Den Ensomme Gamle Ungkarl: Tilfreds i Sit Eget Selskab
Jens var en mand på sine ældre dage, en ungkarl, der levede sit liv i rolig ensomhed, som aldrig havde generet ham. Han arbejdede hårdt som en arbejdshest, men elskede sit arbejde. Han var omhyggelig alt skulle være perfekt, hver ting på sin plads. Han havde mødt mange kvinder gennem årene, men ingen havde virket som den rette. Den sommer, i slutningen af juli, besluttede han at tage på ferie og køre mod vest. Træt af rutinen længtes han efter at slippe væk fra byens larm. Han slog op på nettet og satte en annonce.
En kvinde med to børn svarede, hun boede i en lille landsby på vestkysten. Stranden lå tyve minutters gang derfra, men stedet var fjernt fra de turistfyldte områder. Der var et værelse til ham, og til gengæld for madvarer han medbragte, ville hun lave hjemmelavet mad til ham. Til sidst lod han sig overtale. Turen gik godt, GPSen svigtede ikke. Huset var gammelt men rent, værelset hyggeligt, og husets frue, Mette, var venlig. I haven løb en lille hund rundt, en grønlandshund. I haven modnedes frugterne, mens de to børn, en dreng og en pige på ni eller ti år, hjalp til med husarbejdet. Mette forstyrrede ham ikke, hun spurgte blot hvad han havde lyst til at spise, fyldte hans tallerken med jordbær og smilede blidt.
Jens tilbragte dagene på stranden, svømmede, klatrede på klipper, tog billeder og udvekslede beskeder med en gammel ven på Facebook. Nogle gange undrede han sig over, hvordan en kvinde på halvtreds kunne have så små børn. Til sidst spurgte han:
“Mette, er det dine børnebørn?”
“Nej,” svarede hun, “de er mine egne børn, bare sent i livet. Livet førte mig ikke til ægteskab, men jeg ville have børn. Og jeg er ikke så gammel, jeg er otteogfyrre.”
Mens de talte, betragtede han hende nærmere. Hun var smilende, med et let sind, og hendes navn tiltalte ham. Mette. Lille Mette. Sådan hed hans mor også. Hun duftede af jordbær og frisk smør. Hvidvinen var let, aftenerne milde, og himlen stjerneklar. Ingen af dem gik på omveje de var voksne nok. Om dagen virkede alt normalt, men om natten listede Jens stille hen til den side af huset, hvor Mette sov. Så vendte han tilbage til sit værelse. Børnene måtte ikke vågne. Hunden gjød ikke, den så bare på ham med klogt blik, som om den forstod det hele. God hund, sparsommelig. Den spiste et par skefulde og vogtede haven trofast. Den hed Freja.
Og Freja begyndte at følge ham til stranden, svømmede med ham, rystede sandet af sig, tørrede i solen og løb hjem før ham. Han fulgte efter. Men en dag dukkede Freja ikke op. Jens ledte overalt, råbte hendes navn, hængte plakater op i hele landsbyen. Hvor var hunden? En ældre nabo foreslog, at nogle fremmede, der lejede et hus i den anden ende af byen, måske havde taget den. Jens gik derhen. Han nåede akkurat at høre, at de var kørt for en time siden med en lille hund mod hovedvejen.
Jens sprang i bilen og gav den gas. Han indhentede dem halvtreds kilometer længere fremme og blokerede vejen. To unge piger steg ud af jeepen, frække og uforskammede.
“Hey, flyt den bil! Kan du ikke køre? Vi ringer til politiet!”
“Gør det,” svarede Jens, “men giv mig først hunden tilbage.”
“Du er heldig,” lo den højeste af dem. “Den var forladt, vi redder den.”
“Den er ikke forladt,” svarede han. “Den har en familie. Den er ikke jeres.”
“Skrid!” skreg den anden. “Hvis du ikke flytter dig, smadrer vi bilen!”
Jens gik rundt om dem og kaldte: “Freja!” Hunden begyndte at gø og løbe rundt på sæderne, prøvede at komme til den halvt åbne rude. Pigerne greb fat i den, bandede og prøvede at slå. Jens vidste ikke, hvad han skulle gøre han kunne ikke slå til kvinder.
Heldigvis dukkede en politibetjent op, svedig og træt. Mens han holdt sig for ørerne af pigernes skrigen, tog han Freja.
“Stille nu! Hunden går til den, den selv vælger. Ingen af jer har papirer på den.”
“Kom her, lille ven,” kaldte pigerne og viftede med et stykke skinke.
“Kom, Freja,” sagde Jens.
Betjenten satte den på jorden. Den løb lige hen til Jens, logrede og gjøede glad.
“Det ser ud til at være afgjort,” sukkede betjenten.
“Nej, den er vores!” råbte pigerne. “Han må ikke tage den! Vi klager til din chef!”
Betjenten blev rød i hovedet.
“Enten kører I nu, eller også tjekker jeg forsikring, brandslukker, advarselstrekant, førstehjælpskasse og alle piller i bilen. Den er beskidt, og oven i købet tjekker jeg, om den ikke er stjålet. Og systemet er kun på stationen”
Jeepen forsvandt hurtigt.
Jens trykkede betjentens hånd.
“Tak.”
“Ingen årsag. Jeg har også sådan en lille hund. Klog og stædig. Om vinteren går den i jakke, den fryser nemt. God race, loyal. Og praktisk størrelse. Held og lykke. Overhold færdselsloven.”
Jens satte sig i bilen. Freja lagde sig i hans skød, varm og blød som fløjl. Han følte sig godt tilpas længe siden han havde følt sådan. Vejen var stille, motoren summede blødt, og Freja var rolig. Men midt i denne ro greb hjertet ham. Snart måtte han køre. Der ventede ingen hjemme. Tanken om bare at vende bilen og tage Freja med dukkede op i hans hoved. Hvad havde han egentlig? Nogle T-shirts, undertøj, en træningsdragt. Tanken blinkede i ham. Jens lagde den på sinde, sukkede og kørte tilbage til Mettes hus.
Den sidste uge var regnfuld, men Jens fortsatte med at gå på stranden. Og Freja fulgte med. Om natte
