To dårlige døtre
“Målet med at købe den treværelses lejlighed var ikke tilfældigt,” sagde mor og lænede sig frem, mens hendes øjne lyste af begejstring. “Vi udlejer den værelse for værelse til studerende. Der bor allerede fem der! Pengene er så gode, at vi nu kan nyde vores pension uden bekymringer.”
Freja nikkede og var glad på deres vegne. Hendes forældre havde arbejdet hårdt hele livet, og de fortjente en rolig alderdom. Men så blandede faderen, Erik Sørensen, sig i samtalen. Han havde sidder stille og læst avisen ved bordet.
“Vi ved godt, hvad du tænker på hvem der skal arve lejligheden. I er jo tre børn, så det er naturligt at spekulere,” sagde han og lagde avisen fra sig.
Freja rystede på hovedet. Sådan noget havde hun slet ikke tænkt på. Hendes forældre var sunde og raske hvad skulle de med arv? Men Kirsten Mikkelsen fortsatte med en spids tone, der fik Freja til at fryse indvendig.
“Selvfølgelig har du tænkt på det! Du bekymrer dig om, hvem der får sådan en værdifuld lejlighed. Lad være med at benægte det, skat!”
Freja åbnede munden for at protestere, men moren afbrød hende.
“Men din far og jeg har talt om det og besluttet os. Lejligheden går til den, der tager bedst sig af os. Det er da fair, ikke?”
Der blev stille i køkkenet. Freja stirrede på dem, som om hun ikke kunne tro sine egne ører. Var dette en konkurrence? Faren hostede og fortsatte, mens han kiggede hen over hendes hoved.
“Vi har taget os af jer hele livet opdraget jer, fodret jer, ofret os selv. Nu er det tid til at ændre tingene. Det er jeres tur til at bevise, hvad I kan. Og hvis vi ikke er tilfredse…” Han tav et øjeblik for at understrege sine ord. “…så får I ikke en krone.”
Freja sad målløs. Hendes forældre så på hende, som om de forventede bifald for deres “kloge” beslutning. En klump sad i halsen. Hun rejste sig, mumlede noget om vigtige ærinder og skyndte sig ud.
I bussen på vej hjem var Freja stadig rystet. Tankerne myldrede i hendes hoved. Hvad var det lige, der skete? En slags auktion? Den, der gav mest, vandt lejligheden? Hun tog telefonen og ringede til sin store søster, Mette.
“Mette, du gætter aldrig, hvad mor og far har sagt,” begyndte Freja uden indledning.
“Om lejligheden og arven?” svarede Mette træt. “De fortalte mig det i går. Jeg er stadig målløs.”
“Hvad skal vi gøre?” Freja holdt telefonen tæt mod øret for at høre over bussens larm.
“Jeg har ingen idé. Vi har altid passet på dem. Mens de sparede op til lejligheden, handlede vi ind for dem og betalte regninger. Vi var altid der, når de ringede,” sagde Mette bittert. “Men vores lillebror, Anders, har altid været for optaget enten af arbejde eller kærester.”
“Hvordan skal de overhovedet vurdere, hvem der passer bedst på dem?” Freja stod af bussen og fortsatte samtalen. “Skal de give point? Lave en tabel?”
Mette grinede tørt.
“Præcis. Men måske er det godt. Så finder vi ud af, hvordan de virkelig ser på os. Selvom jeg allerede gætter, hvem der vinder denne ‘konkurrence’…”
De næste uger blev en prøvelse for Freja. Forældrene ringede ofte med forskellige anmodninger. En onsdag aften lød den første.
“Freja, skat, vi har brug for din hjælp,” sagde moren bestemt. “Vi skal til lægen i morgen tidlig og også handle ind. Kan du ikke køre os? Din bil er jo repareret, ikke?”
Freja havde et vigtigt møde klokken ni næste morgen.
“Mor, kan I ikke tage en taxa?”
“Hvad er det for noget snak! En taxa!” udbrød Kirsten vredt. “Er vi fremmede for dig? Kan en datter ikke hjælpe sine forældre?”
Freja sukkede. Som altid gav hun efter. Næste morgen tog hun fri fra arbejdet og kørte dem rundt, mens hun hørte om, hvor fantastisk deres søn Anders var.
På fredagen, mens Freja sad på arbejde med en kvartalsrapport, ringede faren.
“Skatter, vi har fået nye møbler. Vi har brug for hjælp til at bære dem ind. Flyttemænd er for dyre. Seks hænder klarer det hurtigt.”
“Far, jeg er på arbejde…”
“Hvilket arbejde er det, der er vigtigere end at hjælpe dine forældre?” lød det utilfredst.
