»Tag din mor og gå,« krævede svigerdatteren på fødegangen.
»Hej, Lise, hvordan har du det?« Kirsten Larsen trykkede telefonen mod øret og satte sig på kanten af sengen. »Har veerne begyndt?«
»Mor, alt er fint indtil videre,« svarede svigerdatteren træt. »Lægen sagde, det er for tidligt endnu. Men vi skal alligevel til hospitalet, bare for en sikkerheds skyld.«
»Selvfølgelig! Jeg har allerede pakket tasken. Kommer Mads hjem fra arbejde?«
»Ja, han er allerede på vej. Mor, bare rolig alt går nok.«
Kirsten smilede i telefonen. Lise tænkte altid på andre, selv når hun selv havde brug for omsorg.
»Godt, skat. Vi er der snart.«
Hun lagde på og klædte sig hurtigt på. I tasken havde hun allerede pakket appelsiner, småkager og en termokande med varm te. Alt, hvad man kunne få brug for under en lang ventetid på hospitalet.
Mads ankom en halv time senere, ophidset og urolig.
»Mor, skynd dig,« sagde han og hjalp hende ind i bilen. »Hun har veer hvert tiende minut nu.«
»Rolig, min dreng,« Kirsten strøg ham over armen. »Førstegangsfødsel tager tid. Vi når det.«
Men selv var hun lige så nervøs som sin søn. Lise var en spinkel pige, og graviditeten havde været hård for hende. Kvalme, hævede fødder, blodtryk, der hoppede op og ned. Lægerne sagde, det var normalt, men et mors hjerte lod sig ikke berolige.
På fødegangen blev de mødt af en streng sygeplejerske i halvtredserne.
»Hvor er den fødende?« spurgte hun uden at se op fra papirerne.
»Her,« sagde Mads og støttede Lise under armen.
»Sygesikring og journal, tak.« Sygeplejersken rakte hånden frem. »Pårørende venter i gangen. Ingen adgang til anden sal.«
Lise blev ført væk, mens Kirsten og Mads blev tilbage i ventesalen. Der var mange mennesker mænd med blomster, kvinder med tasker, alle med samme bekymrede udtryk.
»Mor, hvor længe tror du, det tager?« Mads gik utålmodigt frem og tilbage mellem de plastikstole.
»Det ved jeg ikke, min dreng. Det er forskelligt. Da jeg fødte dig, tog det atten timer.«
»Atten timer?« Han blev bleg.
»Det skal nok gå. Se bare, hvor stor en dreng du blev,« prøvede Kirsten at muntre ham op.
Timerne gik. Mads ringede til skranken hver halve time, men fik kun standardbeskeden: »Alt går som det skal, vent venligst.«
»Skal du ikke hjem og skifte?« foreslog Kirsten. »Så kan du spise noget. Jeg venter her.«
»Nej, mor, jeg kan ikke. Hvad nu, hvis der sker noget?«
»Hvad skulle der ske? Lise er en stærk pige, hun klarer det.«
Men sønnen blev. Han sad og rystede med benet, gik ud for at ryge hver halve time og kom tilbage med røde kinder af kulden.
Om aftenen kom en jordemoder.
»Pårørende til Nielsen?« råbte hun ud i gangen.
Kirsten og Mads sprang op.
»Ja, her!« Mads var først fremme. »Hvordan har hun det? Er hun færdig?«
»Ikke endnu. Livmoderhalsen er ikke helt åben, veerne er svage. Vi giver noget for at fremskynde det.«
»Er det ikke farligt?« spurgte Kirsten bekymret.
»Standardprocedure,« svarede jordemoderen. »Mange får brug for det.«
Hun gik, efterlod dem med nye bekymringer.
»Mor, hvad nu, hvis hun skal have kejsersnit?« Mads begyndte at gå igen.
»Hvis det er nødvendigt, så gør de det. Det vigtigste er, at både mor og barn er sunde.«
Om natten faldt Kirsten i søvn på en stol, indhyllet i sin frakke. Mads sov ikke, røg og ringede til skranken.
Om morgenen, da dagslyset begyndte at komme, kom jordemoderen igen.
»Nå, bedsteforældre, tillykke!« smilede hun. »I har fået en lille pige, tre kilo og to hundrede gram.«
»Hvordan har Lise det?« spurgte de i kor.
»Hun har det fint. Træt, selvfølgelig, men hun klarede det godt. Vi syr hende sammen nu og flytter hende på stuen.«
Mads omfavnede sin mor, og begge græd af lettelse og udmattelse.
»Bedstefar,« gentog Kirsten og tørrede øjnene. »Kan du forestille dig det, Mads? Du er far nu!«
»Og du er bedstemor,« han smilede. »Vores lille pige er født!«
Først til middag fik de lov at besøge Lise på barselsstuen. Hun lå bleg men lykkelig med en lille pakke i armene.
»Se, hvor smuk hun er,« hviskede hun og viste dem datteren.
Kirsten gik tættere på og kiggede ned i det lille, rynkede ansigt.
»Åh, min skat,« hviskede hun. »Hun ligner sin far.«
»Mor, hvordan kan du se det?« grinede Lise. »Hun er kun få timer gammel.«
»Men jeg kan se det. Øjnene er hans, og næsen også. Ikke sandt, Mads?«
Sønnen stod som forhekset og turde ikke røre barnet.
