Gavine kæmpede for at rejse sig og gå ud i haven med sin skål med brød.
Den gamle dame vaklede op fra sengen, støttede sig mod væggen og nåede langsomt døren. I køkkenet greb hun en skål med brødkrummer og trådte ud i den kolde morgenluft.
“Jeg føler mig som en rusten maskine,” mumlede hun. “Hønsene skriger jo, som om de sulter. Skal jeg lukke dem ud i haven? Om natten fanger jeg dem aldrig igen. Ah, hvad tænker jeg på? Snart smider svigerdatteren mig på et plejehjem.”
Hun åbnede hønsehusets dør. Syv høns skred ud, fulgt af en stolt hane. Gavine strøede brødet på jorden og gik mod toilettet.
Da hun kom tilbage, standsede hun og så ud over sin grønne have.
“Gavine!” lød naboens stemme over hækken. “Du er stadig i fuld aktivitet, hva? Snart fylder du halvfems!”
“Hvordan skulle jeg ellers være, Gerda?” Gavine nærmede sig hækken. “Der er stadig kål og gulerødder at høste. Heldigvis har Mikkel og hans Ida allerede taget kartoflerne.”
“Du har en god barnebarn!”
“Det er hårdt for ham nu, uden sin far,” Gavines stemme knækkede, og tårerne begyndte at løbe.
“Nå, nå, Gavine, nok med tårer,” Gerda lagde en trøstende hånd på hendes skulder. “Din søn lider ikke mere. Et helt år uden at kunne røre sighvordan tror du han havde det? Nu ser han dig fra himlen.”
“Gerda, han var kun tres! Så stærk, så livsglad! Og på ét år blev han til ingenting.”
“Snart er jeg også hos min søn.”
“Skynd dig ikke, Gavine! Du har tid. Lev lidt endnu!”
“Ja, men hvordan? Mine ben bærer mig knap nok,” hun sukkede tungt. “September er ved at slutte, og kulden kommer. Hvordan skal jeg klare mig her alene?”
“Men du har din svigerdatter og dine børnebørn.”
“Åh, Gerda, hvad snakker du om? Mikkel har tre børn, og hans svigermor bor hos ham. Johanne bor i en etværelses med sine to børn.”
“Og Katrine, din svigerdatter?”
“Hun venter bare på min død. Da de holdt mindehøjtid for Daniel, hørte jeg hende hviske til Johanne om at sælge mit hus og købe en lejlighed til hende.”
“Du må ikke lade det ske, Gavine!”
“Johanne er mit barnebarnhun fortjener et ordentligt sted at bo.”
“Og hvad med dig?”
“De smider mig på et plejehjem, gætter jeg. Men ved du hvad, Gerda? Der er der i det mindste nogen, der passer på mig. Her tør jeg knap nok tænde for ovnen. Jeg har ikke engang brænde nok. Jeg fryser ihjel, og ingen opdager det.”
“Tak, Gerda. Nå, jeg må videre,” hun vinkede afværgende. “Hønsene løber rundt i haven. Jeg skal samle æggene!”
Hun gik mod hønsehuset.
Næste morgen føltes endnu koldere. Gavine havde lyst til at blive under dynen, men hun måtte op.
Hun rejste sig, rystende af kulde, og svøbte et tæppe om sig. Hun nåede lige at fodre hønsene, før Mikkels bil holdt foran huset. Han plejede kun at komme i weekendenhvorfor var han her en onsdag? Gavine vidste det betød noget.
“Hej, bedste!”
“Er der sket noget?” spurgte hun med sammenknebne øjne.
“Det er slut med at bo her alene,” han pegede mod den grå himmel. “Kulden kommer.”
“Men mine høns? Og kålen og gulerøddernede er ikke høstet endnu!”
“Jeg ordner hønsene, bedste. Og jeg høster grøntsagerne, mens du pakker. Kom nu!”
Gavine tog sin tid. Hun havde boet her i tres år, siden Mads bragte hende hertil som sin brud. Her blev Daniel født. Femten år siden Mads døde. Nu var også Daniel væk. Hun satte sig på en bænk og græd.
Pludselig sprang hun op og kiggede ud ad vinduet. Mikkel havde allerede høstet gulerødderne og skar nu kålhovederne afstore, sunde hoveder. Hun sukkede og begyndte at pakke.
“Hvad skal jeg tage med? Det gør ondt at efterlade alt. Men plejehjemmet vil ikke have plads. Fotografialbummet må jeg haveså kan jeg mindes livet. Papirer skal samles. De sælger husethvad hvis de mangler noget? Tøj skal med. De nye ejere smider det hele ud.”
“Bedste, er du snart klar?” Mikkel stod i døren. “Jeg er færdig i haven. Jeg kommer tilbage i weekenden og deler ud til alle.”
Han satte hendes ting i bilen, hjalp hende ind, og de kørte. Gavine stirrede ud ad vinduet på landsbyen, der forsvandt bag dem.
Byen kom hurtigt nærmere. Femetagers bygninger dukkede op. Bilen standsede.
“Åh, vi er ved Daniels hus,” tænkte hun forvirret. “Har Mikkel taget mig med for at sige farvel til Katrine?”
“Hej, tante Gavine!” Katrine smilede og gav hende et kys på kinden.
“Hej, Katrine,” svarede Gavine, men tænkte: “Hun er bange for, at jeg ikke giver hende huset.”
“Tante, vi har lavet et værelse klar til digdet samme, hvor Daniel tilbragte sine sidste dage,” Katrine begyndte at græde.
“Vi har renoveret det,” hun førte svigermoderen ind, “købt en ny seng og et nyt skab.”
“Katrine,” Gavine stirrede på hende. “Så… I smider mig ikke på plejehjem?”
“Mor, mor, hold nu op!”
“Hvorfor græder I?”
“Bedste, hvor fik du den idé fra, at vi ville sælge dit hus?” Mikkel lo. “Vi laver det til en sommerhylde for hele familien. Skoven er lige der!”
Gavines hånd greb om brystet, og hendes øjne fyldtes med glæde. Hun havde så gode børnebørn.
“Og sådan en svigerdatter! Hvordan kunne jeg overse det i fyrre år?”
