**Dagbogsnotat – Torsdag den 12. oktober**
“Du kan ikke lave mad som min mor,” sagde min mand og skød sin tallerken væk uden at røre maden.
“Freja, hvad er det for en lugt?” spurgte Mads, lige så snart han trådte ind i lejligheden. Han hængte jakken på knagen og snusede i luften. “Det lugter brændt…”
“Det er kyllingen i ovnen,” svarede Freja fra køkkenet, mens hun skyndte sig at slukke for blusset under gryden med kartofler. “Det er næsten færdigt!”
Mads gik ind i køkkenet, hvor hans hustru travlt vaskede salatblade. Hendes hår var uredt, der var mel på hendes kind, og forklædet var oversprøjtet med en eller anden orange sovs.
“Hvordan gik det på arbejdet?” spurgte Freja uden at vende sig om. “Var Gustav igen efter dig?”
“Nej, det var fint nok. Hvad med dig?” Mads kiggede ned i ovnen, hvor kyllingen bubblede i en mørk sovs. “Hvad er det for en opskrift?”
“Jeg fandt den på nettet,” svarede Freja og tørrede hænderne i håndklædet. “Det skulle være kylling på fransk manér. Det så let ud, men det er sværere, end det ser ud.”
Mads nikkede bare og forlod køkkenet for at skifte tøj. Freja dækkede bordet med hvid dug og de fine tallerkner, som hun kun brugte til særlige lejligheder. Hun prøvede altid at lave nye retter, købte krydderier, hun ikke kendte, og fulgte opskrifter ned til mindste detalje. Hun ville så gerne gøre ham glad efter en lang arbejdsdag.
“Kom og sæt dig, skat,” sagde hun, da han kom tilbage i hjemmetøj. “Det er klar.”
De satte sig over for hinanden. Freja iagttog nervøst, hvordan Mads tog for sig af kyllingen, kartoflerne og salaten. Hun selv tog kun en smule kartofler hendes appetit var væk af bekymring.
Mads skar et stykke kød af, puttede det i munden og tyggede. Hans ansigt var udtryksløst. Freja ventede på et ord, men han spiste bare videre og nippede af teen.
“Hvordan smager det?” spurgte hun omsider.
“Det er okay,” svarede han kort.
“Bare okay?” Freja blev skuffet. “Jeg prøvede virkelig…”
Mads sukkede, lagde gaffelen fra sig og så på hende.
“Du kan ikke lave mad som min mor,” sagde han og skød tallerkenen væk. “Hun lavede hvert måltid til en fest. Men det her… det er bare mad.”
Freja følte en klump i halsen. Hun kiggede ned for at skjule, hvor ondt det gjorde.
“Jeg lærer stadig,” mumlede hun. “Ikke alle kan det med det samme…”
“Min mor havde fem børn i din alder,” sagde Mads og rejste sig. “Og ingen gik nogensinde sulten i seng. Og maden smagte altid.”
Han gik ind i stuen og tændte for tvet. Freja blev siddende og stirrede på hans næsten fulde tallerken. Kyllingen var tør, kartoflerne lidt for bløde, og sovsen smagte underligt. Men hun havde virkelig prøvet…
Hun rejste sig og begyndte at rydde af. Resterne rykkede i skraldespanden ingen ville spise dem nu. Tallerkenerne klirrede, da hun satte dem i vasken.
“Freja, laver du te?” råbte Mads fra stuen.
“Ja,” svarede hun, selvom hun ikke gad.
Mens vandet kogte, tænkte hun på sin svigermor, Birthe. Hun kunne virkelig lave mad. Hendes frikadeller var berømte i familien, og hendes æblekage smeltede på tungen. Da Freja først mødte hende, havde Birthe dækket et bord, der fik øjnene til at løbe i vand.
“Min lille Mads elsker hjemmelavede frikadeller,” plejede Birthe at sige, mens hun rørte i den store skål. “Jeg laver altid en masse, så han kan fryse dem ned.”
