Vigtige mennesker
Du kaldte, Finn Madsen? Malene smilte svagt, skubbede mappen op på armen, den tunge, tykke mappe fuld af alvorlige papirer.
Åh, altid det dér Finn Madsen og Finn Madsen! manden bag skrivebordet lignede en, der blev fornærmet, men der var også noget søvnigt over ham. Foran ham lå prøveeksemplarer af tidsskrifter, to bøger med kulørte, julede omslag, planlagt til at blive trykt i store oplag. Jeg er træt i dag… Læg nu mappen, Malene, hvorfor står du og klamrer dig til den? Kan du ikke snart gå på ferie?
Malene smilede, gik hen til sin mand, lagde dokumenterne på det flotte, udskårne skrivebord, smuttede som en kat under Finns arm, satte sig på armlænet, nikkede og lagde armene om ham.
Der var så trygt og værdigt her på kontoret. Ja, værdigt solidt, ordentligt, på sin plads. Især skrivebordet, håndlavet fra en snedker på Fyn.
Både det og Finn, syntes Malene, var bygget solide og gamle, på hver deres måde. Skrivebordet af dansk egetræ, Finn dannet af livet. Og hold da op, hvad livet dog havde bragt ham. Når han satte sig for at huske, kunne han fortælle hele aftener.
…Hans mor, Bodil, havde taget ham til Odense fra en lille landsby, overbevist om at livet hurtigt ville blive bedre her at de ville falde til og starte forfra. Men det gik ikke hurtigt. Med kun ni års skolegang fik Bodil ikke nemt arbejde; hun vaskede trapper, fejede gårde, boede endda i portnerboligen. Finn ventede tit i vinduet eller gav en hånd med.
Folk stoppede op, nikkede overbærende, når Finn sejlede rundt med den tunge skovl eller fejede asfalten med den lange kost. Hjælper du din mor?
Men Finn så bare op og sagde ingenting.
Hvorfor er din søn så alvorlig, Bodil? spurgte hendes makker, den 29-årige snakkesaglige Lærke tit. Lærke var altid larmende glad, næsten overdrevent, som bevis på, hvor lidt livet betød for hende hun morede sig, gjorde nar af sig selv. Bodil godtede sig over det; Lærke skjulte et eller andet mørkt. Nogle nætter kaldte hun i søvne på nogen.
Bodil syntes somme tider synd om hende, prøvede at trøste men Lærke fejede hende væk, kastede den krøllede, røde pandehår tilbage og slog ud med armene: Spar mig, Bodil! Intet hjem, ingen familie, intet! Og det dér barn med… Sæt fokus på dig selv ingen kan hjælpe mig. Overstået!
Hvad der var overstået, anede Bodil ikke. Lærke var tavs som en østers.
Lærke boede også i gårdkammeret. Hun så barsk ud, men elskede orden og renhed, blomster i vindueskarmen, ikke et fnug på gulvet. Hun klædte sig pænt, børstede håret, passede på at skoene skinnede.
Når den kolde hane i den rustne håndvask løb om morgenen, vaskede Lærke ansigtet, gned det rødt, daskede til kinderne, lavede grimasser til Finn: Det er mod rynker, sagde hun, greb kosten og gik i gang med rengøring. På solrige dage dansede lyset på det slidte gulv, og Lærke stod forårskåd op, skrubbede, kunne pille gardiner ned for at vaske dem, ryste løbere, gøre alt i skabet rent. Og så ville hun bage, men der manglede altid én ingrediens, så hun slæbte Finn med i Brugsen.
Bodil lod dem gå Finn kedede sig alene, ingen ville lege med stumheden, men i det mindste kunne han følges med Lærke.
Bodil stolede fuldt på Lærke.
I dag var de afsted igen. Lærke skottede til hylderne, kneb øjnene sammen, sukkede, mumlede om sursød agurk men diskuterede med slagterfruen Helle om at give et stykke med til Finn og Lærke love at betale, hvis hun skyldte.
Helle nægtede. Finn sukkede. Han elskede rullepølse. Men så var det så’n.
