Jeg indså det alt for sent: først da min mand blev alvorligt syg, forstod jeg, hvor højt jeg elsker ham.
Da jeg giftede mig med Mads, var jeg kun femogtyve. Med et frisk universitetseksamen bag mig og hele livet foran mig, følte jeg mig selvsikker og stolt af min intelligens og mit udseende. Jeg troede, jeg kunne vælge enhver mand. De sværmede omkring mig som sommerfugle om en lygte, og jeg kunne se det – de havde brug for mig. Jeg tiltrak opmærksomhed, blev beundret, og det smigrede mig.
Mads var en af dem. Lidt kejtet, genert, men utrolig venlig og opmærksom, med øjne fulde af hengivenhed. Han fulgte mig overalt, opfyldte alle mine ønsker og tålte endda mine spydige bemærkninger. Jeg husker en aften, hvor vi var ude med venner, jeg havde fået lidt for meget at drikke, og da han tilbød at tage hjem til ham, sagde jeg ikke nej. Den aften var jeg anspændt og irritabel, men han formåede at berolige mig. Dengang troede jeg, det kun ville være denne ene gang.
Men det gik anderledes. En måned senere opdagede jeg, at jeg var gravid. Da Mads fandt ud af det, strålede han af lykke. Han friede med det samme, og jeg… sagde ja. Selvom jeg, hvis jeg skal være ærlig, altid havde forestillet mig en anden slags mand ved min side – en selvsikker, udfordrende, strålende type. Mads var for blød, for bekvem. Men jeg tænkte: Hvis skæbnen ville have det sådan, måtte det være meningen.
Vi blev gift, jeg flyttede ind hos ham, og ikke længe efter fik vi en søn. Mads bar mig bogstaveligt talt på hænderne. Han lod mig ikke løfte noget tungt, forkælede mig med gaver, lavede mad, ryddede op og passede vores lille dreng. Jeg følte mig som i et hyggeligt, varmt bur – et sted, jeg egentlig ikke havde lyst til at forlade, men alligevel længtes jeg efter noget andet.
Før vores søn blev et år, blev jeg gravid igen. Først blev jeg bange og tænkte på abort, men min mor overtalte mig: »Få barnet, lad børnene vokse op sammen. Det er hårdt nu, men det bliver lettere senere.« Jeg lyttede. Den anden graviditet føltes mere rutinemæssig, og Mads var stadig lige så øm og omsorgsfuld. Han hævede aldrig stemmen, forbød mig ikke at tage ud med veninderne, kontrollerede mig ikke eller bebrejdede mig noget. Han var der – altid.
Men dybt inde savnede jeg passion. Den slags kærlighed, man læser om i bøger og hører om i sange. Jeg kunne ikke styre mig selv – flere gange havde jeg kortvarige affærer på siden. Forbigående, med mænd, der tændte en gnist, men ikke gav varme. Jeg vendte altid tilbage hjem. For kun ved Mads’ side følte jeg mig virkelig tryg. Han anede det uden tvivl. Men han sagde aldrig et ord. Han elskede mig bare… og fortsatte med det.
Tiden gik. Børnene voksede. Vi levede som tusindvis af familier, og jeg tænkte ikke videre over det. Jeg accepterede et kompromis: Ja, jeg kunne have været sammen med en mere karismatisk, succesrig, passioneret mand… men jeg valgte stabilitet. Ro. Familie.
Og så blev Mads syg.
Først var det ingenting – bare en forkølelse og træthed. Vi lagde ikke mærke til det. Men et par uger senere begyndte han at miste kræfterne hurtigt. Blodprøver, undersøgelser, læger. Og så diagnosen, der fik verden til at vakle: kræft.
Alt kollapsede.
Jeg husker ikke, hvordan jeg stod i det hospitalsværelse og lyttede til lægen, hvordan jeg gik hjem uden at mærke jorden under mine fødder. Kun i det øjeblik forstod jeg, hvor meget han betød for mig. Hvor højt jeg elskede ham. Hvor frygteligt det ville være at miste ham. Hvor umuligt det var at forestille sig livet uden ham.
Siden da har jeg ikke forladt hans side. Hospitaler, klinikker, behandlinger. Jeg holdt hans hånd, når han havde ondt. Tørrede hans pande, når feberen steg. Strøg ham over ryggen, når han ikke kunne sove. Og inde i mig skreg det hver gang: »Gud, lad ham overleve!«
Jeg bad til Gud, til skæbnen, til universet – til hvem som helst. Bare han måtte blive hos mig. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig mere ville svigte ham, at jeg aldrig igen ville se på en anden mand. For nu vidste jeg det: Mads er min sande kærlighed. Ægte. Dyb. Stille, men uomstødelig.
Lægerne gav os håb. De sagde, der var en chance. Og vi kæmper. Hver dag. Jeg er der. Jeg er stærk. Jeg er hans kone – på rigtig
