‘Naboens datter betyder mere for mig end du gør’ – sagde mor og lagde på

»Naboens datter er mig nærmere end dig,« sagde mor og lagde på.

Mette stod i køkkenet i sin lejlighed i København med telefonen i hånden og stirrede på den, som om den var blevet til en slange. Lige havde hun ringet til sin mor i Aarhus for at fortælle om sin forfremmelse på arbejdet, men i stedet fik hun det her.

»Hvad sker der?« spurgte hendes mand, Mads, da han kom ind i køkkenet. »Du ser helt bleg ud.«

»Mor sagde, at naboens datter er nærmere hende end mig,« svarede Mette langsomt og satte telefonen på bordet. »Hun sagde det bare lige ud.«

»Har I skændtes om noget?«

»Nej! Jeg fortalte hende om min forfremmelse, og så sagde hun: Mette, du er altid optaget af dine egne ting, men fru Jensen hjælper mig hver dag. Hun handler ind for mig og henter mine medicin. Hun er blevet mere som en datter for mig end dig.«

Mads rynkede panden og satte sig overfor hende.

»Måske er hun ikke sig selv? Har hun det dårligt?«

»Hun er helt ved sine fulde fem!« udbrød Mette. »Hun sagde det med vilje for at såre mig. Ved du, hvad der startede det? Jeg inviterede hende til sommerhuset i Hornbæk, men hun sagde: Hvorfor skal jeg til jeres sommerhus, når fru Jensen og jeg arbejder sammen i haven?«

Mette tav og lo så bittert.

»Og jeg har sendt hende penge hver måned. Tusind kroner. Bare for en sikkerheds skyld, sagde jeg. Jeg troede, det hjalp.«

»Stop med at sende dem,« sagde Mads bestemt. »Hvis naboens datter er nærmere, kan hun også hjælpe.«

»Mads, sig ikke sådan! Det er min mor.«

»Din mor, som lige har såret dig? Mette, vågn op! Ingen mor taler sådan til sin datter.«

Mette rejste sig og gik hen til vinduet. Nede i gården legede børn, og deres latter lød fjern og uvirkelig.

Fru Jensen var en god nabo. Enke, børnene boede i Jylland og besøgte hende kun én gang om året. Mette huskede hende fra sin barndom dengang virkede fru Jensen streng og brokkede sig altid over støj i opgangen. Nu var hun pludselig blevet »mere som en datter«.

Telefonen ringede igen. Mette kiggede på skærmen det var mor.

»Tag den ikke,« sagde Mads.

»Måske er der sket noget?«

»Hvis der er, kan fru Jensen ringe.«

Alligevel tog Mette den.

»Hallo?«

»Mette, hvorfor lagde du på? Vi talte jo sammen.«

»Mor, det var dig, der lagde på. Efter du nævnte fru Jensen.«

»Åh, det…« Der lød irritation i stemmen. »Jeg sagde jo bare sandheden. Fru Jensen er her hver dag, mens du er i København. Da jeg havde højt blodtryk, hvem ringede så til lægen? Fru Jensen. Hvor var du?«

»Mor, jeg var på arbejde! Jeg vidste ikke, du havde højt blodtryk! Du ringede ikke!«

»Hvorfor skulle jeg ringe, når du alligevel ikke kommer? Du har jo dit vigtige arbejde.«

Mette mærkede tårerne presse på. Morens stemme var fuld af gammelt nag.

»Mor, skal jeg komme i morgen? Jeg tager en fridag.«

»Nej! Jeg har ikke brug for dig. Fru Jensen hjælper mig. Vi skal til lægen i morgen, og hun følger mig. Du ville bare sidde med din telefon eller tænke på arbejde.«

Mette følte det som et slag.

»Okay, mor. Som du vil.«

»For resten,« morens stemme blev pludselig praktisk, »stop med at sende mig penge. Fru Jensen siger, det er forkert, når børn køber sig til samvittighed. Jeg klarer mig selv.«

Mette tav. I røret hørte hun hviskende stemmer, så morens ord ikke til hende:

»Fru Jensen, hvilken medicin har du hentet? Til maven? Tak, min ven…«

»Jeg lagde på,« sagde Mette stille og trykkede på den røde knap.

Mads lagde en arm om hende.

»Hun ved måske ikke, hvad hun siger. Er hun syg?«

»Hun ved det godt,« svarede Mette og trak sig væk. »Jeg er bare ikke vigtig for hende længere. Da jeg studerede, sagde hun: Hvorfor skal du have en uddannelse? Bliv gift og få børn. Og da jeg fik arbejde: Karrieremenneske, du glemmer din familie.«

»Men du ringede til hende hver uge!«

»Ja. Og hver gang fik jeg at vide, hvor dårlig en datter jeg var. At jeg ikke kom nok, gav de forkerte gaver eller ikke brugte tid med børnene. Og nu er der fru Jensen.«

Mette satte sig og strøg sig over ansigtet.

»Ved du, hvad der gør mest ondt? Jeg ville faktisk have hende til at bo hos os. Ikke i sommerhuset her. Jeg havde tænkt mig at indrette et værelse til hende. Men hun… naboens datter er nærmere.«

Børnene, de tiårige tvillinger Emil og Freja, stormede ind i lejligheden med deres skoletasker.

