Tidligt om morgenen, lige før sin halvtredsårs fødselsdag, vågnede Katrine Jensen i dårligt humør.

Tidligt om morgenen, dagen før hun skulle fylde halvtreds, vågnede Mette Lund i dårligt humør.

Og ingen kunne bebrejde hende det, hvis de kendte de seneste begivenheder i hendes liv.

Mette lå og talte stille til sig selv uden at åbne øjneneeller rettere, hun konstaterede bare det åbenlyse: at hun var fanget i et stort sort hul. *”I morgen bliver jeg halvtreds! Det er så gammelt! Og hvad har jeg? Jeg var flittig i skolen. Giftede mig tidligt. Aldrig utro. Opdragede en god datter, der også giftede sig tidligt. Jeg har arbejdet på samme skole i 18 år. Jeg underviser i geografifortæller børn om steder, jeg aldrig har været og aldrig kommer til. Medmindre en orkan pludselig vælter Atlanten og Den Kinesiske Mur ind over mit hus. Men det håber jeg ikke, for så ville havet blive til et kloakrend, og muren ville blive fuld af graffiti. Jeg har tre anerkendelser fra kommunen og en forstyrret hæmoride. De fleste af mine elever hader mig og mit fag. Hvorfor skal de lære geografi? Hvorfor? Jeg spilder deres ungdom på at fortælle om steder, de aldrig kommer til. Geografilæreren er en ubrugelig del af skolesystemet, og børnene skjuler ikke deres mening. Jeg er smuk på den måde, man ikke taler højt om. Hvis en kvinde er smuk på den måde, siger man normalt, at hun er en god sjæl eller en dygtig husmor. Jeg er en rosa tomat, om sommeren måske en rød en. Og mit hår har farven af en fuglevingenej, ikke nogen bestemt fugl, bare gråt. Min mand spiste for mange pærer. Nej, ikke billedligt. Bogstaveligt. Min ægtefælle, Lasse, var på besøg hos sin mor, som også bor i udkantsdanmark, bare i den anden ende af landetsom om vi bor på den ene ballede, og hun på den anden, med et svælg imellem. Han spiste grønne pærer direkte fra træet og missede toget hjem pga. diaré. Næste tog er om en uge. Min datter og svigersøn var i det fjerne Japan, fordi mor, du fejrer det jo alligevel ikke, og rejsen var gratis. Så jeg skulle altså fejre min fødselsdag alene. Kort sagt: Min mand er en idiot, min datter vægter en gratis ferie højere end sin mor. Ingen elsker mig eller respekterer mig. De vil bare have mad og gode karakterer.”*

Med disse mørke tanker rejste Mette sig og listede i sine flossede tøfler ud i køkkenet.

Lige i hælene fulgte en lille, buttet hund ved navn Guccien gave fra datteren. Det var det eneste Gucci, Mette nogensinde ville eje.

Da vandet kogte, åbnede hun sin sociale medie-profil og så straks en reklame: *”Kun i dag! Webinar: Find prinsessen i dig selv. Første gang i Danmark! Webinar af ikke-læge Victor Snylte. Victor lærer dig at elske dig selv og skide på alle andre. Men succes garanteres ikke. Til slut føder hver deltager sin egen prinsesse live på skærmen. Webinar starter om 30 minutter.”*

*”Der! Der er min chance! Det kan redde mit kedelige liv, og jeg har alligevel ikke noget at lave!”* tænkte Mette og forsvandt ind i en eventyrlig verden af selv-transformation.

Hvad der præcist skete under webinaret, ved vi ikkevi betalte ikke for adgang. Men da det var slut, og “ikke-lægen” sagde *”Du fortjener at blive født på ny”*, så Mette ud, som om hun havde fundet en ret stor prinsesse og trukket hende ud gennem det sted, hvor hæmoriden sad.

Mette var forvandlet.

Ideal set skulle der have været tid til at arbejde på kroppen, lære nye færdigheder, ændre vaner og omgivelser. Ikke-lægen snakkede om en måned eller to. Men der var ingen tid.

Mette ville møde sin fødselsdag som en prinsesse, ikke en rosa, kedelig koftetomat. Og som bekendt kan enhver metode gøres til en ekspresmetodehvis viljen er der.

De næste 24 timer var kaos.

Prinsessen krævede ALT. NU.

Hun overtog fuldstændigt og begyndte at google billeder af skønheder og trends. Resultatet: forlængede vipper, negle, højhælede sko, denimshorts med “Gucci”-logo og en top med teksten *”Wild Baby – Free Tonight”* og en appliqué af røde læber med en blålig, sygeligt udseende tunge. *”Det er sikkert moderne,”* tænkte Mette.

