Alt begynder et sted. Den første lærer, den første forelskelse, den første date, det første kys. Men for Mette vil hun altid huske sin første bøn. Den følelse lever i hende hele livet en hellig kærlighed til sin bedstemor Gerda og det første ærlige råb til Gud.
Mette er pensionist og bor alene. Hendes datter blev gift for længe siden og bor nu med sin egen familie i Aarhus. Mette har tilbragt hele sit liv i en lille landsby her giftede hun sig, og for otte år siden mistede hun sin mand. Nu går hun af og til i kirke for at bede for sine kære og tænde et lys.
Da hun forbereder sig på kirkegangen, husker hun pludselig sin barndom og sin allerførste bøn. Hun kan ikke huske sine forældre de omkom i en bilulykke, da hun var tre. Siden dengang opdragede bedstemor Gerda hende.
En efterårsdag, hvor bladene var gule og regnen silede ned, blev Mette syg.
“Du har åbenbart fået træk,” sagde bedstemor og rystede på hovedet. “Jeg siger det jo altid du skal have hue på! Hovedet blev vådt, vinden blæste, og bum så er den ged barberet. Sådan er efteråret”
Hun tog ikke Mette med til lægen, men plejede hende selv, som hun altid havde gjort. Den første nat fik Mette lidt feberdrømme, vågnede og faldt i søvn igen. Hun var otte år.
Om morgenen målte bedstemor temperaturen:
“Gudskelov, den er faldet. Hvad siger du til lidt te, skat?”
Mette nikkede med tørre læber og lukkede øjnene igen.
“Lige med det samme, min søde. Jeg laver noget hyldeblomst-te med honning det er det bedste, når man er syg. Det jager al skidt ud af kroppen.”
Mette kendte den rutine. Hver vinter, når hun blev forkølet, fik hun den samme behandling. Efter teen spiste hun den bittersøde bremse på bunden af koppen hun elskede den. Når bedstemor havde tid, sad hun ved siden af hende, strikkede sokker, nynnede små melodier eller fortalte historier fra gamle dage. Om aftenen bad hun altid, nogle gange også om dagen, om at Mette snart skulle blive rask.
En aften, mens Mette så på, hvordan bedstemor knælede foran ikonerne i hjørnet med den lille olielampe, blev hun helt varm om hjertet.
“Hvad nu hvis bedstemor dør, og jeg bliver helt alene?” Tanken havde aldrig strejfet hende før, men nu blev hun helt ængstelig.
Hun forestillede sig bedstemor i en kiste hun havde set, hvordan naboen, fru Jensen, blev begravet tidligere på efteråret. Hendes barndomsven, Mads, var hendes barnebarn, og de gik i skole sammen. Bedstemor havde taget hende med for at “sige farvel.”
Pludselig græd Mette. Bedstemor kom hen og strøg hende over håret.
“Hvad er der, min skat? Hvorfor græder du?”
“Bedste kommer du til at dø?” spurgte Mette med skælvende stemme.
Bedstemor tav et øjeblik. “Jo, engang skal vi alle af sted. Sådan er det nu engang.”
“Men ikke snart?”
“Det ved kun Gud. Hvorfor spørger du pludselig?”
Mette klynkede. “Jeg vil ikke være alene”
Bedstemor sukkede og smilede blidt. “Livets gang er ikke til at forstå, min søde. Vi lever, som Gud vil det, og når tiden er inde, går vi videre. Men indtil da så nyder vi dagen.”
“Men kan Gud ikke lade folk blive gamle?”
“Selvfølgelig kan han det. Han kan alt.” Bedstemor korsede sig og forlod værelset.
Mette tænkte: *Hvad beder bedstemor egentlig om? Mon hun beder om et langt liv? Så må jeg også bede for hende! Jeg vil ikke miste hende. Hun siger, børns bønner når hurtigst frem. Men hvordan gør man? Så ingen hører eller ser det kun Gud.*
Næste dag skulle bedstemor i kirke.
Mette besluttede sig hun ville bede, når bedstemor var ude. Chancen kom allerede dagen efter, da bedstemor sagde:
“Mette, jeg skal lige i kirke. Vil du have, at Mads kommer forbi, så du ikke keder dig?”
