Faderens elskerinde.
I den lange skolekorridor gik Stine Madsen med raske skridt. Hun fór forbi lærerværelset uden at se på nogen, fortsatte ind på rektors kontor og lukkede døren bestemt bag sig.
Inge Rasmussen, Inge Er du alene? Godt… Jeg har noget, vi skal tale om, sagde hun tungt og satte sig ned.
Rektor lagde ikke papirer fra sig endnu, men den erfarne vicerektor fortsatte allerede:
Kan du ikke gøre noget ved sløjdlæreren? Kan du? Give ham en advarsel, måske trække ham i løn? Du må da kunne snakke med ham
Inge kiggede overrasket op. Hun kendte Stine, havde endda haft hende som elev engang. Hun var vant til Stines forretningsmæssige kulde, strenge ærlighed og den særlige pædagogiske alvor og ro.
Stine gik altid i sorte jakkesæt, tolererede ikke sjuskeri eller platheder, var nærmest moralist og med sine næsten fyrre endnu ugift, havde hun fået ry som lidt af en gammeljomfru.
Inge syntes altid, Stine manglede lidt af den der enkle kvindelykke for at være rigtig rolig.
Nu kunne man se en usædvanlig uro i Stines ansigt. Sådan plejede Inge kun at se hende op til kommunal akkreditering.
Gøre noget? Hvad da, Stine?
For… han ydmyger min mor, mig, og min bror han er i øvrigt officer!
Åh, det handler om det…
Rektor sukkede og tog stille brillerne af.
Sløjdlæreren, Anders Madsen i kollegiet kaldet bare Madsen var Stines far. Inge havde hørt, at han havde fundet en anden kvinde end sin kone. Det ly løb hurtigt, og det var vitterligt svært at tro.
At kalde hende en elskerinde var næsten mærkeligt. For det første Madsen lignede slet ikke nogen Don Juan; omkring fyrre års ægteskab med samme kone. Og for det andet… den såkaldte elskerinde, som ordet traditionelt forstås, passede slet ikke ind i sådan en rolle.
Hun arbejdede på posthuset, var nær de tres, høj, kraftig i figuren, havde dårlige ben og et roligt gemyt. Hun var tilflytter, enke med børn, der for længst var flyttet hjemmefra, og boede i et gammelt hus tæt på posthuset.
Man kunne dårligt forestille sig, at hun kunne få selv en ældre mand til at gå fra sit hjem især når han nu var over tres og burde tænke mere på ro end løssluppenhed.
Jeg troede, I havde talt det igennem i familien. At Anders havde lagt det fra sig, sagde Inge.
Nej, nej! Han vil flytte fra mor nu. Jeg har prøvet at snakke ham til fornuft, men han hører ikke på mig Stine var tæt på tårerne. Inge, kan du ikke snakke med ham? Du er jo ældre end ham, måske han lytter til dig
Javel, men hvad skal jeg dog sige til ham?
Sig, mor er ud af sig selv. At det er en skam i den alder. Efter alle de år sammen og så dette her!
Hvordan tager din mor det?
Du ved godt, hun altid har virket stærk. Hun græder selvfølgelig, men skælder mest ud og truer med at låse ham inde.
Truer med hvad?
Hun siger bare, hun vil nægte ham penge, smide ham ud uden en rød øre, beholde pensionen.
Og han?
Han er ikke bange, Stine slappede lidt af, lænede tilbage, fandt lommetørklædet frem og tørrede øjnene. Er det virkelig muligt… efter så mange år sammen
Du siger i ét sind. Men Stine, hvis han elskede hende så inderligt, havde han ikke gjort det her. Ok, jeg skal nok tale med ham, sukke Inge. Vi har jo været kolleger i mange år…
***
For tre år siden var Meretes hjem i hendes barndomsby nedbrændt. En dyb grøft i byen havde reddet den halve gade, men hendes hus gik op i flammer. Hun nåede kun at bære sin sengeliggende mor ud på ryggen.
Moderen skreg, mens huset brændte. Merete slap dyrene fri, samlede de forvirrede høns.
Da hun kom tilbage, havde naboer taget sig af moderen tydeligt ramt af slagtilfælde. Moderen døde allerede på hospitalet, med Merete siddende ved hånden.
Hendes søn kom, hjalp med begravelsen, tog hende med hjem men længe blev hun ikke. Hun mærkede hurtigt, hun var i vejen.
