Hvor skal du hen? Helle Kirstens stemme lød skarp og anklagende.
Mette sukkede dybt, mens hun lukkede sin taske. En velkendt knude snørede sig sammen i hendes mave ved lyden af morens tone, der altid indledte et forhør.
På arbejde, mor svarede hun og forsøgte at holde stemmen rolig.
Hvilket arbejde?! Helle Kirsten hævede stemmen. Du har ikke vagt i dag, det ved jeg godt! Hvor skal du egentlig hen? Sig det nu!
Mette vendte sig mod sin mor, der stod i døråbningen med armene over kors.
Jeg skal afløse i butikken. De ekstra penge kan vi godt bruge, forklarede hun roligt.
Det er løgn! råbte moren og tog et skridt frem. Tror du, jeg ikke ved det? Du skal ud og hænge med dine venner! Utaknemmelige tøs! Jeg har ofret alt for dig, og så lyver du mig lige op i ansigtet!
Helle Kirsten blev helt rød i hovedet af vrede.
Mette så hende lige i øjnene. Hendes blik var så fyldt med træthed og smerte, at moren et øjeblik tav.
Du kan følge med, hvis du ikke tror på mig, sagde Mette lavmælt og gik ud ad døren uden at vente på svar.
Hun hørte moren råbe noget efter hende, men ordene forsvandt i luften.
På vej til arbejdet fløj Mettes tanker rundt som fugle i et bur. Fireogtyve år. Hun var fireogtyve år og levede stadig under sin mors kontrol, som om hun var tolv. Det var ikke normalt, tænkte hun, mens hun gik uden om en vandpyt på fortovet. Andre piger i hendes alder boede for længst selv, byggede karriere eller datede. Men hun? Hun havde ikke engang fået lov at tage en uddannelse.
Hun huskede smerten, da hun drømte om at blive lærer. Hun havde læst til eksamen, klaret sig godt og fået adgang men moren havde skabt sådan en scene at hun gav op.
Hvad skal du med den skole? Du kommer bare til at hænge med alle de andre unge, og hvem skal så passe på mig? havde Helle Kirsten skreget.
Så Mette gik med på det som altid.
Moren havde fået hende ansat i den lokale brugsbutik, fem minutters gang fra hjemmet. “Så jeg ved, hvor du er,” sagde hun.
Og så dukkede hun op. Uden varsel. Under påskud af at skulle købe brød eller mælk, men i virkeligheden for at tjekke, om datteren var der.
Det var startet lang tid før. Mette kunne huske sine teenageår. Fra hjem til skole og tilbage igen altid på klokkeslæt. Moren tidtog hende. To minutter for sent blev til et krydsforhør: Hvor havde hun været? Hvem havde hun talt med? En tur med klassekammerater efter skole? Ballade. Invitation til en fødselsdag? Timevis af tårer og diskussioner og så et nej.
Man ved aldrig, hvad der foregår til sådan nogle fester, sagde moren bare.
Mette skubbede den tunge butiksdør op. Klokken ringede, og duften af friskbagt brød strømmede ud fra bagerafdelingen. Hun gik om bagved, iførte sig sit arbejdstøj og tog sin plads ved kassen.
På en måde havde hun accepteret det. Dag ud og dag ind. Mens hun fyldte hylderne op, lyttede hun til sine kolleger, Lise og Sofie, der planlagde weekenden.
Vi tager i det nye café lørdag og så til biografen om aftenen! sagde Lise.
Perfekt! svarede Sofie. Og søndag kan vi gå en tur i parken, hvis vejret er godt.
Mette vendte sig væk. Hendes weekender bestod kun af hjem og mor. Som altid. Rengøring, madlavning og TV under Helle Kirstens skarpe blik.
To dage senere begyndte weekenden med morgenmad. Mette spiste sin havregrød mekanisk, mens tankerne kørte. Oprøret, der havde bygget sig op i uger, blev pludselig til en klar beslutning.
Helle Kirsten hamrede hånden i bordet. Mette fór sammen, og skeen faldt næsten.
Hvad går der af dig? Du ser ud, som om du har fået en knytnæve! Fortæl mig, hvad du gemmer på!