Du har gjort barnet helt forknyt! brokkede Lærke sig. Han sygner hen, kun øjnene tilbage, han kan jo knap snakke, Finn, hvad?
Finn trak på skuldrene.
Så bøjede Helle sig: et lille stykke rullepølse, fem runde skiver de var som store ringe for Finn.
Tak du, rar kvinde! Lærke lyste op og snuppede lidt mel, mærkelig olie og en smule rosiner. Her, tag hvad jeg har! og smed sammenkrøllede krone-sedler og småpenge på disken.
Helle talte op, nipsede 1- og 2-kroner ud af puljen; Finn fulgte pengene spændt med blikket.
Nå, mangler jeg penge? Lærke skubbede sit tørklæde til siden, blinkede til drengen.
Selvfølgelig gør du! indvendte Helle. Du skylder stadig for pølsen. Det her er alt for lidt!
Lærke nikkede, lagde hagen i hånden. Pludselig stampede Finn, pegede på Helles forklæde.
Så du det også, Finn? Jeg så da godt, hvordan vores rare Helle straks puttede en mønt i lommen. Det er ikke godt at snyde børn, du! Op med de penge, du har nappet! råbte Lærke teatralsk.
Helle smed pengene.
Sådan! Lærke triumferede. Intet skylder jeg dig! Kom Finn, der venter store gerninger!
Finn løb forud, drømte om at spise al sin pølse på bænken, og Lærke tænkte at hun ville lave fest, måske endda kage, bare ærgerligt, at de ikke havde fint service, kopper, små skåle… Hun blev utilpas ved sin egen dagdrøm, rystede det af sig og gik rask til portnerboligen.
Bodil så dem væk, råbte efter Finn, der bare viftede han havde ikke tid…
Bodil! Drop det, kom og få te! lød Lærkes stemme ude fra gården. Finn, tag nu din mor i hånden ordentligt. Ned på knæ, sådan! Se, det er rigtigt gjort. Bodil, kom indenfor! Der er mad!
Lærke bukkede, trak Bodil grinende ind i varmen.
Finn smilede, stille og sky, men hans øjne lyste.
De satte sig. Lærke hældte sort, skoldhed te op, delte kagen, der dampede, smagte af smør, vanilje og rosiner. Sådan en kage fik Finn aldrig igen.
Drengen samlede smuler på tallerkenen, glædede sig over maden, mens Lærke sværgede te skulle være sort som synden. Bodil drak uden brok.
Holder vi fest? Også pølse… Har du vundet i Lotto, Lærke? Og hvem er du egentlig? Du arbejder vel ikke rigtig og alligevel har du altid penge. Og så forstår du dig på musik, og i dine drømme reciterer du digte.
Mig? Nonsens! fejede Lærke bort. Det har aldrig fundet sted!
Finn siger det. Og hvad med ham? Hvorfor snakker han aldrig? Han læser på læberne, er han måske døv?
Lærke rynkede panden, lænede sig ind over bordet, slugte Finn med blikket. Der er noget, Bodil! Du tier om et eller andet.
Ikke noget! svarede Bodil små-fornærmet. Det er nerver. Lad bare være.
Men alligevel? Og hvorfor flyttede du hertil, hvem kender du? Familien vendte ryggen, hva? Det er trods alt Odense… Hvis han nu skulle til læge? De kan jo det hele i byen, måske Finn…
For hvem interesserer sig? Ingen! Bodil rystede på hovedet. Og hjælpen virker ikke. Det er noget med nerver. Finn, vil du have mere te? Bodil satte koppen hårdt, spildte, blev sur over, Finn ikke drak ud.
Hvorfor råbe? Du har aldrig fået orden i livet, Finn vokser op som ukrudt, end ikke i børnehave har du fået ham, men skælde ud, dét kan du!
Lærke rejste sig, næverne knyttede, vejrtrækningen hurtig. Råbe ad børn er let! Men slå ham ikke det må du aldrig!
