun ikke selv købe det?”
“Hvad skader det? Vi har jo råd.”
“Det handler ikke om pengene. Det er princippet. Giv dem en finger, og de tager hele hånden.”
Agnete tav. At diskutere med Erik var nytteløst. De seneste år var han blevet mørk og indadvendt. Måske var det alderen eller arbejdspresset.
Pludselig ringede telefonen.
“Hallo?”
“Tante Agnete? Det er Freja.”
“Freja! Hvordan går det, skat? Hvordan går det på universitetet?”
“Tante, jeg har brug for hjælp,” sagde Freja med skælvende stemme. “Må jeg bo hos dig? Bare et par dage?”
“Selvfølgelig, min ven. Hvad er der sket?”
“Mor og far… de er skilt. Far har taget en anden kvinde med hjem. Mor er flyttet til farmor, men der er ikke plads til mig. Jeg har eksamen snart, og jeg ved ikke, hvor jeg skal bo…”
Agnetes hjerte knugede sammen. Freja var datter af hendes yngre bror, en klog pige, der studerede økonomi. For kort tid siden havde de været en lykkelig familie og nu dette.
“Kom bare, skat. Vi finder plads til dig. Du kan sove på sofaen i stuen.”
“Tak, tante. Jeg kommer i morgen, hvis det er okay.”
“Det er fint. Vi tager imod dig.”
Da hun lagde på, så hun Erik stirre på hende med et surt udtryk.
“Hvad er det nu for en plan?” spurgte han.
“Freja kommer på besøg. Min brors datter. Hendes forældre er skilt, og hun har ikke nogen steder at være.”
“Har vi ikke andet at tage os til?” knurrede Erik. “Jeg kommer hjem for at slappe af, ikke for at passe andre folks børn.”
“Hvad siger du? Hun er vores niece!” protesterede Agnete.
“Det er deres problemer. Lad dem selv løse dem. Jeg gider ikke blandes ind i andres drama.”
“Hvordan kan du sige sådan noget? Freja er en god pige. Hun har brug for os!”
“Brug for os?” Erik rejste sig. “Hvem skylder vi noget? Jeg arbejder fra morgen til aften for at forsørge os. Skal jeg nu også fodre ekstra mund?”
“Hun bliver kun kort.”
“Hvor længe er ‘kort’? En uge? En måned? Et år?” Hans stemme blev højere. “Jeg kender den slags gæster. De kommer på besøg og bliver hængende.”
Agnete stirrede på ham og genkendte ham ikke. Da de mødtes for tredive år siden, var han venlig og omsorgsfuld. Nu var han kun bitter.
“Erik, please,” bad hun. “Hun har virkelig ikke nogen steder at gå hen.”
“Det rager mig,” svarede han. “Det er ikke dig, der bestemmer, hvem der bor her. Det er mit hus, og jeg vælger, hvem der kommer ind.”
Hun mærkede tårerne presse på. Aldrig før havde han talt sådan til hende.
“Okay,” sagde hun stille. “Så ringer jeg til Freja og siger, at hun ikke kan komme.”
“Godt,” nikkede Erik og satte sig igen.
Agnete gik ud i køkkenet og stirrede ud ad vinduet. Børnene i gården legede og lo. Og et sted i en anden by pakkede hendes niece sine ting i håb om at finde hjælp hos familien.
Hun tog telefonen og ringede.
“Freja?”
“Ja, tante?”
“Hør, skat… vi har desværre ikke rigtig plads. Måske kan du finde et andet sted?”
Der blev stille i røret.
“Jeg forstår,” sagde Freja til sidst. “Tak, at du ville hjælpe.”
“Undskyld, Freja…”
“Det er okay. Jeg finder ud af noget.”
Agnete holdt telefonen længe, før hun begyndte at græde.
**Lektionen:** Nogle gange er det ikke pengene eller pladsen, der mangler det er hjertet. Og når man bliver nødt til at vælge mellem retfærdighed og fred, er det bedst at stå fast. Familie betyder at være der for hinanden, selv når det er svært.
