Natasha kunne ikke tro, hvad der skete med hende. Hendes mand, den eneste, hun troede var hendes støtte og fundament, sagde til hende i dag: “Jeg elsker dig ikke.

Freja kunne ikke tro, hvad der skete med hende. Hendes mand, den mand, hun troede var hendes støtte og fundament, sagde til hende i dag: »Jeg elsker dig ikke.« Chokket var så stort, at hun stod ubevægelig i en fjollet stilling, mens han sårede rundt og samlede sine ting, mens nøglerne raslede.

Ja, det var lige præcis, hvad der manglede. For nylig var hendes far pludselig død, og hun måtte, på trods af sin egen sorg, tage sig af sin gråhårede mor og søster som i en alder af 18, efter en alvorlig hjerneskade, blev handicappet. Familiens boede i en naboby. Hendes søn, Mikkel, gik i første klasse. I juni lukkede hendes arbejdsplads. Hun var blevet arbejdsløs. Og nu hendes mand

Freja greb sit hoved med begge hænder, satte sig ved bordet og græd bittert.

»Gud, hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg leve? Åh, Mikkel! Jeg må løbe efter ham til skolen!«

Daglige pligter tvang hende til at rejse sig og gå.

»Mor, har du grædt?«

»Nej, Mikkel, nej.«

»Græder du over bedstefar? Mor, jeg savner ham så meget!«

»Det gør jeg også, min dreng. Men vi må være stærke. Bedstefar var altid en sådan mand. Han har det godt hos Gud, vær ikke bekymret! Han fortjente roen, arbejdede hårdt hele livet.«

»Hvor er far?«

»Far? Han er nok på forretningsrejse igen. Hvordan gik det i skolen?«

Man måtte leve videre. Elskede han hende ikke? Sådan var det bare. Man kan ikke tvinge kærlighed. Måske havde hun overset noget i sin travlhed.

Mens Mikkel spiste frokost og legede med sine legetøjssoldater, loggede Freja sig ind på den computer, hendes mand havde efterladt. Hun havde aldrig gjort det før. Det var let at komme ind i hans mail loginen stod i hjørnet.

Lars havde ikke nået at slette den sidste korrespondance. Han var helt vildt forelsket. Mens hun nu var den uelskede. I ti år havde hun været hans »skønne solskin«, og efter otte års kamp for at få et barn, blev hun også »vores lille mor«.

Nu var alt anderledes. Og hun måtte lære at leve med det.

Men først og fremmest måtte hun finde et arbejde. Ingen bekymrede sig om hendes høje uddannelse. De små kontanthjælpspenge løste ingen problemer.

Hvad var der sket? Hvorfor var hendes ansvarlige, ordentlige, nogenlunde omsorgsfulde mand pludselig blevet en fremmed? Den eneste forklaring, hun kunne finde, var, at han var bare blevet tosset. Deres fælles hus, bygget sten for sten, var ikke færdigt. Men i det mindste havde de et tag over hovedet, og et værelse var beboeligt.

»Et arbejde, hvor jeg har brug for dig!« Freja var lige ved at briste i gråd igen, men der var ikke tid. Hun havde brug for et arbejde!

Søgningen varede flere dage. Uden held! Mikkels første skoleår og hendes nuværende ensomhed reducerede chancerne til et minimum. En aften, efter endnu en mislykket dag, ringede Lars bedste ven, Mads:

»Freja, så han er ikke kommet tilbage?«

»Nej.«

»Vil du være lagerarbejder?«

»Er du seriøs?«

»Ja, jeg ved, det ikke er tid til jokes efter Lars. Med pauser. Arbejde med pauser. Du kunne hente min søn fra SFO eller ordne hans eftermiddagsaktiviteter. Lønnen er 25.000. Ikke meget, men bedre end ingenting. Vi kommer med kartofler, løg og en kylling i morgen.«

»Mads, jeg har selv høns. De giver os æg og mad.«

»Lad dem blive ved med det. De er ikke til slagting.«

»Tak. Hvordan har Line det?«

»Hun klarer det. Hun er en kæmpe trooper.«

Sådan var han altid. Hans kone Line havde gennemgået en hård operation og fik kemoterapi, men han klagede aldrig over, at alt hvilede på hans skuldre. Han havde det fint. Freja sukkede: Der var en chance for at overleve. Tak, Gud, Du er den eneste, der aldrig svigter. Tak for Mads.

Arbejdet var overskueligt, og der var tid til at være selv og græde, reflektere over, hvad der var sket.

Dage, uger og måneder fløj forbi. Et år senere mærkede Freja, at hun kunne spise igen, sove, le og glæde sig over Mikkels succes. Smerten fra mandens forræderi vækkede kun, når han kom for at hente Mikkel i weekenderne.

Hun forhindrede det ikke deres forhold måtte ikke gøre barnet ulykkeligt. Hun ville så gerne spørge, hvad hun havde gjort galt, selvom hun vidste, det ikke handlede om hende, men om mandens pludselige passion for en anden kvinde.

Hun huskede en replik fra en film: »Kærlighed den varer til første sving, og så begynder livet.« For hende var kærlighed og liv uadskillelige. Men for ham?

Efteråret dette år var som en forlængelse af sommeren: varmt, med grønne træer, børnenes glade stemmer på gaden og farverige asters og krysantemummer i haven. Den dag, Freja mødte Mikkels intense blik, var ikke anderledes end andre måske skinnede solen lidt klarere, musikken fra naboens åbne vindue lød lidt højere, eller måske var det bare tid for to ensomme sjæle at mødes.

»Frøken, lad mig hjælpe. Det er for meget at bære alene.«

»Jeg er vant til det.«

»Det er ikke godt, når sådan en smuk kvinde vænner sig til at slæbe tunge ting.«

»Hvad, hjælper du alle smukke piger? Står du på vagt ved butikken?«

»Ja, jeg har stået her længe og kigget, og endelig ser jeg en rigtig skønhed.«

Det var umuligt ikke at grine. Og de lo, helt vildt, til tårerne løb.

»Mikkel,« sagde han og rakte hånden frem, mens grinets sidste gnist sprudlede i hans øjne.

»Freja.«

»’Freja, Freja, en andens kone’ har du hørt den sang?«

»Nej. Men jeg er ikke gift.«

»Nå, hvor er jeg heldig! Endelig møder jeg den kvinde, alle drømmer om, og hun er fri. Er alle blevet tossede eller blinde?«

»Du har i hvert fald humor. Men kan du også være seriøs?«