»Jeg kommer ind, når jeg har lyst jeg har nøglen,« sagde svigermor og væltede ind i soveværelset klokken fem om morgenen.
Lyden af låsen fik mig til at stivne med en fugtig klud i hånden. Jeg var midt i at gnubbe en klæbrig marmeladeplet væk marmelade, som Inge Birthe selv havde bragt. Jeg genkendte lyden med det samme.
Mathias sov stadig. Søndag morgen, halv ni.
Døren gik op, og dér stod hun. I den ene hånd en netpose med noget grønt, i den anden snoren til hendes lille, skælvende hund.
»Liselotte, sover I stadig?« spurgte hun muntert, mens hun trådte ind. »Jeg har lige hentet lidt friske dild fra haven. Kunne ikke lade være.«
Jeg rettede mig op, mens ryggen strammede sig.
»Godmorgen, Inge Birthe. Vi sover. Eller, Mathias sover.«
Hun ignorerede mine ord og sejlede hen mod køkkenet. Hunden gøede kort og trippede efter.
»Jeg er jo helt stille. Hvorfor bliver du sådan? Jeg var alligevel på torvet, så tænkte, jeg lige kunne smutte forbi. Ellers ender I med at købe noget sprøjtet.«
Jeg fulgte efter. Min eneste morgen i ugen, hvor der ikke var noget at nå, faldt fra hinanden for mine øjne.
»Vi kunne godt selv købe det. Eller du kunne ringe, så kom vi ned.«
Inge Birthe vendte sig, og hendes blik blev koldt, bedømmende. Det gled hen over min gamle T-shirt, mine bare fødder og mit uglede hår.
»Liselotte, hvad er det nu for noget vrøvl? Hvorfor skal I ned? Jeg har jo nøglen.«
Hun sagde det, som om hun lige havde givet mig den største gave. Som om den nøgle ikke var til min lejlighed, men til himlen selv.
Om aftenen tog jeg mod til mig. Mathias lå og så en serie, halvt sovende, mens han kradsede sig på maven.
»Mathias, vi bliver nødt til at tale om din mor.«
Han sukkede uden at tage øjnene fra skærmen.
»Liselotte, igen? Hun kom da bare forbi med lidt dild.«
»Hun gik ind i vores lejlighed klokken ni om søndagen uden at ringe. Åbnede døren med sin nøgle. Det er ikke normalt.«
»Hvad er der galt med det? Det er jo min mor. Ikke en fremmed.«
Jeg satte mig ved siden af ham, tog fjernbetjeningen og slukkede tvet. Den stilhed, der fulgte, fik mine ord til at lyde endnu højere.
»Mathias, det her er vores hjem. Vores sted. Jeg vil have lov til at gå rundt her uden tøj, hvis jeg har lyst. Jeg vil ikke vågne af en lås, der bliver åbnet.«
»Åh, nu overdriver du,« sagde han og rullede med øjnene. »Uden tøj, ja, det var vist lige det. Mor prøver bare at hjælpe.«
»Så kan hun lade hjælpen blive hængende udenfor. Eller i det mindste ringe, før hun banker på. Lad os bede hende om at give nøglen tilbage.«
Mathias rykkede til, som om han lige var blevet skoldet.
»Er du sindssyg? Tage nøglen fra min mor? Det er da en fornærmelse! Hun har givet alt for mig, og så skal jeg fratage hende nøglen? Hun vil tro, vi skubber hende ud af vores liv.«
»Hun skubber os ud af vores eget liv lige nu!« rasede jeg.
Han så på mig, som om jeg lige havde foreslået at røve en bank. I hans øjne lå der både frygt og total mangel på forståelse. Han kunne ikke se problemet. For ham var mor med nøglen en naturlov, som solen, der står op i øst.
En uge senere vågnede jeg af, at lyset i soveværelset blev tændt.
Klokken var fem om morgenen.
I døråbningen stod Inge Birthe i en morgenkåbe over sin natkjole. Hun kneb øjnene sammen mod det skarpe lys og holdt Mathias telefon i hånden.