I Midtjylland, i landsbyen Ringhede, stod hendes afdøde mors gamle hus. Det var nu gået i arv til Merete og søsteren, men det var fætterens familie, der reelt boede der. En sidebygning brugtes til opbevaring og det var her, Merete slog sig ned og fik arbejde på posthuset.
Venner havde hun ingen af, slægten var lettere fornærmet over, hun var kommet dumpende. Men hurtigt mødte hun folk postbud i landsbyen var en vigtig rolle. Især gamle koner elskede hende for deres pension.
Men sidebygningen trængte til en håndværker, og det var sådan Anders Madsen kom i hendes liv.
Hans kone, Karen, kunne aldrig tolerere, at han efter dagens arbejde bare gik rundt derhjemme. Han havde aldrig været doven. Efterhånden arbejdede han fra tid til anden ved småjobs håndværk, el-arbejde, fliser, grave huller i haven ja, alt kunne han.
Han kom hjem og spiste efter skolen, så gik han til aften. Selv weekenden var han nærmest ikke hjemme. Karen pakkede pengene, takkede for at de nu havde det godt. Sønnen boede langt væk pga. arbejdet, og Stine boede for sig selv i et lærer-lejlighed i byen.
De levede godt!
Men så kom ulykken rygterne løb, at nu boede gråhårede Madsen altså hos postbuddet i nabosognet. Og hvis det bare havde været en yngre kvinde men nej, hun var endda et år ældre end Karen!
Først troede Karen det ikke, grinede det bort. Siden forstod hun, det passede. Hun kendte sin mand.
For helvede, Anders, hvad tænker du på! Tænker du ikke på børnene? Og på mig? Hvordan tror du, jeg står over for folk?
Han sad stille og knugede skeen. Så sagde han pludseligt:
Vi skal skilles, Karen.
Skilles? Tro om igen! Tror du, jeg smider min mand ud til en anden kone? Hvem har passet dig, når du var syg, hvem har opfostret dine børn, hvem har hevet dig gennem livet? Nej, du får ingenting! og hun viste ham den berømte danske “langefinger”.
Anders kiggede trist ud ad vinduet, på gården han havde bygget op med egne hænder, omkranset af hegn, med robuste borde og bænke. Sad de nogensinde dér kun dem to? Nej, kun under store familiemiddage.
Men for øje stod nu Meretes lille have indrammet af et skævt stakit, visnede stokroser og en stor lind. Han længtes derhen.
Karen fortalte det til Stine. Hun gloede forbløffet.
Hvad? Er det en joke, mor?
Jeg hørte det hele fra Birte på posthuset, det har stået på et halvt år mindst. Jeg anede ikke noget Hvad skal jeg gøre, Stine?
Jeg skal snakke med ham, mor.
Karen tog lommetørklædet, snøftede og viftede opgivende.
Ligemeget. Jeg smider ham ikke ud. Ingen får min mand. Jeg bestemmer over pengene og hans tøj. Han skal ikke være i Ringhede mere! Jeg holder opsyn med alle hans småjobs, tager pengene, tager passet, han skal få, hvad han har brug for og intet mere.
Det virkede som om, det lagde sig. Stine sagde ikke noget til faren, så han skulle føle ansvar eller skyld. Hun kunne se, han havde forandret sig så sig skyldigt til side, var endnu mere stille end ellers.
Han havde brug for ro, det kunne hun se, og sådan fik han det kun i værkstedet udenfor huset. Moderen havde aldrig kunnet lade være med at kommentere og brokke sig, hvilket Anders ikke kunne holde ud. Han drog ud i haven, arbejdede, kun dér kom smilet frem.
Hvor er far?
Ude bag skuret, han gemmer sig vel igen.
Huset han byggede, tilhørte helt og holdent Karen. Hun snusede sig til alt, børnene kom og gik, og til sidst boede Anders nærmest i skuret og selv dér organiserede Karen tingene.
Hans bedste ven var gårdhunden Trofast. De to var uadskillelige.
Men det hele endte ikke lykkeligt. Forår afslørede det hver dag gik far fra Kærby til Merete, de fem kilometer til fods. Da moderen spurgte, sagde han det ligeud.
Undskyld, Karen. Jeg bliver nødt til at gå.
Da trådte Stine til. Hun besluttede at opsøge Merete. Skrev hun så ikke forstå, hvad hun var skyld i?
Stine tog til Ringhede under arbejdet, forhåbentlig for at få en direkte snak. Stramt sort jakkesæt, alvorligt blik. Klar til at skælde ud.
Det var forår. Solen var begyndt at varme, sneen smeltet, jorden levede igen. Stine steg af bussen og gik mod posthuset.
