Fra stuen lød en klang. Ustinia væltede gryden og skyndte sig ind. Drengen stirrede forvirret på det sønderslåede vase.
»Hvad har du gjort?« råbte hun og slog ham over ryggen med det våde viskestykke.
»Mormor, jeg skal nok rydde op!« Han kastede sig mod glasskårene.
»Jeg skal nok give dig rydde op!« Viskestykket ramte hans ryg igen. »Sæt dig på sengen og bliv siddende!«
Hun samlede glasskårene op og vendte tilbage til køkkenet. En vandpyt med kartofler lå på gulvet heldigvis var de rå. Hun samlede dem op, vaskede dem og satte dem i ovnen. Så satte hun sig og begyndte at græde, mens hun i tankerne skældte sin datter ud:
»Hvorfor? Hvorfor har alle andre normale familier? Og hvad har jeg? Ingen mand, og min datter er også alene. Bare det kunne blive ved sådan. Men nej, nu tager hun til byen og henter en fængselsbetjent hjem til mig. Sikke en skæbne! Hun skriver med ham i tre år og kalder det kærlighed, selvom hun aldrig har set ham. Og nu skal han bo hos mig. Som om det ikke er nok at skulle forsørge hende og drengen, nu skal jeg også fodre ham. Jeg skal nok få ham til at løbe skrigende væk!«
»Mormor, må jeg gå ud?«
»Gå du bare! Men tag varmt tøj på. Og hold dig fra åen isen begynder at bryde løs hver dag nu.«
»Okay, mormor!«
Det lød som om de var ankommet. Ustinia kiggede ud ad vinduet. Fra her kunne hun se, at hans ansigt var fuld af ar. Hvad tænkte hun på, den tåbe? Ikke nok med at han var fængselsbetjent han så også ud som et monster.
Døren gik op. De kom ind.
Faina havde ført sin kæreste hjem.
»Netop ham jeg skal tale med,« smøg den lokale betjent sig ind. »Jeg skal lige tjekke hans løsladelsespapirer. Og se, hvad slags mand din svigersøn er.«
»Gå du bare! De spiser lige nu. Men han er ikke min svigersøn og bliver det aldrig!«
Ustinia gik ud for at finde sin barnebarn. Hvor skulle hun lede? Der løb han, sammen med de andre drenge. Men hun havde ikke lyst til at gå hjem endnu, så hun standsede og snakkede med de andre kvinder. Men hvad ville hun ikke, måtte hun til sidst hjem.
Hun kiggede på de store træstammer. Hvordan skulle hun nogensinde splitte dem? Hun gik ind i skuret, tog øksen og begyndte at hakke småfliser af den mindste stamme. Lige da hun løftede øksen igen, greb en kraftig hånd fat i den.
»Tante Ustinia, lad mig prøve!«
»Prøv du!« Hun så surt på ham.
Han strøg en finger over øksens æg og rystede på hovedet: »Har du en slibesten?«
»Gå ind i skuret. Min mands værksted er derinde.«
Da Hariton kom ind i værkstedet, vidste han ikke, hvor han skulle se først. Alt muligt lå der. Han tændte slibemaskinen. Den virkede! Han sleb øksen og tog også kløvøksen, der stod ved siden af.
Udenfor gik han i gang med at kløve stammerme i to og derefter hakke dem til brænde. Ved aften havde han færdiggjort alt og båret det ind i skuret.
Hans svigermor kom ud og rystede på hovedet. Men et lille smil strejfede hendes læber.
»Tante Ustinia,« sagde han, »der ligger nogle træstammer ved hegnet.«
»Nej! Den kan ikke bruges længere.«
»Kom med til mig. Jeg har en magen til, der heller ikke virker. Måske kan vi lave en god en ud af de to.«
De gik til gammel Aage. Hans motorsav var helt til rotterne, men tandhjulet var helt, og kæden fungerede fint.
»Tag det hele!« smilte Aage. »Hvis den virker, må du også save mine træstammer.«
En af naboerne råbte: »Hør her! Kløv dem for mig og bær dem ind i skuret!« Han rakte Hariton to femhundredkronesedler.
Hariton gjorde, som han blev bedt om. Da han kom hjem, lagde han pengene på bordet: »Tante Ustinia, tag dem her!«
Hun rystede på hovedet, men et tilfreds smil lyste i hendes ansigt. På landet betalte man ikke altid med penge.
Næste dag gik Hariton i gang med at reparere plovmaskinen. Det var snart tid til at pløje markerne. Han var i færd med at samle reservedele, da en dreng kom løbende med skrækslagne øjne: »Vi legede på isen, men din Jonas blev ført væk han kan ikke komme i land!«
Ustinia og Faina skyndte sig ud, og alle løb mod åen.
Isflagen med drengen på blev langsomt ført længere og længere ud mod midten. Og ned ad åen kom der større isflage flydende et isdæmning længere oppe måtte være brudt sammen.
Faina skreg.
Men Hariton var allerede sprunget i det kolde vand og svømmede mod isflagen. Han kom op på den. Men en kæmpe isflage nærmede sig. Den ville knuse dem.
»Hør, Jonas!« Hariton bøjede sig ned mod drengen. »Du er en rigtig mand. Når den store is kommer, må vi hoppe over på den, ellers knuser den os. Vi har kun et par sekunder. Klarer vi det? Giv mig hånden! Klar? Spring!«
Han greb drengen og kastede ham over på den store isflage. Selv sprang han efter, men slog hårdt mod kanten og skar sig i benet. Bukserne blev røde. Drengen stirrede forskrækket på sine skrammede hænder.
Midt på åen, hvor strømmen var stærkest, blev de ført væk.
Fra bredden så alle med rædsel, hvordan isflagen drev bort.
»De går til!« råbte nogen.
»Måske ikke,« sagde en anden. »Længere nede drejer åen skarpt, og Hariton er en klog mand.«
Betjenten løb mod sin bil.
Hariton holdt om drengen for at varme ham: »Hør, min dreng. Den første prøve bestod vi. Nu kommer den næste. Isen kan ikke dreje med åen vi rammer land. Hårdt! Kom, vi går til den anden side.«
Landet kom nærmere. Et voldsomt bump, og de blev slynget over isflagen og landede på stenene.
»I live!« Hariton løftede drengen op.
»Min arm gør ondt, og mit ben også.«
»Det går over!« smilede Hariton. »Før din bryllupsdag er det hele glemt.«
»Men der er blod!«
»Hold ud! Vi må videre.«
»Det gør ondt.«
»Klap i! Du er en mand.«
Fem minutter senere nåede de vejen. Lige da kom betjentens bil kørende.
»De lever!« nikkede Hariton.
»I ser ikke gode ud! Ind med jer vi kører til hospitalet!«
Faina lå på sengen og græd. Ustinia stirrede utålmodigt ud ad vinduet. En ringetone fik dem til at fare sammen. Faina greb telefonen. Betjentens navn lyste på skærmen.
»Hvad? Hvad sker der?« råbte hun.
»Jonas sidder her, fuld af bandager. Han skal lige have telefonen.«
»Mor?« lød det.
»Sk
