Ida lagde straks mærke til, at noget var underligt, da hun trådte ind i restauranten. Alt føltes forkert det var for tomt til en fredag aften, lyset var alt for svagt, og maitreen smilede for bredt. Mads virkede som sædvanlig, men hans fingre, der lå flettet ind i hendes, dirrede en anelse.
“Deres bord,” sagde maitreen og trak en stol tilbage. Ida standsede ved døren til et lille VIP-rum. Hundrede lys blafrede i mørket og kastede groteske skygger på den hvideste dug. Midt på bordet stod en vase med mørkerøde roser hendes yndlingsblomster. En blid melodi spillede i baggrunden.
“Mads,” hviskede Ida, “hvad foregår der?” I stedet for at svare knælede han ned. En ring funklede i hans dirrende hånd. “Ida Sørensen,” sagde han med fast stemme, “jeg har tænkt meget på, hvordan jeg kunne gøre dette øjeblik specielt. Men så indså jeg det handler ikke om hvor eller hvordan. Kun én ting betyder noget. Vil du være min kone?”
Hun så på hans ansigt, hans øjne blanke af følelser, den trodsende lok, der faldt ned over panden, det skæve smil og hendes hver fyldtes af en umulig ømhed. “Ja,” svarede hun stille. “Selvfølgelig vil jeg det.”
Ringen gled på hendes finger. Ida kastede sig i armene på Mads og indåndede den velkendte duft af hans aftershave. Her var lykken, tænkte hun. Simpel og klar som en solskinsdag. Men blot en uge senere kom det første knæk i deres idyl.
“Hvad mener I selv at planlægge?” spurgte fru Nielsen forarget og rettede på sit perfekte hår. “Nej, absolut ikke! Et bryllup er en stor ting, det kræver erfaring, kvindelig visdom. Jeg har allerede fundet den perfekte restaurant…”
“Mor,” afbrød Mads blidt, “vi sætter pris på din hjælp, men vi vil gerne arrangere det selv.” “Selv?” Fru Nielsen slog hænderne sammen. “I aner ikke, hvad I laver! Tag nu min niece, Sofie…”
Ida stod tavs og så sin kommende svigermor vandre omkring i deres stue. Fru Nielsen talte i et væk om traditioner, om skikke, om hvor vigtigt det var “ikke at gøre det til en pinlig affære.” Mellem ordene skød hun hurtige blikke rundt, som om hun allerede besluttede, hvad der skulle ændres.
“Mor,” prøvede Mads igen, “vi har valgt en restaurant. ‘Den Hvide Akacie’, kender du den?” Fru Nielsen gjorde en grimasse, som om hun havde tandpine. “‘Den Hvide Akacie’? Den nye? Nej, nej, kun ‘Imperiet’! Lyset, arrangementet! Og direktøren er en gammel ven…”
“Mor,” Mads’ stemme blev skarp, “vi betaler selv for brylluppet. Og vi fejrer det, hvor vi vil.” Fru Nielsen tav, pressede læberne sammen og løftede hagen: “Nå, ja, gør som I vil. Men sig ikke senere, at jeg ikke advarede jer.”
Hun forlod dem med en duft af dyr parfume og en følelse af en kommende storm. “Undskyld,” smilede Mads og holdt om Ida. “Hun er bare… lidt entusiastisk.” Ida sagde ingenting. En lille stemme hviskede inden i hende det her er kun begyndelsen.
Og det var det. I de følgende uger fulgte en endeløs strøm af diskussioner, antydninger og passive-aggressive bemærkinger. Fru Nielsen fandt fejl ved alt fra blomsterne til bordopstillingen. “Pæoner i lyserødt?” rystede hun på hovedet. “I september? Nej, kun hvide liljer! Og buketten skal være mere glamourøs. Og musikken… Gud, har I virkelig valgt dem? Jeg kender en fantastisk kvartet fra konservatoriet…”
Ida holdt ud så længe hun kunne, støttet af sin mor den rolige og fornuftige fru Hansen. “Tag det ikke tungt,” sagde hun, når Ida kom for at lufte sin frustration efter endnu en “bryllupskamp.” “Det er dit bryllup, du bestemmer. Din svigermor kan bare ikke acceptere, at hendes søn er voksen.”
Men den virkelige storm brød løs på grund af kagen. “Se her!” Fru Nielsen viftede med kataloget fra konditoriet. “Tre lag? Hvor er sukkerblomsterne? Hvor er brudeparret?” “Mor,” sukkede Mads, “vi vil have en simpel og elegant kage. Ingen pompis.”
“Simpel?” Fru Nielsens stemme knækkede. “Skal du gøre din mor til grin for hele byen? Skal folk sige sønnen af den berømte arkitekt, men hans kage ligner kantinemad!”
Ida kunne ikke længere holde mund: “Fru Nielsen, lad os tale ærligt. Dette bryllup er vores. Ikke Deres.” Stilheden var knugende. Fru Nielsen blev bleg, så rød, rejste sig brat: “Nå, ja,” sagde hun, “jeg kan godt se, jeg er overflødig her. Gør hvad I vil!”
Hun smækkede døren så hårdt, at ruderne rystede. “Nå,” sukkede Mads, “hun blev vist lidt sur.” Ida tav. Hun følte sig urolig. To dage senere nåede stormen sit højdepunkt. I brudekjolebutikken fangede Ida ved et uheld en samtale mellem chefen og en telefon: “Ja, fru Nielsen, Deres kjole bliver klar i tide. En vidunderlig nuance næsten den samme som brudens…”
Ida følte alt svømme for øjnene. Hun forlod butikken uden at afprøve kjolen og ringede med rystende hænder til sin mor. “Mor,” græd hun næsten, “hun vil ødelægge alt… Hun har købt en kjole som min…”
“Rolig,” svarede fru Hansen med en underlig fast stemme. “Græd ikke, skat. Jeg ordner det.” “Hvordan?” hulkede Ida. “Bare stol på mig og bekymr