Tak, Merete. Må Gud gi dig helbred hvad sku jeg gøre uden dig, takkede en gammel dame i tørklæde postbuddet.
Kig endelig forbi, hvis du mangler hjælp, moster Anna.
Hendes stemme var rolig og mild. En huslig kvinde med bløde linjer ved halsen, hjemmestrikket trøje og sort nederdel, lidt gammeldags knold.
I det lille postrum sad en ældre dame og sorterede breve. Meretes venlige snak beroligede Stine og hun fik ikke rigtig lyst til at skabe drama.
Postbuddet nærstuderede Stine og spurgte uventet stille:
Hej, du må være Stine?
Stine Madsen, ja. Vi skal tale alene, så hun på den anden dame.
Anna, gider du holde stand, mens jeg er væk? sagde Merete.
Selvfølgelig, Merete.
Merete tog tørklæde og frakke, og de gik udenfor om bag posten.
Har du børn? begyndte Stine.
Ja, en søn og en datter.
Ved de, at du splitter en familie ad?
De ved, jeg har Anders datteren bekymrer sig, sønnen er vred, kalder det at glemme deres far. Han har endda droppet at komme forbi, det gør ondt, sagde hun ærligt.
Synes du ikke selv, det er for galt? At du svigter?
Hvad der er rigtigt og forkert det ved kun Vorherre, svarede Merete roligt.
Nå, så du skammer dig altså ikke overfor din egen familie. Men hvad med min mor, mig, min bror? Er du ikke bange?
Bange? Hvad er der at frygte… Jeg har sagt til ham, Anders det kan ikke blive. Men han siger: “Vi kan ikke undvære hinanden mere.”
Det er noget pjat! Kvinden bestemmer, man ku jo sige nej Men du tager selvfølgelig imod ham?
Jeg kan ikke andet. Jeg ville måske ønske, jeg kunne, men jeg kan ikke nu. Din far, Stine, er det bedste menneske, jeg har kendt.
Alt Stines vrede var nærmest forduftet samtalen var ufarlig, næsten tryg.
Slip ham nu, I er ikke unge længere. Mor græder hjemme, sagde Stine, uden at forlange.
Jeg har tænkt på at flytte væk. Man kan bare ikke flygte fra sig selv og han ville visne, hvis jeg forlod ham. Man gør ikke sådan mod folk.
Du vil bare ikke, selvfølgelig. Hvilken kone smider sån en mand væk? Men det lader vi ikke ligge! Stine vendte hurtigt om og gik.
Merete stod længe og så hende gå. Hun hadede hende ikke, men følte medlidenhed også med børnene og Anders kone. At forandre alt men hvor meget ville det ikke såre ham?
Næste dag åbnede Stine snakken med sin far i værkstedstimen. Det blev mest en monolog: formaninger, moraler, henvisninger til det danske sindelag, trusler om at broren ville blande sig.
Faren lyttede, ryddede op. Da hun var færdig, sagde han stille:
Undskyld mig, Stine. Mor skal nok vænne sig. Jeg må gå.
Er du blevet sindssyg, far? Hvorfor? råbte Stine og gik direkte til rektor. Noget måtte gøres.
Men kunne Anders forklare hvorfor? Egentlig ikke, ikke engang for sig selv.
Hver dag, mens han lagde nyt gulv for Merete, kom de tættere. De var åbne og ærlige, talte meget lidt og også tavsheden var en slags forståelse. Det var som om deres stille samvær rummede en fælles hemmelighed.
Når Anders om aftenen satte sig på bænken, og Merete satte sig ved siden af, kørte han fingrene sagte gennem hendes hår, og hun lagde stille hovedet på hans bryst.
Sådan var nærheden, ikke kun krop men sjæl og liv. Hvis adskillelsen var nævnt, var det som at dø en lille smule.
Imens fortsatte han med småreparationer: døre, vinduer, det ene og det andet. Merete klagede over, han aldrig hvilede men han ville nå alt, som om han frygtede ikke at have tid nok.
Lad os tage væk sammen, Merete.
Du har jo stadig familie, Anders.
Den familie har for længst forladt mig vi er hver for sig nu. Jeg er bare alene.
Og Merete vidste, det var sandt. Han var ensom.
***
Inges samtale med Anders blev kort. Hun begyndte, men han fandt straks et sammenfoldet papir frem og rakte hende det.
Hvad er det? spurgte hun.
Min opsigelse. Siger du bare dato Hvis du ikke har en ny, bliver jeg til sommer, ellers kan jeg gå nu.
