**Dagbogsnotat 12. maj**
*”Du vidste jo, han var en svækling,”* hviskede min svigermor, da han gik ud af døren.
*”Jeg forstår ikke, hvorfor du skal købe så meget kød,”* knurrede Ellen Margrethe og granskede indholdet af køleskabet. *”Tre voksne kunne nøjes med halvdelen.”*
Mette tav og skar løg til salaten. Tårerne løb ned ad hendes kinder, men ikke på grund af løgene. Det var svigermors daglige bemærkninger om hendes husholdning, der skar hende i hjertet.
*”Kartoflerne er alt for bløde,”* fortsatte den ældre kvinde. *”Hvor køber du dem? I det første bedste kiosk?”*
*”På torvet,”* svarede Mette stille. *”Der, hvor jeg altid gør.”*
*”Ja, ja. Hvad hjælper det? Penge ud af vinduet.”*
Mette lagde kniven fra sig på skærebrættet og sukkede dybt. Fem års ægteskab, og hver dag var den samme historie kritik, utilfredshed, bebrejdelser. Og hendes mand, Mads, sagde ikke en lyd, lod som om han ikke hørte det.
*”Mads, frokosten er klar!”* råbte hun ind mod stuen, hvor han lå på sofaen med sin telefon.
*”Lige et øjeblik,”* svarede han uden at løfte blikket fra skærmen.
*”Hvad mener du med ‘lige et øjeblik’?”* udbrød Ellen Margrethe. *”Maden bliver kold, og han leger med sine ting. Mads, kom nu til bordet!”*
Han adlød og lagde telefonen væk. Satte sig på sin sædvanlige plads ved siden af sin mor, overfor Mette.
*”Hvad har vi i dag?”* spurgte han og foldede servietten ud.
*”Bøf og kartofler,”* svarede Mette og skænkede suppe i tallerkenerne.
*”Bøf igen,”* fnøs svigermoren. *”Jeg får halsbrand af det. Mette, du ved, jeg ikke tåler fedt.”*
*”Du kan spise uden sovs,”* foreslog Mette. *”Jeg brugte ikke smør i den.”*
*”Hvad gør det for en forskel? Det er alligevel for tungt. Og hvorfor så mange kartofler? Du kan se, at Mads får luft i maven af dem.”*
Mette så på sin mand, men han sad bare og spiste, som om samtalen ikke vedrørte ham.
*”Næste gang laver jeg bare kogt kød,”* gav Mette op.
*”Det var også på tide. Alt det fancy mad. I gamle dage nøjedes folk med stuvet hvidkål, og de var sundere for det.”*
Middagen fortsatte i tavshed. Ellen Margrethe fandt fejl ved hver ret, Mads nikkede og var enig, og Mette tællede minutterne, til det var forbi.
Efter middagen gik svigermoren ind i sit værelse for at se fjernsyn, og Mette ryddede af bordet. Mads ville tilbage til sofaen, men hun stoppede ham.
*”Mads, vi skal tale.”*
*”Om hvad?”* Han så irriteret ud.
*”Om din mor. Jeg kan ikke leve sådan her længere.”*
*”Hvad er der galt? Mor gør jo ikke noget forkert.”*
Mette var tæt på at tabe en tallerken af forbløffelse.
*”Ikke noget forkert? Hun kritiserer alt, hvad jeg gør! Maden, rengøringen, indkøbene. Jeg føler mig som en tjener i mit eget hjem.”*
*”Mor er bare vant til at have styr på tingene. Hun har jo været husets hersker hele sit liv.”*
*”Hersker? Og hvad er jeg så? En midlertidig lejer?”*
Mads gned sig over nakken.
*”Mette, lad nu være med at overdrive. Mor er gammel, det er svært for hende at ændre sig. Prøv at tage det med ro.”*
*”Jeg har taget det med ro i fem år! Fem år, hvor jeg har ventet på, at hun skulle ændre sig. I stedet bliver hun kun værre.”*
*”Hvad vil du have, jeg skal gøre? Smide min egen mor på gaden?”*
*”Jeg vil have, at du sætter grænser. Fortæl hende, at jeg er din kone og husets fru her.”*
Mads rystede på hovedet.