»Mor, hvornår skal vi til bedstemor?« spurgte Freja. »Du lovede det i ferien.«

Mette så på hende og svarede ikke med det samme.

»Det ved jeg ikke, skat. Måske bliver det ikke til noget.«

»Hvorfor ikke?« Emil så forvirret ud. »Hvad med gaverne, vi har lavet til hende?«

De havde lavet en fotoalbum med deres tegninger, og Freja havde broderet et lommetørklæde i håndarbejde. Alt lå i en smuk æske, klar til turen til Aarhus.

»Vi giver dem senere,« sagde Mette blidt.

»Mor, er du syg?« Freja kom tættere på. »Du har røde øjne.«

»Jeg er ikke syg. Bare træt.«

Mads tog børnene med ind i stuen og forklarede, at bedstemor ikke havde det så godt og at de måske skulle vente med at besøge hende.

Om aftenen, da børnene sov, sad Mette længe og kiggede på gamle billeder. Der var hun som lille sammen med mor i haven. Mor som ung og smuk, der grinede og holdt om hende. Der var de bagte kager sammen Mette var otte og helt tilsølet med mel, men lykkelig. Og så hendes studentereksamen, hvor mor stolt stod ved hendes side.

Hvornår var det gået galt? Da far døde? Eller før?

Far gik bort for fem år siden, og siden da var mor blevet en anden. Lukket, følsom, altid utilfreds. Mette troede, sorgen ville fortage sig, men i stedet blev mor mere og mere fjern.

»Hvad tænker du på?« spurgte Mads og satte sig ved siden af hende.

»At jeg måske virkelig er en dårlig datter.«

»Sludder! Du ringer hver uge, sender penge, besøger hende, når du kan. Hvad mere skal du gøre?«

»Bo tættere på. Være der altid. Som fru Jensen.«

»Hvad med dit arbejde? Børnene? Vores familie?«

Mette trak på skuldrene.

»Det er ligegyldigt for hende. Det eneste, der betyder noget, er, at jeg er langt væk.«

Telefonen ringede igen. Denne gang var det et ukendt nummer.

»Hallo?«

»Goddag, det er fru Jensen, din mors nabo. Er det Mette?«

»Ja.«

»Du bliver nødt til at komme. Der er noget galt med din mor. Efter jeres samtale begyndte hun at græde uden stop. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.«

Mettes mund blev tør.

»Hvad… hvad er der sket?«

»Hun græder og siger bare: Jeg sårede min datter, jeg sårede min datter. Jeg prøvede at trøste hende, men hun hører ikke efter. Hun tror, du ikke vil tale med hende mere.«

»Fru Jensen, er hun… er hun syg?«

»Nej, overhovedet ikke! Dorthe er ved sine fulde fem. Hun er bare ked af det. Hun siger, hun var dum og sagde ting, hun ikke mente. Hun elsker dig meget, hun ved bare ikke, hvordan hun skal sige det.«

Mette mærkede, hvordan bitterheden i hendes hjerte langsomt forsvandt.

»Sig til hende, at jeg kommer i morgen. Jeg lover.«

»Det vil jeg gøre. Tak. Jeg overvejede at ringe til lægen.«

Da fru Jensen lagde på, sad Mette længe med telefonen i hånden.

»Skal du afsted?« spurgte Mads.

»Ja. Jeg tager børnene med. De kan give hende gaverne. Måske kan hun ikke udtrykke, hvor meget hun savner mig.«

»Hvad hvis hun nævner fru Jensen igen?«

»Det gør hun ikke. Fru Jensen er en god nabo, men hun er ikke familie. Jeg er hendes datter. Og det bliver jeg altid, uanset hvad hun siger.«

Næste morgen tog Mette en fridag, samlede børnene og tog toget til Aarhus. Undervejs fortalte Emil og Freja ivrigt om, hvor glade bedstemor ville blive for deres gaver, mens Mette stirrede ud ad vinduet på de forbipasserende marker og tænkte på, at nogle gange siger folk ikke det, de virkelig føler.

Mor stod i døren med røde øjne. Da hun så Mette, omfavnede hun sin datter uden et ord og holdt hende længe.

»Undskyld, min pige. Undskyld en gammel tåbe. Jeg mente det ikke…«

»Det er okay, mor. Alt er godt,« hviskede Mette og strøg hende over håret. »Jeg er her nu. Vi er alle her.«

Og fru Jensen, der stod i sin egen dør, smilede stille og gik ind igen. Hun forstod godt: naboer er fint, men familie er noget helt særligt.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

