Jeg prøver hvert år at tage min søn med til havet. I år tager vi også afsted. Min søster ved godt, at vi har de planer, og hun har spurgt, om jeg ikke også kunne tage hendes datter min niece med. Men jeg er blevet brændt af før, og jeg kan ikke huske en værre ferie.
Jeg er skilt, og min eksmand har dannet ny familie. Min søns far dukker kun op nu og da, men han betaler børnepenge. Jeg klager ikke, faktisk er jeg taknemmelig der er jo mange fædre, der flygter fra det ansvar som fra ild.
Min søn er nu fem år gammel og går i børnehave. Jeg har et godt job og tjener fint, så jeg sørger for, at vi kommer til Vesterhavet eller Østersøen hver sommer. Sidste år blev ferien dog helt forfejlet, og derfor ønsker jeg virkelig, at vi får en helt almindelig og god ferie i år.
Det var min nieces skyld, at det gik galt sidst. Selvom det startede meget lovende. Jeg og min søster ses ellers ikke så tit vi bor langt fra hinanden, og der er jo både hus og arbejde. Da hun spurgte, om jeg ville tage hendes datter med, sagde jeg ja.
Freja var ni år en alder hvor børn normalt kan høre efter. Når vi sås kort, virkede hun som et velopdragent og roligt barn. Og min søster lovede mig, det ville gå helt fint.
Freja er en fornuftig pige. Selvfølgelig dækker jeg alle udgifter, både til transport, mad og overnatning. Så du behøver slet ikke bekymre dig. Tusind tak.
Jeg stolede på hende. Søster lagde pengene ud købte togbilletter, gav penge til Frejas behov og fornøjelser. Men problemerne begyndte allerede på flyet.
Jeg vurderede, at jeg ikke kunne overskue en togtur alene med to børn, så jeg valgte at flyve. Vi skulle til Aalborg. Så snart vi havde sat os på flyet, begyndte det. Enten var der for varmt, eller hendes ører var propper, eller hun var tørstig, eller skulle på toilettet, eller ville have en malebog. Min lille dreng var mere rolig end hende.
De to uger var hun simpelthen utilfreds med alt. På stranden var det for varmt, i vandet blev hun våd, og så nægtede hun at spise sådan fortsatte det. Bare det at få hende ned på stranden var som at gå i krig. Hun forsøgte endda en dag at spille syg for at blive på værelset og se fjernsyn.
Hvorfor er du så taget med til havet? Du kunne da lige så godt have set tv derhjemme!
Hun ringede også regelmæssigt og klagede til sin mor min søster. Bagefter ringede min søster og forhørte sig.
Hvad er der sket derovre? Freja ringede igen og græd Det er ikke noget specielt. Hun ville på karrusel, og det fik hun ikke lov til. Burde jeg have ladet hende prøve? Nej selvfølgelig ikke! Gå bare et andet sted hen næste gang, så hun ikke ser de der farlige karruseller og vil prøve dem. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Der er jo forlystelser overalt i byen.
Sådan var samtalerne hver eneste dag. Freja beklagede sig mere end min lille søn. Da ferien var slut, var jeg så slidt, at jeg nærmest havde brug for en ny ferie. Den lykkeligste dag blev den, hvor jeg afleverede Freja tilbage til min søster.
Sikke du er blevet brun! Du er endda vokset lidt, tror jeg sagde min søster.
Efter den oplevelse besluttede jeg, at jeg aldrig ville tage hende med igen. Og nu står jeg fast, selvom min søster prøver at overtale mig.
Freja er blevet større og mere fornuftig, hun opfører sig slet ikke sådan mere. Hun bad selv om at komme med til havet sammen med jer siger min søster.
Men jeg tør ikke tage chancen. De to uger vil jeg have for mig selv og min søn ikke bruge dem på at holde styr på en besværlig niece.
