Midten af efteråret. Vejret er ikke just godt. Der er ingen tegn på en “sommerfugleeffekt” naturen har åbenbart andre planer. Bladene bliver hurtigt gule og krøller sig sammen, og en fin, ihærdig regn falder uden ophør gennem hele dagen. En gennemtrængende vind får en til at længes efter varme. Temperaturen er kun +6 grader. Forbandet koldt til slutningen af september…
Af skæbnen er jeg nu på forretningsrejse i en lille by. Jeg bor i et gammelt to-etagers hus på stueetagen. Engang boede her unge specialister med deres familier, men nu er der mangel på specialister, og det gamle hus er blevet omdannet til et hotel.
Men jeg kan godt lide lejligheden. Ude for mit vindue står et gammelt, højt ahorn, og når jeg åbner vinduet for at ryge, kan jeg ikke lade være med at beundre det stærke, smukke træ.
Det meste af dagen er jeg optaget af arbejde, men om aftenen nyder jeg stilheden og læsningen af en god bog. I min hjemby, en storby, er det netop stilhed, der mangler.
En aften føler jeg pludselig, at nogen iagttager mig gennem vinduet. Jeg mærker blikket på min hud. Jeg prøver at se, hvem det er, men gennem glasset i mørket kan jeg intet opdage. Alligevel forsvinder følelsen af at være iagttaget ikke.
Hvem er interesseret i mig? Et dyr eller et menneske? Jeg har intet svar.
En dag, da jeg træt og sulten vender tilbage til mit værelse, mærker jeg igen det samme blik udefra. Jeg laver hurtigt en simpel middag af pålæg, konserves og brød og åbner instinktivt vinduet.
Pludselig hopper en stor grå kat med ravfarvede øjne op på karmen. En smuk kat. Det må have været ham, der har observeret mig fra ahornets høje grene, skjult blandt bladene.
“Nå, kom så ind,” inviterer jeg ham. “Vær min gæst. Er du sulten? Så spis lidt.”
Kat
