Jeg mødte min ekskone to år efter skilsmissen. I det øjeblik forstod jeg det hele, men hun smilede bare og rystede på hovedet, da jeg foreslog, vi skulle starte forfra
Da vores andet barn blev født, stoppede Signe med at bekymre sig om sit udseende. Førhen kunne hun skifte tøj flere gange om dagen, altid pænt klædt på, med hvert enkelt detalje perfekt matchende. Men efter hun kom hjem fra hospitalet, virkede det som om, hun havde glemt, at der fandtes andre ting i hendes garderobe end en gammel t-shirt og nogle slidte joggingbukser.
Hun brugte dem ikke kun hele dagen nogle gange gik hun også i seng i det samme tøj. Når jeg spurgte hvorfor, svarede hun, at det var mere praktisk, når hun skulle op om natten for at passe børnene. Det gav måske mening, men hvad var der blevet af de ord, hun altid sagde: “En kvinde skal altid være en kvinde, uanset hvad”? Hun nævnte det ikke mere. Heller ikke sin yndlingsfrisør, fitnesscenteret eller stylisten. Og undskyld detaljen nogle gange glemte hun endda at tage bh på om morgenen og gik rundt i huset uden at bekymre sig det mindste.
Hendes krop havde også ændret sig. Hendes talje, mave, ben de var ikke de samme. Hendes hår, der før var blankt og velplejet, var nu et rod enten en vild hårmanke eller en hurtig knold med løse hårtjavser. Og at tænke på, at før, da vi gik gennem Københavns gader, vendte mænd sig for at kigge på hende. Jeg var stolt. Smuk. Min.
Men den kvinde eksisterede ikke længere.
Vores hus afspejlede hendes humør. Det eneste, Signe stadig var perfekt til, var madlavningen. Det droppede hun aldrig, og hendes retter var en ren fryd. Men alt andet var deprimerende.
Jeg prøvede at få hende til at forstå, at hun ikke kunne give op på den måde. At hun skulle finde sig selv igen. Hun smilede bare trist og sagde, hun ville prøve. Måneder gik, og hver dag så jeg en kvinde, jeg ikke kunne genkende.
Indtil jeg en dag blev træt.
Jeg tog en beslutning: skilsmisse.
Der var ingen skænderier eller dramatiske scener. Hun prøvede at overtale mig til at tænke om, men da hun så, min beslutning var fast, sukkede hun bare og mumlede med dæmpet stemme:
“Gør, hvad du vil Jeg troede, du elskede mig”
Jeg svarede ikke. Der var ingen mening i at diskutere, hvad kærlighed var eller ikke var. Jeg gik til retten, og kort efter skrev vi under.
Jeg ved ikke, om jeg var en god far. Jeg sendte bare børnebidrag og intet mere. Jeg ville ikke se hende. Ikke på den måde. Ikke den kvinde, hun var blevet.
To år senere
Det var en eftermiddag i Aarhus. Jeg gik rundt uden mål, fordybet i mine tanker, da jeg pludselig så hende.
Der var noget ved hendes måde at bevæge sig på en selvsikkerhed i hendes gang, der fangede opmærksomheden. Hun gik let, elegant, fuld af selvtillid. Og da hun kom nærmere, føltes det som om mit hjerte stoppede.
Det var Signe.
Men ikke den Signe, jeg havde efterladt.
Denne kvinde var endnu mere strålende, end hun havde været, da vi mødtes. Høje hæle, en kjole, der fremhævede hendes figur, perfekt hår, pæne negle, diskret men smuk makeup. Og den parfume den samme, der altid fik mig til at blive svimmel.
Jeg må have stået med åben mund, for hun begyndte at grine.
“Hvad så? Genkender du mig ikke? Jeg sagde, jeg ville ændre mig, men du troede ikke på mig.”
Jeg fulgte hende til fitnesscenteret, hvor hun nu trænede hver dag. Hun fortalte om børnene, hvor godt de havde det, hvor glade de var. Om sig selv sagde hun ikke meget, men det var ikke nødvendigt. Hendes blik, hendes holdning, hendes væsen det sagde alt.
Og jeg
Jeg huskede.
Huskede de morgener, hvor det irriterede mig at se hende i pyjamas og med hår i vejret, hvor det ærgrede mig, at hun ikke længere gjorde sig lige så flot som før. Huskede de dage, hvor hendes træthed gjorde mig frustreret. Huskede det øjeblik, hvor jeg besluttede at gå, hvor min egoisme fik mig til at tro, at hun ikke var nok for mig længere.
Og huskede, at da jeg forlod hende, forlod jeg også mine egne børn.
Før vi sagde farvel, samlede jeg mod nok til at spørge:
“Kan jeg ringe til dig? Jeg har forstået det hele Måske kunne vi prøve igen?”
Signe så på mig med et roligt udtryk. Så smilede hun og rystede på hovedet.
“Det er for sent, Mads. Pas på dig selv.”
Og så gik hun.
Jeg blev stående, ubevægelig, og så hende forsvinde i mængden.
Ja.
Jeg havde forstået det.
Men for sent.