Igen måtte Freja gå fra arbejde under kollegernes misbilligende blikke og hjælpe med at bære møbler. Hendes ryg gjorde ondt i tre dage efter.
En lørdag, da hun endelig havde tid til sig selv og havde booket en tid hos kosmetologen, ringede moren.
“Freja, vi skal have gjort rent i hele lejligheden. Gardiner ned, lysekroner renset. Vi kan ikke klare det alene vi er ikke så unge længere…”
Kosmetologen blev aflyst. Freja brugte hele dagen på at gøre rent, mens hun hørte historier om, hvor fantastisk Anders var.
“Anders er så omsorgsfuld,” sagde Kirsten og nippede til sin te, mens Freja skrubbede komfuret. “Han ringede i går og talte i timevis!”
“Og hvornår var han sidst her for at hjælpe?” brød Freja ud.
Forældrene udvekslede blikke. Moren trak læberne sammen.
“Hvorfor den tone? Anders har travlt. Han har et ansvarsfuldt job. Ikke som jer piger. I skal jo blive gode hustruer, så det er jeres pligt at hjælpe! Han er en mand.”
Freja bed tænderne sammen og tav. Indeni kogte hun af uretfærdighed.
En uge senere stod hun igen i forældrenes køkken, denne gang for at lave syltede agurker og tomater. Forældrene sad ved bordet og dirigerede.
“Mindre eddike!” beordrede moren. “Men mere dild!”
“Anders elsker syltede agurker,” sagde faren drømmende. “Han bliver så glad, når han kommer.”
“Og hvornår kommer han?” spurgte Freja, mens hun skruede låg på en glas.
“Det ved jeg ikke… vi har ikke set ham i en måned,” indrømmede moren modvilligt. “Han har så travlt.”
Freja stoppede, tørrede hænderne i forklædet og vendte sig mod dem. Vreden boblede op i hende.
“Så får Mette og jeg lejligheden? Når det kun er os, der hjælper, mens Anders aldrig er her?”
Kirstens ansigt blev ildrødt. Hun sprang op og væltte sin te.
“Du er en egoist! Og pengegrisk! Tænk kun på dig selv! Anders er en mand! Han skal have en kone og et hjem! Han har brug for lejligheden! Og arven skal gå til ham han er vores arving! Han bærer familienavnet videre!”
Et knæk lød i Frejas hjerte. År af lydighed, hjælp og ofre betød intet. Hun tog langsomt forklædet af og slukkede komfuret. De halvfærdige syltede grøntsager blev stående.
“Arving? Og hvad er Mette og jeg så? Hvorfor fortjener vi ikke lejligheden? Vi er altid der, hjælper, kommer løbende… men det er åbenbart ikke nok.”
Hun gik mod døren. Forældrene stirrede forbløffet.
“Ved I hvad? Nu gør jeg som Anders.”
Freja gik. De råbte efter hende.
“Freja, stop! Du misforstår! Barn, vær nu ikke barnlig!” kaldte faren.
“Hvem skal så lave syltede agurker færdig? Du kan ikke bare gå!” jamrede moren.
Freja stoppede i døren og vendte sig. Hun så ikke vred eller såret ud kun træt.
“Jeg har travlt. Ligesom Anders. Find en anden til jeres syltning. Fra nu af klarer I det selv. Jeg vasker mine hænder.”
Hun gik og lukkede døren stille bag sig. I opgangen ringede hun til Mette, der tog telefonen med det samme.
“Mette, det er nok. Jeg kan ikke mere,” sagde Freja, mens hun gik ned ad trappen.
“Hvad skete der?” spurgte Mette bekymret.
Freja fortalte kort om samtalen om arven og Anders. Mette tav længe, sukkede så dybt.
“Ved du hvad? Lad os gøre som Anders. Hvis han er arvingen, så lad ham passe på dem. Vi bliver de to dårlige døtre.”
“Præcis, hvad jeg tænkte,” svarede Freja og indåndede den friske luft.
Fra den dag ændrede deres liv sig. Når forældrene ringede, svarede de altid det samme: *Ring til Anders han er arvingen.* Kirsten blev fornærmet, Erik blev arrig, men søstrene holdt fast i deres beslutning.
“I skriver lejligheden til Anders. Så må han også hjælpe,” sagde Freja roligt. “Han er jeres håb og stolthed.”
En måned senere gik Freja i en efterårspark, hvor løv raslede under hendes fødder. Hun smilede og nød den kølige luft.
Hun havde nået så meget på denne måned!
Telefonen vibrerede i lommen. Mor. Freja så på skærmen og lagde den tilbage. *Lad dem ringe til Anders.*
Hun ville nu passe på sig selv. Og sin egen familie.