Okay! Sæt dig! hiksede Bodil Finn, tilgiv mig… Lærke, lad ham være. Han er almindelig. Giv slip!
De rykkede i Finn han blev til en dukke, rodet frem og tilbage, så græd han.
Nå? Skete det så? Finn, spis din pølse. Og du, Bodil, ingen kage før vi har hele sandheden! Lærke fiskede Finn op på skamlen, parat til at lytte.
Vi boede på landet, hviskede Bodil. Jeg havde en mand, Finns far.
Nå, sagde Lærke.
Ikke mere nå! Han hed Hans. Bodil snøftede.
Så Finn er Hansens søn! Finn, du er søn af Hans! Og jeg, jeg er også Hansdatter! Ha! Lærke lo. Og?
Gud sendte dig for at straffe… Bodil mumlede. Lyt så: En bjørn dræbte min mand. I skoven. De var ude bare for at se, høre… Finn var tre. Hans var vild med dyrespor og tegnede dem. Den dag tog han Finn med hvorfor? Jeg sagde nej, det sneede, men Hans sagde, Finn var mandfolk. Så gik de. Jeg passede mit, men så… stemmen blev ru, Bodil hostede. Finn krøb sammen, greb Lærke om håndleddet, hårdt, hårdt. Finn kom løbende alene. Måske bad Hans ham løbe, søge hjælp. Han løb alt for længe, skreg, var fortabt… Hans havde gevær, men skød ikke; Finn så det hele… Jeg kunne ikke engang begrave Hans, det gjorde naboerne. Siden talte Finn ikke.
…Har du nok nu? Bodil vendte sig væk. Jeg troede at byen ville hjælpe, trams, busser, alt. Men nej. Jeg kan intet her, kun passe dyr, i denne kæmpestore by…
Lærke sad stille, betragtede Bodil, som tørrede øjnene, så spurgte hun:
Men hvor har han lært at tælle pengene i Brugsen? Finn tæller, hver gang vi handler.
Fik lært det hos en nabokone, der bringer pension ud de gik rundt sammen, hele dagen. Nu kan han alting med tal. De sagde altid, han blev revisor. Nu hvad så? Hvad gør jeg?..
Bodil knugede viskestykket, blodårerne spændte op på hendes hals. Lærke kendte ikke til sådan en sørg frygt, som lugtede af røg og ulykke.
Er det bare mig, eller dufter her af røg? hviskede Lærke.
De så begge ud af det lave kældervindue. Fødder fór forbi.
Vi skal løbe! greb Lærke Bodil i hånden. Finn, bliv her og pas på, forstår du?
Han nikkede.
Op ad trappen, ud i gården, rundt om hjørnet hvor alle løb hen. Bænken ved legepladsen var fuld af gamle damer, mændene fra gaden greb til brandudstyret.
Har der været brand? råbte Bodil efter en forbiilende. Han så strengt på hende:
Dueslaget. Der er børn satte ild til det. Du er portner? Hvor er vandet? Hvor er slangerne? Kom nu for pokker! Det er jo bare kvinder…
Der er kun slange nok til gården… svarede Bodil svagt.
Manden bandede og løb.
Det gamle dueslag stod sort, var et røgtæppe. Folk løb rundt, kastede vand, skred i det våde græs.
Bodil spejdede opad. De hvide duer fløj som knipling over gården, og i vinduet dukkede to forslåede knægte op, lidt ældre end Finn, klynkende i røgen.
Lærke så tilbage, løb, smuttede bøjet ind gennem dueslagets lave dør.
Hov! Lærke! Hvad laver du? skreg Bodil og ville efter hende, men blev trukket væk, faldt.
Gå til side, heroiske madammer! Kast vand på mig! råbte manden. Han blev overskyllet, og forsvandt så ind i røgen, mens Lærke nu var oppe i dueslaget.
Bodil! Kan ikke komme ned tag imod! Drengene er lette! Ikke græde! kommanderede hun.
Tæpper! Hent tæpper! Folk strakte lagner under vinduet, Lærke skubbede den første ud, han vrælede, men røg direkte i lagnet. Den anden hoppede selv, benene strittede.
