**Dagbogsnotat:**
*Skete det ikke bare lige nu?* tænkte jeg, da den forpustede mand nærmede sig. Han standsede ved busstoppestedet og stirrede på mig.
“Undskyld, frøken, ved du, om den sidste bus allerede er kørt?” spurgte han. Hans ansigt var almindeligt, med et lille overskæg, hvilket Birte Sørensen altid havde afskyet. Hun vendte sig væk uden at svare.
“Er det virkelig for svært at svare?” fortsatte han og satte sin tunge taske ned på bænken ved siden af hende. “Du venter da også på bussen, ikke?”
“Jeg venter ikke på noget.” Hun knurrede, men så tænkte hun på, hvor sent det var, og tilføjede blidere: “En bus kørte for fem minutter siden, men jeg lagde ikke mærke til hvilken.”
“Åh nej!” manden sank sammen på bænken med et bump, så hun næsten troede, den ville knække.
“Har du også misset den?” spurgte han igen, nu mere insisterende.
Birte rettede på sin frakke og besluttede at gå hjem. Det var for sent.
For en time siden havde hun pludselig følt et underligt træk til at gå ud. Luften i lejligheden føltes tung, og ensomheden væltede ind over hende.
Hele livet havde Birte Sørensen levet alene og været lykkelig. Hendes veninder giftede sig, fik børn, men det ønskede hun sig aldrig. Hendes mor i landsbyen fødte den ene efter den anden, og tre af dem blev sendt på kostskole. Birte, den ældste, løb til byen. Hun blev uddannet bogholder og arbejdede hele sit liv på byens centrale café, *Den Gyldne Time* fyldt med livlig musik og lækker mad.
Først var hun blot bogholder, men senere blev hun økonomichef, lige til pensionen. Fester, jubilæer, hun kendte aldrig kedsomhed. En god løn, lækker mad, hun købte en lejlighed, rejste på ferie et andet liv ønskede hun sig ikke.
Men så kom den nye ejer og sagde, at Birte ikke forstod de nye arbejdsmetoder. Han sendte hende på pension, selvom hun ikke selv havde planlagt det.
Først søgte hun nyt arbejde. Men det, der interesserede hende, krævede unge ansigter. Så hun trak på skuldrene hun havde sin opsparing, lille men nok.
I starten var alt perfekt. Ingen planer, ingen vækkeur, ture og endda nordic walking i parkerne. Men pludselig trættede det hende, og denne aften gik hun bare ud og satte sig på bænken ved busstoppestedet.
Biler kørte forbi, lygter lyste, folk gik og snakkede. Og hun sad bare der, som om hun ikke eksisterede. Byen levede sit liv, og hendes liv betød intet.
Hun var unødvendig. For absolut alle i hele verden.
Og så kom denne mand.
“Har du heller ikke et sted at sove, frøken? Jeg tilbragte natten her på bænken. Jeg bor uden for byen, arbejder skiftehold kom for sent. Nætterne har været varme, men i aften er det køligt! Men jeg har nogle smørrebrød med spegepølse. Vær ikke bange, her, tag et. Brødet er friskt, og pølsen er god. Jeg tager termokruset frem vi kan drikke varm te med sukker, så bliver vi varme.”
Hans tone ændrede sig pludselig, og han gav hende et smørrebrød. Hun ville sige nej, men indså, at hun var sulten. Hun havde ikke spist aftensmad og næsten intet til frokost. Hun tog en bid hvor var det lækkert! Hun købte sjældent spegepølse nu, holdt sig til diæt, men dette brød duftede, og pølsen mmm!
Manden lo.
“Nå, smager det godt? Her, tag en kop te, pas på, den er varm. Hvad hedder du?”
“Birte Sørensen,” svarede hun med munden fuld.
“Birte! Jeg er onkel Jens. Nå, altså, Jens Mikkelsen. Arbejdede før på fabrikken, blev fyret, nu er jeg vagt. Skiftehold dag, aften. Det går fint. Min mor er syg, gammel, så jeg arbejder for hendes medicin. Måske lever hun lidt endnu. Havde en familie engang, men det gik i stykker. Sønnen voksede op, konen fandt en anden. Sådan er livet!” Han sukkede, smilede, men hans øjne blev pludselig triste.
“Bor du langt herfra, Birte? Skal jeg betale en taxa til dig? For mig er det for langt, de kører ikke uden for byen om natten, og dobbelt takst er for dyrt. Du burde være okay.”
Onkel Jens så på hende og smilede, og Birte mindedes pludselig en dreng fra skolen, Mikkel, der altid havde mad med og delte med hende. Han stirrede på hende ligeså godmodigt, lidt spottende. Nu følte hun sig som en ung pige igen, som om intet af dette liv eksisterede ikke *Den Gyldne Time*, ikke pensionen.
Hun spiste smørrebrødet, drak den varme, søde te og sagde pludselig, uden at tænke sig om:
“Kom med hjem til mig, onkel Jens. Du skal da ikke sove på en bænk? Her er mit hjem, du behøver ikke køre nogen steder. Tag din taske, men opfør dig ordentligt, ellers får du at føle det jeg er ikke ung længere!”
Han stirrede forbløffet på hende, så på huset bag dem, så tilbage på Birte.
“Hvorfor sad du så her? Ventede du på noget?”
“Jeg ventede ikke. Der er ikke mere at vente på. Kommer du eller ej?” Birte vendte sig og gik mod hjemmet. Jens samlede sin taske op og fulgte efter.
“Nå, men sådan er det! Men jeg sover på gulvet, i hjørnet, og kører tidligt. Tak, det er koldt.” Han rystede på hovedet, forundret.
Næste morgen vågnede Birte af en underlig lyd. Hun gik ud Jens var allerede oppe, havde sovet på køkkensoffen og var nu i gang med at reparere toilettet.
“Din cisterne lækkede, Birte. Nu er den fikset. Har jeg fortjent morgenmad?” Han strakte sig og smilede, og hun stirrede. En fremmed mand i en T-shirt, halvtgråt hår, vådt han havde lige vasket sig. Og hun følte en underlig varme indeni.
“Kom så, onkel Jens, du har fortjent det. Vil du have æg med tomater? Min vaskemaskine virker heller ikke ordentligt, hvis du har lyst…”
Sådan blev Jens Mikkelsen hos Birte Sørensen indtil hans næste vagt. Han ringede til sin mor, hun havde det fint, og han blev.
Nu bor de sammen. Jens arbejder skiftehold, og Birte venter på ham og laver mad fra caféens menu. Han kysser hendes hånd.
“Min lille fribytter, jeg vidste, du ventede på mig. Det var ikke tilfældigt, jeg kom for sent det var skæbnen. Undskyld, du var så ensom, jeg kunne ikke lade dig være alene. Hele mit liv levede jeg uden at vide, jeg kunne elske sådan. Sådan et held!”
De besøger ofte hans mor, en kvinde på omkring firs, men stadig stærk. Birte føler sig som en ung pige omkring hende.
Og hvad angår sønnen, hvor er Maria Mikkelsen glad. Endelig har hendes Jens også lykke, noget at leve for.
Er det nu din bus kommer? – spurgte den forhastede mand.
