“Find hende i det mindste én”
“Jeg kan ikke mere. Jeg bliver en gammel jomfru med hende. Hør, Mette, tag mor hos dig, jeg beder dig. Lad hende passe børnebørnene i stedet for mig.”
“Ida… Det er din egen skyld. Du lavede ballade som barn, nu må du betale,” svarede Mette roligt, næsten træt. “Du skulle ikke have skabt sådan en scene.”
“Jaja, jeg tog fejl, det erkender jeg! Jeg var lille og dum. Skal hun så ødelægge resten af mit liv?”
“Hun har ikke noget eget liv længere, takket være dig. Du ville have, at hun skulle leve for dig her har du det, nyd det, men pas på ikke at spilde det.”
“Meeette, kom nu, du er den kloge! Hvis I tog hende hos jer, ville alle være glade. Hun kunne hjælpe med børnene, og jeg kunne endelig komme ud af dette fængsel…” sagde Ida drømmende. “Eller i det mindste, påvirk hende. Hun lytter til dig.”
“Piger, det må I klare selv,” knurrede Mette og kneb øjnene sammen. “Jeg kan kun give et råd. Du tog hendes privatliv fra hende, nu må du hjælpe hende med at finde det igen. Find hende nogle veninder, en hobby, en kæreste. Find hende i det mindste én. Måske en hvalp eller en killing. Bare få hende til at tænke på noget andet.”
Ida, som altid, ville løse problemer gennem andre. Mette kunne have spillet med, for hun havde faktisk et helt andet forhold til deres mor, men hun gad ikke. Lad den, der kastede boomerangen, også fange den.
Faren forlod dem, da Mette var elleve. Ida var kun tre. Der var ingen til at hjælpe, så Mette måtte vokse op i lynfart. Hun hentede lillesøsteren i børnehaven, lavede aftensmad, gjorde rent, og lavede lektier om natten, når alle andre sov.
Måske var det derfor, hun blev en ansvarlig, moden person. Ida derimod manglede disse egenskaber fuldstændigt…
Mette fløj fra reden relativt tidligt. Hun var lige blevet færdig på handelsskolen. Årsagen var simpel: Hun ville også have frihed og var træt af at være den anden mor i familien. Mette mistænkte også, at det ville gøre det lettere for deres mor.
Hun forstod godt, at deres mor, Lise, stadig var en ung kvinde med eget liv at leve. Og jo færre børn, der hang om halsen på hende, jo bedre.
Lise greb chancen og fandt sammen med Henrik, en kollega. Ida, der nu var tolv, opfattede det som verdens undergang. Hun ville ikke have fremmede i deres liv. Og nu skulle hun også hjælpe mere i hjemmet, hvilket hun ikke var begejstret for.
“Ida, når du er færdig, må du hellere gøre rent,” bad moren.
Først gjorde hun det, omend med sur mine. Men så begyndte hun at nægte.
“Gider ikke.”
“Hvorfor ikke?” spurgte mor forundret. “Vi har alle vores pligter. Jeg lavede mad, Henrik handlede ind…”
“Jeg gør ikke rent efter din Henrik!” afbrød Ida. “Hvorfor skal jeg rode i andres madrester?”
Og det sagde hun lige foran ham.
Henrik prøvede alligevel at finde en fælles fod med hende. Han bragte bløde dyr, som om hun stadig var en lille pige, forsøgte at forstå hendes interesser og spurgte altid, om nogen mobbede hende i skolen. Han var tålmodig og høflig, men det hjalp ikke.
Måske var problemet, at faren allerede havde forladt dem. Måske var Ida bange for, at moren ville fokusere på Henrik, og hun selv ville blive alene. Eller måske syntes hun bare, en fremmed i huset var irriterende. Uanset hvad, gjorde hun alt for at jage “indtrængeren” væk.
Ida provokerede Henrik, beskyldte moren for at “bytte hende ud med en eller anden fremmed mand” og kastede sig i dramatiske scener. Som protest lod hun skolearbejdet sejle og startede periodiske sultestrejker. Selvom hun under dem nogle gange lavede natlige raid på køleskabet.
Lise håbede, datteren med tiden ville vænne sig til det, men nej. Toppen nåedes, da hun fortalte, at hun ville giftes med Henrik.
“Ida, hvad synes du om, at Henrik officielt bliver en del af familien?” spurgte hun forsigtigt en dag. “Vi bor alligevel alle sammen.”
Og så gik det løs… Ida satte hælene i og påstod, Henrik bare ville snyde moren og tjene på deres lejlighed. Da argumenterne slap op, truede hun:
“Hvis I gifter jer, går jeg! I har alligevel ikke brug for mig.”
“Ida! Hvad siger du? Du vil altid være min og Henriks datter.”
“Ja, ja. Ikke en datter, bare en tjener! Kom her, gå der, forsvind. Nej tak, jeg bor hellere hos Mette, så jeg ikke forstyrrer jer og jeres lykke.”
Lise vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun var også bange. Bange for at miste datteren, og så måske også Henrik, ligesom den første mand.
Hun var fanget mellem hammer og ambolt. For at berolige sig selv talte hun med Mette om det. Den ældste datter rullede med øjnene over søsterens drama.
“Tror du, jeg åbner døren på de vilkår?” grinede hun. “Hun vil stå i opgangen et stykke tid og så komme lydigt tilbage. Eller endnu bedrejeg giver hende en sådan modtagelse, at hun løber hjem til jer. Vil hun bo hos mig? Fint, men så må hun bidrage. Jeg er ikke hendes mor, der skal rydde op efter hende.”
Mette var sikker på, Idas trusler var tomme. Men Lise turde ikke teste teorien.
“Men hvis hun nu virkelig løber hjemmefra? Hvad så?” bekymrede moren sig. “Hun kommer til dig, og du lukker hende ikke ind… Hun kunne gå på gaden. Der kunne ske noget frygteligt…”
I sidste ende vandt frygten, og Lise slog op med Henrik. Først boede de hver for sig og mødtes på neutral grund, men så døde det langsomt ud.
Som Ida ønskede, fokuserede moren nu kun på hende. Men ikke på den måde, hun havde håbet. Lise havde altid været overbeskyttende over for den yngste, men nu blev hun som en drage, der vogtede en prinsesse. Hun fulgte Ida til og fra skole, lod hende ikke gå ud alene, og hvis datteren blev lidt for længe, ringede hun utålmodigt.
“Tiden er farlig nu. Hvis du går hen ad vejen, kan nogen trække dig ind i en bil! Det er bedre, vi går i biografen sammen, når jeg har tid,” sagde mor.
Ida troede, Lise hævnede sig. Sandheden var, at moren ikke havde andet end hende. Hvor skulle alle hendes omsorg og opmærkshed ellers hen? Og hvad nu, hvis datteren forsvandt? Den ældste havde jo