Straks blev de overfuset for at have tændt ild, ungerne tudede.
Men hvor var Lærke? Alt var røg og ild.
Lærke! råbte Bodil desperat. Finn dukkede op. Hvorfor er du her! Gå hjem!
Men Finn blev, stirrede på branden, råbte nu også, uklar, hæs. Bodil blev stum over lyden af hans stemme. Han råbte på Lærke hans tante, hans ven, hans kloge fortæller, hestenes og hvalernes ven, Lærke, der lærte ham at tegne. Han tænkte på de blåhvaler, Lærke fortalte om drømmeskibe, bløde, store, dybe, venlige. Han gad godt møde en sådan.
LÆRKE! Finn hylede, trampede og græd.
Brandfolkene ankom, slangernes blå strømme buldrede ud.
Finn! Kom, søn! Hun… Åh, Gud… Bodil prøvede at holde ham, han sneg sig ud, men så greb Lærke ham bagfra, drivvåd, nederdelen klæbede, benene rystede.
Hendes pandehår svedet væk, soden dækkede minen, men smilede gjorde hun, barnligt.
Fremad! Jeg er her, Finn! Sagde du noget til mig? Kom her, min dreng.
Læ er ke, hviskede Finn og hang om hendes nakke.
Ud af vejen! Der er brand tag hende til læge! brølede manden.
Lærke nikkede. Hun skulle da nok til læge! Men vigtigst: Finn havde sagt hendes navn, han talte igen…
I armene på Lærke blev Finn båret hjem, hun kyssede ham på næsen, havde svært ved ikke at grine og danse.
Tid til fest! bekendtgjorde hun, sank så sammen. Finn, hente vand, vær så sød… Bodil, der er mørkt for øjnene…
Lærke rystede, hostede, rystede mere.
Det går over, bare sid, drik lidt… Bodil smurte hendes hænder, mens Finn hviskende klappede hovedet. Lærke forsøgte at smile, men det gjorde stadig ondt. Finn græd nu tyst.
Hvorfor så? mumlede Lærke.
Jeg er bange for at du forsvinder ligesom far… svarede Finn.
Nej, det skal jeg ikke! Lærke rystede på hovedet jeg skal passe på dig. Mor må gå i gang nu, lære noget, tage en uddannelse, vi har meget tilbage at gøre.
Lærke faldt i søvn, uden at stønne, men smilede indimellem.
Bodil sad ved siden, holdt om Finn. Lærke er stadig ung, liv og lærdom og kærlighed foran sig og alligevel bor hun her, skjult…
Men glæden boblede over Finn talte nu. Ikke byen havde hjulpet, men menneskene. Lærke havde.
… Midt om natten blev Lærke tørstig, drak.
Gør det ondt? spurgte Bodil.
Det river, og røgen hænger fast svarede Lærke hæst. Efter et øjeblik sagde hun:
Min far har siddet inde, Bodil. Hvem vil have mig? Han var guldsmed, stjal, ville give mig alt… Nok ingen forstod, hvordan det var. Min mor døde, vi mistede lejligheden, alt røg. Jeg røg på gaden. Vennerne vendte ryggen, datter af en tyv. Jeg anede intet! Far havde besøg, lukkede døren, jeg legede bare og tegnede. Jeg ville på kunstskole, tog til København, på Glyptoteket! Så smukt, jeg ville tegne det hele… Smed mine skitser ud, det hele. Forbandet er jeg, ikke engang optaget blev jeg. Så… Hun hostede, Bodil gav vand. Rengøring, det er min lod. Men du, find dig et godt arbejde og få Finn frem! I dueslaget troede jeg, jeg ville kvæles ville næsten ikke leve mere og alligevel… en mand trak mig ud, aner ikke hvordan. Jeg har aldrig været til noget, Bodil.
Bodil lukkede øjnene, rejste sig, puttede armen om Lærke, kyssede det soddækkede hår. Duft af brand sikkert ville den blive hængende. Så ville Lærke ikke glemme, at hun engang ville forsvinde.