18 + three =

‘Naboens datter betyder mere for mig end du gør’ – sagde mor og lagde på
Er din ferie vigtigere end din søster? – jamrede moren Anna tastede igen sin søsters nummer, men alt hun hørte var den monotone stemme fra en telefonsvarer: “Linjen er optaget.” Stilheden havde varet i to uger. Og det hele begyndte med en tilsyneladende almindelig telefonsamtale. Hendes søster, Marina, ung og udmattet småbørnsmor, bad med bævende stemme om hjælp. — Anna, du ved jo, vi har travlt på arbejdet – alt brænder på, — hendes stemme lød bedende og træt. — Og barnepigen er blevet indlagt på hospitalet. Sergey og jeg aner ikke, hvad vi skal stille op. Du har jo ferie fra på mandag, ikke? Kunne du ikke komme og hjælpe med Liselotte bare i en uge? Liselotte var et år og én måned gammel. En bedårende, lille pige med to fortænder og opstoppernæse, der under sidste tantebesøg havde udsmykket Annas nye iPad med tuscher. Anna elskede sin niece, men tanken om at tilbringe den længe ventede årlige ferie som babysitter gav hende ubehag. Hun havde planlagt ferien længe, købt billetter til Sankt Petersborg, booket et hyggeligt værelse ved kanalen, lagt ruter til museer og baggårde. Ferien var hendes pusterum efter et år som presset bogholder i et stort dansk firma, omgivet af tal, rapporter og chefens evige utilfredse udtryk. — Marina, jeg… jeg kan ikke, desværre, — sagde Anna langsomt og mærkede en sitren i kroppen. — Jeg har billetter til Sankt Petersborg, alt er planlagt. Kort tavshed. Søsteren var chokeret over afslaget. — Til Sankt Petersborg? — Marinas tone blev straks koldere. — Alene? Selvfølgelig. Underholdning først. Vi knokler her med barn og kaos… — Det er ikke underholdning, det er min ferie! — prøvede Anna at forklare, men blev ignoreret. — Glem det. Jeg klarer mig selv. Alt er klart. Klik. Anna lagde på, fyldt med skyld — som straks forvandledes til vrede. Hvorfor skulle hendes planer altid vige for søsterens problemer? Hvorfor blev hendes trætte længsel efter ferie altid set som noget overflødigt, mens moderrollen var vigtigst? Men dagen efter faldt det virkelige slag — fra forældrene. Moren, Lise Petersen, ringede hårdt. — Anna, har jeg forstået rigtigt fra Marina, at du nægter at hjælpe din søster i sådan en situation? — Mor, jeg har ferie, jeg… — begyndte Anna, men blev afbrudt. — Ferie?! — fnøs Lise. — Du vil til Sankt Petersborg alene? Det er ikke vigtigt! At hjælpe familien — dét er vigtigt! Der er et lille barn, og de har det svært. Du burde melde dig først, ikke stå fast på dine egne planer! — Jeg behøver ikke… — eksploderede Anna. — Jeg er 30 år, jeg har selv tjent til min ferie! Jeg er smadret! Jeg trænger til at holde pause — på min måde! — Hvis du er så selvstændig og ”udbrændt”, så har vi ikke mere at tale om, — svarede Lise koldt. — Lev dit eget liv, rejs rundt… Så kan vi se, hvordan du klarer dig uden familien, — og så lagde hun på. Der var gået to uger siden. Anna tog sin længe ønskede tur til Sankt Petersborg. Gik på Eremitagen, sejlede på kanaler, nød kaffe på finurlige caféer på Ligovskij. Men hun kunne ikke nyde noget — hver oplevelse mindede hun om søsterens sårede stemme og morens isnende tonefald. Da Anna vendte hjem, ringede hun til forældrene. Faren, Viktor Nicolaisen, tog og svarede køligt: “Anna, vi har travlt” — og lagde på. Moren svarede slet ikke, og Marina sendte bare SMS: “Det går, vi klarede os.” En måned senere bankede det på døren. Anna blev forskrækket, hun ventede ingen gæster. Det var hendes far, Viktor Nicolaisen. En lille beholder med kirsebærsyltetøj stod i hans hænder. Han så træt og slidt ud. — Må jeg komme ind? — spurgte han kort. — Selvfølgelig, far. Han gav hende varsyltetøjet — hendes yndlings — og for første gang var hans blik blødt, ikke koldt. De talte længe. Om Lises sygdom, om hvor hårdt det var for Marina, om frygt for at miste hinanden. — Du har ret, Anna, — sagde faderen langsomt. — Du skylder os intet. Vi er opvokset, så familie altid kommer først. For os var dit valg et svigt — men vi så ikke, hvor træt du var… Anna brast næsten i gråd. — Jeg lever jo ikke kun for jer. Jeg har også behov for at tage vare på mig selv. — Vi savner dig og elsker dig, — svarede faren sagte. — Kom hjem på søndag. Marina og Liselotte er der. Moren… hun kan ikke helt tilgive endnu, men hun vil blive glad. — Jeg kommer, — lovede Anna. Da Anna mødte sin søster og mor igen, var stemningen stadig anspændt og sarkastisk, især da Anna overrakte gaver. — Tror du, du kan købe mig for sådan en designertaske? Jeg har brug for hjælp, ikke det dér, — fnyste Marina og kastede gaven på gulvet. Moren prøvede at stoppe skænderiet, men Anna blev så såret, at hun tog sin gave og gik. Bagefter sås søstrene aldrig mere, og kun få gange ringede Lise for at bede Anna om at sige undskyld til Marina.