*”Det kan jeg ikke sige til hende. Hun har født mig, opdraget mig.”*
*”Og hvad er jeg? En fremmed? Vi er en familie!”*
*”Selvfølgelig er vi en familie. Men mor er den eneste mor, jeg har.”*
Mette følte, hvordan alt sammenkneb sig indeni. Hver gang det samme. Moderen var altid vigtigere end konen.
*”Fint,”* sagde hun og kæmpede for at holde tårerne tilbage. *”Jeg forstår.”*
*”Mette, bliv nu ikke sur. Vi må bare have forståelse for ældre mennesker.”*
Han lagde en hånd på hendes skulder, men hun trak sig væk.
*”Gå ind til din mor. Hun savner dig sikkert.”*
Mads stod lidt, så gik han. Mette blev alene tilbage i køkkenet med en bunke beskidt service og tunge tanker.
Hun havde mødt Mads på universitetet. Han virkede så pålidelig, rolig. Ikke som hendes tidligere kærester skrigeskinken og ballademagere. Mads hævede aldrig stemmen, var altid høflig og hensynsfuld. Men måske lidt for blød. Hun troede dog, det var en god ting hun var træt af konflikterne i sin egen barndomshjem.
Svigermoren mødte hun først til brylluppet. Ellen Margrethe så ud som en venlig, ældre dame, lidt streng, men godhjertet. Hun sagde, hun altid havde drømt om en svigerdatter, at hun ville elske hende som en datter.
Problemerne begyndte, da de flyttede i lejlighed tæt på Ellen Margrethe. Hun begyndte at komme forbi hver dag for salt eller andre småting. Og samtidig granskede hun lejligheden med et kritisk blik.
*”Mette, hvorfor er dit gulv så mat?”* spurgte hun. *”Du bruger det forkerte rengøringsmiddel.”*
Eller:
*”Luften i soveværelset er muggen. I skal lufte mere ud.”*
Mette ignorerede det, tænkte, det bare var omsorg for sønnen. Men kommentarerne blev giftigere.
Så mistede Mads sit job. De kunne ikke længere betale lejen, og Ellen Margrethe tilbød dem at flytte ind hos hende. *Midlertidigt*, selvfølgelig, indtil han fandt noget nyt.
Det *midlertidige* varede tre år. Mads fandt et nyt job, men lønnen var lav, og de kunne ikke flytte. Ellen Margrethe stoppede ikke længere med at lade som om, hun syntes, Mette ikke passede til sin søn.
*”Min veninde Inges svigerdatter er helt anderledes,”* sagde hun. *”Sparsom, flittig. Huset som i et blad, og hun kan styre penge. Og vigtigst af alt hun respekterer sin mand.”*
Beskeden var klar. Mette respekterede ikke sin mand, siden hun turde modsige ham.
Nu stod Mette og vaskede op og gik så ind i badeværelset. Hun så sig selv i spejlet. Tredive år, men hun så ud som fyrre. Stress og søvnunderskud havde sat deres spor.
Fra stuen lød fjernsynet og en lav samtale mellem mor og søn. Ellen Margrethe fortalte Mads om naboen, der igen havde parkeret forkert.
*”Nogen burde tale med hende,”* sagde hun. *”Men du ved, hvor uhøflig hun er.”*
*”Mor, lad nu være. Hvorfor spilde kræfter på hende?”*
*”Du har ret, min dreng. Hvorfor spilde tid på dumme mennesker?”*
Mette forstod, det ikke kun handlede om naboen. Ellen Margrethe hentydede ofte, at Mette også var en, man ikke burde spilde tid på. Men Mads havde allerede *spildt* sin tid, og nu måtte de bare bide det i sig.
Om aftenen prøvede Mette igen at tale med Mads. Hun ventede, til Ellen Margrethe var gået i seng, og satte sig ved siden af ham på sofaen.
*”Mads, jeg mener det. Jeg har det skidt her.”*
*”Mette, ikke igen.”*
*”Hvad skal jeg gøre? Ties stille resten af livet?”*
*”Ikke resten af livet. Mor lever ikke evigt.”*
Mette følte en isnende kulde ved de ord.
*”Så du vil have mig til at vente, til din mor dør?”*
*”Nej! Bare… Hun er gammel. M