»Tag hende,« foreslog konen.
»Jeg ødelægger hende ikke? Hun er så lille.«
»Det gør du ikke,« grinede Lise. »Du er jo far nu.«
Forsigtigt tog Mads sin datter i armene. Pigen gabte og faldt i søvn igen.
»Hvad skal hun hedde?« spurgte han.
»Vi sagde Emma,« svarede konen.
»Emma,« gentog Kirsten. »Smukt navn.«
De tilbragte dagen på stuen, holdt omgang med den lille, tog billeder og lavede planer. Kirsten havde allerede i tankerne købt en barnevogn og en lille seng, forestillede sig at gå tur med sin barnebarn i parken.
»Lise, skal jeg ikke flytte ind hos jer i den første tid?« foreslog hun. »Jeg kan hjælpe med den lille. Jeg har erfaring.«
Svigerdatteren smilede.
»Selvfølgelig, mor. Det vil være rart med dig.«
»Godt. Så begynder jeg i morgen at gøre børneværelset klar. Mads, vi skal have tapetet skiftet, det er for mørkt til en baby.«
»Mor, måske ikke lige nu?« sagde Mads forsigtigt. »Lise er jo ikke engang hjemme endnu. Der er tid nok.«
»Hvorfor vente? Hun bliver udskrevet om en uge, og så er værelset ikke klar. Nej, vi skal i gang.«
En sygeplejerske kom ind.
»Besøgstiden er slut,« meddelte hun.
Kirsten kyssede Lise på panden.
»Hvil dig, skat. Vi kommer igen i morgen.«
Derhjemme kunne hun ikke sove af ren lykke. Et barnebarn! Hun havde en barnebarn! Lille Emma, som hun ville elske mere end livet selv.
Næste morgen gik Kirsten i babybutikken. Hun købte bodyer, bleer, tæpper og legetøj. Hun brugte næsten hele sin pension, men fortrydte intet. For Emma ville hun gøre alt.
Da Mads så poserne, rystede han på hovedet.
»Mor, hvorfor så meget? Lises forældre køber også noget.«
»Lad dem købe hvad de vil. Emma får brug for det hele. Forresten, hvor er de henne? Hvorfor kom de ikke til hospitalet?«
»De er på ferie. De tog til Spanien i tre uger.«
»Nå ja, det glemte jeg. Men vi har nok kærlighed til alle.«
Næste dag på hospitalet mødte Lise dem med et bekymret ansigt.
»Hvad er der?« spurgte Kirsten straks.
»Lægen sagde, Emma har en smule gulsot. Det er ikke alvorligt, men hun bliver ikke udskrevet endnu.«
»Er det farligt?« spurgte Mads og blev bleg.
»Nej, det er normalt for nyfødte. Men hun skal blive her et par dage endnu.«
»Det skal nok gå,« beroligede Kirsten. »Hun får den behandling, hun har brug for. Det vigtigste er, at vi har gode læger.«
Emma lå i en lille seng under en særlig lampe, lille og sårbar. Kirsten kunne ikke få nok af at se på hende.
»Lise, ammer du?«
»Jeg prøver, men der er ikke meget mælk endnu. Vi supplerer med flaske.«
»Det ordner sig. Bare rolig. Stress påvirker mælkeproduktionen.«
»Det ved jeg, mor. Jeg prøver ikke at tænke for meget over det.«
På stuen var der tre andre kvinder med børn. En af dem, Hanne, havde ligget der siden indlæggelsen og var blevet venner med Lise.
»Er det din svigermor?« spurgte hun, da Kirsten gik hen til vinduet.
»Ja. Hun er fantastisk, hjælper meget.«
»Heldigt,« sukkede Hanne. »Min kritiserer bare. Siger, jeg holder barnet forkert eller lægger bleerne skævt.«
»Min mor forstår det. Hun har selv været igennem det.«
Kirsten hørte samtalen og følte varme i brystet. Så var hendes indsats ikke forgæves svigerdatteren satte pris på hende.
De næste dage kom Kirsten tidligt og gik sent. Hun bragte hjemmelavet mad, frugt og blade til Lise. Passede Emma, når moren hvilede. Mads kom også, men arbejdet tillod ham ikke at være der hele tiden.
»Mor, er du ikke træt?« spurgte Lise. »Det er hårdt at pendle hver dag.«
»Hvad snakker du om? For min datter og barnebarn er intet for hårdt.«
På den femte dag meddelte lægen, at gulsotten var væk, og de kunne tages hjem næste dag. Kirsten var i syvende himmel.
»Lise, jeg har gjort alt klar derhjemme. Sengen er sat op, tøjet er vasket og stryget. Jeg har også købt et babyserveringssæt.«
»Tusind tak, mor. Jeg ved ikke, hvad vi skulle gøre uden dig.«
På udskrivningsdagen tog Mads fri. De hentede mor og barn og kørte hjem i bilen.
Derhjemme var Kirsten travl som en bi. Opvarmede flasker, skiftede bleer, vuggede Emma, når hun græd.
»Mor, vil du ikke tage en pause?« foreslog Lise. »Jeg kan klare det.«
»Nej, nej! Du skal ikke overanstreng