»Mathias, du glemte din telefon,« hviskede hun hemmelighedsfuldt. »Jeg så, at I kørte, men den lå på natbordet. Så tænkte jeg Hvad nu hvis der sker noget på arbejdet?«
Jeg satte mig op i sengen og trak dynken op under hagen. Hjertet hamrede i halsen og tillod ikke luft. Mathias mumlede noget uforståeligt og vendte sig om.
Uden at ænse mig gik hun hen til hans side af sengen og lagde telefonen på natbordet. Så så hun sig omkring med et kritisk blik.
»Åh, der er da godt nok støvet her, Liselotte. Det skulle lige gøres rent.«
Og med de ord forlod hun værelset. Jeg hørte hoveddøren smække.
Jeg sad under det skarpe lys og stirrede på min sovende mand. Han var ikke engang vågnet. Han fattede ikke, hvad der lige var sket. At grænsen ikke bare var overskredet den var udslettet, trampet ned i jorden.
Da Mathias endelig vågnede, og jeg så, roligt som muligt, fortalte ham om nattens besøg, trak han bare på skuldrene.
»Liselotte, hun mente det jo godt. Hun var bare bekymret for mig.«
»Mathias, hun gik ind i vores soveværelse. Klokken fem om morgenen!«
»Og hvad så? Hun var ikke nøgen. Det er jo ikke en fremmed, det er min mor!«
Samme dag ringede jeg til hende selv. Hænderne rystede, men beslutsomheden var større end frygten.
»Inge Birthe, goddag. Jeg vil gerne tale om i morges.«
»Ja, Liselotte, hvad er der?« Hendes stemme lød helt uanfægtet.
»Vil du være sød ikke at komme forbi uden at ringe først? Især ikke så tidligt. Og især ikke ind i vores soveværelse.«
Der blev stille i den anden ende. Så kom ordene, isnende kolde og fyldt med forvredenhed:
»Pige, jeg forstår simpelthen ikke dine krav. Jeg har opdraget min søn, jeg har lagt penge i denne lejlighed, som jeg har sparet op til hele mit liv. Så hør godt efter: Jeg kommer ind, når jeg har lyst jeg har nøglen.«
Hun lagde på.
Jeg så over på Mathias. Han havde stået ved siden af og hørt det hele. Men han så væk.
»Har du ikke noget at sige?« spurgte jeg, da de lange biptone blev uudholdelige.
Mathias trak på skuldrene og studerede omhyggeligt mønsteret på tapetet.
»Hvad vil du have, jeg skal gøre? Du provokerede hende. Du pressede hende. Selvfølgelig svarer hun sådan.«
»Provokerede? Ved at bede hende om ikke at bryde ind i mit soveværelse?«
»Du kunne have sagt det på en pænere måde,« sagde han og så endelig på mig. I hans øjne var der ingen støtte. Kun træthed og irritation. »Du er altid utilfreds. Mor prøver at hjælpe, men du«
Jeg hørte ikke mere. Vendte mig om og gik ind på soveværelset, hvor jeg lukkede døren hårdt efter mig.
Den aften voksede der en mur mellem os. Han kom ikke efter mig, undskyldte ikke, forsøgte ikke at tale. Han sov bare på sofaen i stuen med dybe suk.
Der kom ro. Inge Birthe kom ikke forbi i en uge. Men hendes usynlige tilstedeværelse mærkedes i alt.
I måden, Mathias bed tænderne sammen, når jeg foreslog at tage ud. I hans lange telefonopkald om aftenen, som han kort forklarede med: »Det er mor.«
Jeg følte mig som en fremmed i mit eget hjem.
Om onsdagen blev jeg forkølet. Halsen gjorde så ondt, at det var svært at tale, og hovedet føltes som om det skulle sprænge.
Jeg tog sygedag og besluttede, at det bedste middel var et varmt bad. Jeg fyldte karet, hældte lavendelsalt i og sank ned, håbende at varmen kunne drive sygdommen væk.
Jeg var lige ved at døse hen, da jeg hørte den velkendte lyd. Nøglen i låsen.
Jeg frøs til is. Hjertet faldt gennem gulvet. Mathias? Nej, han havde stadig flere timer på arbejde.
Døren åbnede og lukkede sig stille. Der lød raslen og et bekendt gøen.