Sådan, ja, sagde Inge og lagde papiret fra sig.
Hun havde altid syntes, Karen var en strid pivsk, misundelig og smålig men heldig med sin mand. Nu havde puslespillet lagt sig. Madsen havde mødt den rette.
Men hun måtte holde hovedet koldt hun var rektor.
Åh, Anders! Hvad har du rodet dig ud i? Jeg har ingen til at overtage. Bliv du bare til sommer. Og tænk på din familie igen.
Tak, Inge.
For hvad?
For ikke at give mig en moralprædiken. Det behøver jeg ikke.
***
Anders begyndte at pakke værktøj og arbejdstøj. Fandt sin slidte rejsetaske.
Hvor vil du hen? Keld kommer i morgen bange?
Nej, ikke for ham. Jeg bliver.
Keld sønnen var forberedt på det værste. Han kom træt og vred fra kasernen. Anders tog imod ham.
Hej, far! Du sagde, man skal være et godt eksempel! Du er mit forbillede, far! Og nu…? Svend i skægget
Hej, Keld. Undskyld. Det blev bare sådan.
Intet er afgjort endnu, far! Du bliver her! Du fræser ikke rundt blandt damer nu! Jeg ordner hende pænt og venligt. Man skifter ikke heste i sidste livsfase…
Noget knækkede inde i Anders. Sønnen forsvandt i mørkt mismod.
***
Skal vi nu slæbe ham hjem? De læger må være bindegale! Karens tunge skridt lød på sygehusets trappe, og hun snakkede med Stine. Han kan ikke engang bruge højre side! Hvordan skal jeg klare ham? Det var bedre, det var slut.
Stine rynkede panden. Det var hårdt at høre sin mor sige det om faren. I næsten en måned havde han ligget på sygehuset. Han var opereret, klaret den, men lam i højre side, kunne knap tale, bevæge sig eller vende sig.
Keld stak hurtigt af igen, pga. tjenesten. Stine havde arbejde eksamenstid, ikke tid til meget.
Deres mor kunne ikke rejse dagligt. De hyrede en plejer, men hurtig sagde hun ærligt til Stine, det var spildt, for der kom en kvinde dagligt hos Anders Merete, hans “søster”.
Stine opdagede det første gang hun så Merete liste væk bagved sygehuset. Stine kunne trække vejret: så vidste hun i det mindste, at nogen så til ham.
Hun begyndte at tvivle på, om de gjorde det rigtige med al deres vrede. Hun så skyld og smerte i faderens blik. Det var hårdt at se ham så afhængig, så genert.
Og hendes mor begyndte åbent at tale om, at døden kunne være befrielse. Og bag hans ryg talte hun nedsættende om “al hans udsvævelse nu måtte jeg tage mig af det.”
Men moren vidste ikke, hvem Merete var det havde Stine ikke sagt.
En dag kom Stine uventet, lige fra kursus. Ikke en lyd var i farens sengestue.
Over hans seng stod Merete. Hun bøjede og bøjede forsigtigt hans lammede ben. Men Stine mærkede det ikke så meget. Hun så farens blik på Merete, glødende af liv. De sagde intet, men forstod hinanden uden ord.
Stine hostede. De så op. Men Merete lod sig ikke for alvor mærke, pakkede sammen.
Goddag, Stine. Undskyld
Goddag, Merete Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde dig.
Bare Merete.
De gik ud på gangen.
Bliv her. Jeg ved du er her. Det har jeg set og folk har fortalt det.
Jeg gættede det godt.
Tror du, jeg udnytter dig? Nu, hvor jeg har brug for, du passer far?
Nej, Stine. Jeg er her selv. Skammer mig lidt for jer, men kan ikke gå. Her har jeg ladet, som om jeg er søsteren. Ingen ved andet.
Du arbejder stadig samtidig?
Jeg har fået byttet med postbuddet fra Kærby vi tager det i skift, og min slægt ser til huset.
Så du bor her?
Ja, lidt væk, hos en gammel kone. Hun laver suppe til din far, koger urter og hjælper til.
Hun fortalte om urter og opmuntrende behandlinger. Hendes øjne lyste ikke af håbløshed som Karens gjorde.
Tror du, min far kommer på benene igen, Merete?
Selvfølgelig! Han er sej. Han kommer igennem, Stine!
Ordene gav styrke, og Stine gik ud ad sygehusalléen under blomstrende buske og indåndede forårsduften. Hun smilede pludselig for sig selv. Kærlighed findes, altid. Og nu var hun klar til selv at slippe den ind.