Freja havde set, hvor let det så ud, når Birthe arbejdede med dejen, skar grøntsagerne perfekt og rørte sovsen uden at den klumpede. Men når hun selv prøvede, endte det altid i kaos.
“Mor, vil du ikke lære mig at lave mad som dig?” havde hun spurgt Birthe en dag.
“Åh, søde ven, det handler bare om hjertet,” lo Birthe. “Hvis du elsker din mand, smager maden godt. Opskrifter er underordnede.”
Men kærlighed var åbenbart ikke nok. Frejas kød brændte på eller var rådt, grøden blev klumpet, og brødet stegede aldrig rigtig.
“Teen er klar,” sagde hun og satte bakken med kopper og småkager på bordet.
“Tak,” mumlede Mads uden at kigge op.
Freja satte sig, men hun fulgte ikke med i filmen. I stedet tænkte hun på, hvad hun skulle lave til aftensmad næste dag. Og hvordan han nok igen ville sige, at det ikke var lige så godt som hos mor.
“Mads, skal jeg ikke besøge din mor og lære at lave hendes frikadeller?” foreslog hun.
“Hvorfor? Hun har travlt.”
“Men hun vil nok gerne hjælpe.”
“Hun er ikke så ung længere,” sagde han og trak på skuldrene. “Desuden… hun har en gave for madlavning. Det har du bare ikke.”
Freja tav. Der var noget tungt og stikkende i hendes bryst. Var hun virkelig sådan en ubrugelig hustru, der ikke engang kunne lave en ordentlig aftensmad?
Næste dag købte hun en stor kogebog med billeder. Derhjemme studerede hun opskriften på hjemmelavet stuvning det lød simpelt.
“Hvad skal vi spise?” spurgte Mads, da han kom hjem.
“Grønlangkål med flæsk,” svarede hun og rørte i gryden.
“Nåh…” Hans stemme lød skuffet.
“Hvad er der galt?”
“Min mor lavede det altid i den store jernkasserolle. Det gav en helt anden smag.”
“Men vi har ikke sådan en…”
“Så skulle du måske have købt en.”
Aftensmaden foregik i tavshed. Mads spiste uden appetit og drak meget vand. Freja forstod ikke, hvad der var galt hun havde fulgt opskriften.
“Er der for lidt salt?”
“Det er ikke saltet,” sukkede han. “Min mor vidste altid præcis, hvad der skulle i. Hun havde en fornemmelse for det.”
Senere stod Freja ved køkkenvinduet og stirrede ud på byens lys. Hvorfor kunne hun ikke lære det? Var der virkelig kvinder, der bare ikke var skabt til at lave mad?
I weekenden besøgte de Birthe. Hun var som altid glad for dem og viste straks, hvad hun havde lavet.
“Mads, se, dine yndlingsfrikadeller!” Hun åbnede ovnen, og en duft af krydderier fyldte køkkenet.
“Mor, du skulle ikke have gidet…” men det var tydeligt, at han var glad.
Ved bordet så Birthe stolt til, mens han spiste. Freja prøvede også de var virkelig gode. Saftige, med sprød skorpe.
“Hvordan laver du dem?” spurgte Freja.
“Åh, det er bare godt kød, lidt løg, æg… og så kærlighed, selvfølgelig.”
“Men hvor meget af hvert?”
“Jeg måler aldrig. Mine hænder ved det bare.”
Freja blev trist. Hvorfor vidde hendes hænder ikke det samme?
“Mor, husker du dine æbelskiver?” sagde Mads. “Dem savner jeg.”
“Ja, jeg lavede dem hver weekend. I kunne ikke få nok.”
“Hvorfor laver du dem ikke mere?” spurgte Freja.
“Hvem skal jeg lave dem til? Mads kommer sjældent, og alene gider jeg ikke bage en hel pande.”
“Mor, måske kunne du lære Freja at lave dem? Hun prøvede engang, men det lykkedes ikke.”
Freja kunne mærke, hun rødmede. Hvorfor skulle han sige det sådan?
