Bedstemor gjorde vores far så ondt, som hun overhovedet kunne, og vi blev altid sårede af hendes opførsel. Når min bror og jeg var alene med mormor, hvad enten det var i weekenden eller om sommeren, hørte vi altid sladder om hendes naboer, historier fra hendes ungdom og ikke mindst klager over vores far—hendes svigersøn—som, ifølge hende, aldrig var den samme længere. – Kun fyrre år og allerede næsten skaldet! Og den mave, han har fået. Hvordan kan du holde ud at se på ham? Gud forbyde, at I kommer til at ligne ham! Og det var ikke kun hans udseende, hun var utilfreds med. Mormor brød sig ikke om, at han arbejdede meget, og at han aldrig lod os eller mor gøre alting selv. Vi rejser ikke til udlandet hvert år—derfor mener hun, at far ikke passer på familien. Til gengæld synes hun, at mor, som ikke altid arbejder, men tager alle mulige sære kurser, gør alting rigtigt, og far skal alligevel give hende penge til det hele. Men vi skal ikke tale om mor—vi skal tale om far. Familiespil Min far er en fantastisk far. Vi mangler ingenting, vi har et godt liv, men mormor er stadig sur på far over noget, man ikke helt kan sætte ord på. Jeg er nu seksten og forstår udmærket, hvad hun taler om, men min lillebror er kun otte og tager alt, hun siger, for pålydende. Jeg ved ikke, om mormors ord vil få ham til at bære nag mod far. – Hvad er der at elske? Din far har ikke løftet en finger for at købe den lejlighed, du bor i. Hvis det ikke var for morfar og mig, ville du stadig bo til leje. Du burde være taknemmelig for, hvor meget vi hjælper dig. Og hvad med dine farmor og farfar? De er skilt og har fået nye familier langt væk. Jeg er den eneste bedstemor, du har at blive hos, sagde mormor tit beklagende. Far har måttet lægge ører til mormors bebrejdelser gang på gang, men min bror og jeg har altid trøstet ham, lige siden vi var små, og det gør vi stadig. Mormor gør alt, hvad hun kan, for at give far dårlig samvittighed og gøre ham mindre vigtig i vores liv, men vi holder altid med far. Så når vi får valget om at tage hen til mormor eller blive hjemme, så bliver vi hjemme. Mormor bliver fornærmet og brokker sig til mor over os, fordi hun ikke forstår, hvorfor vi ikke prøver på at holde kontakten med hende. Jeg ved ikke engang, om hun nogensinde vil forstå, at når hun sårer vores far, sårer hun også os.

Mormor gjorde altid vores far så ondt, som hun overhovedet kunne, og vi blev konstant sårede af hendes måde at være på.

Da min bror og jeg var alene sammen med mormor når vi besøgte hende i weekenderne eller om sommeren i hendes gamle, hyggelige hus i udkanten af Odense hørte vi hendes sladder om naboerne, historier fra gamle dage og endeløse klager over, hvor håbløs vores far, hendes svigersøn, efter sigende var. Far var, i hendes øjne, aldrig den samme mere.

Ikke engang fyldt fyrre, og så allerede så skaldet! Hans mave vokser dag for dag. Hvordan kan du holde ud at se på ham? Lad os håbe, du aldrig kommer til at ligne ham!

Det lå ikke kun i udseendet. Mormor brød sig heller ikke om, at han arbejdede meget, at han ikke tillod os børn og mor at gøre lige, hvad vi ville. Fordi vi ikke tog på ferie ved Vesterhavet hvert år, betød det, at far ikke tog sig nok af familien. Imens gjorde mor som ikke altid arbejdede og tog på mystiske kurser i byens kulturhus alting rigtigt og skulle have penge af far til det meste. Men vi talte aldrig om mor. Det var altid far, det gik ud over.

Jeg syntes, at min far var en god far. Vi havde alt, hvad vi skulle bruge, og vi havde et godt liv. Men alligevel var mormor altid vred på ham over et eller andet, hun knap selv kunne forklare. Nu hvor jeg tænker tilbage, ved jeg, hvad hun mente jeg er blevet seksten men min lillebror på otte forstod kun ordene, og jeg ved ikke, om de lagde kimen til et nag i ham mod vores far.

Hvad er der overhovedet at holde af? Din far løftede ikke en finger, da lejligheden, som du bor i, blev købt. Hvis ikke det havde været for bedstefar og mig, så havde du boet til leje hele dit liv. Du burde være taknemmelig for al vores støtte! Og hvad med farfar og farmor? De er blevet skilt og har fået nye familier langt herfra. Jeg er den eneste mormor, du har, og den eneste du kan bo hos, jamrede mormor.

Far hørte mormors bebrejdelser mere end én gang, men min bror og jeg gik altid hen til ham og trøstede ham, både da vi var små og nu. Mormor gjorde alt, hvad hun kunne, for at trykke ham ned og gøre ham ligegyldig for os, men vi holdt altid med far. Derfor, når vi selv kunne vælge, om vi ville besøge hende, blev vi hjemme. Mormor blev fornærmet og klagede til mor over os, fordi hun ikke kunne forstå, hvorfor vi ikke ønskede at være i kontakt med hende.

Nu ved jeg stadig ikke, om hun nogensinde vil forstå, at når hun sårer vores far, sårer hun også os.