»Jeg kan ikke mere. Farvel, Niels,« denne besked skrev jeg uden udråbstegn, fuldstændig rolig. Niels ville aldrig læse den. Efter at have tænkt over det, brændte jeg beskeden.
For længe siden mødte jeg og Niels hinanden i en brændende, kvalmende og umættelig kærlighed. Vi styrtede mod afgrunden ud at stoppe.
Niels havde en kone og tre små børn, jeg havde to sønner og en mand. Alle vores bekendte rystede på hovedet. »I må være vanvittige,« sagde de. »Vågn op. Det går ud over jeres familier.« Men Niels og jeg så ikke andet end hinanden. På Jorden var vi de eneste. Ingen hindringer, ingen forstyrrelser.
Når jeg kom til mig selv efter vore lidenskabelige stunder, tænkte jeg, at jeg aldrig ville ønske at få børn med Niels. Ald-rig.
Niels talte om sine børn sådan her:
»Jeg brænder ikke for børn. Min kone ville altid have flere. For mig er det ligegyldigt.«
Den holdning gjorde mig, ærligt talt, mistænksom. Men jeg havde da ikke tænkt mig at gifte mig med ham! Lad dem føde, tænkte jeg. Det var deres familiesag.
Tre år senere blev Niels og jeg gift. Vi havde det godt og roligt sammen. Mine sønner blev selvfølgelig hos mig.
Da Niels’ børn blev større, begyndte de uendelige problemer, en evig cirkel. De ringede midt om natten, dukkede op på hans arbejdsplads, krævede at han skyndte sig til dem.
Årsagen var den samme. Penge. Eller rettere, mangel på dem. Alle tre skulle understøttes. Niels hjalp, som han kunne. Han følte sig skyldig over for sine børn og turde ikke sige nej til dem. Jeg forstod det. Børnene forstod det tydeligvis også. De udnyttede deres skyldbevidste far uden skrupler. Alle deres ønsker blev opfyldt. Jeg ville også gerne have ondt af dem. Men jeg vidste, at i deres øjne var jeg fjende nummer et.
Årene gik. Børnebørn kom til verden. Fem indtil videre, men det var ikke slutningen. Den ældste datter løb fra sin tyranniske mand i hjemmesko. Hun havde brug for hjælp. Hun havde tre små børn. Den yngste datter levede af kontanthjælp som enlig mor. Hun manglede altid penge, men elskede at leve i sus og dus. Hun havde det fint, fløj verden rundt
Den mellemste søn var en håbløs alkoholiker, en udsvævende sjæl. Altid fuld, man kunne vride ham ud. Han betalte børnepenge til sin ekskone. Men da han var arbejdsløs, var det Niels, der gav dem videre fra vores fælles budget. Der var en barnebarn, der voksede op der. Hun lignede sin bedstefar Niels på en prik. Han elskede hende mere end de andre børnebørn. Hans hængte ved den lille pige.
Sådan en broget buket
Niels selv var bundet i gæld, men hans børn anede det ikke. Kun jeg og mine sønner vidste det. De bad mig om at forlade »sponsoren på sidelinjen«. Engang bad jeg Niels om at købe parfume til mig for en gangs skyld. Han løftede overrasket øjenbrynene:
»Skat, du ved, jeg har problemer med lugtesansen. Jeg kan alligevel ikke mærke din duft. Hvorfor spilde peng
