Om morgen stod hendes kuffert i entreen.
“Lise” begyndte Mads.
“Lad være,” afbrød hun ham. “Du tog en beslutning og gjorde dit valg. Nu gør jeg mit.”
Døren smækkede. Mads blev alene tilbage.
Mads sad ved køkkenbordet og pillede halvhjertet i sin kolde havregrød. Klokken var halv syv. Lise var halvanden time forsinket.
Fjernsynet i hjørnet mumlede om endnu en politisk skandale, men Mads lyttede ikke. Hans blik gled henover de velkendte detaljer: de gule gardiner med valmuer, som Lise havde hængt op for fem år siden, hans hjemmesko ved køleskabet, hendes strikkede cardigan hængt over stoleryggen.
Alt var på sin plads. Undtagen hende selv.
Døren klikkede. Endelig.
“Madsen, undskyld!” lød en træt stemme. “Far blev dårlig, vi måtte ringe efter en læge.”
Mads rynkede panden. De gamle igen.
Lise vaklede ind på køkkenet forpjusket, med røde øjne.
“Hvad skete der?” spurgte han uden at se op fra sin tallerken.
“Blodtrykket skød i vejret. Lægen sagde, han skulle overvåges” Lise sank ned på stolen overfor. “Mor var helt ude af den, vidste ikke, hvad hun skulle gøre.”
“Har de ikke en telefon? Kunne de ikke ringe selv?”
Lise dirrede, som om han havde slået hende.
“Mads, de er over halvfjers. De blev bange. Og de er min familie”
“Og hvad med mig? Er jeg ikke din familie?” Mads lagde gaffelen fra sig og så på hende. “Der er ingen hjemme, aftensmaden er kold. Jeg kommer hjem fra arbejde, og du”
“Undskyld,” hviskede hun og rakte ud efter komfuret. “Jeg varmer det lige op.”
Men irritationen bredte sig allerede i hans bryst som en kold bølge. Før ville hun møde ham ved døren. Række ham hans hjemmesko, spørge om hans dag.
Nu handlede det kun om hendes forældre.
Lise arbejdede stille ved komfuret. Skuldrene slappe, hænderne rystede, da hun flyttede gryderne.
Mads så på hendes nakke og huskede, hvordan hun engang vendte sig med et smil.
Hvornår var det? For en måned siden? To?
“Hør,” sagde han blidere, “måske har de virkelig brug for en hjælper? De får da en ordentlig pension.”
Lise standsede med en grydeske i hånden.
“Ordentlig? Mads, far får femten tusind, mor får tolv. Næsten halvdelen går til medicin og regninger.”
“Hvad, tolv?” Mads rynkede panden. “Hun arbejdede da hele sit liv.”
“Som lærer i en landsbyskole.” Lise vendte sig mod ham. “Mads, du ved det jo godt.”
Han vidste det ikke. Han havde aldrig rigtig interesseret sig for svigerforældrenes økonomi.
Hans egne forældre døde for ti år siden og efterlod en lille lejlighed, som han solgte med det samme. Men Lises forældre så han kun på højtider.
“Så må de hyre nogen i timerne,” foreslog han. “Til rengøring, madlavning.”
“Med hvad?” Lisens stemme skar gennem luften. “Hørte du overhovedet, hvad jeg sagde? Syvogtyve tusind til dem begge!”
Mads trak på skuldrene. Han havde aldrig tænkt over andres udgifter. De havde rigeligt hans ingeniørløn plus hendes privatundervisning i engelsk.
De levede roligt, uden unødvendige udgifter, men også uden nød.
Udenfor blev det mørkt. Lise satte en varm tallerken foran ham og satte sig ved siden af. Hun spiste ikke selv støttede bare hagen i hånden og stirrede ned i bordet.
“Lise,” sagde han blødt. “Jeg har ikke noget imod at hjælpe. Men du forstår vel man kan ikke forlade sin familie.”
“Hvilken familie?” Hun så op på ham. “Er du og jeg en familie?”
Spørgsmålet hang i luften.
Mads tyggede havregrød og tænkte. Familie Måske. Selvom de ikke havde børn. Lise kunne ikke få børn, og adoption havde de aldrig rigtig overvejet.
Sådan levede de stille, roligt.
“Selvfølgelig er vi en familie,” sagde han endelig.
