**Dagbog**
“Lille Filip,” hviskede Freja og forsøgte at skjule rystelsen i sin stemme. “Måske kan du lade være med at tage på denne tur? Jeg har en dårlig fornemmelse…”
“Den her tur betyder gode penge, skat. Og vi har brug for dem. Vi ved begge, at hver krone tæller nu,” svarede Aksel og holdt sin kone tæt, kyssede hende på panden og derefter de to livlige tvillingepiger, Ditte og Maja.
Freja nikkede tavst. Hendes hjerte blødte, men fornuften sagde, at Aksel havde ret deres budget var på bristepunktet. Hun tørrede sine tåre og så ham gå, mens hun hviskede: “Kom hurtigt tilbage… Vi venter på dig.”
Døren lukkede sig bag Aksel. Freja knyttede hænderne, gav pigerne mad og tog dem med ud at gå. Dagen forløb overraskende roligt. Ingen hysteriske anfald det var, som om børnene mærkede, at noget var galt.
Hver aften klokken ti talte de i telefon, som de altid havde gjort. Freja fortalte, hvor meget pigerne savnede ham, og hvordan hun langsomt syede bestillinger sammen. Aksel lo i telefonen og lovede: “I morgen er jeg hjemme, min skat.”
Men han kom aldrig hjem.
På vejen tilbage kolliderede hans lastbil med en modkørende truck. Alt skete for hurtigt. Der var ingen chance for at undgå sammenstødet. Aksel døde på stedet.
Samme nat ringede telefonen. Freja, som i en drøm, tog røret og hendes verden styrtede sammen.
Hun kravlede hen til naboen, tante Ellen, og bad hende passe pigerne. Så segnede hun om på dørtrinnet. Lægerne reddede hende kun med nød og næppe en kompliceret kejsersnit-operation.
Den lille dreng var svag og for tidligt født. Han manglede sin fars styrke, og Freja manglede en mands skulder at læne sig mod.
Hun kaldte ham Aksel, efter sin mand. Da hun kom hjem fra hospitalet, tællede hun pengene, der var tilbage. De kunne holde i to måneder. Derefter… måtte de se tiden an.
Livet blev en kamp for at overleve. Naboen, tante Ellen, hjalp, hvor hun kunne. De havde ingen nære familiemedlemmer. Freja begyndte at sy igen først for naboer, men efterhånden spredte rygtet sig, og kunder kom.
Pigerne startede i skole, og lille Aksel kom i børnehaven. De var hendes håb, hendes anker. Men…
Hun elskede pigerne mest. Og drengen… hun hadede ham ikke men hun kunne ikke se på ham uden smerte. Han lignede mere og mere sin afdøde far. Hver gang hun så ham, følte hun, at hun ikke havde kunnet holde på ham, stoppe ham…
Drengen var stille, sød og omhyggelig. Han læste, hjalp til og klagede aldrig.
Pigerne fik nyt tøj, og hun syede dukkedragter til dem. Til Aksel reparerede hun de gamle ting.
“Stakkels dig… Forældreløs med en mor i live,” sukkede tante Ellen, når hun så ham vaske op eller samle søstrenes legetøj.
Tiden gik. Pigerne voksede op, blev gift og flyttede væk. Kun Aksel blev tilbage hos sin mor.
Han færdiggjorde sin uddannelse og blev ingeniør ved slikfabrikken i deres hjemby, Aarhus. Freja begyndte at miste synet de søvnløse nætter, de knuste nerver og årene af ensomhed havde sat deres spor.
Aksel passede på hende, så godt han kunne. Han lavede mad, vaskede og gik langsomt med hende i parken. Hun hviskede oftere til ham: “Undskyld, min søn… Jeg fortjente ikke din kærlighed. Lev dit liv, du er ung…”
Han smilede bare: “Det skal nok gå, mor. Jeg får også en kone og børn. Du skal nok få glæde af børnebørn.”
Og så kom hun. Lise, enkel og sart.
“Mor, Lise bliver hos os. Hun har ingen. Hun er forældreløs,” sagde Aksel blidt.
Tre måneder senere blev der bryllup. Pigerne kom, børnebørnene, svigersønnerne hele familien samlet. Freja var glad, men smilede ofte gennem smerte.
Diagnosen var barsk kræft. Hun havde ikke langt tilbage, og hun vidste det.
Men skæbnen gav hende en sidste glæde hun så sit første barnebarn.
Hun gik fredeligt, med et smil på læberne. Så lukkede hun øjnene for sidste gang, mens hendes hånd knugede blidt om sin sønns, den hun elskede højest.