Mette løftede blikket. Hjertet hamrede, munden var tør. Og så kom ordene af sig selv:
Jeg vil bo selv.
En tung tavshed fyldte køkkenet. Helle Kirstens ansigt begyndte at blive rødt først lyserødt, så ildrødt, til sidst mørkerødt.
Selv? Dig? Har du overhovedet tænkt dig om?! gispede hun. Kun her, hvor jeg kan passe på dig, er du i sikkerhed! Uden mig går du til grunde! Verden er ond, og mændene er alle løgnere
Mor, andre klarer det da også prøvede Mette, men moren afbrød hende.
Hvis du nogen sinde nævner det igen Helle Kirstens stemme blev lav og truende så låser jeg dig inde. Ingen steder skal du komme. Forstået?
Mette stirrede på hende. Tårerne løb, og hun gjorde ikke noget for at stoppe dem.
Hvorfor? hviskede hun. Hvorfor gør du sådan mod mig? Hvad har jeg gjort?
Helle Kirsten lænede sig tilbage. Et underligt udtryk bredte sig i hendes ansigt en blanding af vrede og tilfredshed.
Ingenting. Jeg fødte dig faktisk for min egen skyld, ikke for at du skulle rende rundt hvor som helst. Derfor skal du blive her. Altid.
Mette stivnede. Ordene ramte som iskoldt vand. *For min egen skyld.* Ikke af kærlighed. Ikke fordi hun ønskede et barn. Men som en ejendom. En ting.
Helle Kirsten fnøs og rejste sig. Uden et ord forlod hun køkkenet og efterlod Mette alene med tankerne.
De næste to dage opførte Mette sig perfekt. Ingen protester, ingen diskussioner. Helle Kirsten blødte lidt op og troede, datteren havde lært lektien. Hun smilede endda et par gange og roste middagen.
Men indeni havde Mette allerede besluttet sig. Før næste vagt pakkede hun sin pas og de få penge, hun havde gemt væk fra morens altseende øjne.
Efter arbejde gik hun ikke hjem. Hun gik til sin chef.
Lars, sagde hun med skælvende stemme, jeg skal have opsigelse. Med det samme. Hjælp mig.
Chefen så forvirret på hende. Mette var en dygtig medarbejder aldrig forsinket, aldrig syg.
Hvad er der sket? spurgte han oprigtigt bekymret.
Mette fortalte kort om sin mor, der kontrollerede hvert skridt, og om den umulighed, det var at leve sit eget liv.
Lars tænkte sig om og tilbød derefter:
Vi har en filial i den anden ende af byen. Du kan blive overført der. Samme løn, gode vilkår. Din mor må arbejde hårdt for at finde dig.
Mette takkede. Hun forlod butikken med en ny kontrakt og fandt derefter et værelse til 3000 kroner om måneden ikke luksus, men det kunne fungere.
Ved busstoppestedet tog hun sin telefon, knækkede SIM-kortet og smed det væk. Et nyt ville hun købe i morgen. Det gamle nummer kendte kun moren og et par kolleger. Det var slut.
Nu havde Mette boet på kollegiet i en uge. Det lille værelse med flænsede tapeter føltes som et slot. Her kunne hun vågne, når hun ville, spise, hvad hun havde lyst til og vigtigst af alt: ånde frit.
Nogle gange rakte hånden sig mod telefonen. Gamle vaner sad dybt. Men hun holdt sig tilbage. Hun vidste, at hvis hun ringede, ville moren finde hende, skabe en scene og måske endda tvinge hende hjem.
Det var skræmmende og uvant. Ensomheden bølgede ind imellem og fik hende til at tvivle. Men så huskede hun ordene: *For min egen skyld.* Og hun vidste, hun havde taget den rigtige beslutning.
At blive i den lejlighed under morens kontrol var ikke et liv det var at eksistere. En langsom udtørring.
Nu havde hun en chance for at starte forfra. Lære at leve for sig selv, ikke for at tilfredsstille sin mors sygelige kontrolbehov. Det var hårdt. Umådeligt hårdt. Men Mette vidste der var ingen anden vej. Hun *skulle* leve sit eget liv.