De næste uger blev fyldt med spændinger.
Lise besøgte sine forældre hver anden dag. Ledsagede dem til lægen, købte medicin, eller gjorde rent.
Mads kom hjem til en tom lejlighed.
Opvasken i køkkenvasken, sengen ustillet, rester fra i går i køleskabet.
“Jeg kan ikke mere,” sagde han en aften. “Hjemmet falder fra hinanden.”
“Hvad falder fra hinanden?” spurgte Lise træt. Hun var lige kommet hjem, en pose med vasketøj i hånden. “Har du glemt, hvordan man laver mad? Eller vasker op?”
“Det handler ikke om det.”
“Hvad handler det så om?”
Mds fandt ikke ord. Det handlede ikke om husligt arbejde. Det handlede om, at han var vant til at være centrum for hendes opmærksomhed. Nu var centrum flyttet.
“De er ikke børn,” prøvede han. “De klarede sig uden dig før.”
“Mor faldt i går i badeværelset. Hun lå på gulvet i to timer, indtil jeg kom.” Lise smed posen på gulvet. “Hvad skulle jeg gøre? Efterlade dem?”
“Hyre en hjælper!”
“Med hvad?” råbte hun. “Med hvad?”
De stod på køkkenet og skændtes for første gang i femten års ægteskab.
Lise græd, tårerne løb ned ad hendes kinder. Mads mærkede, hvordan alt vendtes på hovedet inden i ham.
“Mads, hører du, hvad du siger?” Lisens stemme dirrede af vrede. “Det er mine forældre! Min far! Min mor!”
“Hvad med mig?” eksploderede Mads. “Hvem er jeg for dig? En lejer? En nabo?”
“Du er min mand! Men de”
“Men de er vigtigere!” afbrød han. “Jeg har forstået det! Femten år levede vi normalt, og nu pludselig husker du på din pligt over for dine forældre!”
Lise veg tilbage, som om han havde slået hende.
“Hvordan kan du sige sådan? Mads, de er gamle, syge”
“Er jeg virkelig tredive?” brølede Mads. “Jeg er også træt! Jeg vil også have det hyggeligt derhjemme! At min kone er her, ikke fjernt et sted!”
“Så mener du, jeg skulle have efterladt dem? Ladet dem dø alene?”
“Jeg sagde ikke ‘dø’! Men lad dem klare sig selv! De har penge, de kan hyre hjælp!”
“Hvilke penge?” skreg Lise. “Ved du, hvad en hjælper koster? Hundrede kroner i timen! Som minimum!”
Mds stod målløs. Han havde aldrig regnet på, hvad en hjælper kostede.
“Altså” mumlede han. “Måske ikke hver dag En time om dagen”
“En time?” Lise lo hysterisk. “Mads, hører du dig selv? En time til at rydde op, lave mad, vaske tøj? Det er umuligt!”
“Jeg kan ikke holde til det mere!” råbte Mads og hamrede næven i bordet. “Jeg kan ikke se dig forsvare fra mig hver dag! Hver eneste dag er du der, ikke her!”
Ordene kom af sig selv, og han forstod det var kernen. Ikke husarbejdet, ikke aftensmaden, ikke den uvaskede opvask. Frygten for at miste hende. Frygten for at stå alene.
Lise så på ham med vidt åbne øjne.
“Så handler det ikke om penge,” sagde hun stille. “Det handler om, at du er jaloux på mine egne forældre.”
“Jeg er ikke jaloux!” rasede han, selvom han vidste, hun havde ret. “Det er bare jeg vil have, at du er min kone, ikke en sygeplejerske!”
“Hvad hvis dine forældre levede?” spurgte Lise. “Ville du have efterladt dem?”
Mds åbnede munden og lukkede den igen.
Forældre Hvis de havde levet så længe, havde han sikkert også hjulpet dem. Måske.
Men det var anderledes!
“Mine forældre er døde” begyndte han.
“Men mine er ikke!” afbrød Lise.
“Sådan her bliver det,” sagde han lavmælt. “Du besøger dem ikke mere. Hvis du vil hjælpe økonomisk maksimalt to hundrede om måneden. Det rækker til et par timers hjælp.”
“Hvad?”
“Du kører ikke derhen mere. Og ikke mere end to hundrede. Det er