“Nej tak, bedste. Mads kommer alligevel i aften.”
Bedstemor nikkede. “Jeg skal bare bede lidt. Jeg er snart tilbage.”
Mette så gennem vinduet, hvordan bedstemor forsvandt ned ad vejen mod kirken. Hun trak gardinerne for, så ingen kunne se hende bede.
På hylden stod flere ikoner. Hun kendte kun Sankt Nikolaus og Jomfru Maria, for bedstemor havde fortalt om dem. Hun stillede sig foran dem og tøvede. Huset var helt stille. Til sidst valgte hun Sankt Nikolaus.
“Jeg kan jo ikke engang en bøn,” tænkte hun.
Ikonernes blikke føltes tunge. Hun vidste ikke, hvordan man talte til en helgen.
*Men hvis jeg bare beder fra hjertet, så hører de mig nok. De ved jo, at jeg kun er et barn. Men jeg må lære at bede ordentligt. Bedstemor skal lære mig det.*
Hviskende sagde hun til ikonet:
“Gør det så min bedstemor Gerda bliver meget gammel Nej, vent jeg mener, giv hende et langt liv. Hendes ben gør ondt, og hendes hjerte Jeg er bange for, hun snart dør. Hun er så sød, og hun elsker dig. Hun er i kirke lige nu. Gør hende sund og stærk. Jeg elsker hende så højt!”
Hun sagde alt, hvad der faldt hende ind, mens hjertet bankede. Da hun var færdig, lagde hun sig og ventede på bedstemor.
Da bedstemor kom hjem, gav hun Mette en chokoladebar.
“Hvordan har du det, min skat?”
“Fint, bedste Hvordan beder man til Sankt Nikolaus?”
Bedstemor så forbløffet på hende. “Som til alle helgener. Hvorfor spørger du?”
“Er der en særlig bøn?”
“Ja, flere end een,” sagde bedstemor eftertænksomt. “Jeg skal lære dig en i aften.”
Bedstemor gik ud for at tænde ovnen, mens hun tænkte: *Hvad fanden er det, der foregår? Mette vil lære at bede Nå, men det er da godt. Hun skal da kunne en bøn eller to.*
Om aftenen bad bedstemor som sædvanlig, og Mette fulgte med. Da bedstemor satte sig på hendes sengekant, spurgte Mette:
“Bedste, hvis man beder Sankt Nikolaus om noget, videregiver han det så til Gud?”
Bedstemor grinede og strøg hende over håret. “Nogenlunde. Han beder for os, så vi får det godt og bliver sunde.”
Mette faldt i søvn med det samme og sov trygt hele natten. Lige inden hun døsede væk, tænkte hun: *Så de hørte mig altså. Bedstemor bliver gammel.*
Hun drømte endda om en høj, gråhåret mand med et kors om halsen og en bog i hånden. Han smilede varmt til hende.
Da hun vågnede næste morgen, var hun helt rask. Hun følte sig lys og lettet og tænkte: *De hørte mig. Bedstemor får et langt liv.*
Netop da kom bedstemor ind og smilede.
“Hvordan har du det?” Hun lagde hånden på Mettes pande. “Ingen feber, men lad os lige måle for en sikkerheds skyld.”
“Jeg har det fint, bedste! Lige som altid, når jeg er rask.”
“Godt. Mads løb forbi tidligere og spurgte, om du snart kommer i skole igen.”
Mette grinede. “Jeg glæder mig! Jeg savner det.”
Hun rakte termometeret tilbage helt normalt.
Bedstemor Gerda blev 88 år. Mette nåede at blive gift og få en datter, før bedstemor blev syg og måtte lægge sig til sidst. Mette passede hende med al sin kærlighed, men en nat gik bedstemor stille videre præcis som hun altid havde sagt.
Mette går ikke ofte i kirke, men i dag skal hun tænde et lys for sine forældre og sin elskede bedstemor. For i dag ville Gerda have fyldt år. Den dato glemmer Mette aldrig eller kærligheden til hende, der altid var der.