Samtidig gennemførte prinsessen mikro-kurser: *”Sexet makeup”, “Pole dance på en time”* og *”Dybstruktur”* (det sidste var en gratis bonus).

Prinsessen insisterede på, at Mette nu skulle kaldes “Tulle” og ikke være en kujon. Hun lovede, at næste morgen ville Mette vågne op ved siden af en ung, muskuløs millionær efter en nat af passion. Resten forstod Mette ikke rigtig.

Hun prøvede at protestere omkring kærlighed til Lasse, datteren og respekt som lærer, men prinsessen lo bare med en dyb, rungende latter.

Så fulgte forberedelserne til byen. Sexet makeup, presse sig ind i shorts, øve gang på høje hæle.

Imens ringede Lasse, svigermor og datteren for at ønske tillykke. Den gamle Mette ville have sagt tak. Den nye Tulle råbte alt, hvad der havde optrådt i årevissådan som ikke-lægen havde lært hende. Det hjalp ikke umiddelbart, men måske kom effekten senere.

Klokken 23 kom en pragtfuld “Tulle” vaklende ind i den lokale bar, *”Baren”*, klar på eventyr og umoral.

*”Baren”* bukkede under efter den første cocktail, en *”B52″*.

Det var det sidste, Mette huskede, da hun vågnede næste morgen.

Hovedet gjorde ondt. Og benene.

Tømmermændene gjorde den gamle Mette stærkere end prinsessen.

Hun åbnede øjnene og lukkede dem igen.

Hun måtte hallucinere.

For i døren stod en af hendes tidligere elever, doven og fraværende Mads Nielsen, i underbukser.

*”Gud, hvor mærkeligt,”* mumlede Mette højt.

*”Godmorgen, Mette! Jeg er ikke en hallucination. Derude sover også Viktor og Dennis på sofaen. Vi tog dig hjem fra baren i nat og blev, hvis du havde brug for noget. Vil du have en kold øl?”*

Mette stønnede og mærkede efter under dynen. Shorts? Check. Top? Check. BH? Manglende.

*”Undskyld, vi tog dig bare med, som du var. Hvis du ikke har brug for os, går vi nu. Ring, hvis du mangler noget,”* sagde “hallucinationen”.

Mette lettedeshun havde ikke begået noget ulovligt.

Telefonen ringede. Ukendt nummer.

*”Ja?”* hviskede hun.

*”Mette, goddag! Det er Jonasdin gamle elev. Du efterlod dit pas i min bar i går. Og… undskyld, men også din BH. Jeg bringer det hele, men lige nu kommer håndværkerne.”*

*”Jonas, selvfølgelig husker jeg dig! Tak! Åh, BHen… Du er så sød. Har du købt en bar? Flot!”*

*”Nej, jeg laver ikke renovering. Du dansede på baren i går og knækkede den. Og da du prøvede at bruge en vandrør som stang, gik det også galt.”*

Ved disse ord begyndte den skræmte prinsesse at kravle tilbage hvor hun kom fra.

Hæmoriden gjorde ondt. Hjertet bankede. *”Tilbagefødslen var smertefuld.”*

*”Jonas! Undskyld! Jeg betaler!”* skreg Mette.

*”Nej, nej! Du var min yndlingslærer! Jeg var i Frankrig for nylig og fortalte alt, hvad du lærte os. Folk troede, jeg var guide! Tak til dig! Jeg får en ny metal-bar. Dans du bare løs!”*

Telefonen ringede igen. Datteren. Hun undskyldte og sagde, at der måske snart kom et barnebarnog hvis det blev en pige, ville de kalde hende Mette.

Mette græd af glæde og bad dem om at kysse “nattens kuk”.

Så ringede Lasse. Han kom hjem i aften og lovede en ny pelsfrakke, *”For så smuk en kvinde fortjener en!”*

Mette græd igen og sagde, at det var ham, hun ville have.

Hun fik en kæmpe kop te og satte sig på sofaen.

Hun tænkte på, at hun faktisk havde et dejligt liv. Netop det liv, hun ville have.

Elskende mand. Vidunderlig datter. Fantastiske elever.

Hun grinede og græd, mens hun huskede.

Hunden, Gucci, hoppede op i hendes skød.

*”Hør, jeg ved ikke, om Gucci passer til dig. Du er slet ikke en Gucci. Du er en… Skjold!”*

Hunden gav en tilfreds gryntmopser gør sådan, når de er glade.

I det øjeblik gemte prinsessen sig for evigt dybt i Mette.

