I livet sker der så mange ting.
“Mathias, jeg forstår dig. Jeg har mødt manden af mine drømme,” sagde hans kone. “Du har aldrig gjort mig noget ondt, men jeg elsker dig ikke. Min fremtidige mand er fra et andet land, og jeg rejser med ham. Mikkel bliver hos dig. Du klarer det – han er jo ikke lille mere, han er ti år. Min fremtidige mand tilbød, at jeg kunne komme med, men uden vores søn.”
Hun kyssede Mikkel og sagde: “Vær ikke trist,” før hun forsvandt med sin kuffert. Mathias blev tilbage med sin tiårige søn og besluttede at vie sit liv til ham. Han vidste, at Mikkel savnede en mors kærlighed, og prøvede at kompensere, men en far er nu engang en far.
Årene gik. Mikkel blev student og blev optaget på universitetet. En dag kom han hjem med en pige og sagde:
“Far, det her er Jytte. Hun skal boe hos os.” Så gik han med hende hinanden på hans værelse.
For Mathias var det en kæmpe overraskelse. Nu var de tre i lejligheden. Han trak på skuldrene og mumlede:
“Nå, men sådan er det jo. Lad hende blive. Jeg skal til at lave mad.”
Jytte kom ind i køkkenet med et smil: “Mathias Lindegaard, lad mig lave aftensmælt.”
“Nej, nej, Jytte, jeg er vantet det.”
“Nu må du vænne dig tilbage. Jeg overtager køkkenet. Men hvis du vil, må du gerne hjælpe,” sagde hun så venligt, at Mathias blev lidt forlegen. “Gå nu og se fjernsyn eller hvad du nu har lyst til. Jeg kalder, når maden er klar.”
Mathias stirrede på fjernsynet men tænkte på Jytte.
“Enkel tøj, ingen makeup, glat hår sat på den ene side. Ikke en af de forstenede dukker, men sødt og naturligt. Mærkeligt, at Mikkel, den perfektionære og arrogante, har lagt mærke til hende. Der må være noget særligt ved hende.”
“Mænd, kom og spis!” råbte Jytte.
Mathias rejste sig fra sofaen, Mikkel forlod sit computersæt, og de gik begge i køkkenet. Mathias nød måltidet – der var en kvindelig touch over det.
“Tak, Jytte,” sagde han, mens sønnen nikkede og forsvandt tilbage til sit værelse. Jytte vaskede op.
Med Jytte i huset blev der mere liv. Før var der stille under aftensmåltidet, men nu sad de længe og snakkede. Mikkel var altid den første, der gik – hans passion var computerspil. Mathias og Jytte fortsatte samtale. Hun vidste så meget, og han blev ofte overrasket over, at hun, tyve år yngre, kunne være så klog.
Mikkel var altid ved spillet, mens Jytte ønskede at gå en tur, i biografen eller café. Men han ville knap nok røre sig.
“Lad mig være!” brølede han nogle gange, og det gjorde hende ondt.
Mathias så det og bekymrede sig:
“Jeg ved ikke, hvad der skal ske med ham. Han ser ingen anden verden. Jeg kan ikke gøre noget – han er voksen.”
Jytte blev en del af familien. Mathias forsvarede hende, når sønnen var grov. Han holdt af hende – som menneske og som svigerdatter. Klog, dannet og en dygtig kok. Han respekterede hende.
En dag kom Mathias hjem fra arbejde til et skænderi mellem Mikkel og Jytte.
“Pak din kuffert og forsvind. Jeg sagde det fra starten, men du tog det ikke seriøst. Ud!”
“Hvad sker der?” spurgte Mathias forfærdet.
Jytte græd og pakkede, mens Mikkel vendte ryggen ved computeren.
“Ingenting! Bland dig udenom!” råbte Mikkel.
“Hvordan kan det være udenom? Hvor skal Jytte gå hen midt om natten?”
“Det behøver du ikke, Mathias Lindegaard. Jeg har stadig mit kollegieværelse,” sagde Jytte.
Hun forsvandt, og stilheden vendte tilbage. Livet gik videre, som før. Men om aftenen håbede Mathias stadig på, at døren ville åbne, og Jytte ville stå der med sit smil:
“Mad er klar – kom og spis.”
En måned gik, så to. Jytte kom ikke. Mathias turde ikke spørge sønnen. I smug besøgte han universitetet og fandt Jytte’s veninde, Olsine, som boede med hende.
En ældre kvinde åbnede døren.
“Jeg er Mikkels far. Ved Olsine, hvad der skete mellem Jytte og Mikkel? Og hvor er hun?”
“Hun drog på studie og rejste hjem til sin landsby,” svarede veninden.
“Hvad? Hvorfor? Hvad skete der?”
“Jeg tør ikke sige for meget. Her er Jytte’s adresse. Hun kan fortælle selv.”
I weekenden kørte Mathias til landsbyen “Birkely”. Han bankede på, og en ældre kvinde åbnede.
“Goddag, bor Jytte her?”
“Ja, kom indenfor.”
Jytte kom ud, bleg og med en tydelig mæve.
“Jytte! Er du gravid? Hvad skete der med Mikkel?”
“Det her skete,” sagde hun og pegede på maven. “Han ville ikke have barnet. Han sagde, hvis jeg fik en abort, kunne vi blive sammen. Ellers skulle han aldrig se mig igen. Jeg valgte – derfor er jeg her.”
“Jytte, min skat, du er så klog. Det er jo lykken – jeg bliver bedstæder! Mikkel har jeg forkælet. Det er min skyld. Men jeg forlader ikke mit barn. Kom med mig. Jeg har en lejlighed – en ven er på arbejde i udlandet. Du kan tage fjernstudier.”
Jytte tøvede ikke. Hun ville ikke droppe ud. Lille Anton kom til verden. Mathias skyndte sig hver dag til dem, hjalp med barnet, gik ture, lagde ham i seng og badede ham.
Mikkel anklage ikke noget. Han tog forskellige piger med hjem, men ingen blev længe. Faren og sønnen talte knap.
Jytte hængte tøj op, mens Mathias læste eventyr for Anton. En aften var der stille, og hun fandt dem sovet og ansigt til ansigt.
“Åh, Jytte, jeg fortræk bare. Hvem der sov først?”
“Ingen ko på isen, Mathias Lindegaard. Du er træt efter arbejde og os.”
Han elskede tid med dem. Otte måneder gik, og de var hans familie.
En weekend så Mathias, at Mikkel pakkede.
“Mikkel, hvor skal du henne?”
“Jeg rejser for altid til min mor.”
“Til udlandet? Hvad med universitetet?”
“Mor ringede. Hendes mand døde, og hun arvede alt. Nu er hun rig, og jeg skal hjælpe hende. Vi ses måske en dag.”
Mikkel var glad – penge var alt.
“Jamen, farvel, min søn.”
Mathias fortalte Jytte, at Mikkel var rejst. De gik i parken med Anton. Om aftenen lag
