»Dit sted er ved mine fødder, tjenestepige!« sagde svigermoren. Efter hendes slagtilfælde hyrede jeg en plejer til hende en kvinde, hun havde hadet hele sit liv.
»Har du flyttet min pande igen, Katrine?«
Svigerindens stemme, Valdemine Sørensens, skar gennem luften som en kniv. Den ætsede sig ind i køkkenvæggene, trængte ind i køkkenbordets træ, og selv mønsteret på fliserne syntes at blegne af den.
Katrine drejede sig langsomt om fra vasken og tørrede hænderne i sit forklæde. Panden tung, støbejerns, en relikvie fra svigermoren stod på den fjerneste blus, hvor Valdemine havde placeret den om morgenen. På det eneste rigtige sted, efter hendes mening.
»Jeg har ikke rørt den, Valdemine.«
»Ikke rørt den, siger du. Hvem så? Nissen?« Svigermoren krummede læberne i et smil, hendes gennemborende blik gled hen over køkkenet. Over Katrines elskede køkken, der længe var blevet til en slagmark, hvor Katrine tabte kamp efter kamp.
Overalt var der en fremmed, påtrængende orden. Glassene med korn stod ikke i alfabetisk rækkefølge, som Katrine foretrak, men efter størrelse som soldater på parade. Håndklæderne hang ikke på kroge, men var smidt over ovnlågen, hvilket drejede Katrine til stille fortvivlelsen. En kvælende, lille kaos, der lod som om det var perfektion.
»Jeg spurgte bare,« sagde Valdemine og tog en agurk fra tallerkenen og bed demonstrativt hårdt i den. »I mit eget hjem har jeg vel ret til at spørge.«
»I mit eget hjem.« Den sætning hørte Katrine ti gange om dagen. Selvom lejligheden tilhørte Mads, hendes mand. Deres lejlighed. Men svigermoren opførte sig, som om det var hendes familiegods, og de blot var midlertidige beboere.
Katrine tav. At diskutere med hende var som at slå hovedet mod en mur. Hun vendte tilbage til opvasken. Vandet rislede stille og skyllede sæbeskum og hendes uglætte tårer væk.
Om aftenen kom Mads hjem. Manden. Sønnen. Han kyssede sin mor på kinden, før han flygtigt, nærmest formelt, rørte ved Katrines hår.
»Jeg er helt færdig. Hvad er der til aftensmad?«
»Kartofler med kylling,« svarede Katrine uden at se op fra komfuret.
»Igen?« lød Valdemine straks fra sin »post« på taburetten. »Mads, min dreng, jeg har jo sagt det du har brug for rigtig kød. Men hun fodrer dig kun med ost, snart er du gennemsigtig.«
Mads sukkede træt og gik ind i stuen. Han blandede sig aldrig. Hans holdning var simpel og bekvem: »Det er jeres kvindesager, så find ud af det selv.« Han så ikke krigen. Kun små huslige skænderier mellem to kvinder, han angiveligt elskede lige højt.
Senere, da de var alene i køkkenet, gik Valdemine helt tæt på Katrine. Hun duftede af dyre parfumer og noget andet, tungt og autoritært.
»Hør her, lille pige,« hvæsede hun, så Mads ikke kunne høre det. »Du er ingen her. Bare en tilføjelse til min søn. En rugemaskine til mine fremtidige børnebørn, ikke mere.«
Hun tog en serviet og tørrede en ikke-eksisterende plet væk.
»Husk det for altid: dit sted er ved mine fødder. Du er en tjenestepige, og ikke mere.«
Netop i det øjeblik forvred hendes ansigt sig mærkeligt. Den højre mundvig sank, hånden med servietten faldt magtesløs. Valdemine vaklede og gled langsomt ned på gulvet.
I hospitalets gang lugtede det steril og af fremmed sorg. Mads sad med hovedet i hænderne.
»Et slagtilfælde Lægen sagde, hun har brug for konstant pleje nu. Den højre side er lammet.«
Han så op på Katrine med rødlige øjne. Der var ingen smerte i dem kun irritation og kold kalkulation.
»Katrine, jeg kan ikke. Arbejde, du ved. Det bliver dit ansvar nu. Du er konen det er din pligt.«
Han sagde det, som om han gav hende en stafet i et løb, han selv lige var trådt ud af.
Han ville komme forbi. Besøge. Kontrollere. Men alt det beskidte, daglige arbejde ville være hendes.
Katrine så på ham og følte for første gang i mange år intet. Hverken medlidenhed eller fornærmelse. Kun tomhed. Et afbrændt felt.
Hun nikkede.
Da hun kom hjem, til det tomme, men nu endnu mere øde køkken, gik Katrine hen til vinduet. På gårdspladsen legede Frederikke en nabo fra femte sal med sin lille datter, Mathilde.
Frederikke var ung, højlydt, og Valdemine havde hadet hende med en intens, ufiltreret had for hendes klukkende latter, for korte nederdele og for »friskt blik«.
Katrine stirrede længe på hende uden at vende blikket væk. Så modnedes en plan i hendes hoved. Kold, præcis og grusom. Hun tog telefonen og fandt Frederikkes nummer.
»Frederikke? Goddag. Jeg har brug for en plejer til min svigermor.«
Valdemine blev bragt hjem en uge senere. Hun sad i en kørestol, indhyllet i et tæppe. Den højre side af hendes krop lystrede ikke, hendes tale var blevet til uforståelig mumlen, men øjnene
Øjnene var de samme. Autoritære, stikkende, fulde af uforbrugt vrede.
Da Frederikke trådte ind i værelset, blussede der et sådant raseri i de øjne, at det føltes, som om gardinerne ville antænde. Hun genkendte hende.
»Goddag, Valdemine,« smilte Frederikke sit mest afvæbnende smil. »Jeg er Frederikke, og nu skal jeg passe på dig.«
Svigermoren udstødte en halsløs, gryntende lyd. Hendes venstre, raske hånd knyttede sig.
»Katrine, gå venligst ud,« bad Frederikke blidt. »Jeg og min patient har brug for at lære hinanden at kende.«
Katrine forlod tavst værelset og lukkede døren. Hun lyttede ikke. Det var nok for hende at forestille sig, hvad der foregik derinde.
Frederikke var det perfekte redskab. Hun havde en sjælden evne en total immunitet over for andres had.
Først åbnede hun vinduet på vid gab:
»Åh, så frisk luft! Lad os lufte dit fængsel lidt ud.«
Så tændte hun for radioen. Glad popmusik, som Valdemine altid havde foragtet som »skrald«. Valdemine mumlede og rullede vredt med øjnene. Frederikke, der vendte tilbage med en tallerken moset suppe, nikkede forstående:
»Kan du lide det? Den sang er også min favorit. Det er så dejligt at arbejde til den!«
Hun gav hende mad af ske, uanfægtet af svigermorens forsøg på at skubbe maden væk. Suppe løb ned ad hendes hage og pj