“Æbelskiver er lette. Dejen skal bare hæve,” sagde Birthe.
“Men min dej hæver aldrig.”
“Du bruger måske for varmt vand. Det dræber gæren.”
“Skal vi ikke prøve at lave dem sammen en dag?” foreslog Freja.
“Selvfølgelig, skat. Kom bare en morgen, så starter vi tidligt.”
Men dagen blev ved med at blive udskudt. Enten havde Mads arbejde, Birthe var optaget, eller vejret var for dårligt. Og Freja fortsatte med at høre, at hendes mad ikke var som mors.
En dag prøvede hun noget nyt. Hun satte svinekøddet i slowcookeren om morgenen, så det kunne simre hele dagen. Hun kunne næsten ikke vente, til Mads kom hjem og mærkede duften.
“Hvad er det for en lækker lugt?” spurgte han, da han kom ind.
“Braiseret svinekød,” sagde hun stolt. “Det har stået på siden i morges.”
Hun hældte en god portion op. Køddet var mørt, grøntsagerne perfekte, og saucen tyk og smagsfuld.
Mads prøvede og tyggede eftertænksomt.
“Det er fint,” sagde han. “Men mor skar gulerødderne i tern. Og hun stegte løgene sammen med kødet.”
“Men smager det ikke godt?”
“Jo… men det er ikke det samme.”
Freja mærkede igen den knude i brystet. Hun havde prøvet alt. Købt de bedste råvarer, læst bøger, set videoer. Men det var aldrig rigtigt.
“Mads, hvad hvis vi bare bestilte mad ude fra?” foreslog hun ved teen.
“Nej! Der skal være hjemmelavet mad. Det er det, der holder en familie sammen.”
“Men hvis jeg ikke kan…”
“Du kan nok. Du skal bare prøve hårdere.”
Hvad mere kunne hun gøre? Hun brugte allerede timer i køkkenet hver dag.
Søndagen efter besøgte de Birthe igen. Denne gang hjalp Freja hende med æbelskiverne.
“Kom, skat, du kan hjælpe mig,” sagde Birthe og tog mel og æg frem.
Freja målte ingredienserne, rørte dejen og så den hæve under et klæde. Birthe vejledte hendt.
“Rør ikke for hårdt. Dejen skal være luftig,” sagde hun.
Da æbelskiverne var færdige, duftede hele huset af vanilje og smør.
“Nå, hvad siger I?” spurgte Birthe, da de sad ved bordet.
“De er gode!” sagde Freja.
Mads nikkede. “Ja… men mors dej er mere luftig.”
Birthe så mildt bebrejdende på ham. “Mads, hun har gjort det så godt.”
“Jeg sagde ikke, det var dårligt. Bare at dine er bedre.”
Freja så ned. Selv når Birthe hjalp, var det ikke godt nok.
Derhjemme sad hun og betragtede de sidste æbelskiver. De smagte godt men for Mads handlede det kun om, at det ikke var som hos mor.
“Freja, hvad laver vi i morgen?” spurgte han senere.
“Jeg ved det ikke.”
“Lav din egen version af mors karrysild. Hun fortalte mig i går, hvordan hun gør.”
“Okay.”
Men hun vidste allerede, at det ikke ville blive det samme.
Hun gik hen til vinduet. Udenfor lyste lamperne i de andre lejligheder. Mon andre koner også kæmpede med at leve op til svigermødrenes mad? Eller havde de bare mænd, der satte pris på deres indsats uden sammenligninger?
Hun sukkede og tog sin indkøbsseddel frem. Karrysilden skulle laves af de bedste ingredienser. Måske ville det hjælpe. Men hun troede ikke længere, hun nogensinde ville høre et oprigtigt “tak” fra ham.
**Lærdom:** At sammenligne er at stjæle glæden. Kærlighed burde ikke måles i gram eller milliliter. Nogen gange er det ikke maden, der mangler smag men ordene, der aldrig bliver sagt.
