Før skilsmissen tog hun sig selv af barnet, men senere fandt hun en barnepige – svigermoren

Før min skilsmisse passede jeg selv mit barn, men senere fandt jeg en barnepige min eksmands mor.
Jeg husker, hvordan Signe, før skilsmissen, tog sig alene af sin lille dreng. Men med tiden begyndte hun at lede efter nogen, der kunne hjælpe hende. Hun fandt løsningen svigermor, Karen. Først spurgte Signe hende, om hun kendte nogen, der kunne tage sig af barnet, men Karen tilbød selv sin hjælp naturligvis mod betaling. Signes løn var ikke stor, hun måtte spare på alt.
På mit arbejde har jeg en kollega, som har det lidt svært. Hun går ikke rigtig op i sig selv, besøger aldrig en kosmetolog. Jeg undrer mig tit over, hvor hendes løn egentlig bliver af. Hun arbejder, bor stadig hjemme og har ikke noget boliglån som de fleste andre. Barnet bliver passet af hendes ene tidligere svigermor, og så får hun også børnepenge fra eksmanden.
Det viste sig, at Signe var nødt til at betale for værelset hos forældrene og ydermere skulle hun give svigermor penge for at passe sønnen. Jeg kunne ikke forstå, hvordan det kunne være sådan.
Det er snart et halvt år siden, Signe startede i firmaet, og vi blev hurtigt gode venner. Det viste sig, vi havde meget tilfælles. Børn på samme alder og fælles interesser.
Signe fortalte tidligt, at hun var blevet skilt og nu boede hos sine forældre. Hendes forældre, Grethe og Henrik, er begge flotte og succesfulde mennesker, over halvtreds, begge med fine stillinger. De havde bygget et stort hus lidt udenfor København, og hvert år tog de på ferie til Italien eller Frankrig. Da datteren flyttede hjem igen, fik hun et værelse i huset.
Jeg havde troet, at hun kunne bo hos dem gratis, men fra starten skulle Signe betale husleje hver måned. Hun var dog stadig taknemmelig for, at hun kunne være hos sine egne, ikke ukendte mennesker, hvilket også var bedre for sønnen.
De gav hende en hylde i køleskabet, hendes ting var for sig, og hun brugte aldrig forældrenes ting kun engang imellem bød de barnebarnet lidt frugt.
Jeg forstår ikke helt, hvordan forældre kan bede deres datter om penge i sådan en situation, især når hun stod tilbage uden noget, da hun gik fra sin mand, og i flere måneder måtte hun låne penge af dem for at klare sig.
Som sagt, før skilsmissen tog hun sig selv af drengen, men senere kom hun til at mangle tid. Hun spurgte Karens råd, om ikke hun kendte nogen, og Karen tilbød sin hjælp mod betaling. Alligevel var det, for Signe, rart, for svigermor kendte jo barnebarnet, hans vaner, hvad han kunne lide og ikke kunne lide. Karen var grundig og påpasselig, så Signe følte sig tryg, når hun gik på arbejde, og drengen var hos sin farmor.
Men selvom det kunne have været værre, var det bestemt ikke nemt for Signe. Pengene slog bare ikke til. Der var ikke plads til noget luksus, og det var en evig kamp at få det til at hænge sammen.
Engang imellem tænker jeg stadig på, hvordan det egentlig kunne gå til, at forældre kunne tage imod penge fra deres egen datter. Det virker så fremmed i vores tid, men måske har der altid været nogen, der tænkte mere på regnskabet end på sammenholdet.