Du er tosset, Lærke! Du kan bøger, ville på kunst, men glemte, at livet ikke er dit eget at give eller tage. Min farmor sagde engang: Bare én måned til… Grib din chance. Tag dine papirer, søg Kunsthåndværkerskolen.
Jeg kan ikke, alt er væk, jeg er ikke god nok. Det er jo dumt, Bodil… Lærke ville puffe Bodil væk, men endte mod hendes hænder, grædefærdig.
Fordi du har dig selv, Lærke. Og os især Finn! Vi slipper dig ikke! Vil du have mere vand, eller skal vi sove?
Sove… Tror du, at jeg betyder noget? Bare en lille smule?
Bodil svarede ikke. Det var selvindlysende…
… Da tiden kom, tog Lærke til optagelsesprøverne. Ugen igennem var hun træt, ophidset, sulten, tegnede om natten og rev det i stykker, læste, stod tidligt op, kyssede Finn og fór ud. Han ventede, spejdede efter hende.
Vent ikke, Finn. Det varer nok længe, sagde Bodil, men Finn holdt udkig.
Hun blev optaget og fik straks at vide, hun boede først på kollegium, men sagde: Nej! Jeg vil bo med jer!
Er du skør, Lærke? Bo nu på kollegie, gå på dit kursus! Og jeg har fundet nyt job! Husker du Marie? Hun, der syede Finns jakkesæt hun har brug for en hjælper. Så vi flytter også!
Finn greb straks hendes hånd. Lærke skulle være tæt på, kunne lære fra sig om hvaler, om varme lande… og tegne heste. Hans far red tit med ham i landsbyen…
Glem det. Jeg kommer og besøger jer! Når du har lært det, Bodil, kan du sy min kjole! Kom nu, vi drikker te jeg har bragt rigtige spanskberliner med hjem!
Hun smed den fedtede, varme, duftende pose på bordet.
De spiste, pustede, delte ud; Finn smagte og smilede, Lærke blev krammet og hele stuen blev fyldt af latter og glæde. De havde brug for hinanden især Finn. Fremtiden ventede.
…Fem år senere blev Lærke gift og fik Kirstine. Finn så på hende skråt og stolt.
En pige… sagde han langsomt.
Den bedste pige, der findes, sagde Bodil.
Finn og Kirstine voksede op side om side. Som elleve årig vidste Kirstine, at hun elskede Finn. Som trettenårig blev hun skuffet: hun så ham kysse arrogante Maja. Som tyveårig besluttede hun aldrig at blive forelsket igen.
Finn fik efterhånden fodfæste, drømte sin egen virkelighed egen virksomhed. I de urolige halvfemsere var han tæt på at ende bag tremmer, hvis ikke Lærke havde hjulpet: hun fik ham ind som bud i lille forlag, hvor hun lavede illustrationer. Finn flyttede hurtigt op, observerede alt i boghandlen; hvem læste hvad, hvem købte hvad. Han opsøgte Boghallen, så forandringerne, de nye læsere, åbne møder, bøger man bare kunne tage. Det trak ham men deres bøger kom aldrig på hylderne.
Vi er til blade, Finn, læsestof for børn hurtigt forbrugt, sagde gamle direktør, Eskild.
Men Finn fik kontakt til de vigtige særligt til Ellen, børneafdelingsleder i Boghallen, og vips lå deres blade der nu.
Tre år senere var Finn chefredaktør. Lærke havde insisteret på, han tog sin uddannelse, da han kom hjem fra hæren. Kirstine blev ansat i layoutteamet. Familieansættelse! påstod folk, men først da de giftede sig og rygterne gik.
Jeg tager også børnene med det bliver lykke! lo Finn.
Lærke og Bodil udvekslede blikke og smilede. Finn var et godt menneske. Godt, disse tre fandt hinanden Lærke, Bodil og lille Finn. De blev hinandens vigtige, på dansk vis, hinandens familie.