Hjemme blev der gjort klar til, Anders kom hjem.
Hvor skal han ligge, Stine? Karen fjumrede rundt.
Ved fjernsynet. Selvfølgelig. Han får da lyst til at se TV. Skal han ligge der hele dagen
I stuen? Du er skøre! Hvis folk kommer og ser blespande og medicin…
Hvilke folk? Alle ved vi har en syg hjemme. Det er nu engang sådan. Han vil være ensom i soveværelset.
Han kommer ikke til at kunne gå igen alligevel Han får sove i soveværelset.
Eller læg ham bare ud i skuret! eldede Stine. Hans plads er jo derude!
Stine blev trist af klagerne, og en dag sagde hun:
Mor, hvad ville du sige, hvis Merete tog ham hjem til sig?
Tror du virkelig, hun vil have sådan én? Det var kun pga. hans handy hænder og indkomst! Han lavede alt for hende… Det er derfor, han blev syg! Ingen gider en lam mand kun kone eller børn.
Men det var hende, der passede ham hele tiden.
Hvad? Karen sank sammen på taburetten.
Hun lod som om, hun var søsteren. Det var plejehjemsassistenten, der afslørede det.
Karen sad længe uden at sige noget, så slog hun ud med armene.
Din tøs! Vil have pensionen og førtidspensionen! hun viste endnu en gang den danske langefinger.
***
Dagen for udskrivning kom. Det blev aftalt, man kørte Anders med Stine og hendes fætter Thomas. Karen ventede hjemme. Stine vidste, Merete havde været tidligt for at sige ordentligt farvel.
Plejehjemsassistenten sagde i døren:
Søsteren græd meget. Det var nærmest afsked for altid…
Hun græd?
Ja. Og han der er noget under her, sukkede hun.
Det trak ud med papirerne.
Stine satte sig ved siden af faren.
Far, nu spørger jeg rent ud. Du kan dårligt klare dig alene. Men hvis du kunne bestemme, vil du helst hjem eller hjem til Merete?
Anders græd lydløst. Lidt upræcist mumlede han:
Til Merete
De kørte, og Stine sagde til chaufføren:
Til Ringhede, tak.
Fætteren så spørgende på hende, faren så taknemmeligt.
Stine nåede ikke at banke på Meretes nye dør, før Merete selv åbnede. Grædefærdig, men lykkelig, med håb i blikket.
Merete, du tænker måske, vi bare dumper en syg på dig?
Men Merete hørte det slet ikke, hun fokuserede kun på Anders.
Kan du hjælpe, Stine?
De fik ham ind. De flyttede sammen madrassen ind i stuen, lagde rent sengetøj.
Sådan skal det være. God, stærk madras.
Hvad med dig? Der er jo bare fjedre i sengen.
Jeg skal nok klare mig. Merete gik straks ud for at hente ham.
Stine så, hvordan hendes far og Merete agerede sammen. Lykkelige, trygge, uden overflødige ord. Hun blev ikke længe men sagde farvel, lovede at komme igen. Faren var i gode hænder.
Undskyld, mor. hun omfavnede Karen.
Hvad? Hvor er han?
Vi kørte ham til Merete. Det er bedst sådan for alle.
Karen var utilfreds, skældte ud på datter og mand, bekymrede sig mest om, hvad folk ville sige og for de penge, hun troede, hun mistede.
Men efter nogle dage sank det ind, og nu kaldte hun Merete for “hende krykker”. Så kunne hun selv mærke, hvad det vil sige..
Stine fortalte ikke sin mor, hvor tit hun var hos faren sammen med Merete. Ikke at faren efterhånden kunne gå selv, eller at han nu igen talte nærmest normalt. Ikke at han til midsommer gik rundt i haven og byggede småting.
Og da gårdhunden Trofast fulgte med hende skældte hun ikke ud. Trofast blev, snusede rundt i haven og fandt hjem til Anders.
Anders og Merete sad hver aften på den gamle bænk i haven.
Tænk, Merete, det her er ikke meget af en bænk. Skulle have nået at lave en ny… Kan jeg det mon til næste sommer?
Der er mange somre endnu. Vi skylder ikke nogen at skynde os. Og med dig klarer jeg mig med den.
Hun lagde hovedet på hans bryst, han kærtegnede hendes hår.
Der var stadig meget, der kunne laves i haven, i det lille indhegnede hjørne mellem stokroser og den store lind nu deres have. Og Merete havde ret der var stadig masser af tid.
Hvor var det godt, de havde fundet hinanden.