»Nå, Mille, lad os se, hvordan vores Liselotte har styr på tingene,« sang svigermor. »Der ligger sikkert støv over det hele igen.«
Jeg sad i badekaret og turde ikke røre mig. Vandet var blevet koldt, men jeg mærkede det ikke. Kunne høre hende gå rundt i lejligheden, åbne køleskabet, klukke for sig selv.
»Præcis som jeg tænkte. Tomt. Hvad lever de af? Mathias sulter sikkert.«
Hun var kun få meter fra mig, kun adskilt af en tynd dør. Jeg forestillede mig, hvordan hun nu åbnede den, og rædselen greb mig.
Følelsen af sårbarhed var næsten fysisk. Dette skulle være mit hjem, min forsvarsværk. Men nu var »fjenden« trængt ind, mens jeg lå magtesløs.
Da hun gik ud i køkkenet, steg jeg forsigtigt ud, viklede mig hurtigt i en badekåbe og listede ud.
Inge Birthe stod midt i stuen og kiggede på mine bøger.
»Åh, Liselotte, er du hjemme?« Hun virkede slet ikke flov. »Jeg har lige taget noget kyllingesuppe med til dig. Lægedommen selv. Mathias sagde, du var syg.«
Hun pegede på en gryde på sofabordet.
»Tak, det var ikke nødvendigt,« hviskede jeg. Stemmen var knap hørbar. »Jeg bad dig om at ringe.«
»Åh, stop nu, som om jeg er en fremmed!« Hun viftede afværgende. »Jeg vil jo bare hjælpe! Hvem skal ellers passe på dig? Mathias er på arbejde, tjener penge, mens du ligger her syg.«
Hun nærmede sig og rakte ud for at føle på min pande. Jeg veg tilbage.
»Lad være.«
Om aftenen, da Mathias kom hjem, var jeg fast besluttet.
Jeg fortalte ham alt, uden at udelade en eneste detalje: Om min frygt, om ydmygelsen, om gryden med suppe, der føltes som en hån.
Han lyttede tavs. Og så sagde han:
»Liselotte, jeg forstår simpelthen ikke, hvad der er galt med dig. Mor kom da bare med suppe. Hun tænkte på dig. Og du ser kun det negative. Måske er problemet ikke hende, men dig?«
Den nat lå jeg længe vågen og stirrede op i loftet. Ved siden af mig snorkede min mand fredeligt. Manden, der burde være min støtte og mit skjold. Men han havde truffet sit valg.
Og jeg traf mit.
Næste morgen, lige efter Mathias var gået, tog jeg telefonen. Hænderne rystede ikke. I søgefeltet skrev jeg: »Skift af lås. Hurtigt. Døgnåbent.« Og trykkede på »ring«.
En låsesmed ankom inden for en time. En solid mand med trætte øjne. Han arbejdede hurtigt og stille. Lyden af den nye lås lød som musik i mine ører. Hver en lille knitren var et skrig om frihed.
Da han var færdig, rakte han mig to nye, blanke nøgler.
»Værsgo, fruen. Den er klar.«
Jeg tog imod dem. De var tunge, ægte. Nøglerne til min borg. Jeg betalte, og døren lukkede sig med et nyt, fast klik. Jeg drejede nøglen om. Endnu en gang.
Den virkede perfekt. For første gang i lang tid følte jeg mig sikker.
Hele dagen ventede jeg på Mathias, som en soldat i en skyttegrav venter på angreb. Jeg lavede aftensmad, ryddede op. Øvede de ord, jeg ville sige.
Han kom hjem træt, smed tasken på en stol.
»Hej.«
»Hej,« sagde jeg og rakte ham en af nøglerne. »Denne er din. Jeg har skiftet låsen.«
Han stirrede forvirret på nøglen, så på mig.
»Hvad? Hvorfor?«
»Fordi jeg har besluttet det. Jeg vil ikke have, at nogen kommer ind i vores hjem uden at spørge. Ingen.«
Hans ansigt mørknede af vrede.
»Har du har du gjort det bag min ryg? Har du smidt min mor ud?«
»Jeg har beskytte