Hun forstyrrede ikke mere.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

9 − six =

Tidligt om morgenen, lige før sin halvtredsårs fødselsdag, vågnede Katrine Jensen i dårligt humør.
— Jeg vil ikke se dine slægtninge herhjemme mere – det her er ikke et hotel! Min kone er træt af gæsternes krav og invasion… Da Kristina endelig fik sit psykologi-diplom, friede Igor til hende, som hun så inderligt ønskede. Brylluppet var beskedent. Igors tante og onkel foreslog, at de brugte deres opsparede og gavepenge på at forbedre deres eget hjem. På den måde blev Igor ejer af en lille grund tæt ved byen. Kristinas forældre solgte deres bil og gav pengene til det unge par til husbyggeriet – i byen havde de alligevel ikke så meget brug for bilen. Kristina var lidt utryg ved livet udenfor byen; hun frygtede ubehag og bøvl med brøndvand, strømudfald, hønsehold og brændeovn. Igor grinede og sagde, at det jo ikke var 1950erne længere: de ville få masser af komfort og plads billigere end en lejlighed i byen. Huset blev overraskende hurtigt færdigt – Igor var netop blevet forfremmet, og Kristina arbejdede hjemmefra med online rådgivning. Forældrene hjalp så meget, de kunne, og tante og onkel hjalp også til. Elena Alexandrovna dukkede ofte op på grunden med alskens råd om indretning og valg af lamper. Hendes intentioner var gode, men Kristina følte gradvist, at deres privatliv svandt ind. Og så en dag forsvandt det helt, da Makar Jurjevich blev og overnattede uanmeldt i det næsten færdige hus – han havde været til møde i nærheden og syntes det var praktisk bare at blive. Hvis han bare havde advaret dem! Men han skræmte Kristina så meget, at hun sidenhen altid tjekkede, om nogen skjulte sig i et værelse, inden hun trådte ind. — Børn, bær tingene derind! — Elena Alexandrovna beordrede sine børnebørn og dirigerede dem til gæsteværelset. — Skynd jer nu, ellers bliver jeres mad dårlig, mens I trækker tiden! Kristina, ryd nogle hylder i køleskabet til børnene – de skal have deres mad, — befalede hun. Kristina syntes, det var mærkeligt, at folk tog mad med selv til gæstevisit, men tænkte, at de måske bare ville dele ud ved middagsbordet. — Kom nu børn, ind og føl jer hjemme. Kristina sørger for, I har alt, I skal bruge, — Elena Alexandrovna fortsatte ufortrødent. Makar Jurjevich lå allerede og zappede TV-kanaler i stuen. Han spurgte Igor, om han havde lidt cognac, for han huskede, at Igor havde fået en dyr én på jobbet. Igor kom tilbage med en flaske og to glas. — Vytja, kom herind, lad pigerne hjælpe hinanden – her i stuen har vi den rette atmosfære! — råbte Makar Jurjevich til sin søn. Da alle havde pakket ud og fundet sig til rette, var det blevet sent på aftenen. Kristina fór omkring for at finde hjemmesko til gæsterne, et ekstra tæppe og tykke sokker i tilfælde af kulde eller varme. Hun huskede med gru, at Olga havde nævnt, at de kun ville være der “kort tid”, og håbede, det var en talemåde – hvem holder indflytterfest i et helt uge? Hun brød sig ikke om, at de egenhændigt havde indtaget det værelse, der var tænkt som børneværelse. — Kristina, mangler du hjælp? — spurgte hendes mand. — Endelig spørger én, — hviskede Kristina. — Dem der, de byder ikke ind. — Lad gå, hold ud — de er jo ikke SÅ påtrængende, — smilte Igor, mens han gik i gang med kartoflerne. — Tak, — svarede Kristina lettere og blinkede til ham. Inden middagstid kedede gæsterne sig, gik en tur i skoven og trak sig derefter ind på deres værelser for “at hvile sig”, som Elena sagde. — Igor, bank lige på hos os, hvis vi ikke vågner inden fem, så vi alle kan spise sammen klokken seks, — sagde Elena Aleksandrovna træt og forsvandt ind på værelset. Ved middagen opstod mange mærkelige krav – allergier, særlige ønsker og forespørgsler om køleskab og børneværelser. Snart diskuterede de sågar indkøb af et ekstra køleskab, frit tøj, hjemmesko til alle og forslag om et mini-bar område “så vi kan slappe af som familie under samme tag.” Til sidst brød Kristina sammen og kyldede svigermors frakke ud af døren: — Ud af mit hus! Jeg betaler jer de penge I har givet, men kom aldrig mere! Efter fødslen kom svigerforældrene på visit én gang, ydmyge og undskyldende. Kristinas egen mor blev den der hjalp mest med barnet. — Jeg vil ikke se dine slægtninge her mere – her er ikke et hotel! Min kone er træt af gæsternes krav og invasion…